tirsdag den 23. oktober 2012

Nej til forebyggelse

Prøv lige at se på overskriften. Det går ikke rigtig, vel? Man kan ikke sige nej til forebyggelse. Og selvfølgelig gør jeg heller ikke det. Men måske burde vi sige nej til nogle former for forebyggelse. Simpelthen fordi vi ikke får det bedre.

Tænk, hvis vi som samfund kunne bruge de penge, forebyggelse hos raske mennesker koster endnu bedre på dem, som faktisk har et sundhedsproblem?

Et nyligt studie om kolesterol, offentliggjort i Journal of the American Medical Association, konstaterer, at 35 pct. af alle over 50 år i USA tager kolesteroldæmpende medicin.

35 pct.! Det er ret mange. Og de kan da ikke være i højrisiko alle sammen.

Men hvordan kan det så være, de tager forebyggende medicin?

Her kommer Ugeskrift for Læger mig til hjælp med bud på en forklaring – eller rettere – Det Nordiske Cochrane Center.


Centret har foretaget en analyse, som konkluderer, at generelle helbredsundersøgelser ikke virker. Måske er der tværtimod nogle bivirkninger.

Her i USA er årlige helbredstjek helt normale. Og mon ikke det er en fair antagelse, at de mange helbredstjek af amerikanerne kan forklare noget af det høje forbrug af medicin.

Mennesker som biler
For jeg må give Cochrane-analysens førsteforfatter, Lasse T. Krogsbøll ret, når han til Ugeskriftet forklarer, at mennesker ikke er som biler. Derfor kan man heller ikke ubekymret sende dem til ”km-eftersyn”.


I citatet koncenterer han sig dog kun om, at menneskers biologi er mere kompliceret end bilernes mekanik. Men vi mennesker er endnu mere end kompliceret biologi: Vi er også sociale væsener.

Den canadiske filosof, Ian Hacking, har blandt andet fundet frem til, hvordan mennesker bliver påvirket af at blive kategoriseret. Derfor skelner han mellem menneskelige ”slagser” og tingslige ”slagser”

Konkret betyder det, at mens en bil er ligeglad med, om den får at vide, den har en lidt forhøjet risiko for at ruste i understellet – hvis vinteren bliver lang og salten rigelig, og hvis dens ejer ikke sætter den i garagen - så bliver vi som mennesker påvirket af at blive kategoriseret som eksempelvis en ”risiko-patient”.

Netop derfor er forebyggelse ikke altid en god ting. Fordi vi med forebyggelsen også gør noget ved dem, vi vil gøre noget for. En konsekvens kan eksempelvis være, at vi accepterer at spise medicin, selvom den giver os bivirkninger, og selvom vi faktisk ikke føler os syge.

En anden konsekvens kan være, at vi som samfund kommer til at bruge vores kræfter på de raske mennesker.

Til gengæld kan medicinalindustrien være glad. For er der virkelig et marked, der vil noget, så er det markedet af raske mennesker. De lever længe, de tjener penge og ikke mindst – der er mange af os.

· Læs mere på min blog: Witeworld.wordpress.com

· Følg mig på twitter.com/Mettebreinholdtwitter

2 kommentarer:

  1. Kære Mette
    Tak for et spændende indlæg. Forebyggelse er en spændende størrelse, både økonomisk og i forhold til sundhedsmæssigt udbytte.
    Men jeg mener, der skal skelnes mellem primær og sekundær forebyggelse (og tertiær for den sags skyld). Som jeg læser dit indlæg, er det især sekundær forebyggelse, du diskuterer? De mennesker, som tager cholesterolsænkende medicin har jo trods alt fået målt et forhøjet cholesteroltal og er vel så "per definition" ikke raske!?
    Personligt går jeg nemlig meget ind for primær forebyggelse, som er hovedvåben mod mange livsstilsygdomme og som også er mere effektivt end at behandle på patient-niveau. Er din kommentar også henvendt til den primære forebyggelse?
    Mvh Mads Dam

    SvarSlet
  2. Kære Mads
    Mit indlæg handler først og fremmest om primær forebyggelse. I det konkrete eksempel i form af generelle helbredsundersøgelser.

    Primær forebyggelse er rettet mod raske mennesker, der har det godt, og som vi derfor skal være endnu mere forsigtige med ikke at ”gøre ondt”.

    Eksemplet med amerikanernes forbrug af medicin mod hypertension og Cochrane Centrets undersøgelse af almene helbredsundersøgelser viser, hvordan vi kan risikere at gøre folk til patienter, som måske ikke burde være patienter. Og jeg diskuterer om det er godt for individet, som måske bliver overmedicineret – men også, om vi som samfund bruger ressourcerne rigtigt, når vi målretter dem mod raske mennesker.

    Men jeg er lidt i tvivl om det også er, hvad du mener med primær forebyggelse. Det kunne være du tænkte på, at motion og udendørs leg skulle på skoleskemaet hver dag. At vi skulle bygge cykelstier til institutioner og arbejdspladser. At vi skulle gøre sund mad billigere, og hvad vi nu ellers kunne finde på for at øge sundhed og livsglæde i vores alle sammens hverdag.

    Men hvis vi tænker på primær forebyggelse, med brug af sundhedsydelser målrettet det raske individ, så har vi ikke uanede ressourcer. Og jeg ser talrige eksempler på indsatser vi ikke gør godt nok i forhold til folk der faktisk er syge, og hvor vi kunne sætte meget stærkere ind med både behandling og forebyggelse.

    I mine tanker har jeg en psykisk syg mand omkring 50 år. Han har haft en blodprop i hjertet, har en uhyggeligt dårlig kondi, har taget voldsomt på, lider af søvnapnø, har problemer med fødderne, der er en barriere for at bevæge sig, og bliver angstprovokeret, når han får åndenød på grund af sin dårlige kondi. Oven i det mærker han stigmatisering både på grund af sin sygdom, fordi han er er på social overførselsindkomst, og fordi han er overvægtig. Det øger ikke hans handlekraft.

    Han kommer ikke ned til sin praktiserende læge til en almen helbredsundersøgelse, for han ved godt, den er gal. Han er langt fra dum, og behøver ikke apparater for at fortælle ham, at det kniber med helbreddet. Men at hjælpe ham kræver ressourcer. Ressourcer som jeg frygter, vi i stigende grad bruger på raske mennesker.

    Jeg er sikker på, at du gerne vil hjælpe med din forebyggende indsats. Og hvis det er på patienter som ham, du bruger dine kræfter og ekspertise, så er vi helt enige. Han har brug for hjælp, og han klarer den ikke alene.

    Bedste hilsner
    Mette

    SvarSlet