Det Etiske Råd behandlede i foråret spørgsmålet om brug af
kaliumindsprøjtning i sammenhæng med sene provokerede aborter. Rådet var delt
i holdningen til, hvorvidt foetocidium bør være et muligt tilbud eller helt
udelukkes, mens et enkelt medlem fandt, at det burde være en ret for alle sent
aborterende kvinder (efter 20.uge) at få adgang til dette indgreb.
Tilsvarende rettighedssynspunkter har også været fremført i den offentlige
debat.
Nu har sundhedspolitikerne så taget stilling, og
sundhedsministeren har meddelt, at foetocidium skal tilbydes efter lægelig vurdering.
Personligt er jeg godt tilfreds med, at kaliumsprøjter ikke
bliver et standardtilbud, men at der gives plads til lægelige og ikke mindst
menneskelige vurderinger.
En sen abort er i sig selv for mange en alvorlig
følelsesmæssig belastning, og for en del kvinder vil det at skulle tage
stilling til abortmetoden nok kunne opleves som en ekstra byrde i en vanskelig
situation.
Det taler netop for,
at tilbuddet om kaliumindsprøjtning kun introduceres , når lægen skønner, at
patienten har gavn af det.
Vi har som samfund dyrket individualisme og
rettighedstænkning godt og grundigt i en årrække, og det kan der med rette
siges meget godt om. Men hvis vi vil have et menneskeligt samfund, kan vi nok
ikke i alle situationer udelukkende støtte os på bindende instrukser og
retningslinier, selv om disse i mange tilfælde er indlysende nødvendige
redskaber til sikring af sikkerhed og
kvalitet
Måske skal vi ind imellem vægte individuelle hensyn og
grundig information højere end formelle valgrettigheder.
Selvbestemmelse er
værdifuld, men i nogle situationer kan valg opleves uoverskuelige eller
illusoriske. Måske har sundhedsvæsnet brug for lidt mere af den paternalisme,
vi ellers har bekæmpet så energisk?
Det sker aldrig i Danmark
SvarSletJeg havde troet at det umuligt kunne ske. Jeg havde troet at Sundhedsministeriet ville vide at ingen danske læger nogensinde vil medvirke til sådan noget. At Etisk Råd da ihvertfald viste det. Jeg mente vel også forfængeligt eller hovmodigt, at den danske lægestand er gjort af mennesker med et bedre kendskab til historiens skrækeksempler både nye og gamle og gjort af et bedre stof end de horrible læge-eksempler vi kender fra historien også nyere historie. At vi var en højere art. At vores lægeetik var løftet over politiske vinde. At vi var mennesker med en kontakt til os selv og vores egen art. Jeg havde troet at politikere ville have vist, at det kan man ikke få danske læger til at medvirke til. Aldrig. Ingen danske læger vil da koncentreret med ultralydsproben i den ene hånd sigte efter et fosterhjerte med en kaliumsprøjte. Stoppe det måske misdannede fosters liv, gå efter hjertes kamre med en steril kanyle ført gennem dets mors maveskind. På et hospital hvor vi lytter, lindrer og af og til helbreder. Ramme ind der hvor fosteret gemmer sig i sit skjul - i fred- med lyset og lydene dæmpede. Ingen danske læger vil stikke en spids kanyle derind og slukke for lydene og lyset for altid. Så forblindet af politisk korrekthed og misforstået empati kan et menneske kun blive hvis det opdrages under et totalitært styre. Eller hvis det aldrig selv har mærket en mors bløde maveskind. Jeg tror stadig ikke at nogen danske læger vil medvirke. Jeg kan ikke tro det! ...Jeg tror det er usandsynligt de vil.... Jeg håber ikke vi vil være med til den slags nogensinde.....Kære ærede dygtige kollega så mærk dog din knugen i maven! Du er også selv et menneske med navle! Lad være.
Anne Marie Rask, praktiserende læge Herning