onsdag den 12. oktober 2011

Man kan kun blive lidt bange for den nye regering

Ja, så fik vi en ny regering. Nogle er på forhånd glade, andre er imod, men jeg vil slet ikke tage stilling på baggrund af partifarverne. Den sidste uges tid har dog givet mig grund til at blive bange for, hvad der kommer til at ske.

Den nye regering er allerede blevet berømt for at have brudt en masse af de løfter, som blev givet i valgkampen. Sjældent har en ny regering brudt så mange valgløfter og skuffet så mange vælgere på så kort tid. Det må nærmest være en rekord. Det handler om alt muligt forskelligt såsom gennemførelse af tilbagetrækningsreformen og dagpengereformen, millionærskat indføres alligevel ikke, og topskatten sænkes. Og vores unge håbefulde nye sundhedsminister har dårligt nok fået udleveret nøglen til sit kontor, før hun meddeler at løftet om maksimalt 30 minutters ventetid på skadestuerne ikke kan indfries.

Der kan være mange rigtig gode grunde til, at alle disse valgløfter ikke kan indfries, men det kan ikke undgås, at man mister tillid til denne regering, allerede før den er kommet ordentligt i gang. Og det er altså virkelig ærgerligt! Hvordan kommer det så til at gå, når vores sundhedsminister lover, at psykiatrien skal prioriteres? Er det bare tomme ord? Og hvad med de økonomiske forhold for forskningen og vores universiteter? Bliver det pludselig ændret med et pennestrøg og et ”hovsa – vi havde vist regnet forkert”? Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men jeg føler mig på usikker grund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar