Hvad kan et tidsskrift gøre ved videnskabelige falsknerier?

Der er 3 konkrete redskaber, som et tidsskrift kan anvende, hvis der opdages fejl i artikler, som allerede er publiceret.  Det drejer sig om publikation af et erratum, et expression of concern, eller at artiklen regelret trækkes tilbage.

Et erratum anvendes, hvis der ikke er tale om snyd, men hvis der opdages en simpel fejl i en allerede udgivet artikel. Det kan f.eks. dreje sig om forkerte p-værdier, eller data som er forkerte. Tidsskriftet publicerer et erratum, og dette erratum indexeres i PubMed med henvisning til den originale artikel.

Hvis man i tidsskriftet bliver opmærksom på forhold i en allerede publiceret artikel, som giver mistanke om snyd, kan man udstede et såkaldt ”expression of concern”. Dette foregår konkret ved, at man publicerer et stykke tekst i tidsskriftet med overskriften expression of concern, og dette indexeres efterfølgende i PubMed med henvisning til den originale artikel, som det vedrører. Man vil typisk publicere et expression of concern, så snart mistanken om snyd rejses, men først efter en initial undersøgelse og korrespondance med forfatteren og evt. dennes institution. Hvis denne initiale korrespondance ikke afklarer problemstillingen, publicerer man et expression of concern, mens forholdene afdækkes i detaljer. Et expression of concern er derfor ikke et klart bevis for, at der er tale om snyd, men blot at mistanken er rejst. De efterfølgende undersøgelser omkring forskningen kan tage årevis, og et expression of concern kan for så vidt blive hængende og aldrig blive trukket tilbage, såfremt problemstillingen ikke kan afklares. Ansvaret for at afklare forholdene omkring en artikel, hvor der er rejst mistanke om snyd, ligger hos den institution, hvor arbejdet udgår fra.

Hvis der med sikkerhed påvises snyd omkring et forskningsarbejde, vil tidsskriftet vælge at trække artiklen tilbage. Artiklen har været publiceret og figurerer i PubMed, men den vil blive mærket med ordene ”retracted article”, og med en forklaring på hvorfor artiklen trækkes tilbage. Det skal dog understreges, at artikler trækkes tilbage af mange årsager, hvor snyd kun er en del af grundene. Støder man på en rectracted article, er det derfor ikke sikkert, at det drejer sig om snyd i forskningsprocessen, og man må ind bagved teksten, og læse hvorfor artiklen er trukket tilbage.

Akutte flagskibe

Yngre Læger advarer på laeger.dk deres medlemmer imod en 5-årig uklassificeret reservelægestilling som akutafdelingen i Holbæk har slået op. De er bekymrede for at medlemmerne fejlagtigt tror at der er tale om en speciallægeuddannelse. De fleste læger med interesse for akutmedicin, er dog helt med på at akutmedicin netop ikke er på listen over danske anerkendte specialer.

I juni 2013 var jeg med Sundhedsstyrelsen (SST) på inspektorbesøg i akutafdelingen på Holbæk Sygehus. Jeg blev mødt af en fast stab engagerede overlæger, og tilsvarende gruppe hårdtarbejdende yngre læger, på vej hjem fra vagt. De ville gerne dele deres tanker med os. Begejstringen var ikke til at overse. I følge SSTs uddannelsesinspektorer har man fundet ”en god balance mellem produktion og uddannelse” [1]. Alt i alt en meget udemærket inspektorrapport, som demonstreret målrettethed, mod og dygtigt samarbejde med det øvrige sygehus.

I Herning har man også ledt efter kreative løsninger for at komme rekrutteringsproblematikken til livs. Her har ledelsen i akutafdelingen indledt et samarbejde med Sverige, hvor unge læger på 5 år kan uddanne sig indenfor akutmedicin. Størstedelen af deres uddannelse foregår imidlertid i Danmark, og de er efterfølgende garanteret arbejde i Herning på speciallægeniveau i akutafdelingen. De unge, danske læger er nemlig ikke lovet dansk speciallægeautorisation, og de optimistiske vestjyske frontløbere håber velsagtens, at akutmedicin anerkendes som selvstændigt speciallæge før eller siden?

Region Sjælland har også været innovative længere sydpå: Akutafdelingen på Nykøbing Falster har indgået en særaftale med den højt profilerede akutafdeling på BIDMC, Boston, USA. Der er tale om bilateral udveksling af personale med journalclubs og kliniske ophold. Målet med international uddannelse er at speciallægerne opnår fagområdet og opnår kompetencer til at uddanne den kommende generation af akutlæger.

Plan C er helt sikkert i hus: Send de yngre læger til udlandet, sats på at de ikke forelsker sig i faglighed, forskning eller lokalbefolkningen. Træk på udenlandets kompetencer, for at sikre en talentmasse herhjemme. Vi skal med plan C være opmærksomme på at vi sender vi alle pionererne og hjernerne ud af landet. Plan B er uklassificerede stillinger i Danmark, men så får kun de allermodigste med, som – med krydsede fingre - er villige til at trodse 4 års reglen.

Plan A må være et speciale i akutmedicin. Både for at anerkende den store lægefaglige opgave som ligger i akutafdelingen, og nødvendigheden for at skabe et miljø for læger på alle nivueaer, hvor forskning og uddannelse går hånd i hånd med patientsikkerhed og kvalitet.

Jeg har stor respekt for de akutlæger der arbejder rundt omkring i de danske akutafdelinger, for supraspeciale eller ej, så er de grundlæggerne af en ny, stolt lægefaglig tradition i Danmark. De kommer til at udgøre den kritiske masse af læger som skal sikre kvalitet, flow og uddannelse i akutafdelingerne.

Efter min mening er akutafdelingerne i Holbæk, Herning og Nykøbing Falster flagskibe, som bør studeres nøje, når man i fremtiden skal definere en god prototype på en akutafdeling på et regionshospital. De har taget et modigt skridt, og jeg håber at de rette kandidater – med åbne øjne – vil blive ansat i stillingerne.

 

PLO´s ledelse ønsker tonepoliti

Den ”gode tone” har været et tilbagevendende tema på Facebooksiden ”PLO-Initiativgruppen”. Flere af fagets nestorer og faglige kapaciteter har valgt debatsiden fra under henvisning til ”den dårlige tone”.

PLO har udtrykt et ønske om at overtage styringen af PLO-Initiativgruppen, for derved at kunne omdøbe den og forme den i forhold til ”tone” og indhold. Dette under henvisning til, at flere medlemmer på denne måde skulle ønske at deltage i debatten på Facebook.

Der tror jeg, PLO går galt i byen. Hvis en fri debat bliver erstattet af en ”modereret” debat, hvor der skal være en overordnet kontrol med form og indhold, så er det ikke længere en fri debat.

Måske var der noget om snakken i forhold til ubehageligt sprogbrug. I tiden før afstemningen 29/6 og umiddelbart efter var der mange følelsesladede diskussioner. Tænker man på udgangspunktet, nemlig usikkerheden omkring fremtiden for vores fælles hjertebarn, almen praksis, så er det ikke noget odiøst i dette.

Den værst tumult efter afstemningen i Repræsentantskabet 29/6 har dog lagt sig, og sproganvendelsen afspejler nu i højere grad, at det er voksne, veluddannede mennesker, der drøfter forholdene for deres fremtidige praksisvirke. 

Debatten på ”PLO-Initiativgruppen” er levende og varieret, ligesom folk af meget forskellig fagpolitisk observans byder ind på diskussionsemnerne. Det menige PLO medlem har for første gang virkelig fået stemme, og mange små græsrodslignende tiltag spirer frem fra netværket.

Hvis man i forsøget på at få de passive til at deltage mere i debatten vil lave regler for, hvad der skal skrives af hvem og hvornår, så vil græsrødderne lynhurtigt fordufte fra siden, og det er langt fra sikkert, at siden vil vedblive at være dynamisk og levende. PLO vil miste en enestående chance for at dyrke et eftertragtet medlemsengagement. 

De PLO-medlemmer, der bevidst vælger ikke at være på Facebook, har ofte en principiel grund til ikke at være det. Et ”tonepoliti” på siden vil hverken gøre fra eller til i forhold til dette princip.

Resultatet vil være endnu en halvdød side, hvor det mest er de samme toneangivende kapaciteter, der som vanligt skriver korrektheder og selvfølgeligheder i ét væk, som der ikke er meget spræl, debat eller udvikling i.

De mest udfordrende og visionære tanker og ideer kommer fra græsrødderne og trives bedst i frihed. Hvis PLO´s ledelse tænker strategisk, bør den selv begynde at deltage i den fri debat på PLO-Initiativsiden, som den er nu. Man bør gribe de gode ideer og udnytte de mange ressourcer, der i øjeblikket demonstreres blandt PLO´s egne medlemmer. Det står alle frit for at deltage i debatten, dele ud af etableret viden og derigennem præge udviklingen på Initiativsiden med gode argumenter.

Virkeligheden er, at ”tonekortet” ofte bliver trukket, når argumenterne er sluppet op.

De sociale mediers primære styrke er, at det er de bedste argumenter, der vinder gehør. Den frie debat er frigjort fra anciennitetens hierarki. Måske er det lige lovligt provokerende for PLO´ s ledelse?

PLO-konflikten på de sociale medier - gik det godt eller galt?

Jeg tror, at alle læger uanset speciale eller stilling har fulgt meget med på sidelinjen under årets PLO-konflikt - en konflikt, der lige nu er neddroslet

I almen praksis kredse så vi en debativer og et engagement, som mange nok ikke havde troet mulig.

Talrige praktiserende læger, der ikke tidligere har været aktive eller synlige i den offentlige debat, meldte sig som debattører med indlæg i de skrevne, elektroniske og æterbårne medier - meget, meget imponerende. Det er mig bekendt aldrig set før i danske lægekredse.

Internt har debatten også kørt. Der har naturligvis været medlemsmøder lokalt og regionalt i PLO - og endog et stormøde for hele landet i Odense. Der har været diskussioner rundt om i alle praksis, i vagtkredse og når kolleger mødtes i fx lægevagten og til faglige møder.

Men først og fremmest er en ny fætter født - ja, og fætteren er vist allerede i konfirmationsalderen… - de sociale medier har for alvor indtaget debatscenen i almen praksis.

En gruppe læger skabte hurtigt et lukket debatforum på FB - "PLO-initiativgruppen", som fik stor betydning før og under konfliktklimaks - og også nu i efterspillet. Gruppen har over 2000 medlemmer, men det er et meget mindre antal, som har været aktive i gruppen.

PLO havde tænkt sig, at debatten skulle køre under et debatsite på Læger.dk - men det fik aldrig luft under vingerne. DSAM forsøgte meget sent i forløbet med en FB side også - men den kom alt for sent.

PLO orienterede via hyppige elektroniske nyhedsbreve - "PLO-orientering" - men disse var jo envejskommunikation og gav ikke mulighed for debat med og mellem medlemmerne.

Så sejrherren var helt oplagt "PLO-initiativgruppen" på FB. Gruppens betydning blev for alvor beseglet af, at den daværende PLO formand var meget, meget aktiv på sitet og bidrog med analyser og kommentarer fra tidlig morgen til sen aften - så ville man være helt opdateret, var FB metoden. Så kunne man et lille døgn senere læse den officielle udmelding fra PLO's sekretariat i ”PLO-orientering”.

Dermed blev sitets betydning og status for alvor slået fast. Man kunne også meget, meget hurtigt få direkte svar fra PLO's formand. Imponerende! (Dette i modsætning til mere officielle breve/mails fra grupper af læger til bestyrelsen - disse forblev ubesvarede).

Hvilken lære kan man uddrage af almen praksis' erfaringer med brug af FB i en lukket debatgruppe? Først de positive erfaringer:

• FB har givet mulighed for at mange læger på en meget enkel måde udveksler oplysninger og meninger

• FB gav anledning til en helt utrolig medlemsaktivering og debativer

• det har været muligt at opnå "officielle" svar og vurderinger fra nøglepersoner - og dette uden forsinkelse

• gruppen har godt nok været lukket, men det er mit indtryk, at stort set alle praktiserende læger er blevet lukket ind

Men der var også problemer:

• ikke alle læger er på FB - og man skal have sin egen profil på FB for at kunne tilgå sitet

• debatformen, som udviklede sig efterhånden på FB, var præget meget af en forholdsvis begrænset gruppe, som var meget aktiv og næsten konstant online i døgnets vågne timer. Så få timers fravær kunne medføre, at man følte sig koblet af de aktuelle debatter

• debattonen blev i perioder meget hård - der blev blandt andet brugt gloser om kolleger, som praktiserende læger indtil dato ikke har slynget om sig med, i hvert fald ikke offentligt. Gloserne egner sig ikke til gentagelse her. Denne debattone gjorde, at en del, som var i opposition til de fremherskende meninger på sitet, trak sig fra debatten. Andre har givet udtryk for, at de derfor helt er stoppet med at læse indlæg på sitet

• jeg kan forestille mig, at en del har taget debattens indhold på FB som udtryk for den generelle holdning til konflikten blandt alle praktiserende læger - og det har næppe været tilfældet. Så meget større var måske overraskelsen hos mange FB-brugere over, at stemmeafgivningen i PLOs repræsentantskab ikke matchede de fremherskende meninger på FB?

De sociale medier er her, vi bruger dem mere og mere, så det er oplagt at tænke på dem i relation til fagpolitiske debatter. Men der er et par hurdles:

Hvad med de læger, der ikke ønsker at oprette en FB profil, og som derfor ikke kommer med i debatten?

Ovenstående erfaringer viser også, at der bør være en ordstyrer/moderator, hvis debatten skal give plads til alle meninger og være reelt fri.

Jeg mener også, at den relevante organisation (her PLO) bør oprette sitet og dermed signalere, at det er et officielt debatforum. Det står naturligvis alle frit for at oprette debatfora - men "private" fora har ikke den organisatoriske blåstempling.

Dyre råd fra banken

Går du i banken, når du vil investere pensionsmidlerne eller opsparingen? Det er der mange, der gør. Men du skal passe lidt på, inden du spørger din bank til råds, om hvor du skal placere dine penge. Det kan nemlig koste dig en stor del af dit afkast.

Din bank er en forretning

Når din bank anbefaler et produkt, skal du være opmærksom på, at banken er en forretning, der lever af at sælge produkter og ydelser. Nogle banker har deres egne investeringsforeninger, som de har en særlig interesse i at sælge.

Nordea har for eksempel Nordea Invest, og Jyske Bank har - ja rigtig gættet, Jyske Invest. Og det er da også helt i orden, at bankerne sælger egne produkter, problemet er bare, at mange af disse produkter bliver meget dyre for dig.

Dobbeltbetaling

Bankerne sælger flittigt private banking-aftaler og puljeordninger til pensioner. Mange af disse ordninger er skruet sådan sammen, at banken får betaling to gange. 

Først tager din bank betaling for at vælge nogle investeringsforeninger til dig. Herudover får din bank penge fra investeringsforeningerne for at skaffe en ny kunde. Denne betaling kaldes formidlingsprovision eller ”kick-back” med et lidt mindre pænt ord.

Det er en rigtig god forretning for bankerne, men regningen ender hos dig i form af høje omkostninger.

Hvor meget betaler du?

Når banken sælger investeringsbeviser, skal den tydeligt oplyse dig om, hvor meget du betaler til denne type omkostninger. Har du fået disse oplysninger fra din bank? 

Hvis du ikke ved, hvor meget du betaler i formidlingsprovision, så er det på tide at finde ud af det. Det kan dreje sig om mange penge!

Dyrt på lang sigt

Spørger du din bank til råds om, hvor du skal investere dine penge, så vær opmærksom på, hvilke produkter de tilbyder dig. 

Sætter du eksempelvis pengene i en aktiv investeringsforening, betaler du typisk formidlingsprovision til banken hvert eneste år, også alle de år, hvor banken ikke foretager sig noget som helst. 

Almindeligvis udgør denne omkostning cirka 0,75 % om året. Har du den samme investeringsforening i din pensionsordning i eksempelvis 10 år - hvilket ikke er ualmindeligt, så koster det altså 7,5 % af din opsparing! 

Er det rimeligt? Nej vel! Så det er på tide, at du selv gør noget ved det.

Gør noget ved det!

Se din portefølje igennem og bed banken om, at skifte disse dyre investeringer ud med nogle, hvor du ikke betaler formidlingsprovision. Du kan til nød acceptere at betale formidlingsprovision det første år - eksempelvis i passive investeringsforeninger. 

På den måde kan du sænke dine omkostninger og sikre dig et betydeligt bedre afkast på lang sigt. Samtidig presser du bankerne og investeringsforeningerne til at lade være med at kræve penge for noget, de typisk ikke leverer.

Læs mere om pension og investering i nyhedsbrevet FinansNyt.

Vellykket app til overlæger

Smartphones er blevet fast inventar i de fleste kittellommer. De har afløst notesbøger og opslagsværker, og Overlægeforeningen har nu meldt sig med en app "overlægen" til iOS. Det er endnu uvist, om der kommer en udgave til Android. Jeg formoder, at det vil afhænge af efterspørgslem.

App´en er testet på en iPhone 3GS på mobildatanet, så ydelsen er vurderet under minimumsbetingelser.

App´en har et befriende minimalistisk layout og et meget velfungerende brugerinterface. Man bliver hurtigt ledt igennem registreringsproceduren for at komme frem til en menu med de punkter, som udviklerne har skønnet mest relevante for læger på farten:

• Find kollega
• Diagnose/operationskoder
• Overenskomst
• Løn og pension
• Kontakt og support 

Funktionerne virker! Søgefunktionen til både "find kollega" og "diagnose/operationskoder" er imponerende hurtig, med resultater angivet mens man taster ind. Det sparer megen tid, noget der er vitalt for søgninger på bærbare enheder.

"Overenskomst" og "løn og pension" udgør en hurtigt tilgængelig reference. Der er dog her ingen søgefunktion, men en overskuelig alfabetisk opstilling af de relevante kategorier.

Overlægeforeningen og Trifork Medical kan være tilfredse med resultatet. Det er sjældent, at man føler sig fortrolig med en app efter få minutters brug, men det er lykkedes her.

Man kan forestille sig flere funktionaliteter tilføjet, men det bør afhænge af feedback fra brugerne. Som App´en fremstår nu, kan jeg helhjertet anbefale alle medlemmer af Overlægeforeningen at bruge et minut på at installere den.

Mere paternalisme, tak

Det Etiske Råd behandlede i foråret spørgsmålet om brug af kaliumindsprøjtning i sammenhæng med sene provokerede aborter. Rådet var delt i holdningen til, hvorvidt foetocidium bør være et muligt tilbud eller helt udelukkes, mens et enkelt medlem fandt, at det burde være en ret for alle sent aborterende kvinder (efter 20.uge) at få adgang til dette indgreb.

Tilsvarende rettighedssynspunkter  har også været fremført i den offentlige debat.

Nu har sundhedspolitikerne så taget stilling, og sundhedsministeren har meddelt, at foetocidium skal tilbydes efter lægelig vurdering.

Personligt er jeg godt tilfreds med, at kaliumsprøjter ikke bliver et standardtilbud, men at der gives plads til lægelige og ikke mindst menneskelige vurderinger. 

En sen abort er i sig selv for mange en alvorlig følelsesmæssig belastning, og for en del kvinder vil det at skulle tage stilling til abortmetoden nok kunne opleves som en ekstra byrde i en vanskelig situation.

Det taler netop for, at tilbuddet om kaliumindsprøjtning kun introduceres , når lægen skønner, at patienten har gavn af det.   

Vi har som samfund dyrket individualisme og rettighedstænkning godt og grundigt i en årrække, og det kan der med rette siges meget godt om. Men hvis vi vil have et menneskeligt samfund, kan vi nok ikke i alle situationer udelukkende støtte os på bindende instrukser og retningslinier, selv om disse i mange tilfælde er indlysende nødvendige redskaber til sikring af  sikkerhed og kvalitet

Måske skal vi ind imellem vægte individuelle hensyn og grundig information højere end formelle valgrettigheder.

Selvbestemmelse er værdifuld, men i nogle situationer kan valg opleves uoverskuelige eller illusoriske. Måske har sundhedsvæsnet brug for lidt mere af den paternalisme, vi ellers har bekæmpet så energisk?

PLO lider af demokratisk underskud

Den nyligt afblæste konflikt mellem Danske Regioner og PLO har affødt et uventet højt medlemsengagement og har kickstartet en bred og åben debat. En debat, der forhåbentlig vil fortsætte langt ud i fremtiden. En debat, der åbenbarer, at der er et vist demokratisk underskud i PLOs ledelsesorgan.

 

PLO styres ved repræsentativt demokrati, hvilket betyder, at man har valgt 51 medlemmer, der skal forvalte et særligt tillidshverv, nemlig én af de 51 repræsentantskabsposter.

Det er disse 51 medlemsvalgte, der på vegne af PLOs rundt regnede 3600 medlemmer skal tage stilling til afgørende spørgsmål som vedtagelse af nye overenskomster, valg af formand, valg til visse bestyrelsesposter og afgørende beslutninger som den, vi var vidne til 29. juni 2013, hvor der skulle stemmes om, hvorvidt medlemmernes ydernumre skulle indleveres, og aftalen med det offentlige opsiges.

Når et medlem således skal varetage sine medlemmers tarv gennem en sådan tillidspost, bør der stilles krav til, at medlemmerne kan få et indblik i, hvorledes tillidshvervet forvaltes. Altså en vis gennemsigtighed i forhold til repræsentantens holdninger, udtalelser og beslutninger. At medlemmerne løbende kan forvisse sig om, at deres repræsentant forvalter tillidshvervet på en fornuftig måde. 

Folketinget i Danmark udgør et tilsvarende repræsentativt demokrati. Man har her fuld åbenhed omkring beslutningsprocesserne, og Folketingets arbejde kan følges gennem live transmission fra folketingssalen. 

PLO holder lukkede bestyrelsesmøder, lukkede repræsentantskabsmøder, lukkede møder mellem PLO-K formændene (lokalformændene) og repræsentanterne, hemmelige afstemninger i repræsentantskabet, der er hemmelige referater, og der må der må ikke citeres direkte fra møderne. 

Hvordan hænger det sammen? Repræsentativt demokrati kræver fuld åbenhed for at give mening.

Ved direkte demokrati kan man have anonyme afstemninger. Ved repræsentativt demokrati bør alle afstemninger naturligvis være åbne.

Det er på høje tid med en modernisering og en demokratisering af PLOs vedtægter, således at der kommer en større åbenhed omkring forvaltningen af det repræsentative demokrati.

Man bør starte med åbne møder og adgang til et efterfølgende referat. Man kunne endog vælge at transmittere live fra møderne, f.eks. som ”PLO-live” på laeger.dk.

På denne måde ville medlemmerne have mulighed for at følge med i, hvorledes repræsentanterne forvalter deres tillidshverv.

Hvis man ikke er klar til en sådan åbenhed, bør man afskaffe det repræsentative demokrati og indføre direkte demokrati.

Eller er PLO´s medlemmer for ubegavede til at sætte sig ind i overenskomst- og lovstof?

Nye forfatterskabskriterier fra ICMJE

Som jeg tidligere har anført på denne blog, har vi intenst diskuteret forfatterskabskriterierne i ICMJE (International Committee of Medical Journal Editors, også kaldet Vancouver-gruppen).

Der har været livlig debat det sidste halve år, og specielt her i sommerferien er det gået ”hårdt for sig” over mailen. På et tidspunkt var der forslag fremme om, at samtlige forfattere i multicenter-studier skulle have 100% ansvar for alle forfatteres bidrag, dvs. man kunne risikere som forfatter i Danmark at være ansvarlig for f.eks. en patologs vurderinger af præparater i Spanien og en anden bidragyders data i Italien etc. 

Dette er for praktiske formål ikke muligt, og det er nu heldigvis endt med, at man er ansvarlig for sine egne bidrag.

Der er imidlertid formuleret et vigtigt nyt forfatterskabskriterium (kriterium nr. 4), hvor man attesterer, at man er villig til at hjælpe med udredning af spørgsmål omkring eventuelle fejl eller andre uklarheder i forbindelse med artiklen, uanset om det omhandler ens eget bidrag eller ej.

Det nye forfatterskabskriterium (nr. 4) er tilføjet, fordi der har været tilfælde af mistænkt snyd, hvor forfattere til multiforfatterstudier har sagt ”jeg deltog ikke i denne del af undersøgelsen”. Enhver forfatter har selvfølgelig tillid til hans eller hendes medforfattere og skal derved være villig til at sikre den samlede integritet af studiet.

Hvis der er noget galt, hvor en given medforfatter ikke kan have direkte kontrol, er det alligevel enhver forfatters ansvar at deltage så meget som muligt i løsningen af problemet. Det vil sige, at man må stille sin hjælp til rådighed i så stor udstrækning, som det er muligt.

Forfattere kan ikke bare vende ryggen til og sige, at det ikke er deres problem, fordi de ikke deltog i lige den del af studiet.

De nye forfatterskabskriterier publiceres indenfor få uger på ICMJE’s hjemmeside wwww.icmje.org og kommer på engelsk til at se således ud:

1. Substantial contributions to: the conception or design of the work; or the acquisition, analysis, or interpretation of data for the work; AND 
2. Drafting the work or revising it critically for important intellectual content; AND
3. Final approval of the version to be published; AND
4. Agreement to be accountable for all aspects of the work in ensuring that the questions related to the accuracy or integrity of any part of the work are appropriately investigated and resolved.

Vi vil hurtigst muligt indarbejde disse nye forfatterskabskriterier i forfattermaterialet for Ugeskrift for Læger og Danish Medical Journal.

Mine bedste apps er ikke medicinske - 2

 Jeg har samlet en række apps her, som jeg selv har glæde af. Jeg har også oprettet en gruppe i Laegedebatten, hvor du er meget velkommen til at lave anmeldelser og kommentere: http://laegedebatten.dk/apps/ 

Her er den anden af mine i alt tre app-blogs:

 
Dropbox er en "mappe" eller et netværks drev, som ligger ude i cyberspace. Hvis man henter programmet til egen computer (uanset mærke), fungerer den som en almindelig mappe på computeren, hvor det er muligt at oprette undermapper, på samme måde som på computeren. 

Den største fordel ligger i, at der oprettes en kopi af alt, hvad der er i mappen i cyberspace. Så man skal naturligvis ikke have patientrelateret materiale liggende i mappen.

Det er også muligt at dele mapper, hvilket kan være særdeles praktisk, hvis man har et fælles projekt med andre. Det kræver naturligvis, at de også har Dropbox. Desværre går den brugte plads, man bruger, fra hos begge brugere.

Der er også en speciel mappe, hvor man kan dele med alle via et link. Hvilket kan være en fordel frem for at sende store filer rundt med mail - se nedenstående eksempel:

https://www.dropbox.com/s/vymg1s3un5bybrk/Peder_2013.jpg?m

Alle mapper kan tilgås fra en vilkårlig Browser via dens hjemmeside. Men der findes også Apper til iPad, iPhone, Android og faktisk også til de nye Windows telefoner.

Derfor er det stort set ikke nødvendigt at bruge USB stik mere. Hvis jeg skal undervise, bliver Power Point præsentation lagt i Dropbox, så jeg kan hente den fra en vilkårlig computer. Det samme gør naturligvis artikler fra PubMed, som bliver synkroniseret med GoodReader - se min blog om den app her.

Af andre faciliteter kan nævnes automatisk synkronisering af billeder taget med smartphones, så man er fri for manuelt at skulle videresende eller overføre billederne. 

Personligt har jeg også en "ferie" mappe, hvor alle vores reservationer til hoteller, udlejningsbiler, rejsebeskrivelser (fra fx http//bookboon.com/dk) ligger. Mulighederne er legio.

Man får kun 2 GB gratis. Man kan naturligvis købe sig til mere, og det er også muligt at få op til 20 GB ved at invitere venner til Dropbox.

Link: Dropbox

SugarSync er bedre, men også lidt mere "nørdet". Her får man gratis 5 GB og kan også invitere og derved få gratis plads op til 32 GB.

Det smarte ved SugarSync er, at den har en "Magic Briefcase", som har sin egen e-mail adresse. Det betyder, at hvis man modtager en mail med et dokument, som man gerne vil have let adgang til, kan man videre sende den til "Uploaded by Email" i Magic Briefcase. Så vil der være adgang til dokumentet på samme måde som ovenfor ved Drobox. Mail adressen oprettes under indstillinger.

Der, hvor den er lidt nørdet, er, at hvis man sletter en fil, skal den også slettes i cyberspace, da den ellers bevarer en kopi. Hvis man ikke er opmærksom på det, kan man opbruge al pladsen med slettede filer.

Link: SugarSync

Misbrug af referencer

Man møder desværre relativt ofte, at forfattere til videnskabelige artikler foretager fejlciteringer.

Som læser, bedømmer eller redaktør opdager man det typisk ved, at der er påstande, der virker mærkelige på et område, som man har kendskab til. 

 

Den typiske fejl består i, at der refereres til en artikel, som forfatteren faktisk ikke har læst. Man har måske fundet citeringen i en anden artikel og overfører den så ukritisk til sit eget manuskript.
En anden men måske lidt mindre alvorlig fejl er, hvis man anfører et postulat, som stammer fra en original artikel og så i stedet refererer til en oversigtsartikel, hvor postulatet har været fremført.

Det er god tradition så vidt muligt altid at referere tilbage til den originale kilde.

Disse fejlciteringer, specielt hvor det drejer sig om regelrette fejl, er et væsentligt problem. 

Det er dog umuligt for tidsskrifterne at tjekke alt dette i detaljer. Vi bliver nødt til i vid udstrækning at støtte os til forfatternes vederhæftighed og bedømmernes indsigt.

Dette er på ingen måde optimalt, men jeg har svært ved at se andre muligheder, med mindre vi skulle være 100 redaktører ansat i stedet for de nuværende 6 deltidsansatte. Det ville være en enorm arbejdsopgave at tjekke det hele igennem, hver gang vi modtager en artikel.

Man kunne også overveje at foretage stikprøvekontrol af referencerne, men det vil stadig være en stor ekstra arbejdsopgave for de nuværende redaktører, og vi bliver derfor nødt til at lade det være forfatternes ansvar.

 

Det forholder sig på samme måde selv i de store internationale tidsskrifter, hvor der er mange ansatte i redaktionen, og man kan derfor kun opfordre forfatterne til at have styr på referencerne og ikke foretage fejlciteringer.

Fantastisk som de danske læger står sammen

For flere uger siden – da lægekonflikten endnu var en trussel i fremtiden – skrev jeg en aftenstund et læsebrev til Politiken (se nederst).

Også jeg var utilfreds med de nye ændringer, regeringen lagde op til. Nok er jeg blot medicinstuderende og kan ikke helt sætte mig ind i konsekvenserne, som praktiserende læger føler helt tæt inde på livet, men jeg kunne nok se, at det var en forkert drejning.

 

Mit læserbrev blev optaget og trykt i Politiken. Helt umotiveret fik jeg kort efter denne besked i min private indbakke på facebook:

”Hej Mads! Det må næsten være dig, der har en bemærkning i Politiken i dag om udflytning af professioner – du er da for sej – og jeg byder dig velkommen i dit kommende/vores fælles lægeliv! Mvh (….)”

Jeg blev utroligt overrasket, men endnu mere glad. Det var dejligt at opleve et fællesskab og et sammenhold. Fra en læge jeg ikke kendte og måske aldrig vil møde.

Sammenholdet i den danske lægeverden var tydeligt, da over 90% af landets læger viste Danmark og politikerne, at de ville stå sammen og aflevere ydernumrene. Vi har i sundhedsvæsnet stærke kort på hånden mod politikerne.

Siden har den snævre afgørelse i PLO vist en deling af holdninger. Jeg håber ikke, det vil få konsekvenser. Jeg håber, de danske praktiserende læger sammen finder en løsning, som først og fremmest er til gavn for patienterne og er rentabel for de danske praksisser, så vi fortsat har en lægestand, som udviser sammenhold.

Mit læserbrev i Politiken 21/5 2013:

Der mangler ministerier i Udkantsdanmark 

Den igangværende lægekonflikt går bl.a. på, at regionerne vil placere lægepraksisser efter forgodtbefindende. Man skal vel hverken være læge, lærer eller lærling for at være imod, at man efter endt uddannelse får at vide, at der mangler en alment praktiserende læge, dansklærer eller smed i en bestemt egn af landet og derfor får besked på at flytte dertil.

Jeg foreslår i lighed hermed – og ganske relevant – at Social- og Integrationsministeriet placeres i Vollsmose, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse på Lolland og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i Vestjylland.