De fleste af os begynder på et medicinstudie, fordi vi gerne vil gøre en forskel for mennesker. Vi vil gerne lære at behandle sygdomme og redde folks liv.
Vi bruger seks år på at lære om diagnoser, medicin og behandlinger, og derefter fortsætter vi over i speciallægeuddannelsen, hvor vi fortsætter med at dygtiggøre os.
Jeg tror på, at man skal lede meget længe efter en medicinstuderende eller en læge, som ikke vil det bedste for deres patienter. Heldigvis har de fleste patienter præcist det samme indtryk. De tror på, at når de kommer på hospitalet, så er de omgivet af læger og andet personale, som giver dem den bedst mulige behandling.
For lidt over 10 år siden udkom rapporten To Err is Human, som sendte chokbølger igennem sundhedssystemet i USA. Det estimeres, at der i USA alene dør ca 100.000 personer hvert år som en direkte konsekvens af fejlbehandling. Det er flere, end der dør som følge af trafikulykker, brystkræft og AIDS.
Utallige undersøgelser har siden dokumenteret den samme tendens. Omkring en ud af 10 patienter udsættes for en utilsigtet hændelse under deres indlæggelse og 0,5% udsættes for en dødelig, skadevoldende hændelse.
De danske tal estimeres til at være cirka 5.500 dødsfald som følge af utilsigtede hændelser hvert år.
Heraf vil en del kunne forebygges med optimal behandling og pleje. Så hvis vi ved, at optimal behandling og pleje kan redde liv, og vi tror på, at næsten alle læger vil deres patienter det bedste, hvordan kan det så være, at der alligevel sker over 5.500 dødsfald årligt som direkte konsekvens af utilsigtede hændelser?
Det skyldes, at vi alle sammen er mennesker, og det er menneskeligt at fejle.
Utilsigtede hændelser skyldes kun yderst sjældent enkeltpersoners uansvarlighed. De fleste hændelser er såkaldte systemfejl, og et resultat af arbejdsvilkårene i sundhedssektoren, og af at sikkerhed ikke er tænkt tilstrækkeligt ind i arbejdsgangene.
Og det er her, dokumentationen kommer ind i billedet. Sundhedsvæsenet er så komplekst, at der sjældent er en enkelt faktor, der ligger til grund for en fejl. Hvis vi ikke dokumenterer, når det går galt, så lærervi aldrig af vores fejl, og så vil der fortsætte med at dø omkring 5.500 patienter årligt som konsekvens af utilsigtede hændelser.
Derfor er det bekymrende, at 35% af alle læger og 21% af sygeplejersker i en undersøgelse fra 2004 angav at være tilbageholdende med at rapportere utilsigtede hændelser.
Man kan håbe, at de tal har rykket sig. Der skal en holdningsændring til. Vi skal have mere fokus på, hvorfor vi dokumenterer og afrapporterer og på, at det gør en forskel. Det redder liv.
Et sted man kunne starte, var ved at få mere undervisning om kvalitetssikring ind på medicinstudiet, så den kommende generation af læger ved fra første arbejdsdag, hvorfor de skal afrapporterer og dokumenterer og forstår, at dokumentation ikke er til for at gøre livet surt for dem.
Det gør præcist det, vi gik ind i faget for at gøre. Det er med til at sikre, at vores patienter får den bedst mulige behandling og pleje, og det kan redde liv.
Kære Anna Sofie Hansen
SvarSletOm du har misforstået debatten, leger djævlens advokat, eller reelt tror på det du skriver, står ikke helt klart.
Jeg tror, og håber, rent faktisk på at det er alle tre - det er næsten et Kinderæg.
For at starte bagfra, så håber jeg, at du tror på de ting, du skriver.
At have en mening og ønske at formidle den gælder ikke mange læger eller medicinstuderende. Det er godt at være engageret!
Hvis du leger djævlens advokat, gør du det ikke som den eneste. Det er en god egenskab at kunne beskue problemstillinger fra andre sider en ens egen holdning.
I Ugeskriftet har man det sidste års tid kunnet læse flere debatter om akkreditering og den deraf affødte øgede registrering. Overordnet set er holdningen blandt klinikere en ting og blandt ledelsen og andre uden for det daglige arbejde en helt anden.
Egentlig tror jeg mest, at du misforstår debatten.
Der er ikke en eneste kliniker, som IKKE kan se det positive ved administrativt arbejde. Vi tumler ikke rundt med hovedet under armen og siger "vi gør som vi plejer". Den kliniske hverdag foregår de fleste steder på et højt fagligt niveau, båret af løbende forskning og kvalitetsudvikling - hvilket du forhåbentlig har observeret i dine kliniske ophold.
Antallet af kliniske databaser er mangedoblet de seneste år, og forskningsresultaterne herfra har haft enorm betydning. Der er blevet brugt tusindvis af timer på dette arbejde - i øvrigt oftest udenfor arbejdstiden.
Du nævner indberetning af UTH (Utilsigtet Hændelse) som et punkt. Nye data viser eksponentielt stigende antal indberetninger. Formentlig betinget delvist af en ændret kultur omkring det, men også en fornuftig IT-løsning på indberetningerne.
Alt sammen meget fornuftigt, isoleret set.
Debatten handler bare ikke kun om det. Debatten handler om, hvor grænsen går. Mange steder har vi fået nok. Hvor stor en procentdel af din dag skal gå med at registrere, og hvor stor en procentdel skal gå med produktion (patienter)? Hvad ville du synes om, at have mere klinisk undervisning? Mere supervision og feedback?
Lad mig til slut komme med et eksempel.
Som medicinstuderende er I udstyret med en logbog. Under kliniske ophold skal I have underskrifter for opnåede kompetencer.
Forestil dig, at du brugte 2 timer hver dag på at udfylde en logbog. Du skulle logge på en hjemmeside og skrive daglige rapporter om opnåelsen af dine læringsmål for dagen og morgendagen.
Det ville måske kunne sikre at alle stud.med.'er nåede det de skulle i klinik.
Eller det ville i hvert fald blive registreret.
Kære Anders Peter Skovsen,
SvarSletTusind tak for din kommentar.
Jeg er i bund og grund fuldstændig enig med dig. Vi skal have måling med mening. Vi skal ikke indrapporterer ting for rapporteringens skyld og det er vigtigt at have en debat omkring hvor grænsen skal gå.
Mit indlæg er ikke så meget et indlæg til debatten omkring hvor lidt eller hvor meget akkreditering og dataregistrering vi skal have.
Den handler i højere grad om at vi som medicinstuderende oplever akkreditering som en del af vores kliniske ophold, men på uddannelserne er det næsten umuligt at få øje på undervisning i kvalitetsforbedringsarbejde og patientsikkerhed og endnu vigtigere så lærer vi næsten intet om hvad baggrunden for dette arbejde er. Det handler også om at give de studerende en forståelse for hvor kompleks en hverdag de skal ud at arbejde i og hvordan de selv kan være med til at påvirke den for det bedre.
Kære Anne Sofie og Anders
SvarSletDen diskussion i tager op er helt utrolig spændende og meget relevant i Danmark. Ligesom jer begge er jeg i slutningen af 20’erne og ser frem til at skulle arbejde i sundhedssektoren, men modsat jer er jeg ikke kliniker. Jeg er derimod erhvervsøkonom og læser i øjeblikket på en Master of Health Services Management i Seattle. Jeg er motiveret af at komme til at være en del af et system der helbreder patienter, men bliver helt trist hver gang jeg hører hvordan der i dag foretages dokumentation på danske sygehuse. På vegne af min faglighed og professionelle tilgang til sundhedsvæsenet føler jeg en stor trang til at få ryddet op i dårlig styring, men lad mig starte fra begyndelsen.
I designet af et kvalitetsudviklingsprojekt vil man som i begge ved gennemgå 4 faser – den såkaldte PDSA cirkel(i Danmark oversat til kvalitetscirkel). Først planlægges en intervention, den testes, konsekvenserne studeres, og man justerer derefter intervention afhængig af resultaterne. Denne proces stammer fra Edward Demings tanker om kvalitetsudvikling og gennemføres konstant i de organisationer, herunder hospitaler, der har som vision at være den bedste version af sig selv. Den gruppe der gennemfører processen har stor indflydelse på den. Der udvælges et klart mål for interventionen som konkretiseres i en række indikatorer. Der udvælges indikatorer der præcist måler på de ting man ønsker at ændre på. Der indsamles præcis de data der er brug for og intet andet. Når man har lært af erfaringerne enten justeres interventionen (herunder indsamlingen af data) eller man afslutter processen. Det hele styres løbende under hensynstagen til både tekniske og menneskelige faktorer. Ledelse, indragelse og kommunikation, er alt sammen helt centralt for at sikre reel implementering og forankring.
Desværre er det ofte sådan på mange danske sygehuse med kvalitetsindikatorer, tal for utilsigtede hændelser, stakkevis af dokumentation, etc. etc. etc. at man netop ikke gennemfører denne proces. Der sættes et mål men det er ofte ikke sat af den gruppe der skal studeres. Da man tit ikke er helt sikker på hvad man leder efter så indsamler man lidt i øst og vest. Ofte stopper processen her for hvis man skulle handle på det så ville det skabe for meget modstand i organisationen. Derudover må man konstatere at man i mange tilfælde ikke stopper indsamling af data selvom formålet er forsvundet. Sidst men ikke mindst så sker alt dette ofte uden tilstrækkelig kommunikation omkring hvad der foregår, og med meget lidt inddragelse. Alt dette fører naturligt nok til en grundlæggende styrings-lede hos klinikere udover selvfølgelig at tage tid og opmærksomhed fra vigtigere ting. Dette er et eksempel på hvordan der er brug for grundlæggende forandringer af den måde vi tænker ledelse af det danske sygehusvæsen – det er ikke nok blot at applicere nye værktøjer så længe der ikke ændres på styringsparadigmet. Og så er det sådan set fuldstændig lige meget om hele processen har som mål at øge behandlingens kvalitet, hindre fejl, skabe besparelser, forbedre flow, øge medarbejdertilfredshed eller minimere stress. Hver gang man fraviger fra den overover beskrevne proces bliver dataindsamlingen meningsløs og nærmest skadelig.
Det du efterspørger Anne Sofie er lige præcist det der er brug for i DK. En større erkendelse af hvad realiteterne omkring konsekvenserne af utilsigtede hændelser er, og et større arbejde hen imod at forbedre den nuværende uholdbare situation. Men blot at tilføre nye styring- værktøjer og dataindsamlinger i et system der i det hele taget har svært ved at styre det er meningsløst og BØR få Anders og andre til at reagere imod. Vi er nødt til sideløbende at tage fat på at diskutere hvordan ledelse og styring i det hele taget foregår. Lad os desuden gøre det på tværs af fagligheder og lad os se om vores generation ikke kan gøre det lidt bedre.
Mvh
(Beklager ovenfor: Anna Sofie ikke Anne Sofie)
SvarSletNår man taler om solen - her er hvad jeg netop fandt i November udgaven af Ugeskrift for læger:
"I Region Sjælland var jeg med til at implementere deres operationsbooking (Opus), hvor knivtid, opvågningstid osv. blev registreret, men det var umuligt at trække data ud af systemet. Jeg har ganske simpelt aldrig set data blive brugt til noget !"
Læs mere:
http://ugeskriftet.blogspot.com/2011/05/dde-data.html
Mvh