mandag den 6. februar 2012

Delt ansvar mellem patient og læge??

En nylig opgørelse viser, at der hvert år er en del kvinder, som får taget celleprøve fra livmoderhalsen hos deres læge, og som ikke får svar på prøven (som viser sig at give indikation for yderligere undersøgelser), og som ikke bliver henvist til videre undersøgelser ”in due time”.

Hvor skal aben placeres?

Ja, mange praktiserende læger har nok den rutine, som vi også har i den praksis, jeg arbejder i, nemlig: at pointere, at patienten efter 2-3 uger SKAL henvende sig til praksis for at få svar på prøven (med mindre vi allerede har sendt svar pr. e-mail, pr. brev eller pr. telefon). 

At patienten ringer og spørger efter svaret er nemlig også vores kontrol på, at prøven er modtaget på laboratoriet, er blevet undersøgt og svar er afgivet.

Vi har ikke et system, der garanterer, at vi ville undre os over et manglende svar på én af de mange kvinder, der hver uge får lavet en sådan prøve i vores klinik. Vi synes, det er helt fint, at kvinden bevarer ansvaret for eget helbred – og dermed også ansvar for at sikre sig svaret på den foretagne prøve.

Så aben sidder på patientens skulder… - eller: er det nu helt så enkelt?

Kræftens Bekæmpelse, mener ikke ovenstående argumentation holder. Patientklagenævnet har i afgørelser peget på det samme.

Man påtænker nu at supplere systemet med direkte svar til patienten også – og specielle remindere til egen læge, hvis man via dataudtræk kan se, at der ikke er sket relevant opfølgning inden for en given tidsramme.

Jeg synes, vi i almen praksis skal tage vores store del af ansvaret på os!

Vi skal ikke pege fingre ad patienterne eller EDB-systemer. Det er os, der tager prøverne, og derfor er vi bestemt også ansvarlige for den videre proces.

Jeg synes disse kvinder med manglende opfølgning skal opfattes som en ”system-UTH” i almen praksis – og vi praktiserende læger bør sørge for at drage lære deraf – såvel på system-niveau – men også hjemme i hver enkelt klinik. Det er udtryk for faglig professionalisme. Vores patienter forventer (naturligvis), at vi er professionelle og tager ansvaret på os – og det må også være samfundets naturlige forventning til os.

I Region Syddanmark har man udpenslet ansvarsforholdet klart – se dette klip fra VisInfoSyd:

"Svarafgivelse til kvinderne.
Den praktiserende læge bør i forbindelse med prøvetagningen aftale, hvorledes kvinden får svar på prøven, således at konsekvenserne af undersøgelsesresultaterne kan gennemføres inden for de anbefalede tidsrammer.
Ansvaret, for at kvinderne får svaret og gennemførelsen af eventuel opfølgning, ligger hos den praktiserende læge, der tager celleprøven. Det er ikke tilstrækkeligt, at ansvaret udelukkende hviler på kvinden i form af henvendelse til praksis."

I min egen klinik skal patienterne kontakte os, hvis ikke de får svar inden for 3 uger – men på trods af denne klare aftale, må vi sikre os på anden vis, at patologiske svar afgives og relevant opfølgning finder sted.

4 kommentarer:

  1. Kære Roar
    Jeg tror nok din konklusion er at det er rimeligt at vi - lægerne - har det fulde ansvar? Eller?? Jeg er faktisk lidt i tvivl om du også forsøger at argumentere for at vores nuværende praksis jo trods alt ikke er helt uansvarlig?

    I IT-forum (PLO og DSAM fællesudvalg) er der gode folk som arbejder på at vores IT-systemer, i samarbejde med laboratorierne der modtager vores prøver, skal understøtte os i at påtage os det fulde ansvar. Tak til de folk der går aktivt ind i det arbejde.

    Som med mange andre sikkerhedssystemer/akkrediteringssystemer/datafangstsystemer osv. er det jo en overvejelse, hvor mange ressourcer dvs. arbejdstid og penge vi skal prioritere til at finde de (nogen gange ret få) gange det går galt. Men kan der findes systemer, så vi undgår også de få fejl, er det selvfølgelig godt.

