fredag den 11. januar 2013

Hvor skal min artikel publiceres?

Den vigtigste årsag til, at en artikel afvises, er formentlig at den er sendt til det forkerte tidsskrift.

Hvis man f.eks. har undersøgt meget detaljerede forhold omkring en receptor i en muskelcelle, skal den ikke sendes til f.eks. Ugeskrift for Læger, hvor målgruppen er den almene læser og ikke en ekspert på området. En sådan artikel skal i stedet sendes til et specialtidsskrift.

Det er en rigtig god idé at overveje tidsskriftet, allerede inden forsøget igangsættes, da det kan have indflydelse på forsøgets design.


Valg af tidsskrift kan være vanskeligt, og det er en god idé at læne sig op ad en erfaren kollega. Man kan evt. tale med sit lokale fagbibliotek eller søge på internettet.

Der er også god hjælp at hente i PubMed, idet man på PubMed’s hjemmeside kan søge i forskellige tidsskriftsnavne. Går man på www.pubmed.com, ser man på forsiden et link til ”Journals in NCBI Databases”. Dette er en søgemaskine, hvor man kan søge i titler for en lang række tidsskrifter, og det kan være en god inspiration til valg af tidsskrift.


Når man har fundet et muligt tidsskrift til en artikel, er det en god idé at undersøge tidsskriftets formål, dvs. hvad de publicerer. Kig tidsskriftet igennem indenfor de sidste par år i indholdsfortegnelsen for at få en fornemmelse af, om emnerne passer til dit emne.

Herefter tjekker man Instruction for Authors, hvor der ligeledes typisk står hvilke kriterier, man skal opfylde, for at artiklen kan være en kandidat til tidsskriftet.

Er man stadig i tvivl, kan man undertiden skrive direkte til Editor for at spørge, om emnet falder indenfor tidsskriftets formål. Enkelte redaktører svarer ikke tilbage, men de fleste vil svare på sådanne henvendelser.

2 kommentarer:

  1. Glimrende input. Dog vil jeg mene at din første sætning er lidt misvisende. I mange tidsskrifter ligger afvisningsgraden på 70-95%. Så det er ikke nødvendigvis fordi tidsskriftet er forkert, men snarere at konkurrencen er benhård.

    SvarSlet
  2. Ja, du har selvfølgelig ret.
    MVH Jacob

    SvarSlet