fredag den 16. november 2012

Klar dig selv eller bliv samfundsoffer

Hvor meget skal samfundet tage sig af borgernes sundhed, hvad er velfærdssamfundets ”bivirkninger” og hvor er den enkeltes eget ansvar? Relevante spørgsmål - også i Danmark.
 

At regeringen skal holde nallerne fra folks beslutninger om sundhed, og at sundhedspolitiske beslutninger træffes bedst så tæt på de mennesker, de handler om som muligt, er i sig selv en legal og interessant mening, som nok er en diskussion værd.

Når den krydres med en grundholdning om, at den enkelte er ansvarlig for sit eget liv, bliver diskussionen endnu mere interessant.


I store træk var det grundholdningen til sundhedsvæsenet i den amerikanske valgkamps republikanske lejr, repræsenteret ved præsidentkandidat Mitt Romney.


Holdningen møder sin modsætning hos demokraterne repræsenteret ved præsident Barak Obama. Her er grundholdningen, at vi er afhængige af hinanden, at vi tilsammen har ansvar for alle borgere i samfundet, og at vi kun sikrer god sundhed til alle gennem et stærkt fællesskab.

 

Der findes amerikanere, som ærligt deler den republikanske grundholdning. Som en dame, jeg mødte på en legeplads, der var spruttende arrig på Obama, fordi ”Vi amerikanere, vi er for frihed”. Og det betyder i hendes optik, at regeringen ikke skal blande sig i, om man har en sundhedsforsikring eller ej, hvilken slags benzin man hælder på bilen, eller hvilken pære man skruer i loftet.

Fællesskabets bivirkninger

Jeg er dedikeret tilhænger af et sundhedssystem, som sikrer alle behandling – uanset deres økonomiske formåen. Men jeg ser også, at et stærkt sikkerhedsnet, som vi har i Danmark, rejser nogle vigtige spørgsmål om den enkeltes eget ansvar og vores personlige ansvar overfor hinanden. Når det bliver samfundets opgave at pleje de gamle og passe de syge, sker der noget med vores forhold til hinanden, som jeg ikke er sikker på er heldigt.


Vi kan også risikere, at folk gør sig svagere end de er, i stedet for at finde deres indre styrke, drivkraft og stolthed

Vi kan få en stat, der – fordi den skal betale for os, når vi bliver syge – får en meget stærk interesse i at tvinge os til at være raske med metoder, vi måske slet ikke bryder os om.

Og så er der hele diskussionen om, hvad frihed er, og hvad det vil sige at have et frit valg. Gør vi hinanden til hjælpeløse ofre, hvis vi påstår, at alle ikke har et frit valg, hvis de ikke har den økonomi og de ressourcer, der skal til?

Den diskussion er sund. Den er nødvendig. Og i teorien er demokratiet og en rask valgkamp en oplagt platform for den debat. Men vi misser chancen, når parterne ikke vil stå ved deres egen politik som i den amerikanske valgkamp.
 

Lad os få politikken tilbage i sundhedsdebatten og lad os slippe for en debat om, hvem der vil blive den bedste administrator af den løsning, vi lader som om vi er enige om.

Læs hele indlægget på Mette Breinholdts blog: W(h)ite World.

Følg Mette Breinholdt på Twitter - @mettebreinholdt .

Ingen kommentarer:

Send en kommentar