På grænsen til en helt ny verden

August måned, den tid på året hvor hundredvis af unge danskere med hjertet i halsen har åbnet de tykke konvolutter, som bestemmer deres fremtid. I hvert fald for den næste håndfuld år.

Om man sidder hjemme og kigger på brevsprækken eller holder sig fra postkassen indtil sidst på dagen, er det uanset mange timer med sommerfugle i maven, man skal igennem, før det hårdt pressede Post Danmark parkerer cyklen med de tungt lastede tasker og afleverer dagens besked.

For mig var det en rent ud sagt frygtelig dag med en næsten endeløs venten indtil godt ud på eftermiddagen, da postbuddet endelig bankede på døren for personligt at overrække et væld af brochurer og breve fra Aalborg Universitet.

En sådan kuvert med svar om optagelse på medicinstudiet, som jeg synes efterhånden kræver et uudholdeligt højt gennemsnit, kan som intet andet gøre en regnkold sommerdag til årets begivenhed.

Men på trods af den euforiske glæde så står man pludselig på kanten af en voldsom afgrund. For selv om det er en gave at få muligheden for at blive læge og populært sagt ”gøre en forskel”, er der pludselig et væld af udfordringer og problemer, der stimler sammen og tigger om at blive løst.

Først og fremmest: Hvor skal jeg nu bo?

Det var det suverænt største og mest uoverkommelige spørgsmål, jeg og sikkert også størstedelen af de andre brev-modtagere skulle tage stilling til. For som ærkekøbenhavner med knaldrødt hår og alt i cykel-afstand var det noget af et spring at flytte op til den nordligste universitetsby, landet kan præstere.

Man giver afkald på en tryghed og måske også en grad af magelighed, når alt det vante skal udskiftes med fremmede vidder.

Og er det ikke sådan for alle, der optages?

Medmindre du er født og opvokset i den universitetsby, der nu sender dig farverige reklamer og meddelelser, skal du til at pakke livet omkring dig sammen og rykke teltpælene til et andet sted.

Måske er det ligefrem første gang, du skal flytte hele dit inventar til et lille kollegieværelse? Eller måske er det bare en vant sag at folde flyttekasser?

Jeg må nok indrømme, at for mig var det hele helt nyt.

Godt nok har jeg haft min mere eller mindre obligatoriske dannelsesrejse, men pludselig at stå med alt, man har samlet sig gennem livet, pakket ned i brune papkasser var for mig en ny og ukendt oplevelse.

For første gang at se sig selv uden en fast base hos mor og far giver en kompliceret følelse af eventyrlyst blandet godt op med en solid skræk for den farlige fremtid.

Ikke at jeg skal brokke mig, for til mit held er Aalborg hovedsæde for en god portion af min familie, så jeg havde både flyttehjælp og selskab at hente i min nye hjemby.

Ved studiestart kunne jeg dog høre, at mange ikke var så heldige at have et netværk til hjælp, i den by de var flyttet til.

Hvor jeg hurtigt fik en lejlighed med familiens assistance, var der mange, der på første dag stod uden en fast holdeplads. Alenlange ventelister til studieboliger og manglende kendskab til byens udlejere nødvendiggjorde studiestart bosiddende på et vandrehjem for flere af mine medstuderende.

I år melder medierne om de samme problemer. Presset på kollegieværelserne skaber boligmangel for flere tilflyttere, og udsigten til at få et sted til flyttekasserne er lange.

Det er ikke den optimale start på et nyt studieliv, som i forvejen nok skal give dig noget at rykke sig i håret over. Og jeg undrer mig oprigtigt over, hvorfor scenariet gentager sig årligt.

Et eller andet sted må der da sidde én med den logistiske løsning, som bare venter på at komme ud?

Uanset hvad håber jeg for alle de søgende landet over, at de er kommet ind på deres drømmestudie, om det indebærer et ufrivilligt ophold på vandrehjem eller ej.

Desværre må jeg nok erkende, at det helt sikkert ikke er alle, der modtager det ønskede brev. Allerede få timer efter, at Post Danmarks travleste dag er til ende, kører der VUC reklamer i loop i fjernsynet med lovning på supplering af manglende fag, hvis du denne gang har fået afslag.

Mit håb er, at der snart står et væld af nye kollegieværelser klar til alle dem, der fik den store kuvert i år, og til alle dem der lige skal læse lidt op på det hele først.

For der er rigeligt med andet at tænke på, når sommerfuglene i maven har lagt sig, og du står på grænsen til en helt ny og ukendt verden.

Det nye medicinstudie: Mød forsøgsdyret

Jeg kunne have valgt mange andre ord: Prøvekanin, eller for den sags skyld: Medicinstuderende på første årgang på Aalborg Universitet, men i dette forum virker forsøgsdyr som en god betegnelse.

 

For som studerende på den første årgang af et nyoprettet studie er man, uanset hvor glat alt ellers glider, testperson.

1. september 2010 gik min tur til Gammeltorv i centrum af Aalborg.

Her mødes alle de nye ruslinge traditionen tro på studiestartsdagen og spiser morgenmad, inden de bevæger sig ad hver sin uddannelsessti.

Uden en tutor til at guide sig kan man let fare vild i et sådant gedemarked, og det var da også noget nær det, jeg gjorde, da jeg som ny i universitetsregi og eksilkøbenhavner midt i Aalborg banede mig vej mellem mange hundrede studerende og deres morgenbrød.

At være ”en af de nye” kan både være en stor fordel og noget af en ulempe.

Jeg er selv en af de første dimittender fra den nye gymnasiereform, og ved, hvordan vi jævnligt måtte tage os til hovederne grundet forvirring og manglende information.

Heldigvis er de første årgange ikke altid en forvirrende suppedas, som man helst er fri for. Dette er den nye gren af medicinerfamilien i Aalborg et ganske glimrende eksempel på.

Så snart jeg havde fundet det rigtige bord - godt kamufleret af et stort skilt for vores søsteruddannelse (Medicin med industriel specialisering) - var resten af dagen en velfungerende indslusning til de næste mange år af vores liv.

Vi har været så heldige at kunne følges med førnævnte søsteruddannelse gennem vores bachelor, så vi i stedet for at være en lille gruppe, der skal forsøge sig frem, har flere årgange at hente vejledning og inspiration fra.

Siden jeg startede på uddannelsen, har jeg hørt mange stille spørgsmålstegn ved Aalborg Universitets egnethed til en så traditionsrig og anset uddannelse, som lægeuddannelsen betragtes som.

Kan Aalborg Universitet med sin rundkredspædagogiske 70’er tilgang administrere at køre de studerende gennem det nødvendige pensum og give dem en så solid ballast, at de i deres fremtidige virke som læger er på lige fod med resten af landets nyuddannede stetoskop-førere?

Hvorfor skal medicinstudiet til Aalborg? Er der ikke rigeligt med muligheder i landet i forvejen?

Også mange aalborgensere har stillet spørgsmålstegn ved mit valg om at flytte fra min barndomsby København til Nordjylland for at studere.

Men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at oprette studiet på Danmarks nordligste universitet, og selv fortryder jeg på ingen måde at have taget turen ”den forkerte vej over bæltet”, som så mange efterhånden har sagt.

Beklagelser er der i hvert fald ikke anledning til.

Fra starten har Aalborg Universitet lagt et stort arbejde i at give os de bedste kompetencer og den grundigste viden om de emner, vi står over for i hverdagen. Med sit casebaserede gruppearbejde og tidlige patientkontakt griber Aalborg Universitet et gammelt solidt studie an på en hel ny og herligt forfriskende måde.

Med studiegrupper og fælles projektskrivning lærer vi fra en start af at samarbejde med folk med alle slags baggrunde og tilgangsvinkler.

Som et lille lægeteam arbejder vi os frem til en diagnose med alt, hvad den indeholder af objektive undersøgelser og baggrundsviden.

Der er tænkt over detaljerne, og lyse, åbne bygninger i atriestil er sammen med det lækre nye medicinerhus på Vendsyssel Sygehus i Hjørring rammerne om en moderne lægeuddannelse, hvor patienten aldrig bliver ”den uønskede kartoffel” (http://ugeskriftet.blogspot.com/2011/04/patienten-den-unskede-kartoffel.html)

Tænk!: Bare to måneder inde i studiet var hele årgangen - med søsteruddannelse - ude på sygehuset for at stifte bekendtskab med fremtidige kollegaer, en mulig arbejdsplads, men vigtigst af alt, det, det hele handler om: Patienterne.

Det er alligevel et godt stykke over 100 mennesker, der får helt unikke erfaringer fra studiestart.

Hvordan prøver du at kommunikere, hvis patienten insisterer på at tale vendelbomål?

Hvordan spørger du ind til en patients brug af nydelsesmidler uden at træde vedkommende over tæerne?

Hvordan tyder man en journal med alle dens forkortelser og evige gentagelser?

Disse og mange andre underfundige spørgsmål får vi svar på allerede i løbet af vores første semester. Patienten går fra at være et udefineret begreb med en diagnose til at være et menneske, der har brug for din viden og erfaring.

Det er en stor gave at være studerende på den første årgang.

Først og fremmest kan vi skabe vore egne traditioner uden at behøve at skulle starte fra scratch. Lynhurtigt får vi en ide om, hvad livet efter de tonstunge bøger og tilhørende eksamener indeholder.

På Aalborg universitet er man ikke i tvivl om, hvordan en patient ser ud. Jeg er glad for at kunne være forsøgsdyr i et så velfungerende eksperiment.