torsdag den 21. marts 2013

Udfordringen at få et lægevikariat

Som medicinstuderende sidst på studiet har jeg som mange af mine medstuderende fået blod på tanden for at prøve kræfter med et lægevikariat.

Jeg har, igen som mange andre, søgt vikariat også på grund af 4-års reglen – men absolut ikke kun på grund af dén. Og det er en diskussion, jeg slet ikke vil ind på her… Jeg har søgt vikariat for at blive inspireret og blive udfordret.
 
Man skal jo vælge et vikariat ud fra hvilket område, man gerne vil dygtiggøre sig indenfor. Tænke over om vikariatet skal være indenfor drømmespecialet eller for den brede lærings skyld.

Herefter skal man sælge sig selv bedst muligt. Jo længere man er på studiet, des nemmere. Jo længere tid man kan være ansat som vikariat, des bedre. Jo bedre CV, des nemmere. 

Skriv en god motiveret ansøgning henvendt netop til dén afdeling, men ring afdelingsledelsen op først, præsentér dig og din ansøgning og giv et bedst muligt indtryk. Ja, mød op fysisk om muligt. Ansøgningen kan sendes umiddelbart efter samtalen, hvor de husker, hvem man er. 

For mig skulle det vise sig at være en større udfordring at få et vikariat end først antaget. I det mindste tænkte jeg, at et vikariat i ”den rådne banan” altid kunne være en mulighed. Ikke at jeg ser det som et fagligt ringere alternativ, men naturligvis er geografi med i overvejelsen. 

Alligevel formåede jeg at få afslag fra et par steder i vandkantsdanmark, som til min store overraskelse ikke tog lægevikarer, da de havde læger nok.

Fagpressen har da også skrevet om, at et øget optag i årene fremover vil give mange yngre læger. Jeg havde håbet, at jeg lige var lidt foran denne bølge af kolleger, men den har åbenbart indhentet mig, hvilket ikke vil gøre det nemmere efter endt studie.

Det hele endte godt, og jeg kan glæde mig over, at min førsteprioritet gik igennem, så jeg til juni kan starte i vikariat i FAM i Herning; en udfordring jeg ser utroligt meget frem til!

Jeg kender flere medstuderende, som snakker om, at ”de gerne vil have et vikariat på et tidspunkt”. Jeg vil hermed opfordre til at søge bredt, søge tidligt og søge aktivt – for de vikariater hænger ikke på træerne. Længere.

2 kommentarer:

  1. Jeg har netop læst dit indlæg med stor interesse, men er nu meget uforstående overfor, at det kan være så svært, som du skriver. Jeg har fået mange af mine vikarjob gennem Nordic Medicare. De er meget dygtige og proffesionelle. Ca. én gang om måneden modtager jeg en e-mail med rigtig mange gode og relevante vikariater. Derfra er det først-til-mølle og så er det jo bare med at få sig booket ind på noget interessant!
    http://www.lægevikar-job.dk/

    SvarSlet
  2. Haha, er ovenstående kommentar ^ en PR mand på arbejde
    ;)

    SvarSlet