Mens vi venter

Venteværelset indeholder et ofte uudnyttet potentiale for at give patienten en varm velkomst. Det fortæller, hvordan vi tænker om det at være patient og hvad vi forventer af patienten.

At vente er en uomgængelig del af det at være patient. Det ligger ligesom i ordet: ”Patientia” betyder tålmodighed. Men ingen venten er indholdsløs. Ventetiden er ladet med betyding: Af det man kommer fra og det der skal ske. Og som øjnene er sjælens spejl, så udtrykker venteværelset klinikkens sjæl.

På et af områdets hospitaler målrettet den fattige del af befolkningen er stolene sat i lige rækker. Folk her venter i timer på at komme ind til deres aftale og derefter måske timer igen, hvis de skal have medicin med hjem.
De fleste stole er besat.

Ventetiden her er noget folk snakker om. Det er tydeligt, det er svært at komme til. Man skal ikke tage sin behandling for givet: Du venter – vi kalder.

Men indretningen er ikke en uundgåelig konsekvens af at servicere den fattige del af befolkningen. På en anden klinik har de forsøgt sig med en ”kaffestue”. Godt nok er der ingen kaffe, og det kan jo godt føre til lidt skuffede forventninger. Men de runde caféborde og kurvestolene, lægger op til, at gæsterne snakker sammen. Der er også en reol med bøger, der er skrabet sammen: ”Du kan jo også læse lidt – vi tror jo ikke du er her, fordi du er dum”, fortæller de. Men indikerer samtidig at venten – også her – tager sin del af patientens tid.

Tandlægens venteværelse er nærmest som en dagligstue. På bordet ligger et blad om spændende, fjerne lande, jeg kan læse i, mens jeg synker ned i den bløde sofa. Jeg føler mig som en æret gæst, med samme status som var jeg gæst i tandlægens private hjem. Hendes lige.

Klare budskaber
I den første klinik er budskabet klart: Patienten er en passiv, og magtløs modtager af den hjælp, vi vælger at give. Måske er det anderledes, når patienten først kommer ind bag døren til behandleren. Men det ændrer ikke det første indtryk og den atmosfære, som patienten ofte tilbringer det meste af sin tid på institutionen i.

På den anden klinik fortæller venteværelset: Vi prøver at være til for dig. Vi har ikke mange penge, men gør dig det nu så behageligt som du kan. Og vær et socialt væsen. Del med dine medpatienter. Måske har du erfaringer, som de kan bruge, eller omvendt. Patienten er et aktivt, handlende individ. Og havde der været kaffe på kanden ville det blot have øget fornemmelsen af at være velkommen.

Tandlægens ”dagligstue” signalerer en lighed: ”Vi klarer det her sammen.”

Det kræver så lidt
Mine tanker om venteværelser blev inspireret af et fordrag på Duke University i går, af Professor of English and the Medical Humanities, Jane Schulz fra Indiana University-Purdue University Indianapolis. Hun gjorde opmærksom på, at venteværelset er et liminalt rum – spændt ud i uvisheden mellem det man kommer fra: Bekymring for sin sygdom og det man skal ind til: En diagnose eller en behandling. Et rum ofte fyldt med spændinger. Men også et offentligt rum, i modsætning til det private rum. Et rum hvis funktion er til forhandling, hvor samfundet kan trænge ind med patientoplysning og TV-programmer. Men ikke mindst et rum med mulighed for at skabe fællesskaber.

Ofte er venteværelset dog kun tilbageholdt, uforløst anspændthed. ”Der skal kun så lidt til, for at det kunne være anderledes”, sagde Jane Schuz. Og en af tilhørerne fortalte, hvordan et kreativt rum for kunstterapi, i tilknytning til venteværelset på en børneafdeling, betød at de ventende løste op, og oftere kom i snak og kunne støtte hinanden.

Måske skulle man udfordre patienter og sundhedsarbejdere: Tegn dit venteværelse – og så ellers gå i gang med indretningen: Møbler – og deres opstilling, udsmykning og farver, lugte, aktiviteter, forfriskninger, information om ventetid, patientinformation, ”menneske”information … ”You name it”.

Hvad venter vi på?

o Indlægget er også udgivet på Mette Breinholdts blog: W(h)iteworld
Here it is also translated into English with the title: While Waiting

o Følg Mette Breinholdt på Twitter @Mettebreinholdt