fredag den 26. august 2011

Styrk psykiatrien efter valget

Statsministeren har i dag den 26. august 2011 udskrevet Folketingsvalg, som skal afvikles 15. september.

For Lægeforeningen er det afgørende, at den kommende regering får rettet op på årtiers diskrimination af psykiatrien.

Flere politikere har på det seneste har signaleret, at psykiatrien skal prioriteres – blandt andet gennem mere permanent og tilstrækkelig finansiering i stedet for de satspuljemidler, som området ofte er blevet spist af med.

Vi forventer, at de signaler også bliver en del af grundlaget for en kommende regering.
  
Især ønsker vi i Lægeforeningen os en samlet plan for psykiatrien. Det er uholdbart, at en hel sektor i årevis slås med for få sengepladser og alt for lang ventetid.  En national handlingsplan for psykiatrien kan sikre tilstrækkelig med ressourcer og skabe den sammenhæng i behandlingen af fysisk og psykisk sygdom, som der er brug for. Patienternes fysiske og psykisk tilstand skal vurderes og behandles under ét.

Nationale kliniske retningslinjer er en anden politisk mærkesag for Lægeforeningen

De skal sikre patienterne den bedste behandling i sundhedsvæsenet uanset, hvor i landet de bor. De skaber også et stærkt fagligt fundament for at tænke nyt, og giver politikerne et bedre grundlag for at prioritere.

Derudover har vi disse ønsker til regeringsgrundlaget efter Folketingsvalget:

Drop tilfældig brugerbetaling. Der skal være fri og lige adgang til sundhedsvæsenet for alle. Det er helt afgørende for Lægeforeningen. Et menneskes indkomst skal ikke afgøre, om han eller hun kan få en nødvendig lægelig behandling. Derfor skal den brugerbetaling på fertilitetsbehandling, sterilisering, refertilisering og tolkebistand, som blev indført i løbet af 2010, afskaffes.

Giv os en behandlingsgaranti, der giver mening. Der skal indføres en ret til behandling, der er afstemt efter den enkeltes behov. Den skal erstatte den nuværende behandlingsgaranti, som ikke nødvendigvis gavner de patienter, som har det største behov for hurtig behandling.

Hold sundhedsvæsenet samlet. Det har betydning for behandlingen af mange sygdomme, at der er en tæt kontakt mellem sygehus, speciallæge og patientens praktiserende læge. Det sikres bedst ved, at de hører under samme hat. Patienternes gang mellem med sygehuse, speciallægelægepraksis og familielægerne skal hænge endnu bedre sammen. Det giver færre fejl, bedre behandling og større tryghed for patienten.
 
Og indfør forebyggelse, der virker. Danskerne dør for tidligt – især på grund af røg og alkohol. Kampagner og oplysning gør det ikke alene. En ambitiøs forebyggelsespolitik er derfor nødvendig. En kommende regering bør præsentere handlingsplaner mod rygning og alkoholmisbrug, som indeholder konkrete mål og håndfaste midler, der virker.

2 kommentarer:

  1. 2 vigtige mærkesager uden tvivl. Men er det ren utopi at drømme om at afskaffelsen af 4 års reglen bliver prioriteret i sådan en sammenhæng? Eller at modparten i det mindste lever op til sin del af aftalen (f.x. opgørelse over de forskellige stillinger)?

    SvarSlet
  2. Personligt er jeg enig med dig i, at vi vil få de bedste resultater ved at holde sundhedsvæsenet samlet. Det vil være med til at skabe færre fejl og større helhed i systemet.
    Tak for et spændende indlæg :)

    SvarSlet