Her kunne vi få at vide, hvad der forventes gennemført i den nærmeste tid: Telemedicinsk opkobling mellem ambulance og akutmodtagelse, udbredt brug af videokonferencer, telemedicinske løsninger til de store kroniske patientgrupper og i psykiatrien.
På lidt længere sigt desuden udveksling af data og billedmateriale præhospitalt-hospitalt samt online ekspertvurdering og telemedicinsk overvågning af patienter, der ligger på andre afdelinger eller i hjemmet. Mange innovative projekter er desuden undervejs.
Udviklingen vil kunne gå stærkt, fordi de tekniske muligheder allerede forefindes og blot skal ibrugtages bredt i sundhedsvæsenet.
Derfor var der i konferencen indlagt en bredt sammensat paneldebat, hvor muligheder og udfordringer blev kommenteret fra flere sider.
Her nævnte Lars Riber fra Lægeforeningen, at lægerne gerne vil bruge telemedicin og ønskede udviklingstempoet sat i vejret. Samtidig beklagede han, at hospitalernes it-systemer er for langsomme.
En direktør fra Kommunernes Landsforening fremhævede samfundsnytteaspekter og mindede om, at "sektornytte" ikke altid er samfundsnyttigt. Målet skal være "det sømløse system" hvor patienten oplever sammenhæng, service og god kvalitet.
Interessant var det at høre fra en patientrepræsentant "Vi er vant til højteknologi - er slet ikke teknologiforskrækkede".
Og her faldt Peder Jest (lægefaglig vicedirektør, Odense Universitetshospital) ind med sit slogan "Borgeren er den mest oversete ressource i sundhedsvæsenet" - Det skal handle om virtualisering, lad os se på mulighederne i stedet for altid at lade os bremse af administrative regler og krav.
Flere fandt dog grund til at understrege behovet for en gennemarbejdning af DRG-systemet (værdisætningen af ydelser på hospitalsområdet) og fremsatte i den forbindelse krav om, at der etableres økonomiske incitamenter, der kan spille sammen med en øget brug af telemedicinske løsninger overalt.
Som led i konferencen blev flere workshops gennemført. Jeg fik mulighed for at deltage i en workshop om patient empowerment, hvilket jeg på forhånd havde glædet mig til.
Patient empowerment er nemlig en målsætning, som mange nævner uden at gøre sig klart, hvor grænseoverskridende det bliver at støtte og implementere.
Empowered bliver patienten, når han/hun kan selv, gør selv. Har mulighed for, har systemer til. Er instrueret og oplært til, ved alt om. Forstår, tages med på råd og deltager aktivt i.
Under workshoppen blev vi enige om, at patienterne skal have adgang til beslutningsprocessen i hele deres patientforløb, have den fornødne viden og have rådighed over systemsupport. Vi skal altså gå fra ord til handling!
Deltagelse i konferencen om telemedicin gav mig anledning til at tænke over, hvordan det er med den paternalistiske indstilling, som vi i høj grad som læger er præget af og udlever i mødet med patienterne.
Kan vi håndtere den vågne, vidende patient, der gerne tager de afgørende beslutninger? Og vil vi gøre det til vores sag at give patienterne tilstrækkelig indsigt og beslutningsmagt? Trives vi i virkeligheden meget godt med informations- asymmetrien og den akademiske distance til den syge medborger?
