onsdag den 4. september 2013

Guide til basal overlevelse for Almen Praksis



Fra 1. september 2013 arbejder praktiserende læger ikke længere under en aftalebaseret overenskomst men en hybrid, hvor overenskomsten er ophævet til lov frem til 1. september 2014, hvor der gerne skal foreligge en løsning, dvs. en god og bæredygtig overenskomst. 

Såfremt dette ikke er tilfældet, vil landets praktiserende læger formentlig ende med at arbejde under den såkaldte hoveri-lov, hvilket ingen nok ønsker at prøve.
 
Ekstraordinære PLO-medlemsmøder afholdes flere steder i landet for at afdække, hvad der skete op til afstemningen 29/6, og hvad vi skal gøre for at komme videre.

Vi har hørt overvejelserne både for og imod et ønske om aflevering af ydernumre, og mange har fået luftet deres frustrationer og fået svar på nogle af de mange påtrængende spørgsmål til repræsentantskabet.

På det ekstraordinære møde i PLO-Hovedstaden i mandags blev det fremhævet, at der formentlig var ganske mange, heriblandt flere i repræsentantskabet, der primært havde deponeret deres ydernumre mhp at lægge pres på forhandlingerne. Altså at sidestille med et vindæg. Det ser fint ud, men bliver ikke til noget.

Ligeledes blev det flere gange nævnt, at hvis ikke der kommer en acceptabel overenskomst i hus inden 1.marts, må vi (igen) overveje at deponere vores ydernumre i PLO mhp en NY afstemning om et eventuelt ophør af samarbejdet med det offentlige sundhedsvæsen.

Ingen har dog endnu tilgået spørgsmålet om, hvad en acceptabel overenskomst indebærer. Ej heller, hvad vi finder uacceptabelt.

Forhandlingsudvalget må nødvendigvis ruste sig med en solid viden om, hvad medlemmerne mener, vi IKKE kan acceptere, inden forhandlingerne for alvor indledes. 

Dernæst vil det være nærliggende og strategisk, hvis den kommende overenskomst går til urafstemning blandt landets 3600 praktiserende læger. Kun således kan vi undgå at gentage katastrofen 29. juni 2013 og sikre, at alle (inklusiv formand, bestyrelse og repræsentantskab) kommer igennem det næste år med fred i sjælen.

Derfor nu to afgørende spørgsmål til den enkelte:

  • Hvad kan du IKKE acceptere fra en kommende overenskomst? Hvor er underliggeren?
  • Er du med hjerte og hjerne parat til at aflevere dit ydernummer, hvis dette minimumskrav ikke bliver opfyldt?

Først hvis vi hver og én har svaret på disse to spørgsmål, kan vi finde ud af, om vi reelt har slagkraft eller blot består af tomme ord og et lunkent gennemsnit.

3 kommentarer:

  1. På PLO midt mødet i mandags forsøgte jeg at få svar på det første af dine 2 spørgsmål. Jeg spurgte 3 gange men det tætteste jeg kom på et klart svar var: 2% produktivitetsgevinst accepteres ikke, men vi er dog villige til at tale produktivitet. Konklusionen må være at at enten er der ingen uacceptable punkter i en overenskomst, alt er til forhandling, ellers har man bare ikke gjort sig klart hvad grænsen er.
    For mit eget vedkommende blev grænsen nået i foråret 2013, efter måneders systematisk tilsvining blev vi trampet ned i et nøje planlagt politisk spil hvor al faglighed og sund fornuft var tilsidesat. Så derfor bliver mit svar på dit andet spørgsmål et JA.
    Jens Hornshøj

    SvarSlet
  2. Jeg synes det er meget svært at sige hvad en acceptabel overenskomst er, en forhandlig er jo ofte give and take men hvis det ender med noget der for meget ligner RLTN,s oprindelige oplæg kan jeg ikke forestille mig at jeg kan acceptere den. et eksempel Hvis vores mednestemmelsesret til vores egne arbejdsforhold forsvinder vil det nok være uacceptabelt men som sagt svært at sige på forhånd, må i god tid se det endelige resultat

    SvarSlet
  3. Bruno Melgaard Jensen5. september 2013 kl. 20.24

    Enig med Claus Perrild - og det var jo mig der ikke svarede Jens godt nok da han spurgte i Midt.
    Vi er nu på vej ind i forhandlinger og heri indgår vore og deres krav og så skal vi gerne ende op med nogetder ser fornuftigt ud for begge parter - ellers er forløb og forhandling ikke godt.

    Som sagt 2 % produktivitetsgevinst til regionen - hvor vi bare løber hurtigere til samme pris er ikke acceptabelt for mig - men at diskutere produktivitet i bred forstand i sundhedsvæsenet kan jeg ikke have noget imod.

    Overordnet set skal vi sikre os at vi ikke bare står tilbage med ansvar og risiko og resten bestemmes af regionen !

    Enig med Jens Hjornshøj i at fortsat tilsvining/mistænkeliggørelse ikke er acceptabelt i et samarbejde som det vi indgår i - her gælder det om at vi får aftalt nogle spilleregler omkring ydelser og kontrol som begge parter er tilfredse med - så det er et af målene.

    I forhandlingerne kommer vi omkring mange emner og det vil her være svært at sætte en " samlet grænse" - men vi er ikke på vej på "udsalg" - men mod udvikling !

    vedr urafstemning er det repræsentantskabet der beslutter om der skal urafstemning til - så det er jo op til diskussion på medlemsmøder forud for repræsentantskabsmødet når den tid kommer. Personligt er jeg positiv overfor urafstemning - men største risiko/svaghed herved er stemmeprocenten - men når vi har kunnet samle 8000 i Odense kan vi vel også få de fleste til at læse en overenskomstaftale og stemme !

    Det andet spm er et ja hvis aftalen bredt set ikke er god nok - men det er som sagt svært at sætte tal eller begreb herpå.

    SvarSlet