Velkommen på forsiden 2 - Lægerne og medicinalindustriens penge

Den kommer på forsiden af Ekstra Bladet en af de første dage i januar næste år. Hitlisten over de læger der tjener mest på at samarbejde med industrien – hvad enten det drejer sig om kliniske studier eller om deltagelse i advisory boards

Det bliver desværre konsekvensen af det nye regelsæt for samarbejde mellem læger og industri, som en arbejdsgruppe under sundhedsministeriet er kommet frem til. En anden konsekvens er desværre, at det vil betyde mindre samarbejde til skade for patienterne. For af frygt for at ende højt eller lige frem øverst på listen og få sit portrætfoto forstørret op på spisesedlen sammen med overskriften: ”Her er Danmarks grådigste læger”, vil mange læger betakke sig for at samarbejde med industrien.

Læger kan man ikke stole på
Bortset fra erhvervsmedierne har de øvrige medier og journalister for længst valgt position, når det gælder samarbejdet mellem læger og industri: Lægerne bliver påvirket af de penge, de modtager til deres forskning eller for deres arbejde i Advisory Boards – og den antagelse støttes fuldt ud af sundhedsministeren, som mener, at læger der ejer aktier i Novo Nordisk formentlig oftere vil udskrive Novo Nordisks produkter end andre producenters. Derfor må læger ikke længere investere deres pensionspenge i medicinalaktier. Vi lader den lige stå et øjeblik!

Man kan lige som jeg synes, at det er en vildt overdrevet restriktion og udtryk for en fantastisk ringe tillid til de læger, der har aflagt lægeløfte om at give os patienter den bedste behandling – men det er desværre sådan den politiske stemning og virkelighed nu er. Hvordan forholder man sig så til det som læge?

At skære ned på samarbejdet med industrien synes jeg er en dårlig løsning. Så vejen frem er FULDSTÆNDIG ÅBENHED. Når alt er åbent og gennemsigtigt og italesat, går det odiøse af det – og så er det ikke nogen historie i medierne.

Sjuskeri fra journalisternes side giver lægerne skurkerollen
I de forløbne uger kom flere læger igen i medierne for deres udtalelser om, at også danske drenge bør få HPV-vaccinen. De selvsamme medier har i månedsvis brugt de selvsamme læger til at skabe overskrifter om de konsekvenser det kan få, hvis danske drenge ikke vaccineres. Dengang med lægerne i ekspertrollen. I de seneste artikler har lægerne haft skurkerollen. For lægerne har ikke fortalt journalisterne, at de har samarbejdet med virksomheden bag HPV vaccinen – og fået penge for det.  Og det er en god historie, selv om det ikke havde været det, hvis journalisterne havde gjort deres arbejde ordentligt og selv tjekket tilknytningslisten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Fremover vil journalisterne endda kunne se, hvor meget den enkelte læge har tjent på arbejde fra enkelte virksomheder. Derfor vil antallet af den type historier forhåbentlig blive færre. Men læren af de seneste artikler er, at lægerne fremover må gardere sig mod sjuskeri fra journalisternes side og selv oplyse i første interview, hvilken samarbejdsrelation vedkommende har haft med firmaer inden for det område, han eller hun udtaler sig om.  Fuldstændig som man oplyser habilitet ifm. publicering af artikler, taler på kongresser etc.

Og må jeg så opfordre til, at man i de samme interviews fortæller, hvor vigtigt samarbejdet er for patienterne – for uden samarbejde – ingen ny viden, behandling og medicin – og så har journalisterne heller ikke længere nogle positive historier at skrive.

Læger på forsiden 1: Lægerne og skatteborgernes penge

Grådige læger er godt forsidestof. Så enkelt er det. For nylig skete det igen. En praktiserende læge fik sit regnskab offentliggjort i Ekstra Bladet og skulle efter sigende tjene 700.000 kr. mere end vores statsminister. (Her gengiver jeg blot Ekstra Bladets udregning uden at forholde mig til sandheden i den….)

Forrygende historie med de praktiserende læger udråbt som grådige gribbe, som på bedste Joakim von And manér svømmer i et hav af danske skattekroner – som de i øvrigt sikkert har snydt sig til ved at opkræve falske tolkegebyrer! 

Patienterne er de forsvarsløse ofre, der via skatten giver deres surt tjente løn til læger, der uden moralske skrupler tænker mere på penge end på patienterne. Det er netop dén vinkel, som er en god historie i medierne. Men hvorfor er de historier så gode, at de gang på gang kan rydde forsiden på Ekstra Bladet? Det er der en enkel årsag til.. 

Læger er bedre skurke end Cruella de Vil

Ligesom et godt eventyr er en god nyhedshistorie (i tabloidaviserne) bygget op omkring en skurk, en helt og en konflikt. Lægerne får skurkerollen. Netop fordi de ellers ofte har helterollen, er det en god historie, når lægerne viser sig fra en anden side end den, der handler om at redde liv.

Når lægerne pludselig interesserer sig for ussel mammon, ryger de ud af helterollen og helt over i skurkerollen. For det er ikke meningen, at man skal blive rig på at behandle syge mennesker, som har brug for hjælp.

Læger skal ikke have mere i løn end statsministeren

De fleste danskere har det svært med %-satsen på skattebilletten. Derfor kræver vi, at ’vores’ penge bliver brugt fornuftigt, og ikke mindst at de, der modtager dem, ydmygt værdsætter pengene.

