fredag den 8. juni 2012

Design og dobbeltmoral

Siden loven om den fri abort blev indført i 1973, har langt de fleste opfattet tilslutningen til denne lov som noget, der helt naturligt følger med det at være et moderne, oplyst menneske.  

Aborttilhængere bliver derfor sjældent tvunget til at skulle argumentere for deres synspunkt. Det er i grunden en skam. Mange af de begrundelser, der faktisk foreligger til støtte for det moralsk rimelige i den nuværende abortlov, forekommer nemlig mangelfulde. Men eftersom det at være for abort opfattes som en integreret del af at være moderne og progressiv, bliver argumenter for og imod abort sjældent diskuteret.

Af samme grund var det særligt interessant at læse artiklen ”Gravide fravælger velfungerende børn”
http://www.b.dk/nationalt/gravide-fravaelger-velfungerende-boern i Berlingske Tidende (21. april 2012), hvor både lektor i etik fra Aarhus Universitet og medlem af Etisk Råd, Thomas Ploug, samt læge Claus Gravholt, ekspert i kromosomafvigelser, udtaler bekymring for det, der i artiklen betegnes som ”et symptom på designerkulturen”.

Interessant, fordi vi her har at gøre med et eksempel, som ret illustrativt viser, hvorfor det er så svært at have noget på hjerte omkring abort uden samtidig at miste fodfæstet og stadig fremstå som en person med progressive værdier. Hvis det da er det, man ønsker.


Fosterscanninger og grunde til abort

Lad os starte med nogle kendsgerninger. I Danmark bliver der udført omkring 15.000 legalt provokerede aborter om året. Legalt, fordi der i disse tal ikke er indregnet kvaksalveri, hvor fostre efter 12 uge bliver aborteret ulovligt. En marginal del af det samlede årlige aborttal skyldes beslutninger ud fra undersøgelser, som lægevidenskaben efterhånden har været i stand til at foretage i en rum tid – nemlig de såkaldte nakkefoldsscanninger, hvor fostret scannes for risikoen for mongolisme (Downs syndrom).

I den senere tid har det dog vist sig, at lægerne ikke kun kan scanne for mongolisme, men ligeledes for kromosomafvigelser, der er langt mindre alvorlige, såsom Turners syndrom eller Klinefelters syndrom. Ifølge forskningen er det kendetegnende for begge disse sygdomme, at barnet vil udvikle normal intelligens og fungere socioøkonomisk på lige fod med det, som vi anser for normalen.


Vi tillader os at slutte, at det etisk bekymrende for lektoren og lægen derfor består i, at mange efterhånden fravælger fostre på trods af, at fostrene ville udvikle sig til helt normale og velfungerende individer. Et tegn på tidens designerkultur, lyder kritikken.


Men hvorfor denne pludseligt tiltagende bekymring? Langt størstedelen af de provokerede aborter, der foretages i Danmark, bliver jo udført på fuldstændigt normale fostre – altså fostre uden kromosomafvigelser. Ifølge abortloven skal kvinden ikke en gang angive en årsag til ansøgningen om abort. Ja, hun behøver endda heller ikke underrette sin partner.


Hvis man bør være bekymret for faren ved designerbørn i forbindelse med forsterscanninger, burde man rimeligvis også udvise bekymring i mange af de andre tilfælde, hvor kvinder får foretaget en abort.

 

Abort og designerkultur

Men hov, stop en halv! Foretager vi ikke en sammenblanding af æbler og appelsiner? Kritikken gik jo netop på, at potentielt velfungerende børn frasorteres på bekostning af perfektionen. Dét var designerkultur, og dét er bekymrende.

Problemet med et sådan argument er blot, at det ikke hænger sammen. Hvis det nemlig kun er designerkulturen, der er bekymrende, kunne kritikken jo være rettet hvilket som helst andet sted hen, hvor en sådan kultur udøver sin indflydelse.


Det er vigtigt her at holde styr på retningen i begrundelse og konklusion: synes vi, (a) at det er bekymrende, at folk fravælger potentielt velfungerende individer, fordi det er udtryk for designerkultur, eller synes vi, (b) at designerkultur er bekymrende, fordi vi dermed fravælger potentielt velfungerende individer?


Vi håber, de fleste vil være enige med os i, at den sidste formulering, må være den klart mest plausible. Sagt på anden vis, så ville vi ikke stille spørgsmålstegn ved ”tidens designerkultur”, hvis ikke flere og flere havde fravalgt fostre, der på alle relevante parametre kan sammenlignes med helt normale fostre.


Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Det er bekymrende, at folk fravælger fostre, der, alt andet lige, vil udvikle sig til individer, der både socialt og intelligensmæssigt ikke vil komme til at adskille sig fra normalen.


Men igen. Hvorfor er det så ikke bekymrende at abortere normalen, for at sige det lidt bramfrit? Og hvis det er det, altså bekymrende, hvor bliver diskussionen omkring abort så af?


Man kan endda gå skridtet videre. Hvis det er bekymrende, at folk får foretaget abort på fostre med Turner og Klinefelters syndrom, hvorfor er det så ikke tilsvarende bekymrende, at frasortere fostre med Downs syndrom?


Personer med Downs syndrom har så vidt vides ikke ringere livskvalitet end normale børn. Deres kognitive evner er nedsat, javist, og deres livslængde er desuden afkortet en del i forhold til dem, der ikke lider af Downs syndrom. Men hvorfor skulle det være grunde til at vurdere et aborteret foster med Downs syndrom som mindre væsentligt på den moralske bekymringsskala end et foster med Turner syndrom (eller sågar et helt normalt foster)?


Er mindre intelligente, og individer der lever kortere tid, mindre værd end andre mere privilegerede? Hvis nej, hvorfor så bekymringen?

 

Handicap og dobbeltmoral

At påpege faldgruber ved brugen af nakkefoldsscanninger forekommer derfor helt malplaceret – eller ganske enkelt dobbeltmoralsk. Særligt når man som nævnt på andre områder mener, at abort er moralsk tilladelig.  


Hvis man endelig føler trang til at være bekymret, kan vi ikke se nogen anden udvej end at starte helt forfra igen og begynde at diskutere abort, tout court. En sådan diskussion ville tage fat om nældens rod, men naturligvis også være langt mere kontroversiel – og omfattende.

7 kommentarer:

  1. Kære Jacob og Jens
    Filosofi og logik er jo ganske vanskeligt, men superfint, at I gør forsøget. Desværre går det forfærdelig galt i ovenstående indlæg. Der er intet malplaceret eller dobbeltmoralsk i at hævde det problematiske i at fravælge fostre af "designmæssige" grunde. Intet. End of story. Det er klart, at hvis man begynder at tilskrive mig - og Claus Gravholdt for den sags skyld - alle mulige andre synspunkter, så kan det det hurtigt blive malplaceret og dobbeltmoralsk. Og det er jo selvfølgelig en måde at få opmærksomhed på, men det er jo ikke hverken god filosofi eller logik. Bedre held næste gang.
    Mvh
    Thomas Ploug

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
  2. Kære Thomas

    Inden vi går til det mere udførlige svar, er det os magtpåliggende først at pointere, at vi, som blogskribenter, ofte ikke er fuldt informerede om folks holdninger til dette eller hint. Hvis du derfor mener, at vi har tillagt dig nogle synspunkter, du ikke kan genkende, behøver årsagen hertil jo ikke nødvendigvis være, at vi har ønsket en grov-vinkling af indlægget, men kunne måske skyldes en redaktionel lapsus, du i stedet burde drøfte med Berlingske Tidende.

    Du skriver, at der intet dobbeltmoralsk er i at hævde det problematiske ved at fravælge fostre af ”design-mæssige” grunde. Samtidig gør du med rette opmærksom på det faktum, at filosofi og logik er vanskeligt. Om det er derfor, du har fravalgt at argumentere for din påstand, må stå hen i det uvisse, men vi opfordrer dig i alle tilfælde til at komme med et argument, der præcis viser, hvor du mener, logikken halter.

    Det har ingenlunde været vores intention at tillægge dig, eller andre, synspunkter, I ikke abonnerer på. Omvendt er det jo en del af de klassiske dyder inden for moralfilosofien, at man opstiller konditionaler af typen ”hvis du mener X, må du samtidig mene Y, og er du ikke villig til at mene Y, må du frafalde din mening X”.

    I den refererede artikel bliver du citeret for at sige, at ”Nakkefoldsscanningen og den efterfølgende abortmulighed blev indført for at fange Downs syndrom. Men det har ført til, at kromosomafvigelser over en bred kam bliver opdaget og aborteret. Det, mener jeg, er et problem”.

    Derfor spørger vi: ”Men hvorfor denne pludseligt tiltagende bekymring? Langt størstedelen af de provokerede aborter, der foretages i Danmark, bliver jo udført på fuldstændigt normale fostre – altså fostre uden kromosomafvigelser”.

    Vi medgiver, at det kan være vanskeligt ud fra det citerede at se, om du ikke også mener, at abort, hvor der ikke foreligger etisk relevante årsager, er en moralsk diskussion værd. Men hverken artiklen hvor du indgår, eller din noget kortfattede kommentar til vores blog, kaster yderligere lys over den del af vores argumentation.

    I den artikel vi linker til, bliver du desuden refereret for at sig, at [du] ”(…) mener, at det kun er de alvorlige lidelser og kromosomfejl, som gravide skal screenes for” og videre, at ”Det er et symptom på designerkulturen, hvor forældre vil gå meget langt for at få det perfekte barn”. Underforstået at den type scanninger fører til et stigende antal aborter på fostre, der ville udvikle sig til velfungerende børn.

    Det er som sådan et sympatisk synspunkt, men igen, og det er vores gennemgående pointe i artiklen, at det ikke det eneste relevante i en etisk diskussion. For pointen er jo netop, at en sådan bekymring også burde gælde alle de ”almindelige” grunde, som folk har til abort.

    Deraf det dobbeltmoralske. Altså at man i etiske situationer, der er identiske i alle moralsk relevante henseender, vurderer forskelligt. Som lektor i etik er vi overbeviste om, at du er helt bekendt med den sondring.

    Da du sikkert også er velbevandret inden for etisk argumentation, burde det trods alt være en forholdsvis enkel sag at argumentere med mere – og bedre – end ”Der er intet malplaceret eller dobbeltmoralsk i at hævde det problematiske i at fravælge fostre af "designmæssige" grunde. Intet. End of story”, hvis der virkelig ikke er noget at komme efter. Tænker vi.

    Med venlig hilsen
    Jens Fønss-Jørgensen og Jakob Rachmanski

    SvarSlet
  3. Kære Jacob og Jens

    Når jeg ikke uddyber mit svar yderligere skyldes det 1) at jeg mener, at bevisbyrden ligger på jer – og den har I stadig ikke løftet, og 2) at jeg har simpelthen ikke har tid til at kommentere udførligt på alle de mange pudsige og usammenhængende betragtninger, der udtrykkes i diverse blogfora.

    Lad mig dog undtagelsesvist knytte et par enkelte kommentarer til jeres indlæg. I skriver ”Vi medgiver, at det kan være vanskeligt ud fra det citerede at se, om du ikke også mener, at abort, hvor der ikke foreligger etisk relevante årsager, er en moralsk diskussion værd.”

    Tak fordi I kan se dette. Det kan man nemlig lige præcis ikke se ud af mine ord – og derfor er det både dårlig logik og dårlig etik at tilskrive mig dette synspunkt.

    En del af forklaringen på denne fejl, giver I dog selv i ovenstående citat. I taler om “… abort, hvor der ikke foreligger etisk relevante årsager …”. Med mindre I vil påstå, at I her taler om en tom mængde, så påstår I altså, at der foretages aborter, hvor der ikke foreligger etisk relevante årsager. Denne stærke påstand, kunne jeg godt tænke mig at få uddybet og begrundet. Hvad forstår I ved etisk relevante årsager? Og i hvilken udstrækning er det lige I mener, at der ikke er etiske relevante årsager til aborter i DK?

    Hvis man indser, at der jo er etiske grunde til mange – måske endda alle – aborter i dette land, så vil man også straks indse, at man langt henad vejen bliver nødt til at diskutere de forskellige grunde, folk måtte have til at få foretaget abort. Selvfølgelig er nogle grunde bedre end andre – og selvfølgelig vil nogle etikere hævde, at der er principper, der slår alle andre principper af banen – men har man et mere nuanceret syn på etik, hvor principper så at sige kan være “situationsfølsomme”, må man altså indgå i en mere nuanceret debat. Og så er vi der, hvor en diskussion af designerkultur og abort på Turner-piger giver mening.

    Hele jeres argumentation for, at der skulle være noget dobbeltmoralsk i mit synspunkt hviler altså på 1) den logiske fejlslutning, at jeg ikke mener, at abort i al almindelighed er problematisk, 2) den vanvittige påstand, at der findes “normale aborter”, der ikke har etisk relevante grunde, og muligvis 3) en meget forsimplet opfattelse etik og etiske principper.

    Udover at jeres indlæg altså hviler på en række fejl og tvivlsomme antagelser, så kunne I jo også bare spørge jer selv, om I synes det er rimeligt, at anklage en person for, at vedkommende i en mediedebat om designerkultur og abort på Turner-piger ikke begynder at angribe alle mulige andre begrundelser, som mennesker måtte have for at få foretaget abort. Nej vel ….

    Mvh.
    Thomas Ploug

    SvarSlet
  4. Kære Thomas

    Som vi ser det, er der væsentlige pointer i vores indlæg, som du ganske enkelt har misforstået.

    (1) Vi tager overhovedet ikke stilling til, hvorvidt abort som sådan er moralsk tilladeligt eller moralsk suspekt. Som før skrevet, er der tale om, at vi opstiller et konditionale, hvor vi spørger: ”hvis NN mener dette, kan NN så samtidig mene dette?”. Ydermere, så læser du simpelthen sætningen ”… abort, hvor der ikke foreligger etisk relevante årsager…” forkert. Den skal ikke læses som om, vi hævder, at der ikke findes nogle etisk relevante årsager til abort. Det, vi mener med sætningen er, at kvinder, under normale forhold, ikke behøver at begrunde deres valg om at få foretaget abort for at få foretaget abort. Altså: er det en diskussion værd, når der ikke foreligger etisk relevante grunde til aborter på normale fostre, som tilfældene er flest?

    (2) Du beskylder os for at begå en graverende fejlslutning og dermed slet skjult for at være logiske dilletanter. Lad os understrege, at der ikke er tale om en fejlslutning – i det mindste ikke, hvis man læser indlægget, som det er hensigten. Vi skriver nemlig ingen steder, at du ikke ser noget bekymrende ved abort i almindelighed. Det, vi derimod skriver er, at hvis man er bekymret i de tilfælde, hvor abort bliver valgt af designmæssige grunde, bør man ligeledes være bekymret i langt de fleste andre tilfælde, hvor abort foretages. At det vitterligt er det, der menes, fremkommer tydeligt flere steder – klarest i sætningen:

    ”Men igen. Hvorfor er det så ikke bekymrende at abortere normalen, for at sige det lidt bramfrit? Og hvis det er det, altså bekymrende, hvor bliver diskussionen omkring abort så af?”

    Her forekommer det ret tydeligt, at vi holder begge muligheder åbne – om end med et noget kritisk blik på den omstændighed, at der mangler en diskussion omkring abort, hvis det viser sig, at du skulle abonnere på ”bekymringsdelen”.

    Men for at vende tilbage til kernen: det eneste, absolut eneste, vi hævder, er, at HVIS du mener, at der ligger en glidebane i at fravælge fostre ud fra ”designmæssige” grunde, så må du SAMTIDIG også mene, at abort i langt de fleste andre tilfælde er moralsk bekymrende. Hvis du ikke er enig i det sidste led, er du dobbeltmoralsk. Hvis du derimod er enig i sidste led, er du konsistent, men kontroversiel (som ikke i sig selv behøver at være et problem). Som du kan se, ligger der ikke nogen påstand gemt heri, der forsøger at nagle dig fast på et bestemt synspunkt.

    Som overskriften i artiklen også klart antyder, skriver vi om det dobbeltmoralske i at have forskellige holdninger til situationer som i moralsk forstand er relevant ens. Ikke om hvad vi eller du måtte mene om abort i øvrigt.

    (3) I øvrigt ville vores argument ikke være ugyldigt (i klassisk logisk forstand), som du ellers belærer os om. Man kan nemlig sagtens slutte til noget falsk (at du er inkonsistent) på et falsk grundlag (at du ikke mener, at abort på normale fostre er bekymrende). I sådan et tænkt tilfælde er der derfor heller ikke tale om dårlig logik, snarere dårlig research.

    (4) Hvis vi havde været af den opfattelse, at du ikke mente, der var noget galt i abort i almindelighed (som du skriver til sidst i din replik), så ville det ikke være på baggrund af en fejlslutning, men selvfølgelig på baggrund af en forkert antagelse. Se desuden punktet ovenfor.

    Med venlig hilsen
    Jakob Rachmanski og Jens Fønss-Jørgensen

    SvarSlet
  5. Kære Jacob og Jens
    Vi tager den lige en gang til med logikken også. Lad os have følgende præmisser:

    P1: Thomas Ploug mener, at "Turner-aborter" er bekymrende.
    P2: Thomas Ploug mener ikke, at aborter i al almindelighed er bekymrende.

    Herfra slutter I:
    K: Thomas Ploug er inkonsistent.

    Dette er en fejlslutning. Og det er en slutning fra præmisser med en falsk præmis til en falsk konklusion.

    Så kan man tilføje præmissen:
    P3: Der er ikke nogen etisk relevant forskel på "Turner-aborter" og aborter i al almindelighed.

    Fra P1, P2 og P3 kan man slutte til K. Her vil man have sluttet gyldigt fra præmisser indeholdende en falsk præmis til en falsk konklusion.

    Min konklusion på hele jeres indlæg:
    1) I slutter fra falske præmisser.
    2) I ser ud til at foretage førstnævnte fejlslutning flere steder.
    3) I introducerer visse steder præmissen P3. Det redder jer fra en fejlslutning - til gengæld kan man jo ikke bare sådan ud i den blå luft postulere, at der ikke er nogen etiske relevante forskelle mellem "Turner-aborter" og aborter i al almindelighed. Her pådrager I jer en alvorlig bevisbyrde, som I jo ingen steder er i nærheden af at løfte. Det er, når man begynder på dette, at man måske bliver en lille smule tilbageholdende med at slynge om sig med anklager om dobbeltmoral og hvad ved jeg.

    SvarSlet
  6. Med venlig hilsen
    Thomas Ploug

    SvarSlet