onsdag den 3. oktober 2012

Den grimme ælling fra Odense har fået en kønnere lillesøster


Hovedstadsrådet vedtog d. 25.9 (Dagsorden Hovedstadsrådet 25.9) at bevilge penge til at åbne en indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital (Hovedstaden opretter klinik for indvandrere). Tillykke med det – der er hårdt brug for den i hovedstaden, selvom ikke alle er enige: Nej til indvandrermedicinsk klinik.

Baggrunden for klinikken på Hvidovre Hospital er de erfaringer, der er gjort de seneste 4½ år på Odense Universitetshospital i Indvandrermedicinsk Klinik, der altid har været, og stadig er, den lille grimme ælling fra Odense.

Klinikken i hovedstaden blev fra starten en smuk hvid ælling skabt på basis af et tydeligt politisk ønske og gennem en politisk drevet proces med økonomisk opbakning.

Klinikken i Odense blev skabt ud af et sundhedsfagligt behov men har altid været den klinik, som ingen ville have, men nu var den jo født…..kort sagt en rigtig grim ælling. Klinikken i Odense har været en faglig, mediemæssig og undervisningsmæssig succes, men den er og bliver, politisk set, en grim ælling i Odense.

Det er ikke lykkedes at få den samme økonomiske opbakning fra Region Syddanmark til klinikken på Odense Universitetshospital, som det er tilfældet med klinikken i Hovedstaden. I Odense må sygehuset selv finde midler til klinikken. I København har politikerne set det som et regionalt problem, der kræver en regional løsning.

Sagen er nok, at den grimme ælling i Odense svømmer rundt i et minefyldt farvand. Den har også sit navn imod sig, og så går den sine egne veje. Behovet for denne type klinikker er jo et tegn på, at der er ulighed i adgang til sundhedsvæsenet i Danmark.

Det er ofte indvendt, at klinikken yder en særbehandling til etniske minoriteter. Det svarer til at anfægte, at det kun er kvinder, der må føde på en fødegang.

Klinikken forsøger at afbøde de veldokumenterede, store uligheder, der opstår, når der er sprogbarrierer samtidig med en afgrundsdyb mangel på viden og information om sundhedsvæsenet, kroppen og sygdomme.

Mange har den opfattelse, at etniske minoritetspatienter bruger sundhedsvæsenet mere end andre danskere, men det er ikke korrekt. De har mindre forbrug af sundhedsydelser generelt set, men bruger typisk hyppigere de akutte adgange så som vagtlæge og skadestuer, fordi det er det eneste de kender.

Mange tror, at klinikken kun tager sig af etniske minoriteter, men der har i Odense været ca. 25 etnisk danske patienter med behov for særlig undersøgelse, støtte og vejledning, gennem klinikkens tilbud og vi afviser ingen.

Hvis der kan skaffes politisk opbakning, er det på lang sigt planen at skabe en særlig enhed på sygehuset, som sikrer hensigtsmæssige patientforløb.

Etniske minoritetspatienter lever længere end etniske danskere, men det skyldes alene, at de ikke ryger, drikker alkohol eller begår selvmord. Hvis etniske minoriteter havde samme adfærd som etniske danskere, ville de leve meget kortere, fordi de har en meget stor overdødelighed af (forebyggelige og behandlelige) infektioner og de kræftformer, der skyldes infektioner. I mange samfund er det utænkeligt at begå selvmord, men det er ikke ensbetydende med, at etniske minoritetspatienter ikke kraftigt overvejer det alligevel – det kan vi høre hver dag i Indvandrermedinsk Klinik.

Klinikken i Odense er, ligesom klinikken på Hvidovre vil blive, et tydeligt tegn på, at sundhedsvæsenet kommer til kort, når der er tale om udsatte eller sårbare patienter. Vi har ikke tid, kompetencer eller mulighed for at tilpasse os de særlige behov der opstår, når man ikke kan læse, ikke kan sproget, eller er svært psykisk påvirket med hukommelsestab efter krigstraumer.

Klinikken i Odense er en torn i øjet på dem, der fastholder, at normalsystemet kan klare alt. Det kan normalsystemet tydeligvis ikke, og alle sundhedsprofessionelle ved det – det er derfor klinikken i Odense har været en faglig succes, men samtidig nok også grunden til, at den ikke er en politisk succes: den er beviset på, at sundhedsvæsenet har svært ved helt grundlæggende at yde en lige behandling til alle patienter. 

Mantraet i klinikken i Odense er derfor: de udsatte skal have det modsatte for at få det samme. Det betyder f.eks., at de skal have mere tid, mere information, mere støtte, mere læge, mere sygeplejerske, mere samtale, mere individuelle forløb og mere opfølgning.

Og dét går imod stik imod det gældende politiske mantra: færre patienter på sygehusene, færre patienter i sundhedsvæsenet, færre minutter til patienterne og patienter længere tid i eget hjem.

Derfor er klinikken i Odense en grim ælling, men den kan stadig nå at blive lidt smukkere, hvis sygehusejerne vil se den som et eksempel på, hvor lidt der skal til for at sikre. at alle patienter tilbydes den samme lige adgang til og effekt af,sundhedsvæsenet.

Hovedstadsrådet har med klinikken på Hvidovre Hospital vist vejen for de øvrige regioner ved at gøre det til et regionalt ansvar at sikre lighed på sygehuse, og ved at indse at der er behov for særlig ekspertviden på området.

Imens må den grå ælling i Odense svømme videre i andedammen og glæde sig i skæret fra sin noget kønnere lillesøster i Staden.

1 kommentar:

  1. Hjertet paa et menneske ses i oejenene.

    Hvor godt der er at se et menneske med bevidsthed om begge oejnenes sammenfattethed!

    SvarSlet