fredag den 17. august 2012

Tanker omkring ansøgninger til hoveduddannelsen

I forlængelse af mit sidste blogindlæg "Hvilken ansøgningsstrategi skal du vælge?, samt den efterfølgende respons, beskrives hermed de elementer, du skal have for øje, når du skal udfærdige ansøgninger til hoveduddannelsen.

Selv om der er mange fikserede parametre, der skal respekteres ved en ansøgning til hoveduddannelsen, er der fortsat gode muligheder for at sætte sit personlige præg på processen ved i særlig grad at påvirke både ansøgningen og ansættelsessamtalen. Her er der virkelig en optimal mulighed for at brænde igennem og påvirke hele processen til egen fordel og samtidig skabe mulighed for, at afdelingen får lige netop den rigtige kandidat.
  
Ansættelsesproceduren til hoveduddannelsen består af flere væsentlige led, som den enkelte ansøger kan påvirke, herunder den faglige profil, ansøgningen og ansættelsessamtalen.

Proceduren er således:

1. Faglig profil
De videnskabelige selskaber har for alle specialer beskrevet en faglig profil, der angiver ønskede kompetencer og kvalifikationer hos ansøgere til et givent speciale.'

Den faglige profil består ideelt af to dele:
  • en generel del, som beskriver specialets hovedarbejdsområder, arbejdsmetoder, evt. fagområder, generelle vagtforhold etc.
  • en del, der mere specifikt handler om udvælgelse til ansættelse i hoveduddannelsesforløbet. Der er en beskrivelse af de områder, som specialet vægter i forhold til de 7 lægeroller.
I alle faglige profiler er der lagt vægt på både rent medicinsk faglige kompetencer samt på mere personlige kompetencer som f.eks. engagement og samarbejdsevne.

2. Faglig bedømmelse fra introduktionsstilling
Under introduktionsansættelsen gennemføres en faglig bedømmelse af den yngre læge. Bedømmelsen sker dels i forhold til målbeskrivelsen for introduktionsstillingen, dels i forhold til specialets faglige profil. Vurderingen bruges af ansættelsesudvalget ved ansøgning til hoveduddannelse.

3. Ansættelsessamtale
Ansættelsessamtalen er et centralt element i udvælgelsen af ansøgere, og samtalerne kan have tre forskellige former:

1. Traditionel ansættelsessamtale. Ansøgeren møder til en samtale med hele ansættelsesudvalget, hvor ansøgeren uddyber sin ansøgning, og hvor der stilles supplerende spørgsmål fra ansættelsesudvalget.

2. Struktureret/kompetencebaseret samtale. Selve formen ligner den traditionelle ansættelsessamtale, men ansøgeren kender strukturen for samtalen. Samtalen kan suppleres med demonstration af en praktisk færdighed eller fremlæggelse af et patientforløb.

3. Multiple mini-interview. Her er ansættelsesudvalget delt op i mindre grupper på 2-3 personer. Alle ansøgere interviewes af disse grupper i 5-7 min. Ansøgeren kender på forhånd temaerne for interviewene.

Ansøgeren vil være oplyst om, hvilken samtaletype specialet har valgt, og der er generel information om de forskellige samtaleformer på videreuddannelsessekretariaternes hjemmeside.

Alle ansøgere indkaldes som udgangspunkt til samtale. For de specialer, hvor der er mange ansøgere i forhold til antal opslåede hoveduddannelsesforløb, kan der ske en udvælgelse af ansøgere til ansættelsessamtalerne.

Den faglige bedømmelse, som er foretaget i introduktionsstillingen, skal indgå i grundlaget for udvælgelsen. Ved afslag er der desuden et krav om et motiveret afslag. Dvs. du skal have en begrundelse og herefter vejledning om, hvad du skal gøre for at blive ansat i næste runde, eller måske at du bør finde et andet speciale, og i så fald hvilket speciale der kunne passe på dine kvalifikationer.

4. Ansøgning 
Ansøgning til et hoveduddannelsesforløb består af
  • Et struktureret ansøgningsskema inkl. CV
  • En motivering for ansøgning
  • Dokumentation jf. det formelle regelsæt samt vejledning for specialet
Ansøgere, der ikke på ansøgningstidspunktet har afsluttet introduktionsstillingen, skal til ansøgningen vedlægge en udtalelse fra introduktionsafdelingen, der bekræfter, at introduktionsansættelsen forventes gennemført på tilfredsstillende vis, inden hoveduddannelsen tiltrædes.

5. Ansættelsesudvalg
Ansættelsesudvalgenes hovedopgave er at prioritere ansøgerne og derefter indstille de prioriterede ansøgere til ansættelse i de opslåede hoveduddannelsesforløb.

Ansættelsesudvalgene betjener som hovedregel én videreuddannelsesregion. I specialer med opslag af få hoveduddannelsesforløb årligt og hvor forløb går på tværs af videreuddannelsesregionerne, kan ansættelsesudvalget dække to eller alle tre videreuddannelsesregioner.

Ansættelsesudvalget sammensætning er således:

·         1 ledelsesrepræsentant (speciallæge) for hver af de afdelinger, der indgår i de opslåede hoveduddannelsesforløb inden for specialet – indstillet af hospitalsledelsen.

·         2–4 repræsentanter fra det videnskabelige selskab – indstillet af selskabet, heraf mindst én speciallæge og én yngre læge under uddannelse i specialet.

·         1 medlem udpeget af Yngre Læger. 

·         Herudover kan ansættelsesudvalget vælge at supplere med yderligere medlemmer.

Ansættelsesudvalget sekretariatsbetjenes af det respektive regionale videreuddannelsessekretariat.

Ansættelsesudvalgene har fremover den endelige kompetence til indstilling til ansættelse. Den efterfølgende høring af afdelingerne bortfalder.

En afdeling har dog mulighed for at gøre indsigelse mod ansættelse af en ansøger i ansættelsesudvalget. Indsigelsen skal være begrundet i direkte kendskab til den pågældende ansøger enten fra en tidligere ansættelse eller fra et samarbejde med ansøgeren.

6. Opslag/offentliggørelse
Alle hoveduddannelsesforløb opslås på www.laegejob.dk.

På de regionale videreuddannelsessekretariaters hjemmeside vil opslagsterminer for alle specialer i den enkelte videreuddannelsesregion fremgå. Herudover vil opslag, faglige profiler, procedure for ansættelsessamtaler, ansøgningsskemaer og vejledninger fremgå af disse hjemmesider.

I denne proces vil du kunne sætte dit personlige præg på ansøgningen og den efterfølgende ansættelsessamtale. Ved at ansøge med disse muligheder for øje vil du kunne vise initiativ, motivation og glæde ved at arbejde for afdelingens kerneværdier. Herved udskiller du dig fra mange konkurrenter og er langt foran mange andre ansøgere.

Tænk over denne ansøgningsstrategi, der helt sikkert vil kunne åbne mange døre.
Din ansøgning vil stå tilbage som en ansøgning, der er designet til at positionere dig som et værdifuldt aktiv for afdelingen og ikke bare en kandidat blandt mange, der søger for at få et arbejde.

6 kommentarer:

  1. Hvad er nyt i dette, som ansøgerne ikke kan læse på eks. videreuddannelsessekretariaternes hjemmesider?

    SvarSlet
  2. Ja, det er da en flot 'copy-paste'...

    SvarSlet
  3. HR-direktør? Må da håbe han bare er lidt mere konkret i sit daglige arbejde?

    SvarSlet
  4. Jeg er forvirret - så min ansøgningsstrategi er at læse jobopslaget, skrive en ansøgning og så komme til samtale? Og så er det stensikkert at lige præcis jeg brænder igennem og får stillingen? Fedt! Håber ikke mine konkurrenter også har læst denne informative blog...

    SvarSlet
  5. Dette er jo et en total kopi af
    http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Y_L/FAQ/Vejledning%20til%20den%20nye%20ans%C3%A6ttelsesprocedure

    På nær de intet sigende meta-overvejelser

    Super pinligt indlæg

    SvarSlet
    Svar
    1. Niels H. Riewerts Eriksen22. august 2012 kl. 17.17

      Af principielle grunde svarer jeg ikke på anonyme indlæg med det klare formål at få højnet debatten og sikre mig, at der står en ansvarlig person bag om indlægget. Vi kan ikke som stand bidrage til et anonymt diskusionsforum med Ugeskriftet som talerør.

      Slet