Vi kræver en ekstraordinært god opførsel af modtagerne af vores skattekroner. Derfor er det et ’no go’, at Region Syddanmark i Waterfrontskandalen har hyret lobbyvirksomheden til at modarbejde Kattegatbroen for skatteborgernes penge. Og af samme grund er det naturligvis ikke i orden, at en praktiserende læge får mere i løn af os skatteborgere, end vores statsminister gør.

Hvordan slipper man af med forsiderne?

Hvad kan lægerne så gøre for at undgå at få hovedrollen som skurken, der bliver rig af skattekronerne på forsiden af Ekstra Bladet igen?

Først og fremmest er god opførelse og ydmyghed altafgørende. Uagtet at historierne om lægernes høje honorarer og snyderi med tolkegebyret er plantet af Danske Regioner som led i overenskomstforhandlingerne – er det ikke i orden.

Snyderi skal I andre læger tage skarp afstand fra – og høje indtægter skal forklares – godt. 

Desuden er fuld åbenhed afgørende. PLO må ud og vise, hvad vi skatteborgere rent faktisk får for vores penge og sikre, at der ikke kan snydes og opkræves gebyrer for ydelser, man slet ikke har udført. Fortæl også hvor arbejdsomme og engagerede de praktiserende læger er, og hvor gode ydelser de giver. De historier ender ikke på forsiden, men de kan mindske antallet af de andre…..

Pigen, der ikke ville dø… Mirakel? Fikseringsfejl? God journalistik? Ja!

Det er en god historie. Endda en super god historie. Historien om 19-årige Carina, som bliver så voldsomt kvæstet i en trafikulykke, at lægerne på Århus Universitetshospital stopper hendes behandling for at lade hende dø, hvorefter Carina overrasker alle og vågner op til livet. En fantastisk historie, som er med til at gøre vores sundhedsvæsen bedre, fordi den blev fortalt.

Et mundheld siger, at har man inviteret pressen med til brylluppet, må man også forvente at se dem til skilsmissen. Mange vil måske hævde, at pressen oftest møder op til de dårlige historier. Men DRs ærinde var faktisk et andet, da de begyndte at filme på Århus Universitetshospital.

De ville sætte fokus på organdonation og vise, hvordan det er at være dødssyg og vente på et af de eftertragtede organer, som der desværre er alt for få af – vise behovet for at få flere til at melde sig som organdonorer. Den idé var hospitalet med på og gav derfor DR holdet lov til at følge arbejdet omkring stillingtagen til organdonation. 

En historie, der blev bedre
Men sikke en virkelighed, DR derefter får lov at filme – og det er grunden til at Århus Universitetshospital bliver udsat for et af de journalistiske grundkriterier i fuld udfoldelse:  ’Vær parat til at droppe din historie, hvis en anden viser sig at være bedre’. 

I stedet for en forudsigelig tåreperser om en kvinde eller mand, der mangler et hjerte og nu endelig får det, fordi en ung kvinde har betalt den ultimative pris, får vi historien om pigen, der nægtede at dø.

Og Århus Universitetshospital får pludselig en helt anden rolle i historien end planlagt. Væk er rollen som ekspert, hvor lægen forklarer os om hjernedødskriteriet og det vigtige i at tage stilling til organdonation og i stedet er der nu især ét menneske, der har taget fejl. Alvorligt fejl.

For det er ikke et menneske – det er en læge – som i kraft af sin viden og rolle som ekspert er en autoritet, som de pårørende lytter til og blindt følger, da hun og de øvrige behandlere erklærer behandlingen for udsigtsløs og vil lade Carina dø.

Fra ekspert til part i sagen
Det var den som bekendt ikke. Jeg synes faktisk Benedicte Dahlerup håndterer sin nye rolle som kritiseret part i sagen rigtig godt. Hun forbliver nemlig i ekspertrollen. Jeg tror på hende og hendes lægefaglige skøn. Hun er jo ærlig – og det ses. Hun var overbevist om, at Carina ville dø, og også at skaderne var så store, at det ville være det bedste.

Det, Benedicte Dahlerup og hendes ledelse ikke er forberedt på, er, at de pludselig støder ind i et andet journalistisk kriterium. Konflikten.

For en væsentlig præmis for en journalist er at være objektiv. Journalisten kan derfor ikke selv mene noget om Århus Universitetshospitals behandling. Men han kan spørge en anden ekspert, der er ligeså troværdig som lægerne i Århus – ja, som fremstår endnu mere troværdigt, fordi han ikke har taget del i behandlingen af Carina – og fordi han kritiserer sine kolleger – som nu er parter i sagen – for deres vurdering og håndtering.

Benedicte Dahlerup lider et troværdighedsknæk, da hun ikke stiller op til interview om overlæge Svend Erik Børgesens kritik. Det skulle hun have gjort. Jeg er sikker på, hun ville have stået bedre, hvis hun havde fortsat med at svare på ærlig og troværdig vis. Hendes ledelse lider samme skæbne, fordi de naturligt nok er blevet nervøse, gerne vil forsvare deres kollega og sikre sig, at de ikke giver indrømmelser.

De bliver udsat for tæt kameraføring, så man kan se de flakkende blikke og høre den nervøse, stemme, der sludrer i det. Et trick, der gør personerne mere utroværdige, og som efter min mening er helt unødvendigt. Vi kan alle se, de har en sag, der er rigtig svær at forklare. 

Tilbage efter udsendelsen står en pige, der overlevede – med meget svære mén – og med en usikkerhed om nogle af dem kunne være undgået, hvis hun hele tiden havde fået den behandling, der førte mod overlevelse. 

Tilbage står også et lægeteam, der tog fejl. Eller som Torben Mogensen får sagt det: En fikseringsfejl. En fejl man laver, fordi man er så fikseret på et skøn eller en beslutning, at man synes alting peger i den retning.

En fejl, som over 1 million danskere nu har været vidne til og som har rystet manges tillid til lægerne. En fejl, som har kostet de involverede behandlere dyrt på det personlige plan.

Tilbage står en gruppe journalister, som har gjort det, de skulle – været den 4. statsmagt, som stiller spørgsmål til de, der har magten – også lægerne, som nogle gange står med magten over liv og død og derfor skal have stillet de spørgsmål.

Journalistik forbedrer sundhedsvæsnet
Carina sagen har allerede fået konsekvenser. De personlige konsekvenser for de involverede har formentlig mest være negative. Men de samfundsmæssige tegner til at blive positive. 

Århus Universitetshospital vil foretage en undersøgelse vedr. deres arbejde med organdonation og hjernedødserklæring. Og Neurotraumeudvalget under Dansk Neurokirurgisk Selskab udarbejder en fælles vejledning for lægerne på neurokirurgiske afdelinger i Danmark om, hvornår man kan tage beslutning om ophør med udsigtsløs behandling af svært kritisk syge patienter.  De undersøgelser var ikke blevet sat i gang, hvis det ikke havde været for DR.

På samme måde ville det i dag ikke være procedure at scanne små børn, som man mistænker har slugt et lille batteri, hvis det ikke var for Berlingskes intense dækning af sagen om lille Christian, der døde, fordi lægerne ikke troede på, at han havde slugt et knap-batteri, der ætsede hans spiserør.

Skadestuerne i Region Hovedstaden ville heller ikke have fået en ekstra bevilling på flere millioner kroner, hvis det ikke havde været for Berlingskes gennemgang af de kritisable forhold på regionens skadestuer. 

Umiddelbart efter udsendelsen om Carina blev DR kritiseret for at skade organdonationssagen, fordi man frygtede, at danskere i hobetal ville melde sig ud af donorregistret. Men også her ser journalisternes arbejde ud til at have en positiv effekt.

For ifølge fuldmægtig Bjørn Ursin Knudsen fra Sundhedsstyrelsen i Jyllands-Posten i weekenden, er fornemmelsen at der er ligeså mange positive som negative henvendelser til Donorregistret.

Selvfølgelig sker der fejl i sundhedsvæsnet. Journalistik, som den DR har leveret, sikrer, at alle lærer af de fejl, der sker og er med til at gøre vores sundhedsvæsen bedre.

Læge, sådan kan du bruge de sociale medier

Jeg synes, det var forstemmende at læse Lægeforeningens guide til sociale medier, som blev offentliggjort for nylig. http://www.laeger.dk/nyhed/download/docs/F16266/97069_SocialeMedier.pdf.

I én linje er det nævnt, at der er mange muligheder for kommunikation med de sociale medier, men ikke så meget som ét ord om, hvilke muligheder det er. Og så følger ellers seks sider med advarsel på advarsel om ikke at bryde tavshedspligten, de kollegiale regler eller opføre sig på en måde, der kan skade lægestandens troværdighed og autoritet.

Kort sagt, man har ikke meget lyst til at gå i gang med at udforske de sociale mediers mulighed som læge, når man har læst de såkaldte guidelines.

Det er ærgerligt. For det er ikke længere et spørgsmål, om I læger skal være på de sociale medier, men hvordan, I skal være det. Med knap 3 millioner danskere på Facebook er det Danmarks absolut største medie.

Patienterne forventer også, at I læger er på, og at de kan være i dialog med jer her. Masser af virksomheder som f.eks. teleselskaberne har størstedelen af deres kundeservice på Facebook.  Lægerne kan også yde den service.

Jeg siger ikke, at I som privatpersoner skal være på Facebook med jeres patienter, men et lægehus kan da sagtens have en Facebook side som service overfor patienterne. F.eks. med statusopdateringer om, at man skal huske at blive vaccineret i god tid, inden man skal på sommerferie til eksotiske steder, nyt om influenzavaccination etc. Det er et kommunikationsværktøj og en service.

Jeg ser to store muligheder for læger med de sociale medier:

• At få en bedre kommunikation med patienterne og sikre dem en bedre behandling
• At blive klogere selv

Man bliver klogere ved at lytte til, hvad patienter og andre diskuterer på blogs, og man kan få en bedre kommunikation med patienterne og opnå bedre compliance ved at bruge Apps i behandlingen f.eks. til dialog ved rygestop eller App-værktøjer som dagbogsfunktioner til kronikere som f.eks. diabetikere

Eller hvad med at bruge en video på YouTube til at vise genoptræningsøvelser efter sportsskader i stedet for en stregtegning på papir, som er svær at forstå? 

Facebook er mange unges kommunikationsform – og derfor kan det være lettere at have en lukket dialog mellem lægehuset og den unge via Facebooks lukkede personlige postsystem, akkurat som en e-mail konsultation.

Lær af kollegerne på Linked-In

 
Den anden store mulighed er at blive klogere ved at udveksle viden og erfaringer med kolleger. Her giver de sociale medier en unik mulighed for hurtigt at komme ud til mange kolleger over hele verden.

Sidste år lavede vi i Effector en undersøgelse blandt 100 praktiserende læger, om hvem de ønskede at være i netværk med om deres primære interesseområde. 30% svarede andre læger fra hele verden! Det kan man ikke løse med et fysisk netværk. Men med en lukket gruppe på f.eks. Linked-In kan man! 

 

De konkrete værktøjer som mangler i Lægeforeningens guide, er der heldigvis andre læger der sørger for at dele, bl.a. Christian Vøhtz og Thomas Aru, som sammen med mig holder en session på Lægedage i november. Her vil vi prøve nogle af mulighederne med de sociale medier af. Udbyttet er stort og det er ikke så farligt.

Hurra for de unge læger

Sundhed er godt stof. Alene B.T. og Ekstra Bladet har 93 artikler om måneden om sundhed – 12 af dem er forsidehistorier.

Læger er citeret i langt de fleste og optræder som eksperten.  Lægen er den saglige kommentator, der forklarer, hvorfor så mange får diabetes, hvad man selv kan gøre for at forebygge blodpropper eller hvilken betydning det har, at man kan tage ny medicin i brug. 

Derfor er det dejligt forfriskende at komme om bag ekspertrollen i DR serien ’Nye Hvide Verden’ hver torsdag og følge tanker og følelser hos de unge læger, som brænder for deres fag.

Høre om deres overvejelser, bekymringer og udfordringer. Nogle vil måske føle, at der er et issue om patientsikkerhed, når det er de unge læger, der står i forreste række og selv skal stå for behandlingen af mennesker, som har været ude for ganske alvorlige uheld eller er blevet ramt af sygdomstilstande.

Men det er netop det, at vi også ser lægernes usikkerhed og nervøsitet, der giver serien ægthed – og for at vi ikke skal blive utrygge, får vi også vished for, at der altid er en mere erfaren læge, som bliver involveret, når den unge læge kommer til kort.

Jeg synes, det er modigt af de unge læger at stå frem med flere facetter af menneskene i lægekitlerne. Tak for det!

Den menneskelige dimension giver netop den kontakt, som er så vigtig for at sikre en succesfuld behandling af os danskere, når vi kommer til skade eller bliver syge. Det ville ærlig talt være forfriskende, hvis andre medier ikke bevidstløst brugte lægerne som eksperter i hvide kitler, men gav lægerne mulighed for at vise lidt flere facetter af lægearbejdet.

Lad dette også være en opfordring til jer læger, som bliver ringet op: Invitér journalisterne ud på afdelingen eller ned i jeres praksis, selv om det tager tid. Det vil give nogle mere nuancerede og bedre sundhedshistorier i medierne – og dermed større forståelse hos befolkningen. Historierne vil blive slugt råt af læserne, for det handler jo om det, der er vigtigst for os – vores helbred.

Brug bare Facebook i arbejdstiden

Stor var opstanden og forargelsen, da en undersøgelse fra Hvidovre Hospital viste, at medarbejderne brugte 4.000 timer om måneden på at surfe på internettet og være på Facebook, mens de var på arbejde.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke bifalder, at man bruger Facebook til privat kommunikation og underholdning i arbejdstiden. Samtidig må jeg dog sige, at når de 4.000 timer – hvor af de 1.100 blev brugt på Facebook – blev delt ud på alle medarbejderne og dermed gav et resultat på sølle 53 sekunder pr. medarbejder pr. dag, så synes jeg ikke rigtig det fortjente en hel forside og et opslag i Ekstra Bladet. Den forside betød i øvrigt, at forbruget af Facebook blev halveret i løbet af ganske få dage.

Facebook er, som jeg tidligere har skrevet om, Danmarks største medie – større end Ekstra Bladet og B.T. til sammen. Sundhed fylder mere og mere – også på Facebook og andre sociale medier. Patienterne blogger som aldrig før og deler viden, råd og holdninger med hinanden. Derfor vil jeg hævde, at det er nødvendigt for medarbejdere i sundhedssektoren at følge med på Facebook og på andre sociale medier fuldstændig ligesom det forventes, at de følger med i de traditionelle medier.

Nu ved jeg ikke, hvornår i løbet af en arbejdsdag medarbejderne på Hvidovre og andre hospitaler placerer deres avislæsning. Men jeg tror ikke, der var nogen, der ville få ballade for at have brugt lidt af arbejdstiden på at læse læge Ole Asbjørns kronik om sin mildest talt dramatiske og livsfarlige hospitalsbehandling i Berlingske Tidende den 5. januar og den megen debat den affødte. http://www.b.dk/kronikker/naar-laegen-selv-bliver-syg.

Tværtimod ville jeg som hospitalsdirektør forvente, at medarbejderne læste og diskuterede indholdet af den.

11.000 følger kræftramt kvindes blog
I Sverige oplevede Lotta Gray også kendt som Vimmelmamman, at hendes blog gik fra 30 daglige læsere til flere end 11.000 daglige besøg, da hun fik konstateret tyktarmskræft og åbent og ærligt skrev om sine oplevelser med sygdom og behandling.  http://www.alltforforaldrar.se/vimmelmamman/.

Hendes og andre patienters blog bliver også læst af sundhedspersonalet. Selvfølgelig. De mest læste blogs bliver en magtfaktor på linje med de traditionelle medier. Således oplevede en af de svenske kræftpatienter, at de undersøgelsesresultater, som hun skulle vente en uge på, pludselig var tilgængelige efter to dage. En sygeplejerske ringede hende op og fortalte at prøverne var klar de dage tidligere, dagen efter hun havde skrevet om det på sin blog, som blev fulgt af ti-tusindvis af svenskere. Særbehandling? Ja mon ikk’?

De stærke patienter, der kan råbe op og tale for deres sag både overfor lægen men så sandelig også i offentligheden, er et emne helt for sig selv. Men deres brug af de sociale medier betyder, at Hvidovre Hospital og andre danske hospitaler snart skal tage stilling til, hvem der skal overvåge de sociale medier, og hvordan den viden skal formidles videre til de relevante personalegrupper, fuldstændig på samme måde som de overvåger de traditionelle medier. 

Og snart vil det være lige så naturligt for personalet at sige: ”Jeg læste på Facebook…” som ”jeg læste i avisen…” om sundhedsfaglige emner – som det allerede er om alle mulige andre emner.

Derfor vil det også snart være et (usagt) krav, at man har opdateret sig på Facebook og relevante blogs på de diskussioner, der er indenfor ens arbejdsområde, fuldstændig som det forventes at man følger med i avis og tv. 

Personligt håber jeg, at den professionelle anvendelse af Facebook og blogs vil stige – det kan give os mere viden om hullerne i sundhedsvæsnet og bedre indsigt i, hvordan personalet kan give patienterne en bedre behandling. 

Ps. I øvrigt interessant, at personalet på Hvidovre brugte flere timer på Børsens hjemmeside end på Ekstra Bladets, som var topscorerne tidsmæssigt på listen over de websteder, medarbejderne besøger. Hvorfor mon det? http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1667383.ece.

Det behøver ikke være Aftenshowet eller BT

I mit seneste blogindlæg efterlyste jeg, at læger reagerer, når medierne beskæftiger sig med emner inden for jeres område.

Det indlæg har jeg faktisk fået reaktioner på - se kommentarerne under indlægget. Tak til Anders Peter Skovsen og Abir Al-kalemji, fordi I giver jeres mening til kende.

@ Anders Peter Skovsen. Jeg synes bestemt ikke, at du skal stille dig op i hylekoret eller udstille din harme. Jeg synes i øvrigt, at det var ok, at Caspian blev opereret, så det var ikke harmdirrende indlæg, jeg var ude efter fra jer læger, men jeres synspunkter i sagen i det hele taget, f.eks. som Abir Al-kalemji har udtrykt sine tanker. Det synspunkt kunne da i øvrigt ligeså godt have stået under artiklerne om Caspian-sagen i Dagens Medicin og have været et indlæg i debatten.

Og jo, som tidligere journalist og nuværende kommunikationsrådgiver, hvor jeg bl.a. rådgiver læger om, hvordan de skal forholde sig til journalister, er jeg helt enig med dig i, at det også kan koste noget at stille op ift. sensationslystne medier, der vil tage historien et skridt videre. Og det skal man selvfølgelig tænke over, også som læge, inden man stiller op. Læs i øvrigt gode råd om mediekontakt i mit tidligere blogindlæg her: http://ugeskriftet.blogspot.com/2011/04/velkommen-pa-forsiden.html

Men jeg synes faktisk ikke du har ret i, at I ikke skal give mere udtryk for jeres mening – heller ikke i sager som den om Caspian – for selv om det er en enkeltsag, er den da også principiel. Og det behøver jo ikke være i Aftenshowet eller i BT, I giver jeres kommentarer. 

Jeg synes altså, at det er mærkeligt, at der er 1.500 kommentarer på artiklen om Caspians brystoperation på Politiken og ikke en eneste under de samme artikler på Dagens Medicin, som jo er et medie til bl.a. jer læger og jeres kolleger i sundhedsvæsnet. Og det er ganske let at kommentere der. Men det er måske fordi, I anser det som en enkeltsag?

Det glæder mig da i øvrigt, at I vi er enige om, at det vil være godt med flere indlæg fra lægerne i den sundhedsfaglige debat til at gøre os andre klogere. Tak fordi I skriver på www.laegerudenfilter.dk og på den måde giver os andre indsigt i jeres hverdag, erfaringer og holdninger. Her er i øvrigt et godt eksempel på at bruge medierne til at sætte en dagsorden og give sin mening til kende fra en af jeres kolleger: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1417490/sundhed--med-og-uden-sund-fornuft/

Hvad mener I?

”Læge fjerner bryster på 15-årig pige”. Historien om 15-årige Caspian, der føler sig som en mand født i en kvindekrop og derfor har fået bortopereret sine bryster på et privathospital, er en rigtig god historie og fyldte derfor også alle medierne i weekenden.

 

Især var det en god historie, fordi Caspian selv stod frem og fortalte om sine følelser – og også blev fotograferet i den helt rigtige forside- og magasinstil. 

Og bedre blev historien af, at så mange mente, at det var helt forkert af lægen på privathospitalet at fjerne Caspians bryster. Sundhedspolitiske ordførere, et medlem af Etisk Råd og formanden for privathospitalerne brugte ord som ’rystende’, ’dybt uetisk’ og ’uansvarligt’ om, at lægen havde fulgt Caspians ønske og fjernet brysterne. 

Det offentlige system havde selv skudt beslutningen til hjørne ved at henvise til, at man skal være minimum 18 år, inden man kan opstarte en behandling til evt. ændring af sit køn.

Lægen selv var citeret for at sige: ”Jeg kan godt forstå kritikken, for man kan ikke umiddelbart lave indgrebet om. Jeg har også været bevidst om, at det var et minefelt, jeg bevægede mig ind på, men jeg følte mig overbevist af forældrene og patienten om, at det var rigtigt. Det var derfor, jeg foretog indgrebet. Jeg er sikker på, at patienten er blevet mere lykkelig efter operationen.” 

Læser kræver privathospital lukket 

Flere end 1.500 danskere har skrevet deres holdning til sagen på www.politiken.dk, hvor man med et enkelt klik kan vise, om man bifalder eller kritiserer fjernelsen af Caspians bryster eller ikke ved, hvad man synes om det. Og sindene er så sandelig kommet i kog. En læser mener, at privathospitalet skal lukkes, mens en anden mener, at Caspian havde lidt længe nok og at det derfor var godt lægen valgte at hjælpe.

Men hvad mener I læger? Kollegerne? Det slog mig, at når denne type sager kommer op, så er der rigtig mange til at kommentere på dem – men det er ikke kollegerne, der står først.

Ja, jeg ved godt, at formanden for privathospitalerne og overlægen på Rigshospitalet er kolleger – men de er jo også parter i denne sag. Den ene skal tænke på en hel branches renommé og den anden står for det offentliges linje. Men hvorfor er der ikke andre almindelige kolleger, der har noget på hjerte, som de synes skal frem? Ikke en eneste kommentar fra læger, er der under artiklerne endnu. 

Og det samme gælder jo i andre sager, som vækker debat i offentligheden f.eks. den om lægen, der brugte sit kontor og sin arbejdstid på et offentligt sygehus til at behandle patienter i sin private praksis eller den om lægen på Humlegaarden, som tilbyder alternativ behandling af kræft, hvorefter patienterne bliver samlet op af det offentlige system.

Hvorfor er der ikke nogen kommentarer fra jer læger under disse artikler eller nogen læserbreve eller blogs fra læger om disse sager? Og hvorfor er I ikke citerede i flere artikler?

Synes I ikke, at I kan kontakte journalisterne selv med jeres holdninger? Det kan I sagtens – det gør politikerne hele tiden, fordi de ved, at der bliver fulgt op på de store historier med artikler med diskussioner mellem forskellige parter.

Eller er der en uskreven regel blandt jer læger om, at man ikke diskuterer disse sager offentligt eller hvad? For I er jo gode til at kæmpe patienternes sag i medierne med både kommentarer og læserbreve for både barnløse og kræftpatienter, når der er lovændringer eller budgetforhandlinger på vej. 

Men hvad mener I om de andre sager? I har vel ligeså mange meninger som os andre? Og faktisk vil jeres mening – fordi I er fagfolk og kolleger – gøre os andre lidt klogere.

Spids ørerne!

”Hver 4. ung skifter læge, fordi de føler sig dårligt behandlet”. ”Færre klager, når lægen siger undskyld”.

Det er nogle af de overskrifter i medierne, som viser, at patienterne ikke kun vil have en fagligt dygtig læge men også en god kommunikator. Flere krav! – men det gør en forskel at være god til at kommunikere. Hvordan bliver man så lige det?

De fleste læger føler vel egentlig, at de har meget godt styr på det med at tale med patienterne – men de to eksempler viser, at patienterne ikke har helt den samme oplevelse.

Historien om, at hver 4. unge mellem 18 og 29 år har skiftet praktiserende læge, fordi de følte sig dårligt behandlet eller talt ned til, fik Danske Patienters formand Lars Engberg til at sige: 

”Lægerne har svært ved at omstille sig til, at patienterne selv søger viden på internettet og stiller krav. Men der ligger en ressource i, at patienterne er mere oplyste, når de træder ind ad døren”.

Undersøgelsen viste nemlig også, at de unge forbereder sig mere på konsultationen hos lægen end deres ældre medborgere, og at hver 4. af de unge havde oplevet at gå fra konsultationen uden de svar, de havde forventet.

Det fik også PLOs formand Henrik Dibbern til at sige: ”Vi må gøre os mere umage”. 

Hvordan gør man så lige det?

Et forslag finder man i det andet eksempel: ”Færre klager, når lægen siger undskyld”.

Det var læren fra et pilotprojekt på Frederiksberg Hospital, hvor alle hofte- og knæopererede fik en samtale med kirurgen et par uger efter operationen, uanset om den var forløbet glat, eller der havde været problemer.

Formålet var at undersøge effekten af dialogen med patienterne.  Og sikke en effekt. Antallet af klager kom ned på 17 i forhold til de 30 året før. Altså flere tilfredse patienter, også i de tilfælde hvor operationen ikke var gået helt som forventet. 

Det kan altså være så simpelt som at tale sammen og lytte til hinanden.

Jeg vil vove den påstand, at det også vil virke overfor de unge, uden at man som læge behøver at tage ord som ”nederen” eller ”herresejt” ind i sit ordforråd. Næ, man kan jo bruge min mormors gode råd: ”Du har 2 ører og kun 1 mund, så brug ørerne mest.”

Men noget af problemet har selvfølgelig også med indstilling og arbejdsform at gøre. Hvis man som speciallæge foretrækker, at patienten sidder og venter afklædt i konsultationsrummet, så lægen blot kan komme ind og se på problemet og forlade lokalet igen efter 5 minutter, så er det nok ikke så meget, at han kan imødekomme patientens behov for kommunikation  – og patienten synes nok ikke, at det er den bedste oplevelse.

Gør man derimod ligesom den reumatolog, jeg besøgte forleden, som udover at se på patientens leddegigt også så et menneske, der var meget ked af det og spurgte ind til årsagen og fik sendt besked til den praktiserende læge om, at der skulle sættes gang i psykologhjælp, ja så får patienten en god oplevelse, uden at vide, at det var kommunikationen, der gjorde forskellen. 

Det hjælper at spidse ørerne og lytte  –  også til det usagte.

Velkommen på forsiden

Læger kommer oftere og oftere på Ekstra Bladets forside. En plads, der ellers længe har været reserveret til politikere, mistænkte mordere og kendisser med eller uden alkoholpåvirkning.

Hvorfor ender lægerne i det selskab, og hvad gør man den dag, man selv har en journalist i røret?

Jeg indrømmer det med det samme (mens jeg dukker nakken). Jeg er selv journalist. Jeg har interviewet mange læger til avisen. De fleste har været tilfredse med resultatet – men jeg har også nogle gange – samme dag som avisen var landet i postkassen – haft en læge i røret eller på mailen, fordi han eller hun syntes, at historien havde fået en helt forkert vinkling eller efter deres mening ikke var dækkende nok.

Hidtil har journalisterne oftest interviewet læger som eksperter og brugt deres udtalelser til at fremlægge ny viden på et bestemt område. Og det kan være svært nok for en læge at se sin omhyggelige forklaring af øjensygdommen AMD reduceret til en overskrift om, at flere ældre bliver blinde.

Men i den seneste tid har det været endnu sværere at være læge i medierne, for nu optræder lægerne ikke længere som eksperter til at kommentere på en bestemt sag. Nej, lægerne er blevet selve historien, som det for nylig skete, da lægerne på Herlev Hospital måtte forklare, hvorfor nogle patienter ikke skulle forsøges genoplivet.

Andre læger har oplevet på tv at blive krydsforhørt og mistænkeliggjort, fordi de har valgt en livsforlængende behandling til kræftpatienter frem for en anden, som måske var bedre.

Medierne har i et stykke tid været udskældt for, at dækningen bliver mere og mere personlig, og det er også det, lægerne oplever.  Liv og død giver gode historier, og i en tid hvor patienterne får større og større indsigt i deres egen sygdom og behandling, og hvor nogle får en anden holdning, end den lægen har, opstår der konflikter – og netop konflikter er mediernes levebrød. 

Journalisten skal være objektiv, og den letteste måde at være det på, er at give udtryk for to modsatrettede holdninger. Sundhedshistorier har groft sagt været skåret over den samme læst: En konflikt, f.eks. manglende kapacitet på landets sygehuse.

Patienter flyttes rundt mellem de københavnske sygehuse, fordi der ikke er plads nok. En patient fortæller, hvor hæsligt det er og giver dermed historien det personlige islæt, som kræves.  En ansvarlig politiker stilles til regnskab.

Lægen på afdelingen fungerer som ekspert og fortæller om de konsekvenser, flytningerne har for patienterne i et større perspektiv.

I sagen fra Herlev (som jeg i øvrigt synes, lægerne klarede rigtig godt) var lægerne parter i sagen, der havde truffet en beslutning, som de måtte forklare. Det er en rolle, som læger i stigende grad må vænne sig til.

Men hvad stiller man så op, når man som læge har en journalist i røret?

Finder ud af:

• Hvilken journalist der ringer, og hvilken type historie han eller hun arbejder på. Der er stor forskel på, om det er en nyhedshistorie til Ekstra Bladet, eller om det er en baggrundsartikel til Berlingske Søndag.
• Hvad vedkommende vil bruge dig til – skal du være ekspert, eller er du part i sagen?
• Hvem deltager ellers i historien? Tænk over, om det er en person, der deler dine holdninger eller står i modsætning til dem?

Lad være med bare at svare. Spørg ind til historien – bed om at få lov at ringe tilbage, og forbered så de to-tre hovedbudskaber, du selv vil have frem. Journalisten er jo ikke nødvendigvis på færten af den rigtige historie.

Bed om at få artiklen eller i det mindste dine citater, og den sammenhæng de optræder i, til godkendelse. 

Og husk så, at journalisten bruger dig til at få lavet sin historie, men du kan også bruge journalisten til at få dine historier frem.

Læs mere her: http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Medlemsfordele/R%C3%A5dgivning/PRESSERAADGIVNING/GODE_RAAD_VED_PRESSEKONTAKT

Held og lykke.

Hvad skal læger med sociale medier?

Danskerne er på Facebook døgnet rundt og bruger deres mobiltelefon til at gå i banken, købe ind og søge information. Hvad skal lægerne dog bruge det til? Kan man forestille sig, at man som læge tjekker en patient ud på Facebook? Eller bruger sin smartphone i konsultationen med patienten? Er de sociale medier kun for de selvfede, som måske skulle have diagnosen narcissisme eller kan man som læge rent faktisk få et bedre samarbejde med patienterne? Og hvad kan lægerne bruge kollegerne til på de sociale medier?

Denne blog er bare et eksempel på, at de såkaldte sociale medier fylder mere og mere af vores hverdag. Flere end 2,4 millioner danskere er på Facebook. Og nej, det er ikke kun de unge…. 180.000 af dem er danske mænd over 50 år.

I Effector Communications har vi den store fornøjelse at samle praktiserende læger 3-4 gange om året og få deres mening råt for usødet om de områder vi arbejder med. En form for virkelighedscheck. Sidst diskuterede vi de sociale medier og jeg skal love for at der var mange forskellige meninger herom.

Mange mente, at de sociale medier kun er til selvpromovering og bruger dem i øvrigt ikke selv privat. Men der var også læger, som har taget de sociale medier til sig, og som bruger dem aktivt i deres konsultationer. For hvorfor sidde og lave en håbløs tegning af en skulderøvelse, når man kan vise en video med øvelsen på YouTube, som patienten selv kan bruge derhjemme også? Og hvorfor sidde og fedte med terminshjulet overfor den gravide, når man kan vise hende en app., som hun selv kan downloade på sin telefon og følge fosterets udvikling – også når hun ikke er til læge eller jordemoder?

Men hvad med kvaliteten? Der er jo så meget skrammel på internettet? Ja, men der er også mange gode, seriøse kilder og det er selvfølgelig dem man skal bruge, påpegede de andre læger. 

I USA bruger mange læger efterhånden deres mobiltelefon som et arbejdsværktøj. En undersøgelse viser, at 95% af de læger, der har en smartphone har downloadet apps som Epocrates, Skyscape og Medscape, hvor man bl.a. kan slå lægemidler op, og at de læger der har en smartphone, i højere grad søger medicinsk information flere gange dagligt i modsætning til de læger, der kun har adgang til en pc. http://www.firstwordplus.com/FWD0430510.do;jsessionid=A6719A9EA69D238496EC1870E7A26267

 

Facebook-tjek

Hvad så med Facebook, som 2,6 millioner danskere fortæller om sig selv og deres liv på? Kan man forestille sig, at lægerne tjekker patienterne ud på Facebook? Hvad nu hvis en patient kommer for at få en sygemelding pga. stress, og lægen er lidt i tvivl om situationen og så lige ser på Facebook, at kvinden har booket en tur til Tenerife?

Dyneløfteri, mener nogle læger, mens en anden faktisk havde googlet en patient for at se om vedkommende måske havde psykiske problemer, som der skulle tages hånd om, eller blot var indadvendt og nørdet. Søgningen på Google viste lægen, at patienten bare var bedre til computere end til mennesker.

For os kommunikationsfolk gælder det altid om at få modtagerne af vores budskaber til at forstå tingene og agere i forhold til dem. Derfor handler det for mig at se om at bruge de sociale medier overfor de af patienterne, som finder disse kanaler naturlige og bedre forstår dem end f.eks. det gamle terminshjul. 

De sociale medier giver læger viden og magt

Det er i øvrigt påfaldende, at de danske læger endnu ikke rigtig har fundet sammen i større sociale netværk, sådan som det er sket i andre lande. Herhjemme bruger lægerne især de videnskabelige selskabers hjemmesider til at udveksle erfaringer og bede om gode råd, men udover dadl.net er det første generelle netværk vel egentlig www.doctorsonly.dk,  efter at netdoktor måtte lukke deres netdoktor pro for nogle år siden. 

I Storbritannien er 182.000 læger med i www.doctors.net og 97 % af dem siger, at netværket er deres mest pålidelige kilde til information. At doctors.net er en væsentlig aktør kan bl.a. ses på, at premierminister David Cameron for nylig henvendte sig direkte til medlemmerne med information om den nye sundhedsreform.
http://www.prlog.org/11254624-prime-minister-uses-online-network-to-rally-doctors-around-reforms.html

Og i USA abonnerer investeringsfonde på services fra www.sermo.com, som har flere end 100.000 læger som medlemmer. Det startede med, at Sermo for nogle år siden spurgte medlemmerne om, hvorvidt de mente, at et nyt eksperimentalt prostatacancer lægemiddel ville få FDAs godkendelse næste dag. 82 læger svarede ja, og da FDA næste dag rent faktisk godkendte lægemidlet, steg aktiekursen på virksomheden bag, og grundlaget for en forretning baseret på Sermo medlemmernes viden var lagt.

http://www.businessweek.com/investor/content/apr2007/pi20070429_699650.htm?chan=technology_technology+index+page_top+stories

Mon ikke de danske læger også snart vil bruge de sociale medier i højere grad til at få viden og magt?