Simon Crüger blev født i 1687. Som dreng blev han sendt til København for at blive udlært i sin morbror Nicolai Bøyes barberstue på Amagertorv. Bøye var en prominent barberkirurg, og Simon fik en god uddannelse.
Men læge måtte man kun kalde sig, hvis man havde gået på universitetet og taget en doktorgrad. Lægerne – doctores – stod højt over kirurgerne på den sociale rangstige.
Til gengæld kunne lægen ikke udrette ret meget, mens kirurgerne trods alt havde nogle praktiske færdigheder. Det var kirurgen, man gik til med en brækket arm, en byld, en forstuvning eller et åbent sår. Barberstuen var den tids skadestue.
Og det var kirurger, kongen havde brug for til at tage sig af syge og sårede soldater og søfolk i tidens mange krige.
Universitetet ville ikke have noget at gøre med kirurgerne. Derfor måtte Simon Crüger som andre af tidens kirurger rejse til udlandet for at videreuddanne sig. Efter et ophold i Frankrig etablerede han i 1736 en kirurgskole i Københavns Købmagergade, nogle få skridt fra barberstuen, hvor han var udlært. Hermed frigjorde han endelig kirurgien fra barberfaget.
Men Crüger lå også i evig strid med det medicinske fakultet – bl.a. om retten til at eksaminere kirurgerne, og om de kadavere af henrettede og afdøde fattiglemmer, som var nødvendige for undervisningen i anatomi.
Crüger blev malet i 1760, og maleriet blev kopieret. Der fandtes derfor to portrætter. Men hvor var de?
Det var jeg nødt til at finde ud af under researchen til min bog ”Dødens Teater” om den tidligste lægevidenskab i Danmark (udkommer den 16. januar 2012).
Når medicinhistoriske bøger og artikler skal vise Simon Crüger, er det som regel et foto af en gipsbuste.
Der findes også et ældre foto fra 1900-tallets begyndelse, fra Anatomisk Instituts bibliotek, som dengang lå på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade i København. På væggen ses to portrætter, og det ene ligner Crüger. Men siden udflytningen derfra i 1942 har billedet ikke kunnet spores.
Af inventarlisten for Københavns Universitets kunstsamling fremgår faktisk, at universitetet ejer et portræt af Crüger. Men universitetet kunne, trods et større eftersøgningsarbejde, ikke lokalisere det.
Af en gammel inventarliste fremgår det, at der på Ledreborg Slot ved Lejre befandt sig en samtidig kopi, ligeledes fra 1760 – Crügers dødsår. Ikke mærkeligt, da slottets bygherre, greve Ludvig Holstein-Ledreborg havde støttet Crügers kamp for at oprette en kirurguddannelse og i øvrigt var en ven af videnskaberne.
Takket være godsejernes hjælp lykkedes det at lokalisere dette portræt, som imidlertid er i stærkt forfald. Men nu var der da en mulighed for at have et farveportræt med i bogen af Crüger. Det fandt jeg afgørende, da Crüger må betragtes som den kirurgiske videnskabs urfader i Danmark. En fotograf blev sat på opgaven, og Crüger var snart i hus.
Jeg skulle bruge mange andre billeder - herunder et portræt af en anden kirurgisk nøglefigur, nemlig Henrich Callisen, som er noget yngre end Crüger. Også ham manglede offentligheden at se i farver. Så jeg aftalte en fotosession med Rigshospitalets direktion, som har Callisen hængende på direktionsgangen.
Da billedet af Callisen var i kassen, blev jeg spurgt af en venlig sekretær, om jeg ikke havde lyst til at se repræsentationslokalerne - der var nogle andre, gamle billeder, der måske kunne være interessante? Jeg fulgte med, og det første, jeg så, var – Simon Crüger.
Måneders jagt i universitetets lofter og kældre, undersøgelser og forespørgsler i øst og vest havde været forgæves. Universitetet måtte med beklagelse oplyse, at portrættet ikke kunne lokaliseres – det var sporløst væk. Men her hang det altså, på den fineste plads ved enden af det store konferencebord i repræsentationslokalerne.
Og ganske vist tilhører portrættet Københavns Universitet. Men Crüger lå jo i evig krig med universitetet, der jo oven i købet havde tabt sporet af hans portræt engang, for et par menneskealdre siden. Så at genfinde portrættet på Rigshospitalet – det var der da en vis poetisk retfærdighed i.
Så meget mere, som Simon Crüger også havde en nøglerolle i tilblivelsen af det Kongelige Frederiks Hospital – uden om universitetet – som landets første undervisningshospital.
Og som forløber for Rigshospitalet.
Klaus Larsen: ”Dødens Teater”. (Munksgaard Danmark) 315 sider, ill. Kr. 299. (Udk. 16. januar 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar