Variation i klinisk praksis – det bør vi bruge til noget!

Læger i primærsektoren, læger i sekundærsektoren – vi kender det alle: når vi begynder at analysere på vores kliniske praksis findes der store variationer på rigtigt mange områder (de fleste?). Ofte er variationerne endog meget store – og variationerne lader sig ikke sådan lige umiddelbart forklare.

 

Lad mig blot nævne få eksempler, så alle ved hvad jeg tænker på:

  

• et klassisk eksempel fra den internationale litteratur var frekvensen af tonsillectomi hos børn - fra dansk side har man tidligere fundet, at antallet af ilagte øredræn i børneører ikke klart korrelerer til antallet af børn i et givet område – men måske nærmere til antallet af ørelæger?
• vi kender også alle tidligere tiders store variation i antallet af hysterctomier
• og de mere nylige variationsopgørelser over sectio-frekvenser

Vi praktiserende læger skal bestemt heller ikke kaste med sten i denne sammenhæng: når man analyserer vores kliniske praksis ses variationer i diagnoser, i henvisninger og i medicinordinationer, som altså ikke sådan lige kan forklares ud fra forskelle i patientpopulation el. lign.

Jeg tror der vil komme tiltagende fokus på analyse af disse variationsopgørelser – det ser vi allerede i flere af de lande vi normalt sammenligner os med. For nylig beskrev British Medical Journal de initiativer, der er i gang i såvel USA, UK og Holland.

I England har den store fond ”The King’s Fund” for ganske nyligt offentliggjort en større rapport om almen praksis (”Improving the quality of care in general practice”, King’s Fund, 2011) og her er hovedtemaet den meget store variation i almen praksis.

Fokus er på variationerne i den målte kliniske kvalitet. Man kommer med et klart budskab til de praktiserende læger (i England forstås…): …højere kvalitet i almen praksis vil først opstå, når de praktiserende læger og deres teams formår at kigge ud over egne kliniklokalers mure og er med til at skabe de sammenhængende patientforløb på tværs af sektorgrænser… og man fortsætter: “If general practice is to focus on improving quality it must be able to demonstrate that it is doing things differently and better. It is no longer acceptable for professionals simply to claim there is no way of assessing what they do and that they should be trusted with the task.”

Som patient, må jeg undre mig over meget store variationer i lægers kliniske praksis (”har jeg nu valgt den rigtige læge?”). Administratorerne i vort sundhedsvæsen har bestemt fokus på området (”det kan vel ikke være lige rigtigt?” – en variation på faktor 5?). Politikerne, der bevilger pengene til væsenet, vil naturligt nok også afkræve os en forklaring nu og da…

Jeg kender godt argumenter som: ”det er jo ikke sikkert, at gennemsnittet er det rigtige” og ”variation er en kvalitet i sig selv” og mange flere.

Men jeg synes vi som professionelle skal tage variationerne op som en faglig udfordring i stedet for at gå i forsvars-mode:

• vi (og vores kvalitetskolleger og forskerkolleger) skal analysere og offentliggøre disse variationer
• variationerne bør ofte give anledning til ”faglig forundring” blandt os klinikere
• der kan meget ofte tages læring ud af disse variationer
• og ret ofte vil der givetvis også være anledning til at vi (i hvert fald nogle af os…) ændrer vores klinisk praksis

Som professionelle bør vi selv tage førerskabet i disse processer – ellers er jeg sikker på, at andre nok skal ”hjælpe” os!

Stjerner – eller ikke – til it systemerne

It udvalget i Lægeforeningen Hovedstaden har sat sig for at anmelde forskelligesundheds-it programmer i stil med de anmeldelser, man ellers kan læse i diverse it tidsskrifter, og vi lægger ud med det første, nemlig det Elektroniske Patientmedicineringsmodul (EPM), som benyttes i Region Hovedstaden 

Systemet er Acures EPM3, og vi har vurderet det ud fra følgende specifikke aspekter: Brugervenlighed, beslutningsunderstøttelse, integration (med øvrige systemer), tilgængelighed og driftssikkerhed og patientsikkerhed.

Systemet får disse points på en skala fra 1-5:

Samlet får systemet kun 1,5 stjerne, og helt overordnet synes vi, at personalet tillægger systemet større sikkerhed, end det fortjener. Dermed risiker de/vi at slække ubevidst på tidligere sikkerhedsrutiner omkring medicinhåndtering.

Brugervenlighed

Programmet er ikke integreret med andre systemer. Det er fx ikke muligt at kopiere et CPR-nummer fra røntgenprogram over i EPM3 med henblik på opslag af patientens medicinering.

Medicinoversigten kan sorteres efter, hvornår der sidst er foretaget en ændring, men ikke hvornår præparatet oprindeligt er ordineret, så det er muligt at se, hvor længe et givet præparat har været anvendt.

Det er ikke muligt at sortere efter ATC-koder eller indholdsstoffer, således at man kan få et overblik over fx. antibiotika eller smertestillende medicin.

Fanebladene med historik og seponeret medicin er svære at bruge. Det er muligt at sortere medicinen efter navn, hvilket kan give et vist overblik, men heller ikke her er det muligt at sortere efter ATC-koder eller indholdsstoffer. Således vil Zinacef og Cefuroxim stå forskellige steder i oversigten, selv om det er de samme indholdsstoffer, men blot forskellige handelsnavne.

Medicineringstidspunkter kan kun rettes af læger, så hvis en afdeling uddeler medicin kl. 8, 16 og 24, skal der bruges tid på at rette tidspunkterne, hvis man har nogle andre tidspunkter på den pågældende afdeling, hvilket burde kunne foretages af en sygeplejerske.

Når der skal udskrives fra programmet, skal man efter 3 museklik vælge et printernummer (ud fra et ikke-sigende navn - fx. printer på afd. 4) Det er ikke muligt ud fra bruger-ID eller PC-ID at vælge en fortrukken printer.

Beslutningsunderstøttelse

Der er enkelte beslutningsunderstøttende funktioner indbygget i EPM3:

Hvis man vælger et præparat, som ikke er på rekommandationslisten, skal det begrundes. Det er ikke muligt at vælge ind­holdsstof fx. paracetamol, hvilket ville gøre, at man slap for at tage stilling til, om der skal anvendes Panodil eller Pinex.

Det er muligt at vælge et præparat, som patienten er allergisk over for. Hvis allergifeltet / CAVE ikke er udfyldt, vil der komme en advarsel om, at feltet ikke er udfyldt, men det er stadig muligt at medicinere, selv om allergifeltet står som uoplyst. Det er ligeledes yderst problematisk, at man ikke får advarsler i for­bindelse med kombinationspræparater som fx. Kodimagnyl, hvis patienten er allergisk over for et af indholdsstofferne

Interaktionsdelen fungerer fint i den udstrækning, der findes data, hvilket ligger uden for selve programmet.

EPM3 er udstyret med et grafisk modul, hvor man kan samstille blodtryk, blodprøver m.m. med den givne medicin, hvilket er en yderst nyttig funktion. Dog skal alle blodprøvesvar, blodtryk, puls mm. indtastes manuelt; det kan ikke importeres fra laboratoriesystemet. Endvidere bliver modulet ubrugeligt af en såkaldt forløbsvælger, som medfører, at medicineringen kun vises for den aktuelle indlæggelse og ikke for indlæggelser eller ambulante forløb på andre afdelinger.

I tilfælde af udgåede præparater må man nærmest tale om beslutningsblokering, da det ikke er muligt at godkende patientens øvrige medicin, før der er taget stilling til præparatet, som er udgået. Da det ej heller er muligt at slå præparatet op i det elektroniske lægemiddelkatalog, er det endnu vanskeligere. I mange tilfælde det kun handelsnavnet, som er udgået og ikke præparatet som sådan.

Det er ikke muligt at udsortere præparater som fx. giver øget blødningstendens.

Integration (med øvrige systemer)

Der er heller ikke integration, så ordinationer i journalmodul automatisk overføres til EPM3. Og når der skal skrives epikriser, kan man ikke kopiere medicinlisten fra EPM3 til epikrisen, men må manuelt genindtaste disse data.

Der er ikke integration på patientniveau (CPR-nummer), så der er ekstra arbejde med at slå hver ny patient op i medicinmodulet, samtidig med at dette medfører forøget risiko for at vælge forkert patient (dvs at man sidder med journal og laboratorietal på én patent, men er i gang med at ordinere medicin til en anden patient).

Tilgængelighed og driftssikkerhed

I prakisis har EPM3 vist sig uhensigtsmæssigt fx i forbindelse med anæstesier, hvorfor medicineringen i disse tilfælde føres på særskilte skemaer. Dette kan være en nødvendighed, men er med til at påvirke de sikkerhedsmæssige fordele, som skulle opnås med systemet.

Den fysiske tilgængelighed er naturligvis ikke programspecifik men i høj grad afhængig af, hvilket udstyr der er tilgængeligt hvor. EPM3 kan derfor ikke entydigt vurderes på denne parameter.

Log-on tager i størrelsesordenen et minut hver gang. Har man rådighed over den samme skærm med mange patienter, betyder log-on tiden ikke specielt meget, men bevæger man sig fra skærm til skærm, eller deler man skærm med andre gennem dagen, kan det blive nødvendigt med mange log-on og log-off i løbet af dagen.

Systemet er os bekendt temmelig driftsikkert. Der kendes dog et større nedbrud af EPM tilbage i efteråret 2008, hvor adskillige hospitaler var berørt i ca 14 dage i træk. Der fandtes dog nøje planlagte nødprocedurer og papirgange, som i den pågældende periode blev anvendt uden de store problemer.

Patientsikkerhed

Det er et overordnet og ikke EPM-spe­ci­fikt problem, at interaktionsdatabasen ikke er fuldstændig for alle præparater på det danske marked.

Man kan komme til at ordinere medicin til en anden patient end tilsigtet. Alle indlagte patienter er listet i venstre margen af EPM, og det er meget nemt at vælge en forkert patient.

Det er muligt at ordinere præparater i fuldstændigt ufysiologiske og livsfarlige doser, uden at der er indbygget sikkerhedsgrænser eller alarmgrænser i systemet.

Hertil kommer et overordnet problem: Personalet tillægger EPM større sikkerhed, end systemet i denne sammenhæng fortjener og slækker dermed ubevidst på tidligere sikkerhedsrutiner omkring medicinhåndtering.

 Såvidt Acures EPM3 – i næste indlæg beskriver vi, hvordan et ordentligt EPM modul skal se ud.

Grønspættebogen risikerer at skræmme unge forskere

Dette er så første gang jeg ”blogger”. Egentlig er det at blogge noget underligt noget. Når man er vant til at skrive videnskabelige artikler, ledere osv., skal man lige vende sig til den mere ligefremme form i en blog. Det er meningen, at jeg skal skrive om forskning, og det gør jeg selvfølgelig med glæde.

Grønspættebogen for nye forskere er lige udkommet, og den giver i høj grad stof til eftertanke. Den er udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Lægemiddelstyrelsen og den Centrale Videnskabsetiske Komité, og kan downloades gratis på ministeriets hjemmeside.

Titlen er ”Kom godt i gang med klinisk forskning – vejledning om forberedelse og godkendelse af kliniske forøg”, så målgruppen må nødvendigvis være den helt unge forsker, som skal i gang med sit første forsøg.

Hvis man læser hæftet med disse briller på, synes jeg dog, at man rammer ved siden af.

Bevares, der er ikke deciderede fejl i materialet, men det er en skræmmende oplevelse at læse om alle de regler, man skal overholde, anmeldelser, tidsfrister osv. Det ville have været bedre, hvis man havde betonet nytten af samarbejde med andre forskere og ikke mindst med en god vejleder, som vil kunne tage noget af stressfølelsen væk, inden man overhovedet er kommet i gang med at forske.

Af konkrete ting, som jeg har studset over, kan nævnes, at man anbefaler litteratursøgning i forberedelsen (selvfølgelig), men at dette ”kan være i PubMed, EMBRASE eller Cochrane”. Udover stavefejlen bør der ikke stå ”eller”.

Det er ikke nok kun at søge i Cochrane eller EMBASE, så man bør nok hellere anbefale PubMed med eventuel supplement i de andre baser.

Vejledningen er dog generelt rigtig god og omfatter de fleste forsøgstyper. F.eks. er det godt at få defineret, hvilke forsøg med medicinsk udstyr, som skal anmeldes, og hvad der forstås ved et biomedicinsk forskningsprojekt (dvs. hvad skal anmeldes til etisk komité). Det undrer mig dog lidt, at såkaldte ”behandlingsforsøg” ikke skal anmeldes til etisk komité?

Der er et enkelt punkt, som fremtræder uklart, og det er vedrørende anmeldelse af projekter, hvor man anvender oplysninger fra patienternes journaler. Sådanne projekter skal måske anmeldes til Sundhedsstyrelsen, men det fremgår ikke helt tydeligt.

Der foretages utallige retrospektive opgørelser i Danmark, hvor man netop blot gennemgår patienternes journaler for at vurdere en behandlingseffekt, og de anmeldes mig bekendt stort set aldrig til Sundhedsstyrelsen. Er det så en fejl?

Man anbefaler at inddrage en statistiker i planlægningsfasen. Dette er nok at skyde over målet. De fleste projekters statistiske problemstillinger kan ubesværet klares med hjælp fra vejlederen, bortset selvfølgelig fra store og komplicerede forsøg med diverse multivariate analyser m.v. 

Vedr. anmeldelse til etisk komité virker det ret gammeldags, at materialet skal indsendes på papir. Og så på dansk! Der foregår mange projekter her i landet, hvor den oprindelige protokol er på engelsk, og det er både omkostningstungt, og kan endog være meningsforstyrrende, at alt materiale skal oversættes til dansk. Her må etikerne altså oppe sig og indføre elektronisk indsendelse af protokollerne, og at man kan anvende engelsk på lige fod med dansk. I det hele taget trænger arbejdsformen i de etiske komitéer til et serviceeftersyn, men dette må blive et emne til en senere blog.

Jeg var på vej til møde i den såkaldte ”Vancouver-gruppe” (www.icmje.org), da jeg skrev denne blog. Jeg sad faktisk i lufthavnen og ventede på mit fly. Ugeskriftet er i meget fint selskab i denne klub, som består af redaktørerne fra alle de store generelle medicinske tidsskrifter som f.eks. New England Journal of Medicine, JAMA, Lancet, BMJ m.fl.

Vi er i øjeblikket 14 i alt, og måske udvides gruppen næste år med endnu et medlem – denne gang fra Afrika. Sidste år kom Chile og Kina med, så nu dækker vi snart hele kloden.

Vi mødes en gang om året, og man skiftes til at være vært for mødet. Denne gang er det Canadian Medical Association Journal, som er værter, så mødet holdes i Ottawa i Canada. Næste gang skriver jeg således om nyt fra Vancouver-gruppen.

Donorglæde: Ka’ det genbruges, så ska’ det!

Kropslugt. Til hverdag en tabubelagt naturlighed. I den halvårlige dissektionsuge på studiet – et gennemsprittet, tankevækkende vidne om opofrelse og donation af det aller dyrebareste, vores kroppe. Og hvem havde troet, at så mange medicinstuderende allerede har testamenteret deres legeme til videnskaben?

Under fredagens mave-tarmdemonstration kunne den forsamlede kødrand af medicinstuderende, krumbøjet over de fascinerende rødorange og gråblege nuancer af vores komplekse anatomi, passende atter skænke en tanke til universiteternes donationsordninger.

Ordninger, der for tiden får cirka 800 nye tilmeldinger årligt og som her i Odense sørger for uvurderlig indsigt og hands-on for de studerende på otte menneskekroppe per semester.

Det er ingen hemmelighed, at medicinstuderende altid har bifaldet donation af blod, organer og kroppe. Og historisk nærmest stået på spring for at blive stukket, mediccineret eller mobiliseret på mærkværdige måder for en skilling og i forskningens navn.

Sundhedsvæsenet og -uddannelserne bugner forståeligt nok af fortalere for at lade vores levende væv og senere jordiske rester gøre maksimal gavn for andre – så mangt en familiefest er endt i insisterende hvervning og gruppeblodtapninger. 

”Men hvor mange af mine medstuderende er faktisk donorer?”, tænkte jeg med min gummihandskebetrukne hånd plantet dybt i bursa omentalis.

Nogle dage senere fik jeg 108 medicinere på 3. semester til at udfylde et sirligt spørgeskema om emnet. Gennemsnitsalderen er 21,6 år og kvinderne er i flertal. Med alle tænkelige forbehold – her er resultaterne:

39 pct. af de medicinstuderende er bloddonorer (til sammenligning lader 4 pct. af hele befolkningen sig tappe). 12 pct. er tilmeldt knoglemarvsregisteret (under to promille er det på landsplan) og 51 pct. af fremtidens læger har tilkendegivet organdonation (mod 11 pct. på landsplan). 

61 pct. har tilsluttet sig mindst én donorordning eller har allerede doneret noget af sig selv. Fem af de 108 deltagere har doneret væv til forskning. Ingen er sæd- eller ægdonorer (der er vist også kun 400 på landsplan).

Blandt de studerende, der ikke er bloddonorer, har mindst 34 pct. en medicinsk begrundelse, mens 16 pct. indrømmer at lide af nåleskræk – hvilket svarer til, at mindst hver tiende af alle medicinstuderende er angst for selve tapningen. 60 pct. af dem, der ikke donerer blod, vil dog gerne gøre det.

Og nu til svaret på det indledende retoriske spørgsmål: Det mest overraskende må være, at hver femte af mine medstuderende (18,5 pct.) har tilmeldt sig en legemedonationsordning. 20 studerende er altså helt klar og 16 yderligere vil gerne, men har endnu ikke tilmeldt sig. Mens 31 afviser at ville donere deres krop.

Lad tallene stå til inspiration for lægestanden. Måske I kan bekræfte, om dette fremstår uændret siden jeres studietid eller om medicinstuderende i dag går et skridt længere i løftet om at være til ”medmenneskers gavn”. Behovet er som bekendt ikke til debat.

Der skal årligt hverves 25.000 nye bloddonorer. 1400 nye medicinstuderende hvert år bør blot én gang have mulighed for at arbejde med et rigtigt præparat. I 2009 mistede 63 danskere livet, mens de forgæves ventede på et donororgan. Riget fattes donorer. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der har gjort udslaget for de studerende i forhold til beslutningen om donation. Er motivationen allerede grundlagt hos dem, der kommer ind på medicinstudiet, eller fører indsigten i lægevidenskab og sundhedsvæsen til stor donationslyst? 

Det er min overbevisning, at det i al beskedenhed handler om viden og oplysning – ”gør det ondt?,” spurgte for eksempel en af mine medstuderende, der overvejer at blive bloddonor.

Er det tilfældet, at simpel indsigt i kroppen og mødet med de mange syge mennesker, der har brug for livreddende poser med blod, knoglemarv eller erstatningsorganer får flere til at beslutte at donere – ja, så skriger det da på mere folkeoplysning! Hvis de medicinstuderende ligger inde med nøglen til at skaffe flere donorer, så bør den viden ikke stå uudnyttet hen. Det har vi ikke råd til.

Om end oplyst, føler jeg mig selv endnu ikke helt tryg ved legemedonation. Og min sæd, fik de altså kun fornøjelsen af dengang på Riget efter sessionen. Men jeg er bloddonor på tapning nr. 20 og knoglemarvs- og organregistreret. Ville jeg være et dårligt forbillede for mine fremtidige patienter, hvis ikke?

Jeg tilslutter mig altså de medicinstuderendes store tilfredsstillelse ved at donere sig til medmennesker og forskning i nød. Eller som en meddonor udtrykte det på sit spørgeskema:

Ka’ det genbruges – så ska’ det!

Få mest muligt ud af din pensionsopsparing – skær omkostningerne væk

Investerer du dine pensionspenge i en investeringsforening? Så betaler du op til 3 % i administrationsomkostninger, hvilket umiddelbart ikke lyder af meget. Men når du engang skal bruge pengene, så vil omkostningerne have ædt en stor del af din opsparing.

Du kan derfor tabe tæt på en halv million kroner på din pension over et helt arbejdsliv, hvis du betaler blot 1 % for meget i omkostninger. 

De høje omkostninger skyldes, at de fleste danske investeringsforeninger og fonde er aktivt forvaltede. Det betyder, at de har porteføljemanagere ansat, som forsøger at gøre det bedre end markedet – og det kommer du som investor til at betale ekstra for. 

Sådan undgår du høje omkostninger 

Investering i ETF’ere (Exchange Traded Funds) er en god mulighed, hvis man leder efter en billig og overskuelig måde at investere pensionsopsparingen i aktier, råvarer og obligationer på.

Årsagen er, at en ETF typisk investerer i et helt indeks, hvilket giver lavere omkostninger og mindre risiko, fordi man så at sige investerer i ”hele markedet”.

Investeringsforeninger, der investerer aktivt i aktier, kan have administrationsomkostninger på op til 3 %, mens en passivt forvaltet ETF typisk har omkostninger på 0,5 % eller mindre.

Aktivt forvaltede investeringsforeninger med udenlandske obligationer har typisk omkostninger på 1-2 % mens tilsvarende ETF’ere ligger med omkostninger på ned til 0,2 %.

En sådan forskel i omkostninger bliver til store summer over tid!

Det er dog vigtigt, at få rådgivning, inden man investerer i ETF’ere, så der sikres et optimalt valg af fond afhængig af opsparingsformål, risikoprofil, tidshorisont m.v.

Populært med lave omkostninger 

På verdensplan er ETF’ere meget populære, og antallet stiger løbende, men pga. de danske skatteregler kan det kun betale sig at investere i ETF’ere for pensionsmidler eller opsparing i holdingselskab. Dermed har du en god mulighed for at skære i omkostningerne til din pensionsordning. 

Grafen viser, at du kan tabe tæt på en halv million kroner på din pension over et arbejdsliv ved blot 1 % højere omkostninger:

Hospitalets atmosfære på museum

Den er vanskelig at iagttage med det blotte øje. Den er svær at pege på og måle. Alligevel kan den fornemmes. Næsten øjeblikkeligt. Vi mærker, når vi træder ind i den og ud af den, eller når den bliver en anden. Den slår stemningen an og kan give os en følelse af behag eller ubehag. Atmosfæren. Den er omkring os, overalt, og samtidig intet sted specifikt.

Man behøver ikke øjne for at registrere, at man er på et hospital. Heller ikke ører. Man kan naturligvis se og høre hospitalet, men man kan også lugte det. Hospitalets atmosfære taler til alle sanser, og sanseindtrykkene kompletterer hinanden, når de danner grobund for humør og mavefornemmelse.

I mit ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan atmosfæren på hospitalet erfares. Atmosfæren kan og skal ikke nødvendigvis forstås og forklares. Snarere kan den sanseligt fornemmes, og i den forstand får projektet æstetisk karakter.

Æstetik kommer af græsk (aisthetike) og betyder oprindeligt sansning. I min måde at referere til æstetikbegrebet på, kommer det derfor ikke til at handle om, hvad der er særligt skønt og smukt, derimod handler æstetikken i denne sammenhæng om vores sansebaserede engagement i verden.

Et hospitalsophold kan gøre stort indtryk. Mindet om det første besøg sidder, selv efter mange år, printet i hukommelsen – og i kroppen. Hospitalsminder er tilsyneladende så slagkraftige, at de kan give såvel myrekryb, koldsved og sug i maven. 

Synet af lange gange og plejepersonale i kitler; lyden af gummitræsko mod linoleumsgulve og sagte stemmer; lugten af desinfektion, sprit, kloramin blandet med ostemad, kaffe, rød saft og fæcalposer – det hele i ét bidrager til, hvordan vi trives, hvilket også er grunden til den stigende interesse, der har rejst sig for patientens oplevelse og oplevelseskvalitetens helende effekt.

I et forsøg på at fornemme flere hidtil forbigåede dimensioner af det oplevede hospital retter jeg opmærksomhed imod, hvordan steder, rum, kroppe, kropsfunktioner, instrumenter og genstande sanses og påvirker os stemningsmæssigt.

Hospitalslugten får en væsentlig tyngde i projektet. Det gør den på trods af, at der i dag er bred enighed om, at mennesker er multisensoriske væsner, som benytter sig af flere sanser samtidig. 

I forskningssammenhænge har der dog eksisteret en vis skævvridning, når det kommer til, hvordan menneskers sanselige liv er blevet håndteret. Interessen for visuelle og senest også for auditive fænomener er stor, mens lugt, smag og berøring har fået en mere lemfældig behandling.

Menneskelugt har været et af de største tabuer siden middelalderen, og det har sat sine spor i forskningen, som stort set er blevet ’lugtfri’. I det aktuelle projekt tager jeg udfordringen op. Jeg argumenterer for, at et multisensorisk perspektiv fordrer en midlertidig ’olfaktocentrisme’, således at lugtens aktualitet sikres og bliver dagsordenssættende på linje med de øvrige sanser.

 

Æstetik og sanselighed udgør fænomener, som er vigtige at forholde sig til musealt. Også på et medicinsk museum, som det, hvorved jeg er så privilegeret at være tilknyttet, står emnet centralt.

Æstetikken er vigtig, fordi, det for de fleste museer handler om at give besøgende de rigeste og mest fyldige oplevelser af udstillede genstande som muligt. Ambitionen er ikke blot at formidle en faglig og historisk viden om udstillede genstande, men den består også i at skabe rum for sanseligt fornemmede udstillingsgenstande og miljøer – in casu medicinske miljøer.

Dette indlæg er en redigeret version af Anette Stenslunds tekst på Medicinsk Mueseions egen blog - læg det originale indlæg her: http://www.museionblog.dk/hospitalets-atmosf%C3%A6re-pa-museum/

En dag i klinik

Vækkeuret på mobilen spiller en blid og alt for velkendt melodi i det fjerne. Med sit snigende crescendo spiser den sig hensynsløst ind i min drøm og kaster mig tilbage i den seng, hvor jeg seks en halv time tidligere havde indgået en djævelsk aftale med min mobil.

Med lemmerne sømmet fast til madrassen og med en dyne af bly må jeg sande min skæbne. Klokken er kvart i syv og jeg skal i klinik.

En 40 minutter lang cykeltur langs med motorvejen, som byder på forhindringer i form af sure deltagere fra Tour De France, sure gæs og en stigende surhedsgrad i blodet, ender dog vellykket foran Herlev Hospital. 

Traditionen tro når jeg med nød og næppe at få en kittel på, før morgenkonferencen begynder, og jeg lister mig strategisk hen til stolen nærmest kaffekanden. 

Det er efterhånden min fjerde uge på neurologisk afdeling her på 10. semester, og ligesom de andre dage slutter morgenkonferencen af med, at alle os seks studerende får at vide, hvilken læge vi skal gå rundt med. 

I dag står den for mit vedkommende på klinikjournal, som betyder, at jeg optager journal på en patient og derefter fremlægger den til undervisningen senere på dagen.

Klinikopholdene svinger meget i kvalitet i løbet af studiet og afhænger meget af afdelingen, man er på. Taler man med de læger, der blev færdige for omkring 10 år siden, må man nok sige at der er sket en positiv udvikling i klinikopholdene for studerende, og på Neurologisk på Herlev kan det ikke være meget bedre.

Før jeg begynder på journalen, sikrer jeg mig, at kitlen er sufficient udrustet med: reflekshammer, stemmegaffel, pencillygte, vatpinde, træspatler, stetoskop, 6 forskellige login koder, neurologisk journal koncept, medicinsk lommekompendium, notesblok, id- kort og sidst men ikke mindst den højt elskede logbog.

Bogen, eller skal vi kalde den evangeliet, der beskriver alt det væsentlige en studerende skal have udført i løbet af klinikperioden, for hvis IKKE... Sker der absolut ingenting. 

 

Med den noget tunge kittel smutter jeg først ned til ambulatoriet, hvor der går rygter om at dagen byder på op til flere lumbalpunkturer, hvilket jeg afgjort må prøve.

Efter at have observeret lægen en enkel gang lykkes det mig at tage en lumbalpunktur på den efterfølgende patient uden nævneværdige problemer. En erfaring rigere, men hvad der vigtigere er, en underskrift i logbogen rigere.

Jeg skynder mig videre for at nå at optage journalen oppe på sengeafdelingen, hvilket leder mig forbi hukommelsesklinikken. Denne klinik er på Herlev Hospital ironisk nok placeret et meget underligt sted, mellem pavillonerne og hovedbygningen, hvor jeg altid farer vild og dermed bliver yderligere 15 min forsinket. 

Det lykkes mig til sidst at få optaget journalen på min patient og når også at skrive den ind på computeren, før det er tid til frokostpausen. 

Her har Herlev Hospital en personalekantine af rimelig høj standard sammenlignet med de andre hospitaler i Region Hovedstaden. Dog bliver ens moral ofte sat på en prøve, da der foran buffeten står et skilt med det max antal stykker kød eller fisk, man må tage.

Alle ved, at det er nemt at gemme et ekstra stykke under salaten eller kartoflerne, og at det er forholdsvis sjældent, man bliver opdaget af kassedamerne. Jeg kan lige indskyde her, at én af kassedamerne, ca. 1,57 mørkebrunt pagehår, har decideret røntgensyn, hvilket man lige bør være opmærksom på, når man vælger, hvilken af de to kasser, man vil betale i!

Tør man ikke tage chancen (hvilket er fuldt forståeligt), eller har man moralske skrupler, kan man også vælge en af de færdigpakkede salater til samme pris, men regn ikke med at blive mæt.

Det ender med at jeg tager ét stykke lakselasagne efter reglerne, da jeg rent mentalt ikke er i stødet til at spille cool efter denne lidt stressede formiddag.

Klinikdagen ender på fin vis med, at jeg fremlægger journalen og får lidt feedback fra vores underviser. Endnu en underskrift i evangeliet.

Til sidst får vi lidt undervisning i diverse typer af hjerneblødninger, hvilket man passende kan tygge lidt på, mens man cykler hjem uden hjelm efter en spændende og lærerig dag i klinik.