Engelske kirurger – hvorfor ”Mr” og ikke ”Dr”?

I kølvandet på udgivelsen af bogen ”Dødens Teater” om lægekunsten i Danmark for 300 år siden, har jeg holdt foredrag flere steder i landet.

I Århus gjorde en tilhører mig opmærksom på, at den gamle deling mellem kirurger og ”doktorer” naturligvis også gjorde sig gældende andre steder.

I England (og Irland) har den gamle distinktion trukket synlige spor helt frem til nutiden, idet engelske (mandlige) kirurger ikke som lægen skal tiltales ”Dr”, men derimod som ”Mr” I nyere tid selvfølgelig suppleret med ”Mrs” og Miss”.

Denne skelnen er en gåde for de fleste, selv i engelsktalende lande, og giver ofte anledning til misforståelser.

For at forstå baggrunden skal man en tur tilbage til omkring år 1700, hvor de eneste, der måtte pynte sig med doktor-titlen, var de universitetsudannede medicinere, som havde afsluttet deres uddannelse med doktorgraden og kunne skrive ”MD” efter deres navn.

Titlen var beskyttet og forbeholdt mænd, som havde gennemført medicinstudiet ved et universitet.

Det betød ikke så meget, at titlen nærmest automatisk blev tildelt, hvis man i en årrække var mødt op til forelæsningerne. Nogle købte endda titlen for 20 £ ved et skotsk universitet.

Kirurgerne havde i mange tilfælde ingen formel uddannelse, og måtte tage til takke med at blive tiltalt ”Mister”. De var barberer af uddannelse, bortset fra nogle få, som var medlemmer af The Company of Surgeons.

Gennem 1700-tallet opstod imidlertid hospitaler, hvor det snart viste sig, at kirurger havde mere at byde på end lægerne, hvis praksis hvilede på et uholdbart, spekulativt grundlag.

Da engelske og skotske kirurger i løbet af 1700-tallet – ikke mindst i kraft af den formidable John Hunter – gjorde store fremskridt, begyndt de faktisk at sætte medicinen helt i skyggen.

Efterhånden tjente kirurgerne ved Londons uddannelseshospitaler også bedre end medicinerne.

”Doktoren” blev en skikkelse, man skrev satirer og spottevers om, og som regel blev de karikeret som opblæste, uduelige og griske, for ikke at sige livsfarlige.

Kirurger begyndte at se titlen ”Mr” som en hædersbetegnelse, og da de fra 1830’erne var de blevet så tilfredse med sig selv, at de ikke længere betragtede ”Mister” som nedsættende, men tværtimod som en hædersbetegnelse

I 1800 stiftedes Royal College of Surgeons of London. Her aflagde kirurgerne en officiel embedseksamen, hvorefter de blev medlemmer og kunne sætte ”MRCS” efter deres navn.

Snart begyndte praktiserende læger også at kvalificere sig til at praktisere kirurgi (plus jordemoder- og apotekervirksomhed). Til forargelse for den lille elite af topkirurger kunne enhver læge derfor nu smykke sig med et ”MRCS”.

Og ganske vist havde kirurgerne langt om længe fået ret til at bære titlen ”Dr”. Nu havde de bare ikke lyst til det længere. De skulle ikke slås i hartkorn med fattiglæger og giftblandere, der gik rundt og kaldte sig ”kirurger”.

Så man valgte at fastholde tiltaleformen ”Mister”.

I takt med kvindernes indtog er det naturligvis nu blevet udvidet med muligheden for at benytte ”Mrs” og ”Miss” til kvindelige kirurger.

I en tid uden gren- og subspecialisering var det relativt ukompliceret (og excentrisk på en meget engelsk måde lige som møntvæsenet, venstrekørsel og det engelske system for mål og vægt).

Men som BMJ bemærkede for nogle år siden er tingene blevet mere uoverskuelige: Kirurgiske sygdomme behandles ofte af teams, som byder ind med forskellige specialebaggrunde, også som f.eks. radiologer eller patologer.

”Således kan patienter med cancer, som holder på korrekte tiltaleformer, blive temmelig forvirrede, når de henvis af deres egen læge, Dr A, til onkologen Dr B og radiologen Dr C, før de hilser på kirurgen, Mr eller Ms D, som sender patienten til stråleterapi hos Dr F og tilbage Dr B til kemoterapi, afhængigt af, hvad patologen, Dr G har fundet. Endelig risikerer patienten at havne i et kontrolleret forsøg hos Dr H, som ikke har en lægelig uddannelse, men en PhD”, skriver BMJ, som efter yderligere forvirrende oplysninger konkluderer, at dette ”uhellige roderi” nu bør ophøre.

Kirurgerne kunne i det mindste – skriver BMJ – ”overveje at opgive denne prætentiøse anakronisme”, så alle med en lægelig uddannelse kan tiltales med et ”Dr” – uanset hvilke bogstavkombinationer, de i øvrigt måtte have på visitkortet.

Kirurgiens far fundet på Rigshospitalet

Simon Crüger blev født i 1687. Som dreng blev han sendt til København for at blive udlært i sin morbror Nicolai Bøyes barberstue på Amagertorv. Bøye var en prominent barberkirurg, og Simon fik en god uddannelse.

Men læge måtte man kun kalde sig, hvis man havde gået på universitetet og taget en doktorgrad. Lægerne – doctores – stod højt over kirurgerne på den sociale rangstige.

Til gengæld kunne lægen ikke udrette ret meget, mens kirurgerne trods alt havde nogle praktiske færdigheder. Det var kirurgen, man gik til med en brækket arm, en byld, en forstuvning eller et åbent sår. Barberstuen var den tids skadestue.

Og det var kirurger, kongen havde brug for til at tage sig af syge og sårede soldater og søfolk i tidens mange krige.

Universitetet ville ikke have noget at gøre med kirurgerne. Derfor måtte Simon Crüger som andre af tidens kirurger rejse til udlandet for at videreuddanne sig. Efter et ophold i Frankrig etablerede han i 1736 en kirurgskole i Københavns Købmagergade, nogle få skridt fra barberstuen, hvor han var udlært. Hermed frigjorde han endelig kirurgien fra barberfaget.

Men Crüger lå også i evig strid med det medicinske fakultet – bl.a. om retten til at eksaminere kirurgerne, og om de kadavere af henrettede og afdøde fattiglemmer, som var nødvendige for undervisningen i anatomi.

Crüger blev malet i 1760, og maleriet blev kopieret. Der fandtes derfor to portrætter. Men hvor var de?

Det var jeg nødt til at finde ud af under researchen til min bog ”Dødens Teater” om den tidligste lægevidenskab i Danmark (udkommer den 16. januar 2012).

 

Når medicinhistoriske bøger og artikler skal vise Simon Crüger, er det som regel et foto af en gipsbuste.

Der findes også et ældre foto fra 1900-tallets begyndelse, fra Anatomisk Instituts bibliotek, som dengang lå på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade i København. På væggen ses to portrætter, og det ene ligner Crüger. Men siden udflytningen derfra i 1942 har billedet ikke kunnet spores.

Af inventarlisten for Københavns Universitets kunstsamling fremgår faktisk, at universitetet ejer et portræt af Crüger. Men universitetet kunne, trods et større eftersøgningsarbejde, ikke lokalisere det.

Af en gammel inventarliste fremgår det, at der på Ledreborg Slot ved Lejre befandt sig en samtidig kopi, ligeledes fra 1760 – Crügers dødsår. Ikke mærkeligt, da slottets bygherre, greve Ludvig Holstein-Ledreborg havde støttet Crügers kamp for at oprette en kirurguddannelse og i øvrigt var en ven af videnskaberne.

Takket være godsejernes hjælp lykkedes det at lokalisere dette portræt, som imidlertid er i stærkt forfald. Men nu var der da en mulighed for at have et farveportræt med i bogen af Crüger. Det fandt jeg afgørende, da Crüger må betragtes som den kirurgiske videnskabs urfader i Danmark. En fotograf blev sat på opgaven, og Crüger var snart i hus.

Jeg skulle bruge mange andre billeder - herunder et portræt af en anden kirurgisk nøglefigur, nemlig Henrich Callisen, som er noget yngre end Crüger. Også ham manglede offentligheden at se i farver. Så jeg aftalte en fotosession med Rigshospitalets direktion, som har Callisen hængende på direktionsgangen.

 

Da billedet af Callisen var i kassen, blev jeg spurgt af en venlig sekretær, om jeg ikke havde lyst til at se repræsentationslokalerne - der var nogle andre, gamle billeder, der måske kunne være interessante? Jeg fulgte med, og det første, jeg så, var – Simon Crüger.

 

Måneders jagt i universitetets lofter og kældre, undersøgelser og forespørgsler i øst og vest havde været forgæves. Universitetet måtte med beklagelse oplyse, at portrættet ikke kunne lokaliseres – det var sporløst væk. Men her hang det altså, på den fineste plads ved enden af det store konferencebord i repræsentationslokalerne.

Og ganske vist tilhører portrættet Københavns Universitet. Men Crüger lå jo i evig krig med universitetet, der jo oven i købet havde tabt sporet af hans portræt engang, for et par menneskealdre siden. Så at genfinde portrættet på Rigshospitalet – det var der da en vis poetisk retfærdighed i.

 

Så meget mere, som Simon Crüger også havde en nøglerolle i tilblivelsen af det Kongelige Frederiks Hospital – uden om universitetet – som landets første undervisningshospital.

Og som forløber for Rigshospitalet.

 Klaus Larsen: ”Dødens Teater”. (Munksgaard Danmark) 315 sider, ill. Kr. 299. (Udk. 16. januar 2012)

http://www.gyldendal-akademisk.dk/Books/9788762810662.aspx

SUND KU – back to the roots

Er Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet ved at finde tilbage til sine rødder?

Fakultetet er lige så gammelt som Københavns Universitet – som selv er et af Nordeuropas ældste. Vi har at gøre med en ærværdig, gammel institution: Universitetet blev oprettet i 1479, efter at Christian den Første havde fået Pavens tilladelse (Danmark var stadig katolsk – reformationen lå nogle årtier ude i fremtiden).

Medicin var med fra første færd – sammen med jura, filosofi og det altdominerende, alt bestemmende fag: eologi. Frem til reformationen i 1536 var universitetet faktisk en del af kirken og stod under Roskildes biskop.  Det Medicinske Fakultet uddannede doctores medicinæ. Studiet afsluttedes med at disputere for doktorgraden, og så var man læge.

Uddannelsen var ren teori, baseret på dogmer fra oldtid og middelalder. Man satte ikke spørgsmålstegn ved dogmerne – man lærte dem udenad. Undervisningen bestod i forelæsninger – helt bogstaveligt: Professoren læste op af antikke skrifter og udlagde teksten.

Alt foregik på latin. Klinisk undervisning eksisterede ikke. Man blev dr. med. uden at have dissekeret et lig og uden at have set en patient. Medicinerne kunne ikke gøre noget ved medicinske sygdomme. Men de kunne disputere om, hvad Hippokrates eller Galen egentlig havde ment. De havde tasken fuld af urter, pulvere og arkana. Placeboeffekten har været en uvurderlig assistent.

Lægen kunne disputere på latin og give de syge virkningsløs urtemedicin.

Kirurgerne var barberer – håndværkere, som i modsætning til medicinerne kunne noget praktisk. Men de forstod ikke latin, og de lærde medicinere så ned på dem. Deres uddannelse foregik på barberstuen, der også fungerede som en slags skadestue. Her behøvede man ikke komplicerede teorier om, hvad patienten fejlede: Et brækket ben eller et stiksår var noget håndgribeligt, som man kunne gøre noget ved.

Kirurgen kunne sætte led på plads, behandle en brækket arm og skære hul på bylder. I en snæver vending kunne han fjerne en svulst eller om fornødent amputere et ben. Det gjorde ondt, for man kunne ikke bedøve, og dødeligheden var høj, for man kendte ikke til antiseptik, endsige sterilisering, blodtransfusion eller antibiotika. Patienterne døde som fluer.

Læger (dvs. medicinere) og kirurger lå i indbyrdes krig. Skiftende konger forsøgte at overtale fakultetet til at lade barbersvende deltage i anatomiundervisningen, da man var begyndt at dissekere. Men fakultetet saboterede ethvert tilløb. Derfor etablerede barberkirurgen Simon Crüger i 1736 – med kongens støtte – sin egen kirurgskole i Købmagergade og løftede kirurgien ud af barberfaget. Fakultetet var rasende.

I 1785 oprettedes Kirurgisk Akademi, som ikke havde noget at gøre med fakultetet eller Universitetet overhovedet. Her masseproducerede man kirurger, som blev rygraden i et spirende, landsdækkende sundhedsvæsen. Imens surmulede universitetet, der højst formåede at producere et par læger om året. I 1788 indførtes en medicinsk embedseksamen, og doktorgraden blev nu en rent akademisk grad.

Kirurgen var i modsætningen til medicineren en praktiker… (Planche fra Heisters håndbog i kirurgi. 1700-tallet (udsnit).

I 1838 endte århundreders territorieafpisning, da man samlede den medicinske og kirurgiske uddannelse til én lægelig embedseksamen, og i 1841 blev Kirurgisk Akademi nedlagt og fusioneret med Det Medicinske Fakultet. For ikke at støde kirurgernes følelser, ændredes navnet nu til Det Lægevidenskabelige Fakultet.

Dette navn hang ved indtil 1992, da Det Lægevidenskabeligt Fakultet fusionerede med Tandlægehøjskolen og ændrede navn til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. 

Nu er en ny fusion på vej: Fra 2012 samles Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (på popdansk: ”SUND KU”) med Det Farmaceutiske Fakultet – og senest har dyrlægerne meldt ud, at de også vil være med i det, som herefter vil få navnet ”Det Medicinske Fakultet” (som forhåbentlig ikke bliver til MEDFAK)

Ringen er sluttet.

Læs mere i Klaus Larsens bog ”Dødens Teater” om den danske lægevidenskabs fødsel fra 1645-1840. Udkommer hos Munksgaard 27. januar 2012.

Godt vi blev klogere...

"Disse Stikpiller garanteres at indeholde ÆGTE RADIUM – i nøjagtig den Mængde, som giver den mest velgørende Effekt”.
 

Annoncørerne bag ”Vita Radium-stikpillen” lovede ikke for lidt, da de i 1931 markedsførte det nyeste inden for den tids alternative medicin.

Man indsætter én i rectum hver aften. Fra den opløste stikpille optager tyktarmen det velgørende radium, og ”i løbet af få minutter optages det i blodstrømmen og gennemtrænger hele kroppen. Alt væv, hvert organ i kroppen bombarderes med dets helsebringende, elektriske atomer”, og kroppen reagerer som et batteri, der genoplades, lover producenten.

”Og husk: Radium, der optages i systemet, bliver der i måneder og fortsætter sin kurative, genopbyggende virkning. