Breaking news: krig kan ikke betale sig

Krig er ligesom biler og kodimagnyl: det er livsfarligt og burde ikke være tilladt i andet end ganske bestemte, livreddende situationer.

I dag skal alting være baseret på videnskab og helst en kombination af et dobbelt blindt randomiseret design og cost-benefit analyser. Med dé briller på er der ingen evidens for, at krig virker eller er rentabelt, og krig ville ikke holde hverken for en MTV eller den skarpe danske kvalitetsmodel. 

Nu gik vi lige alle sammen og bildte os selv ind, at der måtte være en dybere mening med krig (hvorfor ellers myrde løs på hinanden?): at man på en eller anden logisk måde gik fra en situation med social ulighed og strid om land til en situation, hvor der er ryddet op, og man kan komme videre. Ja, kort sagt at krig er beskidt, men krig nødvendigvis må kunne betale sig i længden, for ellers er der jo ingen mening i myrderier og ødelæggelse.

Men sådan er det slet ikke iflg. Hoeffler (Measuring the costs of conflict), som har sat sig ned og analyseret alle krige, og konsekvenserne af dem,  i hele verden mellem 1960-1999: krig er dyrt,men ikke bare i kroner og øre til krudt og kugler under krigen. Problemet er, at alt går i stå i årtier efter krigens afslutning, og konfliktens fodaftryk i statistikkerne er synligt i årevis, efter den sidste tank er kørt i garage.

Mens bruttonationalproduktet i gennemsnit falder 13% under en krig, så stiger børnedødeligheden 15%. Jo længere tid krigen varer, jo længere tid efter krigen vil bruttonationalproduktet være lavere og børnedødeligheden højere, end før krigen.

Andre har set på dødsårsager i krigsperioden i en lang række nyere krige og sammenlignet med efter-krigsperioden og fundet, at i året efter krigen dør der flere end i sidste år af krigen, og at der er en massiv overdødelighed af hiv, tuberkulose og malaria (Sundhedskonsekvenser af krig og HIV in pregnant women). De finder, at kvinder og børn rammes i særklasse hårdt i efterkrigsårene (Post-conflict public health), bl.a. er der 3 gange højere dødelighed af underlivscancer. Kvinders risici ved krig er tidligere beskrevet i Er det farligere at være kvinde end soldat?

Landminer placeres ikke bare ved broer og veje, men også på stier mellem landsbyer og mellem landsbyer og marker. Dermed forstærker krigens landminer fattigdom ved at demotivere små landbrugere fra at kultivere deres jord (Violent crimes and the poorest). 

Dertil kommer, at 40% af de mennesker, der indrulleres som soldater under krige i lavindkomstlande er i arbejde, mens resten er ultrafattige, der trues, presses og bortføres til soldatertjeneste. Vandpumper ødelægges bevidst af de stridende parter og fører til forurening af drikkevand.

Menneskelige ressourcer, udover landmænd, er det første, der rammes af krigen, ved at ansatte i sundhedsvæsenet flygter eller forflyttes til krigsrelaterede opgaver, mens egentlig hjerneflugt (The metrics of brain drain) i form af speciallæger og læger med phd-grader antager masseflugts dimensioner: under krigen i Uganda 1972 til 1985 rejste 50% af landets læger og 80% af farmakologerne (Health implications of war in Uganda).

De fleste sundhedscentre i Uganda og halvdelen af centrene i Mozambique var ødelagte efter krigene, og efter krigene var sundhedsbudgetterne i de to lande under 10% af, hvad de var før krigene.

Mange af de afrikanske hungersnødssituationer har været direkte udløst af krig: I Ethiopien i 80’erne bombedes landbrugsjord og markeder, og i Rwanda under 2. verdenskrig blev lastvogne brugt til militære formål i stedet for at transportere fødevarer (Famine crimes).

Krig påfører ødelæggende psykiske skader på børn. De har været ofre for lemlæstelse, voldtægt og andre former for vold og misbrug. Mange af dem har været vidne til død og lidelse hos deres familiemedlemmer, og omkring 12% af 0-14 årige børn er blevet forældreløse i forbindelse med krig. Mange af dem blev tvungent rekrutteret som børnesoldater(Improving child health post conflict).

Fredsbevarende styrker på det afrikanske kontingent viste sig, for sent, at bære mere end våben: hvert år i den fredsbevarende styrke fordobledes andelen af HIV smittede i de nigerianske fredsstyrker, og efter 3 år var over halvdelen af de unge mænd HIV positive, fjernt fra deres hjemland og placeret ofte meget langt ude på landet, hvor der, før deres ankomst, var en meget lav HIV forekomst (UNAIDS HIV and the army).

Erfaringer fra krigene i Mozambique og Nicaragua viste, at privatiseringen af den dynamiske krigsøkonomi, efter konfliktens afslutning, ikke førte til en udviklingsorienteret fredstidsøkonomi men derimod til mere korruption og økonomisk lammelse i årevis, efter freden brød ud.

De fleste krige (40%) starter igen i efter-konflikt perioden, som er meget skrøbelig. Det, der virker, er ikke, om der afholdes valg, men om der er massiv tilstedeværelse af fredsbevarende styrker.

Der er så mange krige, at man faktisk har fundet signifikant effekt af en fordobling af antallet af fredsbevarende soldater. Den resulterer i, at 25% færre krige genstarter i efter-konflikttiden (Post-conflict risks).

Det mest interessante ved Hoefflers analyse af alle krige 1960-1999 er, at de samlet statistisk set ikke har medført sociale, økonomiske, helbredsmæssige eller politiske forbedringer for flertallet af befolkningen, som må bøde med liv, helbred eller førlighed resten af livet eller bare indtil næste krig.

En krig kan ikke betale sig. Hverken før, under, eller, i årtier, efter dens afslutning. Hvis man altså regner i helt almindelige menneskeliv, mentale og fysiske handicap, infrastruktur og menneskelige ressourcer. At andre (få) bliver fede og glade af krigen er et helt andet regnestykke.