Er lægestudiet psykopat-sikret?

Nye kommende læger er netop optaget på medicinuddannelsen med tårnhøje karakterkrav fra gymnasiet – karakterer som afspejler primært flittighed, delvist intelligens og slet intet om empati og medmenneskelighed. 

 

Herefter skal man ’bare’ læse nogle bøger og bestå eksamener. KBU er stort set umuligt at dumpe (er det sket endnu?). Så er man læge.

I betragtning af hvor mange læger der er i Danmark, er der heldigvis utroligt langt mellem psykopaterne, som forgriber sig på patienterne, overtræder etiske regler på det groveste eller lignende af så alvorlig karakter, at ikke kun den kulørte presse gider omtale det.

Kunne man undgå disse i det danske sundhedsvæsen? Skulle vi stille andre krav end at kunne lære Kompendiet udenad til de danske læger? Der er 7 lægeroller; Kompendiet gør os højest til ’medicinsk ekspert’. De andre roller kan man øve sig i med tiden og deraf blive en bedre læge, men jeg vil påstå, at man skal være født med en grundforståelse og nogle basale kundskaber.

Jeg tænker ikke på de drengestregs-studerende, som indbyrdes laver sjov med hinanden; laver historier alle har hørt. Øl-via-sonde til fredagsbar er vist en klassiker, vi alle kender.

Jeg tænker heller ikke på de unge læger (som jeg selv gerne skulle blive en dag), som indledningsvist er generte og usikre og lige skal lære at samarbejde med personalet og kommunikere hensigtsmæssigt med patienterne. Det er et faktum, at størstedelen af patientklager beror på et kommunikationsbrist og ofte omhandler en relativt ung læge.

Nej, jeg tænker på de fulminante psykopater, når jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvordan vi slipper gennem læge-nåleøjet.

Et tankeeksperiment: lad os forestille os en medicinstuderende, som i klinisk ophold eller i lægevikariat enten udviser fuldstændig uanstændig og uprofessionel opførsel; eller som forgriber sig på patienterne; eller afslører personfølsomme data på internettet; er totalt blottet for samarbejds- og kommunikationsevner; eller er ude af stand til at tage ved lære og stå til ansvar for sine handlinger for at dygtiggøre sig; som ikke kender grænserne for egne evner og ansvarsområder af hensyn til patientsikkerheden; eller hvad jeg nu lige kan komme på.

…Hvad hvis vi fører tanken fuldt ud, og forestiller os en studerende, som opfylder det hele?

Jeg underviser selv de nystartede lægestuderende i anatomi først på studiet og understreger overfor mine yngre medstuderende, som er vant til udelukkende 10 og 12 i gymnasiet, at ”2-tallet på lægestudiet er nok til at blive en anstændig læge”. Vi lægger barren for at bestå de teoretisk fag højt, så alle er medicinske eksperter, når de aflægger lægeløftet. Skulle man overveje, om andre barrer også skulle løftes – eller blot overhovedet eksistere?

Jeg tror, at vi gør os selv som (kommende) læger, vores kolleger i plejefaggruppen og ikke mindst vores patienter en profylaktisk kæmpetjeneste ved allerede i studietiden at opdage de - heldigvis utroligt få - men fulminante psykopater, før de får ret til selvstændigt virke.

Fantastisk som de danske læger står sammen

For flere uger siden – da lægekonflikten endnu var en trussel i fremtiden – skrev jeg en aftenstund et læsebrev til Politiken (se nederst).

Også jeg var utilfreds med de nye ændringer, regeringen lagde op til. Nok er jeg blot medicinstuderende og kan ikke helt sætte mig ind i konsekvenserne, som praktiserende læger føler helt tæt inde på livet, men jeg kunne nok se, at det var en forkert drejning.

 

Mit læserbrev blev optaget og trykt i Politiken. Helt umotiveret fik jeg kort efter denne besked i min private indbakke på facebook:

”Hej Mads! Det må næsten være dig, der har en bemærkning i Politiken i dag om udflytning af professioner – du er da for sej – og jeg byder dig velkommen i dit kommende/vores fælles lægeliv! Mvh (….)”

Jeg blev utroligt overrasket, men endnu mere glad. Det var dejligt at opleve et fællesskab og et sammenhold. Fra en læge jeg ikke kendte og måske aldrig vil møde.

Sammenholdet i den danske lægeverden var tydeligt, da over 90% af landets læger viste Danmark og politikerne, at de ville stå sammen og aflevere ydernumrene. Vi har i sundhedsvæsnet stærke kort på hånden mod politikerne.

Siden har den snævre afgørelse i PLO vist en deling af holdninger. Jeg håber ikke, det vil få konsekvenser. Jeg håber, de danske praktiserende læger sammen finder en løsning, som først og fremmest er til gavn for patienterne og er rentabel for de danske praksisser, så vi fortsat har en lægestand, som udviser sammenhold.

Mit læserbrev i Politiken 21/5 2013:

Der mangler ministerier i Udkantsdanmark 

Den igangværende lægekonflikt går bl.a. på, at regionerne vil placere lægepraksisser efter forgodtbefindende. Man skal vel hverken være læge, lærer eller lærling for at være imod, at man efter endt uddannelse får at vide, at der mangler en alment praktiserende læge, dansklærer eller smed i en bestemt egn af landet og derfor får besked på at flytte dertil.

Jeg foreslår i lighed hermed – og ganske relevant – at Social- og Integrationsministeriet placeres i Vollsmose, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse på Lolland og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i Vestjylland.

Udfordringen at få et lægevikariat

Som medicinstuderende sidst på studiet har jeg som mange af mine medstuderende fået blod på tanden for at prøve kræfter med et lægevikariat.

Jeg har, igen som mange andre, søgt vikariat også på grund af 4-års reglen – men absolut ikke kun på grund af dén. Og det er en diskussion, jeg slet ikke vil ind på her… Jeg har søgt vikariat for at blive inspireret og blive udfordret.

 

Man skal jo vælge et vikariat ud fra hvilket område, man gerne vil dygtiggøre sig indenfor. Tænke over om vikariatet skal være indenfor drømmespecialet eller for den brede lærings skyld.

Herefter skal man sælge sig selv bedst muligt. Jo længere man er på studiet, des nemmere. Jo længere tid man kan være ansat som vikariat, des bedre. Jo bedre CV, des nemmere. 

Skriv en god motiveret ansøgning henvendt netop til dén afdeling, men ring afdelingsledelsen op først, præsentér dig og din ansøgning og giv et bedst muligt indtryk. Ja, mød op fysisk om muligt. Ansøgningen kan sendes umiddelbart efter samtalen, hvor de husker, hvem man er. 

For mig skulle det vise sig at være en større udfordring at få et vikariat end først antaget. I det mindste tænkte jeg, at et vikariat i ”den rådne banan” altid kunne være en mulighed. Ikke at jeg ser det som et fagligt ringere alternativ, men naturligvis er geografi med i overvejelsen. 

Alligevel formåede jeg at få afslag fra et par steder i vandkantsdanmark, som til min store overraskelse ikke tog lægevikarer, da de havde læger nok.

Fagpressen har da også skrevet om, at et øget optag i årene fremover vil give mange yngre læger. Jeg havde håbet, at jeg lige var lidt foran denne bølge af kolleger, men den har åbenbart indhentet mig, hvilket ikke vil gøre det nemmere efter endt studie.

Det hele endte godt, og jeg kan glæde mig over, at min førsteprioritet gik igennem, så jeg til juni kan starte i vikariat i FAM i Herning; en udfordring jeg ser utroligt meget frem til!

Jeg kender flere medstuderende, som snakker om, at ”de gerne vil have et vikariat på et tidspunkt”. Jeg vil hermed opfordre til at søge bredt, søge tidligt og søge aktivt – for de vikariater hænger ikke på træerne. Længere.

Medicinuddannelsen forbereder til lægelivet – på mange måder

Enhver, der søger optagelse på medicinstudiet med mål om at blive læge, har – forhåbentligt – tænkt tanken, at en læge også arbejder jule- og nytårsaften, også om natten og ikke altid i en af de større byer.

Man kender til ordningen om at trække nummer efter endt uddannelse og have mulighed for at komme til et mere afsides liggende sted i landet.

Det hører dog ikke kun færdiguddannede læger til. På studiet fordeles klinikpladserne (heldigvis?) efter samme ligeværdige ordning, nemlig lodtrækning. Som studerende på kandidaten i Aarhus bliver vi halvårligt informeret nøgternt via en hjemmeside om, hvor i Jylland det næste halve år skal tilbringes.

Informationen betydning for mange af os, da sociale relationer, økonomiske forhold og tidsmæssige aspekter bliver påvirket. Derfor afsendes også i dagene efter offentliggørelsen adskillige mails på tværs mellem studerende med mere eller mindre desperate råb med ønsket om at bytte klinikplads. Det er argumenter som forskningsforberedelse, jobs i Aarhus og måske mindre saglige argumenter som bopæl i Aarhus, der især præger disse mails.

Selv har jeg været i Holstebro (udstationeret), Horsens og Viborg (pendling) og har til foråret fået Aalborg (udstationering). Så jeg kender følelsen af ærgrelse over at skulle tidligt op og komme sent hjem, at skulle droppe andre aktiviteter, at skulle spilde meget tid i tog, at skulle arbejde mindre eller senere for at kunne supplere sin SU fortsat. Det er ikke altid nemt.

Det er det jo nok heller ikke som voksen læge. Godt nok kan en lægeløn og bil afhjælpe en del logistiske problemer, men afstandene bliver ikke mindre. Alligevel løser det sig jo og har gjort det for så mange – så mon ikke det også løser sig for os studerende?

Ydmyghed i lægekitlen

Eksamenstiden, hvor nye læger udklækkes, er ovre. Livet i den hvide kittel skal starte.

I kliniske forløb har studerende dog været i kittel men ikke med samme ansvar og krav, som hviler på en færdig læge. Ansvaret og beslutningerne i det kliniske arbejde er nye opgaver, som også skal løftes.

Selv er jeg stud.med. men har i kliniske forløb bemærket forskellen i at passere gennem et venteværelse i civil og i kittel. Forskellen er enorm.  Kitlen giver unægtelig en position. Heldigvis? Desværre? 

Selv mener jeg, opgaven skal løses med en vis ydmyghed. Man er ikke et supermenneske fra dag ét. Fra dag ét er man ikke engang basislæge.

I DRs ”Nye hvide verden” fortalte en af lægerne, at vedkommende følte sig bedre og følte at kunne mere med kitlen på. Det er godt, at kitlen kan give ro, bare den ikke gør lægen nonchalant i sin beslutningsproces.

I de medicinstuderendes tidsskrift i Aarhus kunne vi i et læserbrev for nylig læse om  ”vores stærkeste trumf – den hvide smukke kittel”. Personligt ser jeg ikke kitlen som en trumf; hverken et bevis på en uddannelse af en vis varighed, en trumf i en diskussion med andre faggrupper eller en ordensstjerne på skulderen som autoritet overfor patienterne. 

Jeg synes, kitlen er en arbejdsuddelt beklædningsgenstand, som unægtelig giver en position, og dén tillid fra patienten skal man varetage med ydmyghed.

En basislæge med rygrad som supermenneske fra dag ét i kitlen kan risikere at træffe nonchalante eller bare forkerte beslutninger af frygt for at fremstå inkompetent. Man skal derimod have rygrad til at kende sine begrænsninger, kunne spørge bagvagten om hjælp (også kl. 04),  kunne sige ”det ved jeg ikke” foran patienter såvel som andre faggrupper. 

Som studerende, der er meget modtagelig overfor indtryk og holdninger, er jeg meget interesseret i at høre andres mening om, hvordan man bærer kitlen, og alt hvad der dertil hører. Også fra dag ét.

