Denne blog handler om at tage patienters tidsopfattelse alvorligt.
Tiden er lægens joker og blinde med- og modspiller i konsultationen – måske, måske ikke deler vi tidsopfattelse med patienten.Tid har altid været mysteriets mester, og læger har taget dens helbredende sider til sig.
Læger har under dække af tidens mystiske kræfter af og til udrettet sande mirakler: tid til spontan heling(placebo tid) er lægens hemmelige terapivåben. Men det er en tvivlsom og farlig behandling, og det har den altid været:
”Tiden er frisk vind, for hver time bringer den noget nyt med sig…men hvem kan forstå eller måle dens skarpe ånde, dens mystik eller dens form? Derfor må lægen ikke tro han er alt for vigtig: for over ham er der en mester – tiden – som leger med ham som katten leger med muse” (Paracelsus, 1493-1541).
De 5 tider i konsultationen
Sigmund Freud mente at bevidste mentale processer havde en vis tidsmæssig dimension, mens ubevidste processer er tidsløse. Freud opererede med 5 tider samtidigt i lægens konsultations rum:
Den grundlæggende tid er den faktiske objektive sekvens af hændelser, som de udspandt sig i patientens liv. Så er der den orden, i hvilken hændelserne blev patogene eller traumatiske for patienten. Den tidsorden patienten vælger at præsentere dem for lægen i, er en giftig tidsopfattelse, som bla. styres af en benhård sikkerhedsstrategi, der går ud på kun at give lægen information på en need-to-know basis. Så er der den tids orden, som lægen i den sidste ende vælger at ordne hændelserne efter i sine journalnotater. Endelig er der den tidsorden, som patienten vælger at tage fat på hændelserne under behandlingen og som med stor sandsynlighed er forskellig fra lægens.
Dine spørgsmål hjælper ikke
Endnu værre bliver det når lægen vil gå videnskabeligt til værks. Videnskabelig tid er objektiv, målelig og velegnet til dokumentation, sammenligning og kommunikation. Videnskabelig tid beskriver fortløbende eller simultane processer.
Imidlertid måles videnskabelig tid baglæns eller i senest i nuet og har absolut ingen mening, konsekvens eller sanser forbundet med sig.
Patienter gør det de er bedst til: de lever tiden og oplever livet forlæns. Tiden har for patienter mening, konsekvens og sanser (ventetid, tab, fortrydelse, succes, strategi og glæde).
Lægevidenskabelig tid tilbyder derfor ikke en brugbar sammenhæng for patienters oplevelse.
I Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital hører vi ofte patienter sige, at ”lægens spørgsmål hjælper mig ikke”, dvs. lægens dagsorden med at få styr på kronologien, årsag og virkning er ikke patientens dagsorden.
Superspredere
Et nyligt eksempel på at lægevidenskabelig tid er håbløst bagefter (eller ved siden af-) tid er de studier der blev lavet, i første omgang, af om man kunne have sporet H1N1 epidemien tidligere ved at se på søgeord på google søgetjenesten globalt set op til epidemiens start.
Det viste sig, at man faktisk kunne have sporet H1N1 epidemien 16 dage før de officielle epidemiske overvågningssystemer ved at monitorere søgeord, som svarede til symptomerne på influenza. Efterfølgende har man undersøgt om sociale netværk (f.eks. facebook eller twitter) eller evt. kunne opsnappe epidemier endnu tidligere. Det viste sig, at hvis man kunne finde "supersprederne" - de, der får information først og spreder den hurtigst i deres undernetværk (venner) - og følge deres informationstråde, så kunne man have påvist den truende H1N1 epidemi 42 dage før, den faktisk blev erkendt af de lægevidenskabelige overvågningssystemer.
SMS – send mere sundhed
Det bliver mere og mere udbredt at anvende lynhurtige SMS systemer til at varsko om natur- og andre katastrofer (The Global Disaster Alert and Coordination System).
Men at de professionelle ofte har en anden tidshorisont og reaktionstid blev klart under de seneste voldelige uroligheder i Kenya.
En ung software kyndig kenyansk mand satte på under 24 timer en hjemmeside op, hvor man løbende kunne blive opdateret på, hvor der foregik sammenstød eller overfald, så man kunne holde sig væk. Siden opdateredes live direkte via SMS beskeder fra almindelige mennesker, der var bekymrede for urolighederne og deres egen sikkerhed.
Software som FrontlineSMS er allerede vidt udbredt og anvendes til alt lige fra at rapportere overgreb på børn til information om svangerskabsforebyggelse år inden de offentlige sundhedssystemer har opdaget hverken behovet for hurtig og let information eller den uhyre simple teknologi.
