Det handler om kvalitet

Da jeg var LAK-kursist i begyndelsen af 90érne, var der to dominerende temaer, økonomi - det var efter Schlüter-tiåret med sundhedsudgifternes vandrette vækstkurve - og faren for at DJØFerne overtog hele butikken.. Var underviser DJØFer, blev han hærget af et godt hjerte. ”Hvorfor beskæftiger I jer udelukkende med økonomi? Hvorfor diskuterer I aldrig f.eks. middellevetid og faglig udvikling og kvalitet?”, var gennemgående spørgsmål.

I dag, en uddannelsesreform, tre kræftplaner og 20 år senere, kan ingen klage over manglende fokus på kvalitet. Med kvalitet sigter jeg til WHOs brede kvalitetsbegreb: Høj professionel standard, effektiv ressourceudnyttelse, minimal patientrisiko, høj patienttilfredshed, helhed i patientforløbet. Sådan har vores forståelse af kvalitet været siden 1993. Vi har alle været berørt af NIP, DGMA, LUP, kliniske databaser, akutreform, specialeplanlægning, akkreditering, kontaktpersonordning, stjernesystem – alt sammen kvalitetsprojekter. Sundhedsstyrelsens afdeling for planlægning og kvalitet har fået øgede beføjelser, og dens ansatte har trællet som galejslaver for at få det hele på plads. Regionspolitikere har med af og til høje politiske omkostninger stort set affundet sig med de beslutninger, som Sundhedsstyrelsen har truffet. Det har ikke altid været kønt, og vi kender formentlig alle eksempler på politiske grisehandler, og flytning af funktioner modsat kvalitetsgradienten.

Alt det bøvl – men så skal det dælme også være alvor. Omstruktureringer, opgaveflytninger og registreringer giver kun mening, hvis kvalitetsmålsætningen fastholdes. Vi har vænnet os til at registrere outcome-data og sammenligne målopfyldelsen på tværs, men præger de registrerede data beslutningerne? Okay, hvis man aldrig trak af, før beslutningsgrundlaget var perfekt, ville verden gå i stå. Og centralisering er jo indlysende rigtig på mange områder, bl.a. fordi vi ikke kan bemande det nuværende antal akutte modtagelser, og fordi der er en éntydig volumen-kvalitet relation ved lavt volumen. Hvis man som undertegnede har haft sit virke i det mellemstore hartkorn, har man måttet tåle, at når evidensgrundlaget har været spinkelt, eller ubekvemt, er bordet blevet ryddet af den dominerende antagelse - centralisering er godt, og volumen-kvalitet sammenhængen er lineær og ubegrænset.

Akutreformen giver kun mening, hvis vi rent faktisk dokumenterer, at der står speciallæger parat i FAM’erne, og ikke bare en nyuddannet kandidat. Specialeplanlægningen giver kun mening, hvis de, der har fået de eftertragtede specialiserede opgaver, dokumenterer deres kvalitet, og deres front-position i forskning og udvikling.

Der kommer nye planlægningsrunder, og næste gang – det er nok om ca tre år – behøver vi ikke nøjes med at lade beslutningerne bero på slagord, og uunderbyggede antagelser. Vi vil have mulighed for at anvende kvalitetsdata som grundlag for beslutningerne. Området for grisehandel bør indsnævres, så fagfolks stræben efter kvalitet får endnu en chance.

Læger bør træffe visitationsbeslutninger ud fra viden om kvalitet – de bør ikke begrænses af regional kassetænkning og chikane om patienternes transportgodtgørelse. Også de højt specialiserede funktioner bør naturligvis være konkurrenceudsatte, det bliver de kun hvis lægerne kender kvalitet, når de ser den, og visiterer derefter.

Jeg er optimist på kvalitetens vegne.