Intet nyt fra mandefronten?

Har mænd en overgangsalder? Eller er det kun os kvinder, der uden nogen som helst tvivl holder op med at menstruere, får hedeture og svingende humør i nogle år på grund af faldende kønshormoner - typisk i 50årsalderen?

At mange mænd får sværere ved at opnå rejsning efter de 60 er kortlagt, og der er udviklet gode lægemidler, som klarer den sag, hvis lysten til sex er der. De bliver brugt, og det er godt.

Men en hel del mænd mister lysten til sex, får topmave, bliver trætte og triste og viger udenom sex med deres partner. Overmandes af præstationsangst og lukker deres seksualitet inde i et rum, hvortil kun de har nøglen.

Ingen af os - hverken mænd eller kvinder - kan løbe fra faldet i kønshormonerne. Men, mens kvindernes overgangsalder er belyst og beskrevet og italesat af dem selv, deres læger og mænd, især når de bliver sure, er der meget lidt hverken i det offentlige eller private rum, der handler om faldet i mænds kønshormoner. Hvad det betyder ikke bare for sexlyst og ulyst, humør og livslyst, evnen til at komme sig efter sygdom, ja det hele faktisk.

Hvorfor er det ikke bedre belyst? Nogle få progressive mænd træner bækkenbund i Helle Gotved Instituttet for at styrke potensen. Det er fint, men stadigvæk er det kun den lille frække Frederik, som er i fokus.

Jeg har læst nogle artikler  i Politiken og Netdoktor i 2010, hvor Tom Skyhøj Olsen, overlæge på Frederiksberg Hospital og dr. med, fortalte om en undersøgelse, han selv og ektor ph.d. Klaus Kaa Andersen, DTU, havde lavet af af overlevelses efter hjerneblodpropper og hjerneblødninger hos godt 40.000 danske mænd og kvinder.

Før de 50 var mændene bedst til at overleve. Efter de 50 var det omvendt. Tom Skyhøj Olsen foldede budskabet ud i begge artikler: mændene går fra at være det biologisk stærke køn til det svage køn. Det er en ny opdagelse. Begge forskere mente, at det gradvise fald i niveauet af det mandlige kønshormon, testosteron, spiller en rolle. Testosteron har blandt andet indflydelse på helingsprocesser i organismen og i dens håndtering af fysisk stress.

Helse Nyt omtalte i 2004 en artikel fra Health News samme år, som kom til lignende resultater. Dens konklusion var, at vi ikke skal acceptere tegn og symptomer på andro-pause som en uundgåelig konsekvens af aldringsprocessen. Ved hjælp af bio-identiske hormoner og præcise måleteknikker kan man nu give hormonbehandling til mænd.

Jeg synes det lyder som en fin idé for mænd, deres kvinder og læger at tage de to forskeres undersøgelse til sig og bruge den i behandlingen af mænd efter 50, som er påvirket af andropausen. Kan der gøres noget for at både hr. Hansen og hans kone bliver i godt humør og får lyst til hinanden igen? Især fordi det har betydning for meget mere end sexlivet.

KYS LIVET – også når det gør ondt

I årevis har fysisk aktivitet været nøglen til et godt og aktivt liv. Hvordan vi tackler død, tab og ensomhed er gledet i baggrunden. Vi har mistet fokus på de eksistentielle livsvilkår, som vi alle er underkastet.
 
Det har lige været Verdens mentale sundhedsdag. Vi i Ældre Sagen er 100 procent enige i budskabet, fordi ingen fysisk aktivitet er mulig, hvis den mentale sundhed er i bund. Brugen af antidepressive midler blandt ældre vokser. Fx får hver fjerde 86-årige antidepressiv medicin.
 
Vi vil gerne vise, at der er andre muligheder end antidepressiv medicin og at blive en ulykkelig sofakartoffel. Det gør vi med udgivelse af bogen "Kys livet - også når det gør ondt". Her går vi ind bag det menneskelige liv med dets glæder og sorger, arbejdsliv og familie.
 
Bogen handler om livsmod, hvordan seks kvinder og syv mænd i alderen fra 53 – 87 år tager livtag med tilværelsen. Det er vidt forskellige livsforløb - ligesom deres humør og holdninger spænder vidt. Men fælles for alle tretten er viljen til at løse de eksistentielle krav, livet byder dem.
 
Flere af personerne har haft glæde af at tale med deres nærmeste – familie eller venner - eller være med i selvhjælpsgrupper, fx livsmodsgrupper.
 
Bogen går helt tæt på menneskets fundamentale udfordringer. Nogle har med selve livsfasen at gøre: Stop på arbejdsmarkedet, børnene flytter hjemmefra, ægtefælles død eller krydspres mellem arbejdsliv, gamle forældre og børnebørn. Andre går på tværs af livsfaserne: Skilsmisse, ensomhed, konflikter i familie, singleliv, erotik og forhold til venner.
 
Jeg har samlet de tretten portrætter og forsynet dem med efterskrift om de vigtigste budskaber i bogen.
 
De tretten portrætter viser, at livsmodsgrupper og andre selvhjælpsgrupper, som Ældre Sagen har rundt omkring i landet, er en vældig god måde at komme videre på, når man bliver ramt af sorg og tab, som alle ældre gør med stigende styrke, jo ældre de bliver.
 
For læger kan portrætterne virke som en nøgle til forståelse af ældres livsvilkår og en påmindelse om, at de kan hjælpes med andet end medicin.
 
Læs mere her: "Kys livet - også når det gør ondt".

Din magiske hjerne

Vores hjerne er afhængig af båndbredden, præcis ligesom når vi er på nettet. Kapaciteten og kvaliteten i vores nerveceller afgør, hvor meget og hvor hurtigt vi kan lære nyt.  

Lige midt i hjernen ligger hippocampus, som nådesløst afgør, hvor hurtigt vi kan lære splinternye ting. Når vi er teenagere, er hippocampus i sin bedste form: der er masser af båndbredde. Der dannes hele tiden nye nerveceller i hippocampus.  

Men allerede når vi bliver 20-30 år, begynder hippocampus at skrumpe. Båndbredden falder, og vi får sværere og sværere ved at lære noget, der er helt nyt. Der dannes færre nerveceller, end der dør.  

Mønstergenkendelse  
Men vores gamle hjerner har et stærkt kort på hånden, som mere end opvejer vores manglende hurtighed til at lære nye ting:
 

• vores erfaring
• vores viden
• vores ekspertise.

Jo mere vi kan sætte en problemstilling i relation til noget, vi kender til i forvejen, jo bedre kan vi lære noget nyt om netop dette emne. Forskerne kalder det ”mønstergenkendelse”.

Vores hjerne kan nemlig hurtig som lynet se, om en problematik ligner noget, vi er stødt ind i før. Om vi har erfaring og viden om lige præcis dét emne, gemt i vores beredskab af viden.

Det er guld værd, det beredskab! Det tilbyder os løsningsmuligheder, som ligger i et slags beredskabslager foran i hjernens pandelapper.

Spidskompetencer  
Jo større vores beredskabslager er, jo bedre klarer vi os arbejdsmæssigt. Ikke sådan, at vi skal vide noget om alt muligt. Snarere sådan, at vi udvider og forstærker de vidensfelter, vi er gode til og har interesse i.

Det kræver, at vi øver os og udfordrer vores hjerne hver eneste dag. Stiller den opgaver, som er komplekse og kræver noget af os. Fortsætter med at arbejde, hvis det er det, vi vil. Hver dag stilles overfor nye opgaver, hvor vi bruger løs af vores ”beredskabslager”. Bliver bedre og bedre til netop det, vi allerede er gode til og synes er sjovt. Lærer sprog, spiller musik, løser kryds og tværs og sudoku, hvis vi har forladt arbejdsmarkedets udfordringer.

Hjernens skraldemænd  
Når vores hjerne bliver ældre, er det ekstra vigtigt, at vi øver os i at filtrere og frasortere al den mængde af information, som suser rundt om hovedet på os hver eneste dag. Husker at ”installere” et fintmasket filter, som kun tillader de informationer at komme ind i vores hjerner, som vi kan forholde os til og er interesserede i.

Ellers oversvømmes og trættes vores hjerne af al mulig viden, som vi ikke kan bruge til noget som helst. Som bare fylder og laver ”støj” og ikke udbygger vores beredskabslagre.  

Jo ældre vores hjerne er, jo hurtigere trættes den af uvedkommende ”støj”. Derfor må vi helt bevidst øve os i at være skrappe skraldemænd og sende overflødig information på lossepladsen. Eller endnu bedre: Forhindre den i at invadere vores hjerne.

Hemingway  
Da Hemingway blev gammel, sagde han disse vise ord: ”Young People work hard. Old People work smart”. Med disse ord ramte han lige netop det, som er essensen, når vores hjerne er fyldt 30 år eller meget mere.

Den kan noget med overblik, erfaring og kommunikation. Hvis den også er empatisk og gerne vil dele ud af sin viden, er den et uvurderligt gode på enhver arbejdsplads.
 
Du kan læse mere i:
 
"Med hjernen i behold” af Henning Kirk. Akademisk Forlag 2008  

”Visdommens paradoks. Sådan bliver du mentalt stærkere med alderen” af Elkhonon Goldberg. Dansk Psykologisk Forlag 2005

Vores hjerne er meget social

Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen i et ensomt, gammelt menneskes liv. Et mangelfuldt socialt liv gør det samme ved din sundhed, som 15 cigaretter om dagen eller alkoholafhængighed vil gøre. At miste sin sociale støtte er langt mere usundt end fedme.

Forklaringen er enkel: Vores hjerne er meget social. Materiel velstand over en vis minimumsgrænse har meget lidt indflydelse på vores velvære. Det har til gengæld sansemæssige, seksuelle og sociale nydelser. Særlig samværet med andre mennesker er afgørende for vores mål af lykke i dette liv. Lykke forstået som nydelse uden begær. Som en stadig tilstand af tilfredshed.

Ifølge psykolog og forfatter Daniel Goleman er det, der sker mellem mennesker, ikke bare fornemmelser og uforklarlige fænomener. Vores hjerner er i tæt forbindelse med hinanden. Ja, faktisk designet til at reagere på andre mennesker. Det nye er, at disse fænomener kan påvises i den nyeste hjerneforskning. 

Vi kender det alle sammen: Følelsen af et stik i hjertet, hvis nogen behandler os dårligt eller skælder os ud. Vi føler os ”såret”. Bliver vi afvist, kan det føles som en fysisk smerte. Når vi er forelskede, får vi ”sommerfugle” i maven, og når vi oplever noget dejligt, føles det som om, vores hjerte svulmer. Vi retter os op og smiler over hele femøren.

Vi spejler hinanden

Andres dårlige humør eller opførsel har en reel fysisk indvirkning på os. Ja stærkere vi følelsesmæssigt er forbundet med en person, jo stærkere er påvirkningen.  Er vi så heldige at have mennesker omkring os, som holder af os eller ligefrem elsker os, er det en god garant for vores fysiske helbred. En kæmpe biologisk fordel simpelthen!

De varme følelser fra den anden forplanter sig nemlig gennem vores krop og sender undervejs et væld af hormoner rundt i kroppen, som regulerer de biologiske systemer. Lige fra hjertet til celler i immunforsvaret. Når nogen behandler os uforskammet, overkritisk, undertrykkende eller fordomsfuldt, producerer vi stresshormoner, som skader vores hjerne, hjerte og immunforsvar. 

Du kan læse mere:

Ældre Sagens Fremtidsstudie 2010, kapitlet om livskvalitet

Daniel Goleman: ”Social Intelligens”. Borgens Forlag 2006 

Morten Kringelbach: ”Den nydelsesfulde hjerne”. Gyldendal 2008
Tor Nørretranders: ”Glæd dig”. TV2-forlag, 2007

Mere netværk – mindre medicin

Næsten hver fjerde af ældre over 80 år tager lykkepiller. Og for de 65-79-årige er det hver ottende. Det er mange.

Er tiden ikke inde til at satse på en anden, eller i hvert fald supplerende behandling? Vi foreslår i stedet mere fokus på netværk, mindre på medicin.  

Ifølge Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil 2010, som er den største sundhedsundersøgelse nogensinde, er der en tæt sammenhæng mellem sociale relationer og helbred.
 
Mennesker med stærke sociale relationer har generelt et bedre helbred, bliver mindre syge og kommer sig bedre oven på sygdom end mennesker med svage sociale relationer.
 
Vi ved fra ny forskning fra USA, Canada og Sverige, at mangel på sociale kontakter er lige så skadelig for helbredet som at ryge 15 cigaretter om dagen. Føler man sig ensom, vokser stress og bekymringer. Det kan være med til at starte en ensomhedsspiral.
 
De praktiserende læger udsteder gule recepter til medicin og grønne til motion. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen, hvorfor kan vi så ikke indføre blå recepter til sociale netværk, når den værste depression er overstået, og før ensomheden bider sig fast?  

Hos en socialforening kan man få sig en besøgsven, komme med i en fortællecafé, en madklub, en læseklub eller andet. Tag en tur i kommunens sundhedshus. Man kan melde sig til et livsmestringskursus eller en sorggruppe. Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen.

Red farmor

En hel del ældre har en kær og usund vane: de elsker at ryge. Rygningen udløser hjernens belønningssystem dopamin og giver dem en følelse af tryghed og velvære.

Mange ældre bor alene - 52 pct. af de 70+årige og 72 pct. af de 80+årige - og er derfor langt mere udsatte for at komme til skade eller omkomme i en dødsbrand.

25.000 80+årige skønnes at være moderat til svært demente. Sygdommen gør dem glemsomme og uopmærksomme. Er de rygere, kan de let tabe en glød, som ligger og ulmer, uden at de opdager det.


Ældres muligheder for at overleve brandskader er langt mindre end yngres. Det kan Brandsårsafdelingen på Rigshospitalet bekræfte.

Rygning i plejehjem

I 2007 trådte lov om røgfri miljøer i kraft – den som populært kaldes rygeloven. Loven tillader plejehjemsbeboere at ryge i deres egen bolig, men ikke på fællesarealerne.

Siden rygeloven blev gennemført i 2007, er antallet af brande, der skyldes gløder fra cigaretter eller piber, steget. Hvert år mister ældre beboere i plejehjem livet i dødsbrande. Det drejer sig om 11 mennesker i gennemsnit hvert år. Langt de fleste brande skyldes rygning. Typisk ved, at der går ild i de ældres seng eller tøj.

Der er gode initiativer rundt omkring i plejehjemmene:

• Brandalarmer med kald direkte til beredskabstjenesten
• Selvslukkende cigaretter
• Rygeforklæder
• Mobile sprinklere
• Vandforstøvere over seng og yndlingsstol, som går i gang, når der er røg i rummet

Der er alt sammen fine initiativer, som skal udbredes meget mere!

Som en ny ting foreslår vi rygerum med udsugning og en glasvæg foran, så personalet hurtigt kan gribe ind, når en beboer falder hen med en tændt cigaret eller pibe.

Summa summarum, så skal både farmor og farfar reddes fra at omkomme i dødsbrande. Hvad enten de bor i plejehjem eller derhjemme: Sæt effektive brandalarmer op hos ældre mennesker – især dem, der bor alene. Tjek dem regelmæssigt . Lav rygerum i plejehjemmene.

Ældre tvinges i bleer på plejehjem

Til plejehjemsbeboere, som er mere eller mindre inkontinente, bevilges der bleer af kommunen med rund hånd. Er det noget, beboerne ønsker selv? Nej. Det, de vil, er at få hjælp til at komme på toilettet, når trangen melder sig.

Får de så hjælp til det? Nej, kun hvis trangen melder sig lige præcis på et af de tidspunkter i løbet af dagen, hvor personalet har sat tid af til at hjælpe beboerne på toilettet. Et lille lynklip fra en helt dagligdags situation på landets plejehjem, hvor bleerne er bevilget med rund hånd:

Hr. Jensen: ”jeg skal på toilettet!” Personalet: ”Vi har travlt, og du har jo ble på. Vi kommer om tre kvarter – kl. 11 – ligesom vi plejer. Prøv at holde ud og brug bare bleen. Vi skifter dig jo snart”.

Har man først udstyret et gammelt menneske med ble, så kører det bare. Så kommer hun først på toilettet på det skemalagte tidspunkt - hvis hun er heldig. Ofte trækkes disse skift, fordi personalet ved, at bleen er der som en sikkerhed. Men det er meget ubehageligt for beboerne. Ofte får de blærebetændelse af at gå rundt med våd ble.

Det er hamrende uværdigt for de gamle mennesker, og det er unødvendigt. Beboerne skal hjælpes på toilettet, når de har brug for det. Basta. De skal kun gå med ble, hvis det er nødvendigt, og de ikke kan trænes til at undvære det. Basta.

En ikke uvæsentlig faktor i dette billede er kommunernes trængte økonomiske situation. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig bøvlet og besværet, hvis beboerne ikke har ble på, og personalet ikke har den nødvendige tid til at hjælpe dem på toilettet, når beboerne har brug for det.

Det er vigtigt og helt nødvendigt at løse dette problem. Hvorfor? Fordi du bliver en baby inde i dit eget hoved, når du går med ble og især, hvis du har brugt den efter sit formål. Det er med til at gøre dig svag og ikke på niveau med dine omgivelser.

I Ældre Sagen har vi netop fået resultater fra et stort Fremtidsstudie. Vi har spurgt 4086 mennesker i alderen 50-84 år, og kun fire procent ønsker at komme på plejehjem, når de bliver gamle.

Mon ikke dette bleregime er en væsentlig del af forklaringen? Skal vi ikke se at få det løst? Det kan lade sig gøre! F.eks. vil der snart komme kloge bleer på markedet. Plejepersonalet får via en chip i den ældres ble en lydløs besked på telefonen eller computeren om, at der er behov for at skifte bleen. Det vil kunne forebygge liggesår og blærebetændelse. Genialt ikke!

Plejehjemslæger er en fin idé

Med sygesikringsloven fik plejehjemsbeboerne det som en rettighed at beholde deres egen læge, når de flyttede i plejehjem.

Fint nok som princip, men svært at håndtere i praksis. 

Realiteterne er, at de praktiserende læger ofte er under tidspres og har svært ved at nå at aflægge besøg hos deres patienter, som bor rundt omkring på forskellige plejehjem i kommunen.  Lægerne forsøger derfor at udrede og ordinere så meget medicin som muligt per telefon, ofte uden et kig i plejehjemmets medicinkardeks.

Ældre Sagen har arbejdet for plejehjemslæger i mange år, og Danske Ældreråd har i år sluttet op om ideen. Derfor er vi meget tilfredse med, at Socialministeren vil igangsætte forsøg med plejehjemslæger i seks udvalgte kommuner.

Vi håber, intentionen overlever det kommende valg - uanset hvem der vinder.

 

I det forsøg, Socialministeren har bebudet, vil beboerne på de valgte plejecentre få tilbud om at skifte til en læge, der er fast tilknyttet plejecenteret. Hvis beboeren afslår tilbuddet, beholder vedkommende sin oprindelige læge. 

Målet med projektet er, at beboerne primært vælger den eller de læger, der er fast tilknyttet plejecentret, som egen læge.

Den fast tilknyttede læge skal både fungere som beboernes egen læge - for dem der har valgt det - og være til stede på plejecenteret et aftalt antal timer hver uge. Her vil lægen kunne vejlede plejepersonalet i generelle og specifikke spørgsmål om medicin, pleje, rehabilitering og palliativ behandling samt observation og handling i særlige situationer.

På den måde styrkes kommunikation og samarbejde mellem plejecentrets personale og beboernes egen læge, og der sikres kvalitet i den sundhedsfaglige indsats.

Lyder det ikke godt?

Hvad er et menneske?

Krop skal der til, sagde H.C. Andersen og krop bliver der forsket i - mere end nogensinde, bl.a. fordi hele verden er bekymret over de store ældregenerationer, som er på vej. 

Aldring – og ikke mindst sund aldring - er blevet et hot forskningsfelt. I Danmark har vi fået vores eget forskningscenter, Center for Sund Aldring.

Vi har en kronologisk alder, som løber derudad, uafvendeligt - som et tog på vej udover sletten. Det kan vi ikke gøre noget ved.

Det, vi kan gøre noget ved, er vores biologiske og psykologiske alder: Hvordan vi tænker om os selv og verden, hvordan vi takler livet, og hvordan vi lever.

Om vi lever efter KRAM: Spiser en fornuftig kost, lader være med at ryge, har et fornuftigt forhold til alkohol, og om vi dyrker motion. Gør vi det, lever vi i gennemsnit 14 år længere – og vel at mærke 14 år uden alvorlige sygdomme og med en bedre livskvalitet.

Aldring er et spørgsmål om slid – endnu i hvert fald. Der kommer skader på vores system samtidig med, at de biologiske mekanismer, som skal reparere skaderne, bliver mindre effektive.

Til sidst kan de ikke mere. Det, vi kan gøre, er at forsøge at undgå rust i systemet på grund af manglende brug.

Er alderdom en sygdom, der kan helbredes?

Den engelske forsker Aubrey de Grey lover os lange liv – langt over 100 år med høj kvalitet.

De Greys ønske om generelt at løfte helbredskurven, deler jeg. Tænk hvis det bliver en realitet fuldkomment at ”undgå slid på systemet”, det ville være drømmescenariet.

Men vi er inde at røre ved eksistensens kerne, og en krop, der er sund, må følges af en psyke, der er sund, hvis der skal være mening i det. 

Spørgsmålet er, om mennesket psykologisk kan rumme at leve så længe, som de Grey åbner op for, i forhold til at have oplevet alt og egentlig føle sig ”mættet af livet”.

Vigtigt er lykkefølelsen, og om den kan bevares. Det er her, min tvivl kommer ind!

Hvis vi har oplevet alt – sorg, glæde, tristhed, glimt af lykke – alt sammen mange gange, kan vores psyke så bære at blive ved?

Jeg så engang en fremragende opera ”Sagen Macropolous” om en kvinde, der ved hjælp af en særlig livseleksir, var blevet 300 år. Hun havde oplevet alt. Hun var blevet kynisk. Fejende flot var hun, men indvendig en tragedie.

Stykket endte med, at hun sad i sin underkjole foran scenetæppet og græd. Fortvivlet, fordi hendes sunde, skønne krop var blevet et tomt hylster. Hun kunne ikke finde meningen med livet længere. Ikke rumme denne ulidelige gentagelse af lyse og mørke begivenheder.

Hun manglede dopamin-suset – oplevelsen af noget uventet. Lige netop det, som skaber den sjældne lykkefølelse. Dén følelse kunne hun ikke længere finde.

 Hun havde mistet sin menneskelighed og var ikke længere lykkelig. Er det dét, vi ønsker?

Blå recept mod ensomhed?

Helt ærligt, så kan det godt give et gys i én, når man tager bestik af de realiteter, vi stort set alle sammen løber ind i, når vi bliver gamle. Ikke på en gang, men lidt efter lidt. Børnene er flyttet. Jobbet - der giver stimulation, anerkendelse og struktur på tiden - er forbi.

Én af os - som regel kvinden – er blevet alene. Benene svigter, ryggen knager og vinteren føles lang, som et ondt år – hvert år. Mange lever længere, end de overhovedet har mod, lyst og kræfter til. Især, fordi de mangler et menneske, der giver dem omsorg, lytter til dem, giver dem knus og klap. Ofte er det tabet af en ægtefælle, der river gulvtæppet væk. For nogle bliver sindet så mørkt, at de tager deres eget liv.

Vores hjerne er meget social

Vi ved fra ny forskning fra USA, Canada og Sverige, at mangel på sociale kontakter er ligeså skadeligt for helbredet som at ryge 15 cigaretter om dagen. Føler man sig ensom og alene, vokser stress og bekymringer. Det kan være med til at starte en ensomhedsspiral. Den siger med klare udsagn præcis, hvad der sker, hvis der ikke bliver sat noget i gang:

• Isoleret, ensom - trækker sig tilbage
• Oplever angst og utryghed – sætter tre låse på døren
• Kan ikke styre disse følelser, som forstærkes, når man ikke har nogen at tale med
• Viger tilbage for at gå ud, fordi man tror, man ikke kan klare det

Ny sundhedsprofil

Den ny Sundhedsprofil 2010 viser, at 65.000 mennesker over 65 år føler sig ensomme. De har ikke nogen at dele deres oplevelser med. Ikke nogen, der siger ”Har du sovet godt i nat. Vil du med ud en tur i haven?”.

Den viser også, at det især er ældre over 75 år, der føler stress og angst. Mange sygner hen og holder op med at røre sig. Mange trøstespiser og spiser i det hele taget usundt. Nogle ryger og drikker for meget. Risikoen for fx hjertekarsygdomme, knoglesygdomme og sukkersyge øges.

Blå recept til sociale netværk

Som praktiserende læge udsteder I gule recepter til medicin og grønne til motion. Hvorfor ikke indføre blå recepter til sociale netværk?

Skriv fx: Du skal tage kontakt til Ældre Sagen, Røde Kors eller Samvirkende Menighedsplejer. Her kan du få dig en besøgsven eller en en pc-ven. Komme med i en fortællecafé, en madklub, en læseklub,  en kortklub mm. Tag en tur i kommunens sundhedshus. Meld dig til et livsmestringskursus, en sorggruppe (som de fx har i Århus i Ældre Sagen).

Som læger har I alverdens autoritet, især i forhold til den ældre generation. Brug den autoritet til at give de gamle et kærligt spark bagi, når de kommer til jer og typisk klager over forskellige fysiske problemer. Måske handler det først og fremmest om at få dem ud af ensomhedens forbandelse.

Får de en ven, en snakkemakker, så nedsættes stress og bekymringer og de holder demensen på afstand. De passer også bedre på sig selv på alle måder.

Venskabspleje er stærk medicin, og en besøgsven kan lyse mere op end sommersolen.