tirsdag den 5. marts 2013

Årets højeste timeløn


Det er uinteressant, kedeligt eller tidsspilde. Sådan siger de mange om deres privatøkonomi. Men passer det virkelig? Og hvad kan du få ud af at gøre det til en fast rutine? 
 
Finanshuset i Fredensborg har spurgt omkring 1000 danskere, hvor meget tid de bruger på deres privatøkonomi. Langt de fleste bruger mindre end 1 time om måneden! Et tilsvarende flertal overvurderer i øvrigt deres viden om deres privatøkonomi. Den kombination er en rigtig dårlig cocktail, når der tages beslutninger i privatøkonomien.

Det bliver til mange penge over tid

Erfaringsmæssigt ved vi, at der hvert eneste år kan optimeres i forhold til skat, finansielle omkostninger, pensioner, risiko afkast mm. Gør du det konsekvent og rationelt over hele dit liv, så kan du skabe en mer-formue på 1-2 mio. kr. i en gennemsnitlig dansk families privatøkonomi. Det er altså ikke småpenge det handler om.

Når det bliver til så meget, skyldes det renters rente effekten. De ekstra penge du tjener ved at optimere dine forhold, bliver løbende forrentet og er med til at tjene flere penge til dig over tid.

Små og store beslutninger

Langt de fleste familier er ret gode til at tage daglige forvaltningsmæssige beslutninger omkring deres økonomi. Det gælder fx indkøb, vedligeholdelse af boligen eller betaling af regningerne til tiden. 

Men de samme familier er desværre ikke lige så gode til at få taget de store beslutninger og at gøre det rigtigt og på det rigtige tidspunkt. Det gælder fx spørgsmål som: Spares der nok op? Bruger vi for mange penge? Har vi den rigtige risiko på pensionsformuen? Kan vi tåle variabel rente på boliglånet?

Fordel beslutningerne over året

Din økonomi kunne altså blive bedre, hvis du brugte mere tid på den. Hvor meget tid afhænger selvfølgelig af, hvor kompliceret din økonomi er. Men fordeler du de forskellige faste opgaver over året, bliver det mere overkommeligt. Den tid du bruger på din privatøkonomi er ofte den højeste timeløn, du får hele året. 

I Din Privatøkonomiske Opgavekalender (pdf) har du en guide til at gøre de rigtige opgaver på det rigtige tidspunkt over året.

Det kan være, at du fortsat vil synes at det er uinteressant og kedeligt at bruge tid på din privatøkonomi, men det er så i hvert fald ikke tidsspilde. Og du vil se, din privatøkonomi blive bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar