onsdag den 29. februar 2012

En fængslende historie fra Vestjylland

Forårssolen skinner for første gang varmt over hele det danske land. Badet i sol flytter jeg 100 år gamle mursten fra en fængselsmur hjem i min have, hvor jeg har den drøm at bygge soklen til et stort drivhus eller mere ubeskedent et lille orangeri, så appelsiner falder i min turban, når jeg bliver rigtig gammel. Drømmene fejler ingenting, og bliver det blot et luftkastel, har jeg dog haft drømmen.

Murstenene fra Skjerns tidligere Politistation og Tinghus fra 1884, en statelig bygning, tidligere under Slotsstyrelsen, bliver nu ombygget til et fuldt moderne lægehus for 7 praktiserende læger. Fængselsmuren blev til overs, havner nu i min have og skal hjælpe med at holde varmen inde om natten!
 

Det danske sundhedsvæsen er mere end en drøm, det er skinbarlig virkelighed, og i Herning bygger man snart på Gødstrups nye supersygehus DNV, som lukker dørene op i 2016 og er færdigt få år efter. Det bliver en værdig pendant til og samspiller med Skejby og de 3 øvrige storsygehuse i Region Midt. En motorvej og en masse uro fulgte med. Bølgerne lægger sig - vel også i Svendborg, som har en gudsbenådet natur og glade fynboer.

De andre regioner får tilsvarende 3-5 supersygehuse efter Erik Juhl planen, og det er ganske vist. Man har allerede over de sidste 10 år tilført hundredvis af ekstra speciallæger til sygehusvæsenet. Godt for det, for det betinger, at man kan behandle efter devisen hurtigt ind, hurtigt ud - på højt fagligt plan.


Så langt så godt: Gode faglige og arbejdsmæssige vilkår for lægerne. Men malurten og bekymringen kommer her: I samme 10 års periode har antallet af praktiserende læger ligget stort set konstant. Enhver kan jo se, at det ikke er holdbart, selvom der er tilført 10 ekstra uddannelsesstillinger pr. år til almen praksis. Jeg gentager 10 ekstra stillinger. Og dette i en tid, hvor man må formode at de praktiserende læger i højere grad ønsker 37 timers uger, og nye opgaver vælter ud til almen praksis. Ja, sådan er det og sådan bliver det?

P.t. er den gennemsnitlige liggetid i vores lokale akutafdeling 18 timer, og patienterne udskrives på alle tider af døgnet til kommunale foranstaltninger, og egen læge tager over dagen efter. Vi har vist i Vestjylland, det tidligere Ringkøbing Amt, at det faktisk kan lykkes, flere behandlinger, færre senge, højere patient- og personaletilfredshed. Hvorfor lykkes det?? - Selvfølgelig kun fordi primærsektoren, egen læge og kommunen tager over og er dygtige også før indlæggelserne.

Almen praksis skal med andre ord være velsmurt dag ud og dag ind. Det lykkes kun, hvis der tænkes overordnet og sørges for læger nok i hele landet. En nylig undersøgelse viser, at der er en betydelig ekstra kapacitet af læger i byerne i Østjylland, og formentlig gælder det samme i Østsjælland alias Region Hovedstaden. Lægerne udtrykker klart, at de kan tage flere patienter under deres vinger. Det modsatte er tilfældet i rekrutteringssvage områder, og det er jo et strukturelt problem, som ingen planlægger eller fagforening kan sidde overhørig.

Nøglen til at omfordele de primær lægelige kræfter til hele landet hedder bl.a.: videreuddannelse og fordeling af kapaciteten indenfor samme. I gamle dage udgjorde de små sygehuse over hele landet fødekæden for kommende praktiserende læger til lokalområdet, vel 80-90 % af de lokale læger var opdraget på de lokale centralsygehuse.


Nu skal videreuddannelsen ske på supersygehusene og ikke mindst i almen praksis, og det er ikke ligegyldigt, hvor mange uddannelsesblokke, man lægger hvor i de enkelte regioner. Bent Hansen fra Regionerne tænker endda på at uddanne antallet af læger i øst og vest efter en nøgle svarende til befolkningen. En flatterende tanke.

Ligeså kunne man lægge antallet af uddannelsesblokke ud i landet, hvor lægerne senere kan/vil praktisere. Efter blokken er der naturligvis et frit arbejdsmarked, men en gang forelsket og rodfæstet med ægtefælle og børn et sted, så bliver de fleste.

En hurtig udflytning efter embedseksamen rodfæster de yngre læger og giver dem jo fuldgode livsmuligheder, hvor de måtte havne. At mormor eller farmor bor 50-100 km væk i et lille land som Danmark er en faktor for pressede børnefamilier, men vi skal vel betragte Danmark som et stort arbejdsmarked, og "lille jeg" og en lang række af ligesindede har jo ikke følt at afstanden var en hindring for at deltage i dette og hint inden for bl.a. udviklingsarbejde.

Kommer det til den gode dagligdag er konditionerne for børnefamilierne måske endda lettere i mindre byer m.h.t. børnepasning, huskøb, transport m.v. Jeg har stor forståelse for problemer med job til ægtefællen, det må man forsøge at hjælpe med lokalt

Velfungerende fysiske rammer for almen praksis og nært samarbejde med den lokale hjemmepleje og sundhedscentre er rammerne for det gode liv i almen praksis. Lokalt knokler man på over hele Danmark for at skabe disse rammer, og i Skjern har vi sammen med kommune og region fundet vores model. Det bliver rigtig godt. Ånden i huset skal lægerne og personalet dog selv stå for. Vores faglige og fagpolitiske selskaber skal hjælpe med til, at de opgaver, almen praksis som profession påtager sig, passer til antallet af læger, der findes generelt og lokalt.

Jo, drømmene fejler som sagt ingenting. Lad os med udgangspunkt i den reelle verden og de udfordringer, vi står med, bygge drømmehuset, det sammenhængende sundhedsvæsen. En fængslende udfordring, der kalder på alle gode kræfter. Almen praksis vil godt være med og kalder på samspil med sundhedspolitikerne om en løsning

Nå jeg skal ud og stable mursten...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar