At der også kan være tale om forkerte og fatale, globale mavefornemmelser fik vi bevis for med introduktionen af brugerbetaling i udviklingslandene i 80’erne.
Verdensbankens økonomiske politik spillede en central rolle, da den sammen med UNICEF og WHO og en række afrikanske lande i starten af 80’erne etablerede Bamako initiativet med henblik på at indføre brugerbetaling (User fees for health).
Allerede fra midt i 90’erne var der studier, der viste, at brugerbetalingen gik ud over de fattigste, kvinder og børn, og det er nu beregnet, at indførelsen af brugerbetaling i 20 afrikanske lande har kostet ca. 230.000 børn under fem år livet om året (Child mortality and user fees).
Alligevel er det først i 2008, at WHO lavmælt opfordrer de afrikanske lavindkomstlande til at ”satse mindre” på brugerbetaling fremover (World Health Report 2008).
Verdensbankens politik betød endvidere, at hospitalssektoren i mere end to årtier blev udsultet på bekostning af en voldsom investering i primær sundhedstjeneste, der dog ikke medførte en reduktion i børnedødeligheden.
Børnedødeligheden ser nu ud til at falde på verdensplan, men fordi WHO og andre store aktører på området stoler mere på deres mavefornemmelser og modefænomener end videnskab, så ved vi ikke, hvorfor dødeligheden falder.
Det må vi så lade op til mavefornemmelsen at forstå, for logisk er det ikke. Og de næste årtiers strategier for global sundhed er allerede i støbeskeen (Beyond Millenium development goals).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar