Er foetocidium etisk acceptabelt?

Lovgivningen åbner som bekendt mulighed for provokeret abort sent i svangerskabet på medicinsk/social indikation.

På det seneste har der været debat omkring selve abortproceduren, idet foetocidium  har været drøftet i forbindelse med sene aborter.

Når kaliumklorid injiceres direkte i fostrets hjerte, vil fostret dø af hjertestop i løbet af få minutter. Derved sikres det, at kvinden ikke oplever, at barnet viser livstegn i form af vejrtrækning, hjerteslag eller tydelige bevægelser efter fødslen.  

For nogle forældre kan sådanne livstegn være en ubehagelig oplevelse, ligesom de kan skabe en forestilling om, at fostret mod forventning skulle være levedygtigt.

Det er baggrunden for, at der er opstået interesse for, at kvinder tilbydes kaliumindsprøjtning som standard ved sene aborter. 

Men er det etisk acceptabelt?

Det Etiske Råd har drøftet spørgsmålet og har forsøgt at afveje forskellige hensyn. Der er jo tale om hensynet til fostret/barnet – til kvinden/forældrene – til sundhedspersonalet. 

Fortalere for kaliumindsprøjtning lægger vægt på, at kvinden skånes for at kunne tro, at  barnets livstegn er udtryk for, at det lider, en situation, der kan være følelsesmæssigt belastende.

Forskningsresultater tyder imidlertid på, at fostre ikke kan sanse smerte, før de er 24 uger gamle.

Hensynet til personalet giver ikke entydige svar. På den ene side kan det at tage vare på aborterede fostre, der viser livstegn, være præget af usikkerhed og ubehag. Mens det at give en dødbringende indsprøjtning på den anden side kan opleves helt forkert og i klar modstrid med personalets normale rolle.

Erfaringer fra landets fødeafdelingen tyder imidlertid på, at hvis de sent aborterende kvinder bliver grundigt informeret om, at fostret kan give livstegn en kort periode efter fødslen, så ønsker de færreste, at dets hjerte skal standses med kaliumindsprøjtning. Det berettes, at forældrene i mange tilfælde oplever barnets livstegn positivt.

I Rådet er vi enige om at anbefale, at sent aborterende kvinder forberedes meget omhyggeligt på, at et aborteret foster  kan vise livstegn, selv om det ikke er levedygtigt.

Personligt går jeg, ligesom ca. halvdelen af Rådet, ind for, at man undtagelsesvis kan tilbyde kaliumindsprøjtning, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Det bør være op til personalet konkret at skønne, om der skal gives tilbud om kaliumindsprøjtning i den enkelte situation..

Den anden halvdel af rådet finder, at der ikke bør anvendes foetocidium i forbindelse med  sene aborter, da det bør være sundhedsvæsenets opgave at redde menneskeliv.

Debatten i og uden for Rådet demonstrerer den vanskelige balance mellem  at aflive og at lade dø.