Får vi aldrig fred?

Dette er sikkert tænkt og sagt mange steder i sundhedsvæsenet, når der endnu en gang bliver stillet krav om besparelser og effektiviseringer.

De tilbagevendende krav om at gøre mere for de samme penge, eller det samme for mindre sætter hospitaler og hospitalsafdelinger under pres. Pres kan være sundt, fordi det kan stimulere til udvikling og innovation. Og set over en længere årrække, så er der jo realiseret en fantastisk udvikling, bl.a. drevet af nye arbejdsformer og ikke mindst ny medicinsk teknologi.

Men presset kan også være frustrerende, hvis der ikke er en oplevelse af indflydelse og handlerum. Skal man ramme den positive vinkel på dette, så er det vigtigt, at kravet om besparelserne og deres udmøntning ikke er akut – eller subakut for den sags skyld. Det skal altså helst ske planlagt og styret over en længere tidshorisont.

Skal man det, så bliver man, som jeg ser det, nødt til at sætte udvikling og innovation mere i system. Man skal tænke længere frem. Længere end det er muligt inden for rammerne af den sædvanlige budgetproces. Og så skal man finde de nye veje til at realisere de næste års behov for råderum og plads til omstilling.

Dette kan flytte fokus væk fra bredt fordelte grønthøsterbesparelser. I stedet kan intelligente og dokumenterede effektiviseringstiltag træde i forgrunden. Og som verden ser ud lige nu, hvor det faste abonnement på vækst i budgetterne er opsagt, mens abonnementet på nye behandlinger er gentegnet, så vil kravet om effektivisering fortsat være en præmis.

Så nej, fred bliver der nok aldrig. Og det er nok heller ikke ønskværdigt!