Aktiv dødshjælp hører til blandt de emner, der tilsyneladende aldrig vil dø.
Mange opinionsundersøgelser viser, at et flertal i befolkningen støtter tanken om, at retten til selvbestemmelse også skal gælde retten til at blive aflivet. Folketinget viger tilbage for at indføre aktiv dødshjælp, og Etisk Råd tager afstand fra muligheden.
Dette indlæg vil alene beskæftige sig med et enkelt aspekt af aktiv dødshjælp, nemlig spørgsmålet om, hvem der skal yde denne specielle hjælp.
For hvis man indfører ret til aktiv dødshjælp for syge mennesker, må det logisk medføre en pligt for andre til at udføre handlingen.
Men hvem skal denne pligt påhvile? Automatsvaret er her, at det må være lægerne. Men er læger både villige og kvalificerede til at påtage sig en sådan forpligtelse? Og kan det overhovedet lade sig gøre at lægge opgaven og kvalifikationen til at helbrede og kvalifikationen til at aflive i de samme hænder?
Vil det ikke på sigt medføre tvivl hos patienter om, hvornår en handling eller behandling er helbredende eller måske dræbende?
Vil det ikke lidt populært sagt svare til, at myndighederne beder en brandmand om at foranledige en ildspåsættelse eller en politibetjent om at give sig til at begå røveri? Det forekommer unægtelig mere end akavet.
Tilhængere af aktiv dødshjælp må gennemtænke, om det direkte skal indgå i lægeløftet, at det er enhver læges pligt at slå det menneske ihjel, der ønsker at blive slået ihjel. Eller vil man som alternativ foreslå en særlig professionsuddannelse blandt øvrige sundhedsuddannelser?
Jeg må indrømme, at jeg bliver noget chokeret, når jeg læser et sådan blogindlæg fra næstformanden i Etisk Råd. Jeg havde ikke regnet med, at en repræsentant fra denne instans kunne finde på at skævvride og fordreje debatten på sådan et usagligt og barnlig måde.
SvarSletAt sammenligne rollen med at ”aflive” et menneske med en brandmand som tvinges til at ildpåsættelse er fuldstændigt ude af proportioner – en ildebrand er skadelig og kommer ingen til gavn (med mindre vi taler Skt. Hans bål eller pyromaner, men så falder EL’s argument vist fra hinanden). Den fagperson, som ville stå for at hjælpe en medborger med at dø, ville gøre dette af hensyn til patienten, ikke for at skade denne. Der er jo ikke tale om, at vi vil tillade overlagt mord, men derimod tillade at patientens autonomi også gælder i sidste instans: Valget som bliver et fravalg af livet på grund af den livskvalitet og vilkår patienten lever under.
På samme måde er argumentet om tvivlen hos patienten om hvorvidt læger nu hjælper eller dræber fuldstændigt taget ud af den blå luft – der kan da umuligt være tvivl om at et valg om aktiv dødshjælp unægteligt vil blive underlagt så voldsomme kontrolinstanser, at ingen patient ”kommer til” at sige ja tak til at blive slået ihjel.
Jeg vil minde om, at selvmord ikke er ulovligt, men kun assisteret selvmord på nuværende tidspunkt. Hvem er vi at bestemme, at en person som ikke kan varetage sig selv og sit eget ønske om at ende livet, ikke skal have ret til dette, blot fordi vedkommende mangler midlerne (her forstået krafterne) til det?
Debatten om aktiv dødshjælp er stor og kræver nøje behandling og mere overvejelse end jeg kan eller vil omtale i en kommentar, men jeg er klar over, at det kræver nøje udtænkte kontrolinstanser, uddannelse og undervisning og oplysning. Noget som jeg ærligt havde regnet med at Etisk Råd ville være behjælpelig med, men måske tager jeg fejl.
Jeg lærte, da jeg var barn, at det ikke var rigtigt at lade et dyr eller et insekt lide, og at man derfor skulle ende dets lidelser. Dette gælder åbenbart ikke for mennesker. Konsekvenserne for de pårørende og for behandleren er åbenbart vigtigere end patienten.
Som kommende læge kan jeg ikke se noget som helst problem i at bistå patienter med aktiv dødshjælp, hvis dette bliver lovligt. Tværtimod vil jeg se det som en naturlig forlængelse af lægerollen i at hjælpe og bistå mine patienter på bedste vis. Hvem er jeg at bestemme at døden ikke er den bedste behandling i lige dette tilfælde og dermed tage patientens autonomi fra ham?
Jeg er enig med Line Kruckow i at det er den tyndeste argumentation jeg har set omkring et så ømtåleligt emne. Det giver en fornemmelsen af at etisk råd sidder og leger ordlege og opstiller hypoteser af kedsomhed.
SvarSletMennesker der har haft alvorlig sygdom og langtrukken død tæt på, ville kunne komme med mere velafrundede bud på et begreb som retten til at dø. Og det gælder både de pårørende såvel som sundhedsfagligt personale.
Så vidt jeg kan vurdere uden at være ekspert i menneskeret, så er retten til at afslutte sit liv en del af pakken. Men at man har en ret, pålægger ikke en anden en pligt for det vil være i strid med menneskerettighederne.
Det spørgsmål man burde stille er hvis man har retten til at afslutte sit liv på en værdig måde, hvordan kan samfundet så give en muligheden for at gøre det. At diskutere om bageren skal have licens til at komme morfin i rundstykker og romkugler er pjattet.
Aktiv dødshjælp?
SvarSletEr det ikke hvad man praktiserer naar man paa div. plejehjem og plejende institutioner foreskriver psykofarmika, der paavirker eller begraenser dopaminresponsen og saaledes, eftersom hjertets vaev paavirkes af dette, laaser hjertet og saadan slaar personen ihjel?
interessant tekst; http://koti.phnet.fi/petripaavola/euthanasia.html
SvarSlet