    Venlig hilsen
    Janni Kristensen, praktiserende læge
    - og også bestyrelsesmedlem i DSAM
    9900 Frederikshavn
    jannikristensen@dadlnet.dk

    SvarSlet
  2. Line Munch-Petersen9. februar 2012 kl. 08.23

    Hej
    Jeg giver mine smear-ptt. en skriftlig information om at de kan forvente brev fra mig inden for 2 uger og hvilke svar-muligheder der er: Normalt svar, ekstra kontrol eller viderehenvisning til gynækolog.
    Hvis jeg får et svar retur som kræver videre undersøgelse sikre jeg mig at pt. får skriftlig besked og at hun henvender sig til mig, så jeg ved at hun har fået beskeden.
    MEN jeg kan ikke se hvordan jeg kan sikre mig at jeg får svar på alle indsendte prøver fra patologerne. Der mangler en metode til at sikre dette og der bør patienten efter min mening have et medansvar for at reagere såfremt hun ikke får svar på en prøve hun har fået taget.
    Venlig hilsen Line Munch-Petersen. Brøndbyøster

    SvarSlet
  3. I Region Syd har man fulgt sundhedsstyrrelsens vejledning. Ifølge punkt 5.1.4 (side 52 i sundhedsstyrelsens: Anbefalinger vedr. screening for livmoderhalskræft 2011):

    "Den prøvetagende læge har også ansvaret for at sikre, at der følges op på et eventuelt manglende prøvesvar, fx hvis en prøve eller et prøvesvar er bortkommet. Det er hensigtsmæssigt at inddrage kvinden heri ved at opfordre hende til at reagere, hvis hun ikke har modtaget svar inden 4 uger, men det skal understreges, at det altid er lægen, der har det endelige ansvar for at rykke for et udeblevet prøvesvar."

    Men kan man ikke lave en løsning i webreq?

    For at undgå tabte prøver: så kunne der f.eks. automatisk generes en mail, såfremt der ikke er kvitteret for modtagelsen af prøven hos patologisk afdeling inden for 1 uge efter rekvisitionen er skrevet.

    Ved prøvesvar skal der ligeledes kvitteres for modtagelsen.

    Men man må så spørge om, er det tilstrækkeligt at skrive et brev/mail til patienten eller om der skal ringes til vedkommende. Skal brevet i givet fald sendes anbefalet? Man kan selvfølgelig også skrive i et normalt brev/mail, at patienten skal bekræfte modtagelsen af brevet/mailen - men så ligger der endnu en kontrolopgave her for lægen.

    I vejledningen ligger der også en mulighed for ved det informerede samtykke, at den patologiske afdeling kan give patienten direkte svar. Men hvordan de har tænkt sig at følge op på patologiske svar synes jeg ikke fremgår klart.

    SvarSlet
  4. Kære Janni, Line og Carsten.

    Mange tak for jeres kommentarer og forslag - og yderligere spørgsmål. Jeg tror vi er mange praksis, der "bøvler lidt" med at sikre en sikker procedure her - og I giver yderligere indspark til det.
    Min anledning til at skrive bloggen var dobbelt:
    1. at styrke almen praksis indsats på et område, hvor der har vist sig visse - og potentielt alvorlige - problemer
    2. at almen praksis viser sig som den ansvarsbevidste aktør i et sammenhængende dansk sundhedsvæsen, som jeg mener vi bør være! Hvis vi blot ved påviste problemer melder "hus forbi", så må resten af sundhedsvæsenet (og samfundet som sådan) få en opfattelse af os som en knapt så ansvarlig og integreret del af sundhedsvæsenet. Og det kan vi (og ingen) leve med - og så må "man" nødvendigvis planlægge væsenet uden almen praksis. Nej, vi i almen praksis skal tage asvaret på os, handle og skabe løsninger sammen med de øvrige aktører i sundhedsvæsenet.

    Vh

    Roar Maagaard, praktiserende læge, Skødstrup Lægepraksis

    SvarSlet