Pigen, der ikke ville dø… Mirakel? Fikseringsfejl? God journalistik? Ja!

Det er en god historie. Endda en super god historie. Historien om 19-årige Carina, som bliver så voldsomt kvæstet i en trafikulykke, at lægerne på Århus Universitetshospital stopper hendes behandling for at lade hende dø, hvorefter Carina overrasker alle og vågner op til livet. En fantastisk historie, som er med til at gøre vores sundhedsvæsen bedre, fordi den blev fortalt.

Et mundheld siger, at har man inviteret pressen med til brylluppet, må man også forvente at se dem til skilsmissen. Mange vil måske hævde, at pressen oftest møder op til de dårlige historier. Men DRs ærinde var faktisk et andet, da de begyndte at filme på Århus Universitetshospital.

De ville sætte fokus på organdonation og vise, hvordan det er at være dødssyg og vente på et af de eftertragtede organer, som der desværre er alt for få af – vise behovet for at få flere til at melde sig som organdonorer. Den idé var hospitalet med på og gav derfor DR holdet lov til at følge arbejdet omkring stillingtagen til organdonation. 

En historie, der blev bedre
Men sikke en virkelighed, DR derefter får lov at filme – og det er grunden til at Århus Universitetshospital bliver udsat for et af de journalistiske grundkriterier i fuld udfoldelse:  ’Vær parat til at droppe din historie, hvis en anden viser sig at være bedre’. 

I stedet for en forudsigelig tåreperser om en kvinde eller mand, der mangler et hjerte og nu endelig får det, fordi en ung kvinde har betalt den ultimative pris, får vi historien om pigen, der nægtede at dø.

Og Århus Universitetshospital får pludselig en helt anden rolle i historien end planlagt. Væk er rollen som ekspert, hvor lægen forklarer os om hjernedødskriteriet og det vigtige i at tage stilling til organdonation og i stedet er der nu især ét menneske, der har taget fejl. Alvorligt fejl.

For det er ikke et menneske – det er en læge – som i kraft af sin viden og rolle som ekspert er en autoritet, som de pårørende lytter til og blindt følger, da hun og de øvrige behandlere erklærer behandlingen for udsigtsløs og vil lade Carina dø.

Fra ekspert til part i sagen
Det var den som bekendt ikke. Jeg synes faktisk Benedicte Dahlerup håndterer sin nye rolle som kritiseret part i sagen rigtig godt. Hun forbliver nemlig i ekspertrollen. Jeg tror på hende og hendes lægefaglige skøn. Hun er jo ærlig – og det ses. Hun var overbevist om, at Carina ville dø, og også at skaderne var så store, at det ville være det bedste.

Det, Benedicte Dahlerup og hendes ledelse ikke er forberedt på, er, at de pludselig støder ind i et andet journalistisk kriterium. Konflikten.

For en væsentlig præmis for en journalist er at være objektiv. Journalisten kan derfor ikke selv mene noget om Århus Universitetshospitals behandling. Men han kan spørge en anden ekspert, der er ligeså troværdig som lægerne i Århus – ja, som fremstår endnu mere troværdigt, fordi han ikke har taget del i behandlingen af Carina – og fordi han kritiserer sine kolleger – som nu er parter i sagen – for deres vurdering og håndtering.

Benedicte Dahlerup lider et troværdighedsknæk, da hun ikke stiller op til interview om overlæge Svend Erik Børgesens kritik. Det skulle hun have gjort. Jeg er sikker på, hun ville have stået bedre, hvis hun havde fortsat med at svare på ærlig og troværdig vis. Hendes ledelse lider samme skæbne, fordi de naturligt nok er blevet nervøse, gerne vil forsvare deres kollega og sikre sig, at de ikke giver indrømmelser.

De bliver udsat for tæt kameraføring, så man kan se de flakkende blikke og høre den nervøse, stemme, der sludrer i det. Et trick, der gør personerne mere utroværdige, og som efter min mening er helt unødvendigt. Vi kan alle se, de har en sag, der er rigtig svær at forklare. 

Tilbage efter udsendelsen står en pige, der overlevede – med meget svære mén – og med en usikkerhed om nogle af dem kunne være undgået, hvis hun hele tiden havde fået den behandling, der førte mod overlevelse. 

Tilbage står også et lægeteam, der tog fejl. Eller som Torben Mogensen får sagt det: En fikseringsfejl. En fejl man laver, fordi man er så fikseret på et skøn eller en beslutning, at man synes alting peger i den retning.

En fejl, som over 1 million danskere nu har været vidne til og som har rystet manges tillid til lægerne. En fejl, som har kostet de involverede behandlere dyrt på det personlige plan.

Tilbage står en gruppe journalister, som har gjort det, de skulle – været den 4. statsmagt, som stiller spørgsmål til de, der har magten – også lægerne, som nogle gange står med magten over liv og død og derfor skal have stillet de spørgsmål.

Journalistik forbedrer sundhedsvæsnet
Carina sagen har allerede fået konsekvenser. De personlige konsekvenser for de involverede har formentlig mest være negative. Men de samfundsmæssige tegner til at blive positive. 

Århus Universitetshospital vil foretage en undersøgelse vedr. deres arbejde med organdonation og hjernedødserklæring. Og Neurotraumeudvalget under Dansk Neurokirurgisk Selskab udarbejder en fælles vejledning for lægerne på neurokirurgiske afdelinger i Danmark om, hvornår man kan tage beslutning om ophør med udsigtsløs behandling af svært kritisk syge patienter.  De undersøgelser var ikke blevet sat i gang, hvis det ikke havde været for DR.

På samme måde ville det i dag ikke være procedure at scanne små børn, som man mistænker har slugt et lille batteri, hvis det ikke var for Berlingskes intense dækning af sagen om lille Christian, der døde, fordi lægerne ikke troede på, at han havde slugt et knap-batteri, der ætsede hans spiserør.

Skadestuerne i Region Hovedstaden ville heller ikke have fået en ekstra bevilling på flere millioner kroner, hvis det ikke havde været for Berlingskes gennemgang af de kritisable forhold på regionens skadestuer. 

Umiddelbart efter udsendelsen om Carina blev DR kritiseret for at skade organdonationssagen, fordi man frygtede, at danskere i hobetal ville melde sig ud af donorregistret. Men også her ser journalisternes arbejde ud til at have en positiv effekt.

For ifølge fuldmægtig Bjørn Ursin Knudsen fra Sundhedsstyrelsen i Jyllands-Posten i weekenden, er fornemmelsen at der er ligeså mange positive som negative henvendelser til Donorregistret.

Selvfølgelig sker der fejl i sundhedsvæsnet. Journalistik, som den DR har leveret, sikrer, at alle lærer af de fejl, der sker og er med til at gøre vores sundhedsvæsen bedre.