Ufedt nederlag til fedtskatten

Fedmeepidemien er et fælles problem. Alligevel retter mest forebyggelse sig mod den enkelte overvægtige. Nederlaget til fedtskatten var endnu et skridt væk fra fælles løsninger. Et skridt der har givet genlyd helt over på den anden side af Atlanten.

”Det er godt nok ikke tit, vi hører nyt fra Danmark i de amerikanske medier”, udbrød min mand. Anledningen var, at den danske regering har fjernet fedtskatten og droppet en planlagt sukkerskat, og han undrede sig over, at netop den nyhed var så interessant, at vi kunne læse om den i både New York Times og på BBC World.

Men mon ikke grunden er, at fedmeepidemien herovre nu er så omfattende, at mere end en tredjedel af amerikanerne kan betegnes som fede med en BMI på over 30, og fordi flere amerikanske stater har initiativer i samme retning.

Andelen af fede amerikanere er steget eksplosivt de sidste tyve år. Mens der i 1990 var ti stater, hvor andelen lå under 10 procent, og ingen med over 15 pct. fede, var der i 2000 ingen stater med under 10 pct. fede. Og i 2010 var der ikke en stat med under 20 pct. medborgere med en BMI over 30./Kilde: CDC

Størrelsen på slikposerne
Selvom fedtskat eller skat på sodavand kan sammenlignes med små nålestiksoperationer i en meget større problemstilling, så kan de i det mindste ses som skridt i den rigtige retning. Nemlig en vej mod ”strukturel” forebyggelse hvor vi forsøger at påvirke omgivelser og levevilkår.

Vi hverken kan eller skal rulle tiden tilbage til de gode gamle dage.Men vi kan rulle tiden frem til de nye gode dage. Vi kan skrue ned for størrelsen af slikposerne, vi kan ændre priserne, så færdigmad og fastfood ikke kun er lettere men næsten også billigere, og så frugt og grøntsager bliver billigere end slik og kager.

Vi kan ændre størrelsen på portionerne, og vi kan tilbageerobre vejene fra bilisterne til gående og cyklister, så vi selv og vores børn tør bruge dem til fods eller på cykel. Vi kan sikre at børnene får motion i skolen, og vi kan motivere arbejdspladserne til at indføre fysisk aktivitet.

Personligt valg
Selvfølgelig er der et personligt valg, hver gang vi putter noget i munden, og hver gang vi vælger at tage bilen i stedet for at bruge vores ben. Og det ansvar hverken vil eller kan jeg tage fra den enkelte.

Det er også super, at den enkelte kan få råd og vejledning fra sin læge eller andre eksperter og støtte i personlige programmer som livsstilsskoler.

Men når antallet af fede i en befolkning vokser så eksplosivt, som det er sket de seneste år, så forekommer det absurdt fortrinsvis at søge grunden i den enkeltes valg, og langt mere åbenlyst at kigge på de fælles vilkår, der har ændret sig.

Nu ved jeg ikke hvad den danske regering vil sætte i stedet for fedtskatten, eller hvad Californien vil gøre, når de ikke kom igennem med en sukkerskat.

Stigmatisering
Man kan kun håbe, regeringen vil fortsætte med at arbejde på de strukturelle skruer i stedet for dem, der er tradition for at dreje på. For udover at individorienteret forebyggelse ikke tager fat om problemets kerne, så er det også et urimeligt signal at sende til den medborger, der er ramt af epidemien.

Den individorienterede forebyggelse har stor risiko for at stigmatisere folk med overvægt fordi det indbyggede budskab lyder at: Hvis du er fed, så må du tage dig sammen og ændre dine vaner. Med andre ord, det er din egen skyld.

Med mindre du lykkes med at tabe dig, er det ikke et budskab, du kan bruge til særlig meget, andet end at slå dig selv i hovedet med. Og det øger øger hverken sundhed eller livsglæde.



Fakta:

Fedme-epidemien i USA i tal: http://www.cdc.gov/obesity/data/adult.html

I 2008 skrev jeg et debatoplæg om stigmatisering i forebyggelsen for Sundhedsstyrelsen: http://www.sst.dk/Udgivelser/2008/Stigmatisering%20-%20debatoplaeg%20om%20et%20dilemma%20i%20forebyggelsen.aspx


· Læs hele blogindlægget på min blog W(h)ite World: http://witeworld.wordpress.com/2012/11/18/ufedt-nederlag-til-fedtskaten/

· Følg mig på Twitter @Mettebreinholdt