Når registreringen kommer på overarbejde

Jeg har en ret dårlig tålmodighed, det bliver jeg nok nødt til at indrømme. Især kommer den på prøve, når jeg skal vente på eller gøre ting, som ikke giver mening for mig. Som barn af den teknologiske tidsalder, hvor alt skal gå så hurtigt og smooth som muligt, har jeg ofte svært ved at tackle, når tingene ikke går helt så glat.

I Danmark har vi styr på sagerne; vi optegner, noterer og registrer. Denne praksis kan dog til tider blive mere omfattende, end både økonomi og tålmodighed bør kunne udholde.

Her et eksempel fra egen hverdag. Under mit forskningsprojekt har jeg haft flere patienter til undersøgelse, der bor langt væk. Mit forsøg kræver, at patienterne møder op fastende kl. 8.00 om morgenen.

De fleste sover hjemme i egen seng natten inden, men enkelte har brug for en overnatning i byen for at kunne møde så tidligt. De tilbydes en nat på patienthotellet i den tro, at det er den billigste løsning, de skal jo bare have en seng at sove i.

MEN hvis man skal sove der, skal man registreres som indlagt, og nu begynder det sjove. Der skal laves indlæggelsespapirer, printes labels, og sekretærer skal skrive notater om dette og hint.

Alt i alt mens patienten ser forskrækket til, for han troede blot, han skulle møde op til en ambulant undersøgelse i forskningsregi.

Forvagten undrer sig og kontakter mig spørgende, om fuld indlæggelsesjournal nu er nødvendigt, hvortil jeg svarer: at nej, det har jeg jo lavet, så alt dette kunne undgås. Alligevel kommer op mod 5 personer på arbejde fra afdelingens side, selvom patienten aldrig når at sætte fødderne hos andre end hotelpersonalet.

Så er det jeg må spørge: til hvis gavn er dette? Har vi da ikke andre områder, vi kan bruge de ressourcer på? Jeg erkender, at patienter ikke bare kan komme og gå, uden nogen ved, hvad de skal og hvor, men havde jeg været bekendt med det cirkus, jeg og afdelingen skulle igennem for en nats søvn, havde jeg nok booket et helt almindeligt hotel i byen i stedet.

Nu skal det hele ikke gå op i patienter og sygehus.

Under ferien har tålmodigheden også måtte stå en stor prøve – Indien. Et land og et folk som ikke har helt samme indstilling til tid og effektivitet som jeg. Et land hvor det kan tage 15 minutter at købe 4 frimærker, selvom man er den eneste i postbutikken, og man betaler med lige penge.

Slap af, du er på ferie, ville nogle nok sige, men det er ikke så nemt, når det samtidig er et land med en halvdårlig hygiejne standard, der denne dag havde holdt sit indtog i min stakkels mave.

Indien forsøger dog at rette på sit rygte som ustruktureret ved at lade især turister registrere snart sagt alt. Således kan man blive afkrævet sit pasnummer, blot man ønsker 20 minutters tid ved en ældgammel PC med internetforbindelse. Det er rart at vide, at der er tjek på, hvor man er, skulle der ske noget uventet, men alligevel?

Den sjoveste oplevelse i denne retning havde min søster og jeg i et supermarked (en ellers sjælden forretningstype i Indien). Vi købte 7 varer og de skulle igennem 5 (!?!) mand, før vi kunne forlade butikken.

Først en mand på 1. sal ved en kasse med en scanner til stregkoder, så en pakkemand der også slæbte posen nedenunder, dernæst en mand ved en betalingskasse, efterfølgende en ”tjek varerne kasse”, hvor vi fik et stempel på vores bon og sidst en sikkerhedsvagt, som lige skulle tjekke, at det hele var i orden, og hvor vi selvfølgelig fik endnu et stempel. Butikken var lille, og vi var de eneste kunder, så alle kunne se, hvad der skete undervejs. Jeg undres over, hvad alle disse trin i ekspeditionen skulle til for.

Indien har en høj befolkningstæthed, og måske dette er et forsøg på at holde arbejdsløsheden nede? Danmark kunne tage ideen op, og arbejdsløse kunne gå rundt i Føtex med varer fra kasse til kasse, mens kunderne ser undrende på.

Jeg er ikke sikker på, at livskvaliteten for den enkelte arbejder vil gå op med denne metode, så måske vi hellere skulle fortsætte på vanlig vis ved at sende arbejdsløse på kursus efter kursus, selvom de har en ansættelse fastlagt om kort tid.

Eller måske vi skulle prøve noget helt nyt: nedsætte en kommission, der skal se på, hvordan vi får unødvendigt registreringsarbejde ud af hverdagen. Når de om et halvt år er færdige med at registrere, hvad vi andre registrerer for meget, kan vi måske lave en lov, der forbyder den, og nedsætte et udvalg i diverse sektorer, der skal stå for den efterfølgende implementering.

Vi kan også fortsætte med at håbe på, at der med tiden kommer mere eftertænksomhed, når bureaukratiet skal indføre nyt…

Hvad laver en medicinstuderende egentlig?

På mit kollegium bor der 15 personer - alle universitetsstuderende heraf 6 medicinstuderende.

Gennem 4 års kollegieerfaring har jeg opnået den erkendelse, at medicinere arbejder meget. Selvom ikke alle angriber sagen med samme teknik og døgnrytme, er der en klar tendens. 

Ofte kæmper man med en lidende mediciner eller til nød en scient om at få det gode bad ved 7-tiden om morgenen. De øvrige beboere ses kun undtagelsesvist på denne tid af dagen. 

Hvis man selv en sjælden gang oplever køkkenet op på formiddagen, er de første man møder udsovede, kaffedrikkende og avislæsende ikke-medicinere. Konklusionen er: medicinstuderende arbejder hårdt og længe.

Men hvad er det egentlig, de laver? Når dagen er omme, kan det være svært at sætte en finger på, hvad der præcis er kommet ud af den. Jo – de fik da læst 40 sider i en bog, men hvad betyder det?

Nemt står medicinstuderende tilbage med følelsen af, at det eneste produkt, der er skabt over en lang årrække, er en hjerne fuld af viden, som udenforstående ikke kan se eller vurdere kvaliteten af, og som slet ikke kan måles, vejes eller sættes i blå ringbind på et kontor.

Mange andre universitetsstuderende producerer noget i løbet af deres studietid. I stor stil bliver opgaver og projekter printet, afleveret og bedømt. Mens det hele slutter af med det sagnomspundne Speciale.

Medicinere har ikke noget speciale, eller det vil sige: det har vi, men det er et ganske lille et af slagsen, der ikke står mål med de kraftpræstationer, vores kolleger på andre fakulteter yder. 

Hvordan kan det så alligevel være, at det altid er medicineren, der når at høre Radioavisen kl. 7?

Medicin er og har længe været et studie med prestige - både for den enkelte studerende, men også for universitetet og samfundet.

Netop derfor hører man ikke i pressen, at de medicinstuderende får for lidt undervisning, de får nemlig så rigelig: 26 timer om ugen pt. på eksempelvis 11. semester i Aarhus.

Den tid, de ikke kan fylde ud med timer, fyldes i stedet op med læsning i tunge og dyre bøger. Stadig dog uden, at det blå ringbind bliver fyldt op.

Måske er det derfor, vi engagerer os i så meget under studiet. Der findes snart sagt ikke det felt, der ikke er lavet en studenterforening om. IMCC for den rejselystne, SATS for dem med hang til drama og Holistiske Medicinere for dem, der ikke har nok i biokemi og blodprøver.

Der bliver holdt møder, kurser og spist kage i en uendelighed. Det er hyggeligt, lærerigt og frem for alt gøres der noget for andre end kun en selv.

Medicinere sprudler af liv, alle steder de kommer. De har lyst og energi og det på trods af pres fra tunge anatomibøger. Det fortsætter også langt ud i lægelivet. Ofte ses læger på politiske poster og som formænd i foreninger. Hvorfor?

Fordi de simpelthen ikke kan lade være. At networke og forene sig er noget af det medicineren er bedst til. Det er Fredagsbaren, som altid er stopfyldt, et klart eksempel på.

Skål og god weekend!