Så brug dog introstillingerne rigtigt!

I den danske speciallægeuddannelse har introstillingen en central plads mellem den kliniske basisuddannelse og hoveduddannelsen. Vi har det ikke som i mange andre lande, hvor man går direkte fra basisuddannelse til hoveduddannelse, - og det skal vi på mange måder være glade for, - men så skal vi altså også bruge introstillingerne rigtigt!

Det ligger næsten i navnet, at det er i introstillingen, man bliver introduceret til det enkelte speciale. At man ikke allerede fra starten er i gang med den fulde hoveduddannelse, giver den fordel, at uddannelseslægen kan mærke efter på egen krop, om specialet passer til vedkommende.

Og det er altså rigtig smart, så man ikke med det samme er bundet i et speciale, man troede var det rigtige, men som i løbet af få måneder måske viste sig at være helt forkert. I andre lande har unge læger særdeles svært ved at skifte speciale, når de først er gået i gang med en speciallægeuddannelse - og i den sammenhæng er vi i Danmark foran på point netop på grund af vores introstillinger.

Så opgaven for introlægen er altså at finde ud af, om det aktuelle speciale er det rigtige speciale for ham eller hende. Til gengæld er det så også altafgørende, at en eventuel tvivl tages seriøst på dette tidspunkt - og om nødvendigt at man tager sig tid til at afprøve et andet speciale i en anden introstilling, før man søger hoveduddannelse.

Og hvis man bliver klar over, at man absolut er på gale veje, gælder det om hurtigst muligt at komme videre til en introstilling i et andet speciale, som så forhåbentligt kan vise sig at være det rigtige.

Opgaven for de uddannelsesgivende afdelinger og praksis er ikke mindre. Det er nemlig også meningen, at man fra specialets side i løbet af introstillingen tager stilling til introlægens egnethed i specialet.

Dette skal forstås helt bogstaveligt. Hvis man ikke mener, at introlægen har potentiale til at kunne blive en god øjenlæge, almen mediciner eller kirurg, er det i introstillingen man som uddannelsesansvarlig skal sige fra!

Hele finten er jo, at man skal undgå de menneskelige (og ressourcemæssige) omkostninger der ligger i, at man kan gå adskillige år i en uddannelsesstilling i et givet speciale, for så med kort tid tilbage pludselig få at vide, at man altså ikke har potentiale til at komme længere ad den vej.

Det er IKKE en venlig hjælp at vinke de forkerte læger videre gennem introstillingen - det er til gengæld en venlig hjælp tidligt at hjælpe lægen til et mere hensigtsmæssigt specialevalg i de få tilfælde, hvor det er nødvendigt.  

I nogle specialer er det af uransagelige årsager muligt, at den samme læge kan ansættes to gange i en introstilling - altså at man fra en afdelings side vælger at ansætte en ansøger, der allerede har en godkendt introstilling, i en introstilling.

Det giver jo ingen mening! Antallet af introstillinger er på landsplan afstemt i forhold til antal hoveduddannelsesstillinger. Og at besætte en uddannelsesstilling med en læge, der allerede har fået godkendt den pågældende uddannelsesdel, giver jo mindre plads til de øvrige yngre læger, der også gerne vil den vej.

Ligeså er det uredeligt at prioritere læger fra på baggrund af den sammensætning, de måtte have haft af deres basisuddannelse. Rygterne går om besværlighederne for de yngre læger med at skaffe sig en intern medicinsk introstilling, hvis de ikke har haft intern medicin i KBU.

Det er jo ikke i orden, for så har de stakkels mennesker, der måske fik Sundhedsstyrelsens dårligste lodtrækningsnummer, jo ikke en ærlig chance!
 
Jeg forstår godt, at den enkelte afdeling kan have produktionsmæssige interesser i at vælge en læge, der mestrer dele af specialet i forvejen, men det er jo ikke det, der er meningen med uddannelsesstillinger – og da slet ikke introstillinger. Og det er ikke fair overfor de yngre læger som gruppe!

Lad os i fællesskab sørge for, at vi får maksimal nytte ud af det rigtig gode uddannelseselement, som introstillingen i den danske speciallægeuddannelse er!