mandag den 13. februar 2012

Om IKKE at være træt af at være studerende

I en tid hvor medierne har kørt i ring om fattige Carina eller trætte Sofie, vil jeg her følge trop. Ved først og fremmest at fastslå: jeg er ikke træt af at være studerende!

Tværtimod.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at Sofie i mange henseender har ret; studerende har et mindre rådighedsbeløb end mange andre, licensen er relativt dyrere for os, og vi har selv valgt dét studieliv.

Jeg har bevidst fravalgt det ’fattige’ liv og accepteret, at studietiden er en tid med begrænsede muligheder. Derfor har jeg boet 4.5 år på et billigt og lille kollegieværelse og fået SU’en til at række; derfor finder jeg ekstra energi til at have et studiejob (til sjov); derfor cykler jeg – også i regnvejr; derfor overvejer jeg, hvornår 100 kr. er værd at spendere. Det er mine kår.

Studenterøkonomien er trang, så jeg finder det meget vigtigt, at man som studerende skal skelne mellem fattigt/usselt og begrænset.

Jeg vil ikke gå ned i kvaliteten på mad og løbesko eller på mængden af rosiner, kaffe og sød lakrids, for det gør mig glad! Til gengæld har jeg ikke råd til hverken 42 tommer plasmaskærm eller egen bil. Hermed bliver min tilværelse begrænset men langt fra ussel og fattig. Sofie og alle andre må lave samme prioritering. 

Vi har valgt et studieliv med totalt frie tøjler, hvor vi kan studere, arbejde eller træne præcis, når det passer os. Man får vel næppe en mere fri og uforpligtende tilværelse end under studiet (hvis du er i tvivl; spørg din kloge mor). Og det er ikke noget at være træt af hver dag.

Ligeledes har man selv valgt sin studieretning, hvilket jeg håber, at enhver studerende er glad for. Lysten driver værket – og dén lyst skulle gerne give energien til både at passe sit studie og tage en jævnlig vagt på et arbejde. Er man som Sofie psykisk nedkørt, bør man udnytte, at der hos studievejlederne og andre er kompetent støtte til rådighed. 

Til Sofies forsvar vil jeg gerne understrege, at jeg læser medicin, og jeg tror, vi har bedre vilkår. Gennem vores fagforening kan vi allerede fra første semester på studiet tage studierelevante vagter på sygehusene, ligesom jobs som undervisere, studievejledere og lægevikarer besættes af medicinstuderende. Men unge og studerende er uuddannede og lavtlønnede, og det er altid muligt at finde et eller andet job.

Gør studietiden så god som den fortjener. Så god at du bliver træt af ikke længere at studere.

Sofies blog kan findes her: http://politiken.dk/debat/ECE1501598/jeg-er-traet-af-at-have-en-daarlig-dag-hver-dag/

1 kommentar:

  1. Årh, altså. Jeg forstår ikke hvorfor alle og enhver har et eller andet patologisk behov for at blande sig i Carina/Sofie-debatten, kald den hvad du vil.

    Eftersom meget få faktisk bidrager med noget nyt, er det efterhånden lidt trættende. En anden ting er at Sofie gøres til stråmand konstant. Også i dette indlæg. Jeg ser ikke hvorfor hun fortjener det. Mit trejde irritationsmoment er at mange fyrer faktuelt tvivlsomme 'velmente' råd til Sofie af.

    Det er fx påstande om 'kompetent rådgivning' i tilfælde af udbrændthed et eksempel på. Studievejledere har på papiret den rolle, men de er mig bekendt ikke uddannede i at håndtere psykosociale problemstillinger, og derfor er deres råd sjældent andet end hvad en nogenlunde intelligent studerende selv kan tænke sig til. Derfor er det vist noget vås i det hele taget at tale om kompetent rådgivning. Floskler og buzzwords.

    Hvad angår det rent økonomiske er det også meget relativt. Arbejde hænger - modsat hvad skribenten påstår - ikke på træerne for 'lavtlønnede unge'. Hvis det var tilfældet ville vi i Danmark ikke have en galloperende ungdomsarbejdsløshed. Jeg læser i provinsen, og der er selvfølgelig FADL (godt for medicinere), men hvis ikke man har den mulighed, så kan man ofte kigge langt efter arbejde. Det er ikke lige så udtalt i København, men det kan også være vanskeligt at finde arbejde på vilkår der er praktiske i forhold til et fuldtidsstudium - især hvis man har føromtalte psykosociale problemstillinger. Det er i så fald måske ikke det fede at arbejde 17-22.30 to-tre hverdage om ugen på dage med undervisning (det er oftest vilkårene ved at tage et job som HK'er på deltid, det er vagterne ingen andre vil have).

    Snakken om 'billige kollegier' er også temmelig tvivlsom. Kollegier i København koster ikke nødvendigvis meget mindre end det Sofie opgiver som sine boligudgifter, faktisk er det helt normalt at give over 4.000 i boligudgifter - selv hvis man bor på kollegium. Og det er mere end hvad Sofie giver. Hvis man er heldig kan man bo til det halve, men så skal man altså være heldig - det er altså på ingen måde givet. Det er derfor irrelevant at fremture med snak om 'billige kollegier'.

    Jeg ved ikke hvad Sofies ærinde med indsende sin kronik (?) til Politiken har været, men hun er et eksempel på konsekvenserne af skrabede vilkår kombineret med personlige problemstillinger. Og sådan skal hun anskues. Ikke alle har ressourcerne - både personligt og økonomisk - til at have et studium som er en stor fest. Deres omgivelser har sjældent forståelse for det. Det er vist Sofies budskab. Og det er trist, hvis det forholder sig sådan. I en sådan forbindelse er det fuldstændig irrelevant at erklære, at man ikke har problemer og rent ud sagt trives.

    Det er at sige, at tingene er gode nok, fordi de virker for en. De virker også for mig, men det betyder ikke at samfundet er indrettet på en måde der skaber de optimale forudsætninger for alle dets medlemmer.

    SvarSlet