God restsommer og tillykke til alle de nye i kitlen!

Opbakning driver værket

Normalt siger man vist, at ”lysten driver værket”. Det er jeg naturligvis enig i. Men lysten skal komme et sted fra, og særligt skal den plejes med de optimale rammer for at gro.

Det må være en leders fornemste ansvar at give sine folk optimale rammer til selv at have lysten til at drive værket. Hvis jeg skal opfylde lægeroller som ’samarbejder’ og ’organisator’, ved jeg godt, hvordan jeg vil gribe det an. 

I skrivende stund er jeg blandt de frivillige studerende fra adskillige studieretninger fra Aarhus Universitet, som er gået sammen om at skabe fokus på sundhed. Forskellige baggrunde, forskellige kompetencer, samme mål.

I starten opnåede vi støtte fra bl.a. borgmesteren og ministeren, og det var gode skulderklap. Også Aarhus Universitet roste. Det gav rygrad til at fortsætte arbejdet.

SUNDdag skal afholdes snart, den 26.maj, og arbejdet spidser til. Det gør eksamenslæsning også, men alligevel mærkes en øget drivkraft i arbejdsgruppen. Indenfor den sidste måneds tid har Health, Aarhus Universitet og især Folkesundhed Aarhus (kommunalt regi) givet en helt exceptionel opbakning til SUNDdag.

Det har startet en positiv bølge, hvor flere og flere har været villige til at samarbejde med os for at skabe en sundhedsinformativ dag til glæde og gavn. På dagen kan opleves alt fra bamsehospital, kostråd, inspirationer til motionsformer, Christian Bitz og Charlotte Bircow til genoplivning, organdonation og landets førende eksperter om de store folkesygdomme (se sunddag.nu).

Der er ingen tvivl om, at Folkesundhed Aarhus og mit eget fakultets valg om at støtte den lille gruppe med et stort engagement har givet investeringerne flere gange igen.

Hvis jeg en dag skulle besidde en lederposition, må det helt sikkert blive et mål at sikre de ydre rammer til de ivrige og engagerede. ’Sammen står vi stærkest’ – ja, hvis der er noget at stå på.

Om IKKE at være træt af at være studerende

I en tid hvor medierne har kørt i ring om fattige Carina eller trætte Sofie, vil jeg her følge trop. Ved først og fremmest at fastslå: jeg er ikke træt af at være studerende!

Tværtimod.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at Sofie i mange henseender har ret; studerende har et mindre rådighedsbeløb end mange andre, licensen er relativt dyrere for os, og vi har selv valgt dét studieliv.

Jeg har bevidst fravalgt det ’fattige’ liv og accepteret, at studietiden er en tid med begrænsede muligheder. Derfor har jeg boet 4.5 år på et billigt og lille kollegieværelse og fået SU’en til at række; derfor finder jeg ekstra energi til at have et studiejob (til sjov); derfor cykler jeg – også i regnvejr; derfor overvejer jeg, hvornår 100 kr. er værd at spendere. Det er mine kår.

Studenterøkonomien er trang, så jeg finder det meget vigtigt, at man som studerende skal skelne mellem fattigt/usselt og begrænset.

Jeg vil ikke gå ned i kvaliteten på mad og løbesko eller på mængden af rosiner, kaffe og sød lakrids, for det gør mig glad! Til gengæld har jeg ikke råd til hverken 42 tommer plasmaskærm eller egen bil. Hermed bliver min tilværelse begrænset men langt fra ussel og fattig. Sofie og alle andre må lave samme prioritering. 

Vi har valgt et studieliv med totalt frie tøjler, hvor vi kan studere, arbejde eller træne præcis, når det passer os. Man får vel næppe en mere fri og uforpligtende tilværelse end under studiet (hvis du er i tvivl; spørg din kloge mor). Og det er ikke noget at være træt af hver dag.

Ligeledes har man selv valgt sin studieretning, hvilket jeg håber, at enhver studerende er glad for. Lysten driver værket – og dén lyst skulle gerne give energien til både at passe sit studie og tage en jævnlig vagt på et arbejde. Er man som Sofie psykisk nedkørt, bør man udnytte, at der hos studievejlederne og andre er kompetent støtte til rådighed. 

Til Sofies forsvar vil jeg gerne understrege, at jeg læser medicin, og jeg tror, vi har bedre vilkår. Gennem vores fagforening kan vi allerede fra første semester på studiet tage studierelevante vagter på sygehusene, ligesom jobs som undervisere, studievejledere og lægevikarer besættes af medicinstuderende. Men unge og studerende er uuddannede og lavtlønnede, og det er altid muligt at finde et eller andet job.

Gør studietiden så god som den fortjener. Så god at du bliver træt af ikke længere at studere.

Sofies blog kan findes her: http://politiken.dk/debat/ECE1501598/jeg-er-traet-af-at-have-en-daarlig-dag-hver-dag/

Hvad er gevinsten ved studenterforskning?

Undertegnede er i skrivende stund ved at afslutte mit forskningsår på Kardiologisk afd. B, Aarhus Universitetshospital Skejby.  

Hvad får vi studerende ud af det? Spørgsmålet går på, om det har været en investering eller en direkte udgift.

Private gevinster af motiverende karakter skal ikke negligeres. Året har været anderledes udfordrende end studiet og en øjenåbner for forskningsverdenen. Plus til forskningsår.

Jeg har forlænget min studietid med et år – til politikeres irritation. Måske det også vil irritere mig, når et øget optag på lægeuddannelsen øger konkurrencen om stillingerne de kommende år. Minus til forskningsår.

Forhåbentligt ender min forskning ud i en publikation, hvilket pynter meget på et medicinsk CV. Publikationen er beviset på, at man kan forske af tilstrækkeligt høj kvalitet og kan være adgangsgivende for en senere ph.d.-uddannelse – det nærmest direkte krav til en lægestilling i en af landets større byer. Plus til forskningsår.

Men det hiver karriereovervejelserne helt ned på studiet – før man er færdig basislæge (med streg under basis). Er det gavnligt uhyre tidligt at skulle stræbe efter en bestemt speciallægeuddannelse, før man overhovedet kender dens indhold?

Lægger det ikke et unødvendigt pres på de studerende, hvor nogle vælger, at ”det forskningsår og den ph.d. bare skal overstås, for jeg kan få mit drømmespeciale”? Trods forskningsinteresse er et relevant krav at stille til lægerne på et universitetshospital, kommer der et minus til forskningsår.

Et særdeles relevant spørgsmål – for forskningsår såvel som ph.d.-uddannelsen – er, hvorvidt man bliver en bedre læge af at forske. Forskning ligger vel i lægeløftets ” jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede” og er ikke irrelevant i de syv lægeroller, fx ’medicinsk ekspert’, ’akademiker’ og afhængigt af forskningsprojektet også ’sundhedsfremmer’. 

Ligeledes er forskningstræning beskrevet i specialernes målbeskrivelse. Plus til forskningsår. 

Men ville jeg ikke blive en bedre læge (kliniker?) af tre år i forvagt frem for at nørde i 3 år om et lille hjørne af et stort speciale – blot for at opnå en ph.d.-grad? Minus til forskning.

Der er uddelt plusser og minusser bevidst uden størrelsesangivelse. Det er tydeligt for mig, at plusserne er størst. I et moderne velfærdssamfund med råd til topbehandlinger må vi selv være fremme med nyeste forskning. Det krav kan man godt stille til lægevidenskaben.

Farma, fundraising og FINO – fint?

Der er et klassisk dilemma mellem en læges interesser i medicinalindustrien og lægens interesser i det bedste for sin patient. Man har simpelthen været bange for kapitalens lange, klamme arm, og hvilke konsekvenser den kunne have for patienterne. I de forgangne år er der tilsvarende strammet kraftigt op i reglerne om, hvad læger må modtage fra og gøre for medicinalindustrien.

Jeg er ikke læge. Jeg er medicinstuderende. Er det så anderledes for mig?

I frivillige studenterorganisationer som International Medical Cooperation Committee (IMCC) og tilsvarende fra andre I-lande har man typisk valgt at holde en skarp afstand til medicinalindustrien og dens midler med argumenterne om, at vi skal bevare vores integritet og kunne træffe objektive beslutninger. Ligeledes har medicinalindustrien tidligere haft grimme sager på sig – også noget at tage afstand fra.

Men har jeg integritet, og skal jeg træffe objektive beslutninger som stud.med.? Nej, tænker jeg umiddelbart. Ergo er farma og fundraising i kombination vel ikke et problem. Ikke desto mindre må jeg give min medstuderende og gode ven, David Gryesten Jensen, ret: ”Reklame virker – det er et ubestrideligt faktum”. Et banner med et logo kan altså have indflydelse på mig nu, hvorfor det bliver et problem, når jeg en dag står med min lægeautorisation.

Selv samme David var blandt de ansvarshavende for fundraising-området, da IMCC i august 2011 var vært for den største medicinske studenterkongres nogensinde i Danmark. Også for David blev fundraising en uforudset stor udfordring, bl.a. pga. finanskrisen. Men her var farma-funding absolut forbudt: havde vi rejst penge fra medicinalindustrien, ville vi ikke engang have fået lov til at afholde konferencen. Er det fair? Eller kunne man erkende, at medicinalindustrien også er en samspiller og ikke kun en fjende?

Problemet har netop været aktuelt her i norden, hvor vi ellers ofte kan forholde os med lidt mere mådehold, end man typisk møder fra andre I-lande. IMCC’s samarbejde med de 5 nordiske lande, The Federation of International Nordic medical students' Organisations(FINO), er et formidabelt forum af ligesindede: medicinstuderende og deres organisationer med samme indstillinger, arbejdsmoral, dilemmaer, problemstillinger og målsætning.

Derfor er disse møder meget udbytterige, modsat samarbejde med eksotiske kulturer, som gerne møder op 1-3 timer efter det tidspunkt, mødet var sat til, og samtidig med helt andre problemer på dagsordenen.

Finland skulle her i november 2011 afholde det årlige FINO-møde men har ikke kunnet finde pengene til det og har måtte udskyde mødet. Muligheden for farma-penge blev stemt ned, før den dårligt var foreslået.

Studenterforeningerne ville altså hellere sige nej til et lille indskud fra en medicinalvirksomhed, end de ville afholde et motiverende og fremadrettet møde. Det er en prioritering. 

Men det er jo samtidigt vigtigt at være principfast– for integritetens og patienternes skyld. Kommentarer er velkomne; hvor går grænsen for studerende?

Efter valget: forebyggelse kommer i højsædet? Ja, tak! Men vi studerende er skam i gang

Jeg så i en opgørelse fra Lægeforeningen (offentliggjort før valget i 24timer), at knap 60% af lægeforeningens adspurgte medlemmer ville stemme rødt mod blot 36% af stemmerne ved sidste valg.

Som stud.med. gav det mig bestemt et signal om, hvilken retning, jeg skulle stemme i, hvis jeg ønskede et bedre sundhedsvæsen set med fagkyndige øjne – altså mine kommende. Det er tankevækkende, at stemmefordelingen indenfor en enkelt faggruppe har kunnet ændre sig så ekstremt på kun fire år.

Valget er nu overstået, og den nye regering har i de seneste timer taget form. Vi får en ung, kvindelig SF’er som minister for sundhedsområdet, men det er ikke det hele. Astrid Krag får ifølge Politiken.dk titlen ”Minister for sundhed og forebyggelse”.

Dét er en drejning, som vækker opsigt i mine øjne. Ministeriet bliver først og fremmest delt fra Indenrigsministeriet og bliver forhåbentligt deraf mere selvstændigt. Men derudover kommer ’forebyggelse’ op, som en topprioriteret opgave og ikke længere blot en kategori under hovedtitlen ’sundhed’.
 
Som optakt og idévækker til ministerens nye arbejdsopgaver startede 3/10 2011 - i går - et nyt projekt under IMCC (International Medical CooperationCommittee), som er en frivillig, sundhedsorienteret studenterorganisation.

Projektet (foreløbigt kaldet Sund8000) har til mål at øge fokus på forebyggelse og public health i Aarhus og omegn ved at sætte sundhedsinitiativerne helt frem i hovedet på befolkningen og gøre dem jordnære og letfordøjelige.

Gruppen vil bl.a. arbejde på dette via et stort arrangement i Aarhus en velvalgt dag.

Det mest interessante ved dette helt nye initiativ er, at det ikke er en politisk beslutning men et frivilligt studenterinitiativ, samt at det ikke blot er et par tilfældige lægestuderende; til første møde i går mødte 16 lægestuderende, 10 folkesundhedsvidenskabsstuderende, en statskundskabsstuderende, tre studerende fra Handelshøjskolen, en økonomistuderende, fire idrætsstuderende, en journaliststuderende og tre medievidenskabsstuderende op.

Der er altså en bred, frivillig og studenterdrevet følelse i Aarhus om at fremme sundhed og øge forebyggelse. Og tværfagligt samarbejde er en hjørnesten i organisationsstyring og kompetenceudvikling.
 
Vi vil med spænding følge Astrid Krag i hendes nye virke.

Con amore

Frivilligt arbejde er en mærkelig størrelse.

Det gavner, det glæder – afsender såvel som modtager. Dog tenderer det til at tage overhånd: man gribes af lysten, driften til at gøre en forskel. Det er hårdt til tider men kan være givende og lærerigt i en langt overskyggende grad. Det er vel derfor, vi bliver ved!?

1.-7. august 2011 var den danske sundhedsorienterede studenterforening IMCC (International Medical CooperationCommittee), som jeg er med i, vært for 60 års jubilæumskonferencen for verdens største fagspecifikke studenterorganisation International Federation of Medical Students’ Associations (IFMSA).

IFMSA blev grundlagt i København i 1951, og jubilæet skulle naturligvis holdes ’hjemme’ i Danmark.

I over to år havde en voksende gruppe danske studerende arbejdet på at stable arrangementet på benene, og 1. august kunne vi tage imod 1050 uddannelsesmæssigt ligestillede fra hele 92 nationer verden over.

De mange delegerede gik ind til en intens uge med møder, afstemninger, generalforsamling, erfaringsudveksling, kurser og organisationsoptimering.
 
Personligt er det en stor tilfredsstillelse at deltage i sådanne konferencer. Jeg får meget ud af faglige såvel som personlige samtaler med verdens medicinstuderende, som kan være så vidt forskellige fra mig selv men stadig arbejder frivilligt mod samme mål: sundhed i verden, globalt som lokalt. Eller i hvert fald lidt mere sundhed. Man er vel realist?
 
For alle os frivillige bag konferencen var ugen mindst lige så hård – vi ankom som de første og gik som de sidste.

Ikke desto mindre opbyggede vi en teamspirit, som ugen skred frem, og jeg befandt mig i et træt men utrætteligt forum af venner. Det var en sand fornøjelse at arbejde med sådanne mennesker.

Turen hertil har været lang: medicinstuderende er ikke uddannet til at forhandle hotelkontrakter, fundraise store summer, slå igennem i pressen eller sikre folk fra hele verden visum til ikke-lettilgængelige Danmark.

Men vi vil gerne, og turen har været dejligt lang, da vi har lært af de mange udfordringer.

Det er klart, at der har været fejltrin undervejs og dobbeltarbejde, men hvis det blot lykkedes, var vi glade! Alligevel kunne man jo ønske sig, at medicinere generelt blev bedre til at samarbejde med andre faggrupper, som ligger inde med kompetencer, vi ikke selv har.
 
Der er vist ingen tvivl om, hvor jeg står: er rammerne gode, er frivilligt arbejde så givende, at det langt overgår de negative sider. Jeg tror ikke, jeg kan holde mig væk.