Hovedstadsrådet vedtog d. 25.9 (Dagsorden
Hovedstadsrådet 25.9) at bevilge penge til at åbne en indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital (Hovedstaden
opretter klinik for indvandrere). Tillykke med det – der er hårdt brug for
den i hovedstaden, selvom ikke alle er enige: Nej
til indvandrermedicinsk klinik.
Baggrunden for klinikken på Hvidovre Hospital er de erfaringer, der er gjort de seneste 4½ år på Odense
Universitetshospital i Indvandrermedicinsk Klinik, der altid har været, og stadig er, den lille grimme ælling fra
Odense.
Klinikken i hovedstaden blev fra starten en smuk hvid ælling skabt på
basis af et tydeligt politisk ønske og gennem en politisk drevet proces med
økonomisk opbakning.
Klinikken i Odense blev skabt ud af et sundhedsfagligt
behov men har altid været den klinik, som ingen ville have, men nu var den jo
født…..kort sagt en rigtig grim ælling. Klinikken i Odense har været en faglig,
mediemæssig og undervisningsmæssig succes, men den er og bliver, politisk set,
en grim ælling i Odense.
Det er ikke lykkedes at få den samme økonomiske
opbakning fra Region Syddanmark til klinikken på Odense Universitetshospital,
som det er tilfældet med klinikken i Hovedstaden. I Odense må sygehuset selv
finde midler til klinikken. I København har politikerne set det som et
regionalt problem, der kræver en regional løsning.
Sagen er nok, at den grimme ælling i Odense svømmer rundt i
et minefyldt farvand. Den har også sit navn imod sig, og så går den sine egne
veje. Behovet for denne type klinikker er jo et tegn på, at der er ulighed i
adgang til sundhedsvæsenet i Danmark.
Det er ofte indvendt, at klinikken yder en
særbehandling til etniske minoriteter. Det svarer til at anfægte, at det kun er
kvinder, der må føde på en fødegang.
Klinikken forsøger at afbøde de
veldokumenterede, store uligheder, der opstår, når der er sprogbarrierer samtidig
med en afgrundsdyb mangel på viden og information om sundhedsvæsenet, kroppen
og sygdomme.
Mange har den opfattelse, at etniske minoritetspatienter bruger
sundhedsvæsenet mere end andre danskere, men det er ikke korrekt. De har mindre
forbrug af sundhedsydelser generelt set, men bruger typisk hyppigere de akutte
adgange så som vagtlæge og skadestuer, fordi det er det eneste de kender.
Mange
tror, at klinikken kun tager sig af etniske minoriteter, men der har i Odense
været ca. 25 etnisk danske patienter med behov for særlig undersøgelse, støtte
og vejledning, gennem klinikkens tilbud og vi afviser ingen.
Hvis der kan
skaffes politisk opbakning, er det på lang sigt planen at skabe en særlig
enhed på sygehuset, som sikrer hensigtsmæssige patientforløb.
Etniske
minoritetspatienter lever længere end etniske danskere, men det skyldes alene,
at de ikke ryger, drikker alkohol eller begår selvmord. Hvis etniske
minoriteter havde samme adfærd som etniske danskere, ville de leve meget
kortere, fordi de har en meget stor overdødelighed af (forebyggelige og
behandlelige) infektioner og de kræftformer, der skyldes infektioner. I mange
samfund er det utænkeligt at begå selvmord, men det er ikke ensbetydende med, at
etniske minoritetspatienter ikke kraftigt overvejer det alligevel – det kan vi
høre hver dag i Indvandrermedinsk Klinik.
Klinikken i Odense er, ligesom klinikken på Hvidovre vil
blive, et tydeligt tegn på, at sundhedsvæsenet kommer til kort, når der er tale
om udsatte eller sårbare patienter. Vi har ikke tid, kompetencer eller mulighed
for at tilpasse os de særlige behov der opstår, når man ikke kan læse, ikke kan
sproget, eller er svært psykisk påvirket med hukommelsestab efter krigstraumer.
Klinikken i Odense er en torn i øjet på dem, der fastholder, at normalsystemet
kan klare alt. Det kan normalsystemet tydeligvis ikke, og alle
sundhedsprofessionelle ved det – det er derfor klinikken i Odense har været en
faglig succes, men samtidig nok også grunden til, at den ikke er en politisk
succes: den er beviset på, at sundhedsvæsenet har svært ved helt grundlæggende
at yde en lige behandling til alle patienter.
Mantraet i klinikken i Odense er
derfor: de udsatte skal have det modsatte for at få det samme. Det betyder
f.eks., at de skal have mere tid, mere information, mere støtte, mere læge, mere
sygeplejerske, mere samtale, mere individuelle forløb og mere opfølgning.
Og
dét går imod stik imod det gældende politiske mantra: færre patienter på
sygehusene, færre patienter i sundhedsvæsenet, færre minutter til patienterne
og patienter længere tid i eget hjem.
Derfor er klinikken i Odense en grim
ælling, men den kan stadig nå at blive lidt smukkere, hvis sygehusejerne vil se
den som et eksempel på, hvor lidt der skal til for at sikre. at alle patienter
tilbydes den samme lige adgang til og effekt af,sundhedsvæsenet.
Hovedstadsrådet har med klinikken på Hvidovre Hospital vist vejen for de øvrige
regioner ved at gøre det til et regionalt ansvar at sikre lighed på sygehuse, og
ved at indse at der er behov for særlig ekspertviden på området.
Imens må den grå ælling i
Odense svømme videre i andedammen og glæde sig i skæret fra sin noget kønnere
lillesøster i Staden.
Hjertet paa et menneske ses i oejenene.
SvarSletHvor godt der er at se et menneske med bevidsthed om begge oejnenes sammenfattethed!