fredag den 3. februar 2012

Hvad man mangler i hovedet, har man i lommerne

"Hvad man mangler i hovedet, har man i lommerne". Sådan har en kirurgisk overlæge engang sagt til mig.

Jeg kan kun forestille mig, han syntes min kittel så lige lovlig tung ud (og formentlig med rette). Det er vel også rigtigt nok, at jo ældre man bliver i faget, jo mindre afhængig bliver man af sit ”lomme-gejl”.

For nylig fandt jeg ved nærmere kritisk gennemgang af mine kittellommer et ret pænt antal lommefoldere, instrukser, lommebøger, plastikfoldere med telefonnumre, vagtplaner, vagtsedler ect., velvidende at størstedelen af lomme-gejlet meget sjældent bruges. Men hvordan kan man undgå at pådrage sig overlægernes fordømmende opmærksomhed uden at skille sig af med alle det ”nødvendige” lomme-gejl? Enter smartphones og tablets.

Denne uges app erstatter den klassiske operationsprocedure-lommebog, som næsten alle kirurger altid har i kittellommen, og som bruges til at registrere indgreb med. Men jeg synes også, den giver inspiration til alle de andre logbøger, man i klinikken konstant render rundt med.

Ugens app: Surgical Logbook.

Hvad er det? Som navnet antyder, kan denne app holde styr på dine kirurgiske indgreb i form af dato, din rolle (assistent, kirurg, supervisor), sted (hospital, afdeling), komplikationer og noter samt billeder taget i forbindelse med indgrebet. Ydermere kan der laves statistik over tidligere udførte indgreb.

Hvad koster det? 24 kr. i App-store.

Hvordan installeres det? Enkel og standard installation til iPhone / iPad.

Hvordan bruges det?  Forsiden er visuelt 4-delt i ”New Case +”, ”Logbook”, ”Stats” og ”Settings”. Logisk og intuitivt. App’en virker kun i vertikal retning på iPhone / iPad.

-    ”New-case +”: bruges til indtastning af en nye cases (surprise), og default indstillingerne er ”dato”, ”procedure og procedurekode”, ”rolle”, ”kirurg”, ”hospital”, ”komplikationer”, ”patient-identifier” og ”noter”. Det er nemt og enkelt (bortset fra datoen, se senere) at indtaste nye indgreb ind, og det specielt gode ved app’en er, at man i alle felter personligt skal indstille/skrive, hvilke indgreb der er udført. Dette gør at app’en virker til alle specialer og indgreb. Jeg har i indstillingerne yderligere tilføjet en ”sygdomskode”, så både procedure og sygdom er noteret. App’en gemmer det man taster ind, så blot efter et par få indtastninger, går det hurtigere og hurtigere de næste gange.

-    ”Logbook”: bruges til at se, hvilke indgreb man tidligere har udført. Man kan klikke på indgrebene enkeltvis og se detaljer, og man kan e-maile alle indgrebene som spreadsheet med/uden billeder tilknyttet. God funktion!

-    ”Stats”: bruges grafisk til at få overblik over sine indgreb. Der kan enten fokuseres på alle indgreb eller fokuseres på specielle typer af indgreb.

-    ”Settings”: bruges logisk nok til at indstille, ja….settings. Jeg synes, man skal indstille et password. Man kan tilføje en foto-funktionen, så billeder taget under operationen kan tilknyttes indgrebet, men foreløbig har den nogle rimelig seriøse mangler (se senere). Der kan tilføjes ”custom-fields”, altså nye felter hvor man selv definerer indholdet. Man kan registrere alt man finder relevant. Jeg har foreløbig kunne finde på at tilføje ”sygdomskoder”, ”antibiotika profylakse”, ”anæstesimetode”, ”lejring” og ”operationstid”, men kun fantasien sætter grænser.

Data bliver liggende i app’en og der er ingen synkronisering af data til en hjemmeside, udviklerne eller lign. App’en kan under ”settings” beskyttes af et password (hvilket jeg altid vil anbefale at bruge), men man må selv overveje, om man vil taste CPR numre ind på indgrebene. Jeg har valgt at nummerere indgrebene med et ikke person-henførbart kronologisk nummer for en sikkerheds skyld.

Hvad er godt? Det er fantastisk at man personligt kan indstille alle felterne, så app’en ikke kun kan bruges til kirurgiske procedurer, men faktisk til enhver anden sundhedsfaglig funktion, hvor man udfører registrerbare procedurer (kirurgi, anæstesi, medicin, ect.).

App’en viser også, at det er muligt med en anelse ændret platform at lave elektroniske log-bøger. Nogle af vores kliniske forløb, der sværger til log-bøger, skal måske prøve at indtænke dette i fremtiden (medicinstudie, KBU, introstillinger, hoveduddannelse).

Hvad er dårligt? Lidt besværligt at man ikke manuelt kan indtaste en dato, men i stedet skal scrolle igennem en dato-menu, det tager altså lidt tid, hvis listen går nogle år bagud. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan man sletter custom-felter, man selv tilføjer i ”settings”, og det er simpelthen for underligt, hvis dette ikke er muligt.

Foto-funktionen kræver sin egen kommentar: man kan ikke tilføje et billede fra kamera-arkivet efter indgrebet, men skal i stedet logge ind i app’en og tage billedet inde fra selve app’en. Det er rimelig dumt lavet! Indtil man kan tilføje et billede fra kamera-arkivet efter et indgreb, når man alligevel sidder og indtaster informationen om indgrebet, har jeg svært ved at se, at foto-funktionen vil kunne bruges i praksis.

Dom: Rigtig god app til fremtidig registrering af kirurgiske procedurer. Lidt besværlig retrospektiv indtastning, men det kan lade sig gøre. En masse smarte funktioner gør app’en klart brugbar. App’en beviser også, at fremtidige log-bøger sagtens kan være elektroniske, så krøller de heller ikke og bliver ikke væk…

En god gastromedicinsk kollega anbefalede mig at anmelde denne app, og selvom man selvfølgelig skal bevare en sund portion skepsis, når et råd om en kirurgisk app kommer fra en medicinsk kollega :), må jeg indrømme, at den er alle pengene værd.

1 kommentar:

  1. Til de der har mod på selv at opbygge egen formular/database, er HanDBase et solidt bud. En af de bedste data-apps, der netop kan håndtere billeder og som giver ok muligheder for at synkronisere. /Jens

    SvarSlet