Den ”gode tone” har været et
tilbagevendende tema på Facebooksiden ”PLO-Initiativgruppen”. Flere af fagets
nestorer og faglige kapaciteter har valgt debatsiden fra under henvisning til
”den dårlige tone”.
PLO har udtrykt et ønske om
at overtage styringen af PLO-Initiativgruppen, for derved at kunne omdøbe den
og forme den i forhold til ”tone” og indhold. Dette under henvisning til, at
flere medlemmer på denne måde skulle ønske at deltage i debatten på Facebook.
Der tror jeg, PLO går galt i
byen. Hvis en fri debat bliver erstattet af en ”modereret” debat, hvor der skal
være en overordnet kontrol med form og indhold, så er det ikke længere en fri
debat.
Måske var der noget om
snakken i forhold til ubehageligt sprogbrug. I tiden før afstemningen 29/6 og
umiddelbart efter var der mange følelsesladede diskussioner. Tænker man på
udgangspunktet, nemlig usikkerheden omkring fremtiden for vores fælles
hjertebarn, almen praksis, så er det ikke noget odiøst i dette.
Den værst tumult efter
afstemningen i Repræsentantskabet 29/6 har dog lagt sig, og sproganvendelsen
afspejler nu i højere grad, at det er voksne, veluddannede mennesker, der
drøfter forholdene for deres fremtidige praksisvirke.
Debatten på
”PLO-Initiativgruppen” er levende og varieret, ligesom
folk af meget forskellig fagpolitisk observans byder ind på diskussionsemnerne.
Det menige PLO medlem har for første gang virkelig fået stemme, og mange små
græsrodslignende tiltag spirer frem fra netværket.
Hvis man i forsøget på at få
de passive til at deltage mere i debatten vil lave regler for, hvad der skal
skrives af hvem og hvornår, så vil græsrødderne lynhurtigt fordufte fra siden,
og det er langt fra sikkert, at siden vil vedblive at være dynamisk og levende.
PLO vil miste en enestående chance for at dyrke et eftertragtet
medlemsengagement.
De PLO-medlemmer, der
bevidst vælger ikke at være på Facebook, har ofte en principiel grund til ikke
at være det. Et ”tonepoliti” på siden vil hverken gøre fra eller til i forhold
til dette princip.
Resultatet vil være endnu en
halvdød side, hvor det mest er de samme toneangivende kapaciteter, der som
vanligt skriver korrektheder og selvfølgeligheder i ét væk, som der ikke er
meget spræl, debat eller udvikling i.
De mest udfordrende og
visionære tanker og ideer kommer fra græsrødderne og trives bedst i frihed.
Hvis PLO´s ledelse tænker strategisk, bør den selv begynde at deltage i den fri
debat på PLO-Initiativsiden, som den er nu. Man bør gribe de gode ideer og
udnytte de mange ressourcer, der i øjeblikket demonstreres blandt PLO´s egne
medlemmer. Det står alle frit for at deltage i debatten, dele ud af etableret
viden og derigennem præge udviklingen på Initiativsiden med gode argumenter.
Virkeligheden er, at
”tonekortet” ofte bliver trukket, når argumenterne er sluppet op.
De sociale mediers primære
styrke er, at det er de bedste argumenter, der vinder gehør. Den frie debat er
frigjort fra anciennitetens hierarki. Måske er det lige lovligt provokerende
for PLO´ s ledelse?
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg er ikke provokeret - men læser dit indlæg også selvom jeg ikke er enig i alt hvad der skrives.
SvarSletVi har i PLO´s bestyrelse drøftet fremtidig kommunikation og arbejder på det - derfor kontakt til initiativtagere til initiativgruppen.
Der er ikke fra min eller bestyrelsens side tanker om censur eller tonepoliti - det eneste focus i den retning er at det er emner der diskuteres med respekt for at vi har forskellige synspunkter.
Alle der har fulgt med på initiativgruppen har fra tid til anden set personlige angreb på kolleger - men det er korrekt at det har været betydeligt i bedring.
Debatten på laeger.dk har ikke fungeret godt - og vi har alle erkendt at initiativgruppen på FB har vist vejen - trods det at nogle af os kan have lidt indgroet modstand mod facebook-systemet.
Fremadrettet vil vi arbejde mod en officiel kommunikationskanal til debat og med støtte til bestyrelsens medlemmer så der altid gives svar/kommentarer herfra.
Hej Bruno, lige nu har vi ikke rigtig andre steder at debattere end på facebook. Hvis der ønskes en debat.
SvarSletLige nu er der mig bekendt tre grupper på facebook: initiativgruppen, SPRAL og Praksisliv.
For udeforstående skal anføres at initiativgruppen er åben for alle, SPRAL er åben for dem, der går ind for visse behandlingstaktiske tiltag og Praksisliv er åben for dem der taler pænt.
Det var med nogen undren jeg bemærkede et indlæg, hvor det blev anført at du var aktiv på Praksisliv og kommenterede på SPRALgruppen der. Jeg synes det bidrager til unødvendig splittelse og mytedannelse i PLO. Jeg er fuldt med på at du ikke kan deltage i SPRAL, men synes måske at du så skulle anvende et forum med uselekterede medlemmer.
Jeg tror, uanset hvilken gruppe man bekender sig til, at mange føler at vi ikke informeres og er bekymrede for at vi pludselig står med en aftale vi ikke kan protestere imod.
Kære Line Soot.
SvarSletEn fin og relevant debat du rejser her.
Jeg vil trods det, at Bruno ikke er enig i alt hvad du skriver tilsyneladende, alligevel have lov at glæde mig over flg.
- PLO ledelsen anerkender nu FB som et vigtigt kommunikations medie, i forhold til medlemsdebatten.
Næste skridt bliver forhåbentlig en større deltagelse og synlighed fra dem på mediet.
Lykkes dette, synes jeg vi er nået meget langt, og fremtidens debat muligheder tegner hermed lyse.
Mvh Ben Geissler
Praktiserende Læge Hillerød
Kære Bruno Melgaard
SvarSletDet er rigtig godt, at du og bestyrelsen har erkendt at PLO-Initiativgruppen har vist vejen frem i forhold til debat blandt medlemmerne.
Derfor er det også oplagt at spørge, hvorfor du og resten af bestyrelsen ikke benytter PLO-Initiativgruppen som den er nu til at debattere med medlemmerne?
Jeg synes, det lyder hensigtsmæssigt og godt, at bestyrelsesmedlemmerne tilstræber fremadrettet altid at svare på henvendelser, men hvorfor kan det ikke lade sig gøre på PLO-Initiativgruppen?
Det er muligt, at der lige nu er uoverskueligt mange spørgsmål, men hvis I begynder at svare på dem, vil det formentlig efterhånden stilne lidt af.
Det gode ved svar på PLO-Initiativgruppen er også, at mange kan få glæde af samme svar, så I ikke skal svare på samme spørgsmål mange gange.
Mvh Line Soot