Hvad tror du selv?
I slutningen af det 19. århundrede var man i gennemsnit indlagt på infektionsafdelinger i 57 dage, men nu er man indlagt mellem 3 og 4 dage, men ved sygdommene det?
Hvor meget betyder den sammenhæng man bliver syg i, for hvor lang tid man er syg? Petrie et al undersøgte en række patienter, der havde haft blodprop i hjertet, og spurgte dem umiddelbart efter de fik konstateret blodproppen, inden prognosen var kendt, om hvilken opfattelse de havde af deres sygdom og fulgte dem så gennem længere tid under rehabiliteringen.
Deltagerne i genoptræningen troede hyppigere, at deres blodprop kunne helbredes. Og dem, der var tilbage på arbejde, var dem der fra starten mente, at sygdommen ville vare kort tid og ikke ville få alvorlige konsekvenser. Det var også dem, der havde et større socialt liv, hjalp mere til hjemme og havde et mere aktivt seksualliv. Samme er påvist for andre sygdomme.
Tid på speed
Det er veldokumenteret at alder, alkohol, kokain, amfetamin og visse kroniske sygdomme ændrer patientens tidsopfattelse. Men Post Traumatisk Stress syndrom, ADHD, depression, Parkinsons syge, ChoreaHuntingdon og frontal laps læsioner kan helt sløve, ødelægge eller forvrænge patientens tidsopfattelse på uforudsigelige måder.
Vi undersøger lige nu selvoplevet alder blandt patienterne i Indvandrermedicinsk Klinik, og her viser det sig, at mens etniske danskere over 40 år føler sig 20 % yngre end deres biologiske alder, så føler flygtninge/indvandrerpatienter sig 20 % ældre end deres biologiske alder.
I mange samfund er det forkert at hænge sig i eller rippe op i fortidens sorger, konflikter og bekymringer, og fremtiden tilhører ikke den enkelte så den skal man ikke blande sig i.
Dermed står man tilbage og må klare sig med nutiden, som man så bare må tage til takke med (og måske lige frem være taknemmelig for) uden en chance for at (få lov til at) forstå hvorfor man har det, som man nu har det, eller for at påvirke hvordan man vil have det i fremtiden.
Og lægen må så også nøjes med nutiden, når patientens sygehistorie skal på plads. Heldigvis var der en patient fra et afrikansk land, som til den første samtale i Indvandrermedicinsk Klinik fik sat fortiden på plads, da vi spurgte om hendes livshistorie: ”Selv om du gav mig alt papir i hele verden, så ville det ikke være nok til at fortælle min historie”.
Utroværdig hukommelse
Helt kompliceret bliver det i arbejdet med patienter, der har været udsat for svære krigstraumer. Deres hukommelse er brudt op og re-arrangeret til ukendelighed, selv for patienten selv.
F.eks. sagde en 31 årig mor til 3 børn, der var flygtet fra et krigshærget mellemøstland: ”Jeg har aldrig levet, og alligevel har jeg oplevet så meget”.
Edith Montgomery siger i omtalen af sin disputats ”På grund af traumet har de ikke helt styr på, hvad der er sket. De husker spredte billeder og har huller i bevidstheden og husker pludselig noget, som ikke passer sammen med det, som de sagde før. Det kan fortolkes, som om [man] ikke taler sandt….hvis man fortæller en usammenhængende historie, bliver man anset for at være utroværdig, og risikoen er, at man afviser folk af den grund” (Kun asyl til dem, der ligner os mest).
Bored to death
Albert Einstein har bidraget til at gøre livet med tiden svært – om ikke andet så i hvert fald for læger og andre videnskabsfolk:
”I denne verden er der to tider. Der er mekanisk tid og der er kropstid….den første er forudbestemt og ubøjelig. Den anden tid bestemmer sig hen ad vejen, som den går….Hver af tiderne er sande, men det er ikke den samme sandhed.
Hverken patienterne eller Einstein hjælper os. Det skal åbenbart ikke være let at være læge, men der er dog én trøst, vi kan støtte os til: grundige engelske forskere spurgte i 1985 en gruppe på 7.500 offentligt ansatte, om de havde kedet sig den seneste måned (ja eller nej) og i 2009 undersøgte de, hvor mange der var døde i hver gruppe.
I gruppen, der i 1985 havde kedet sig, var der 37 % flere døde end i gruppen der ikke havde kedet sig, så måske holder patienterne i virkeligheden lægerne i live. Hvad vi så gør ved dem, er en helt anden sag. (Bored to death?).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar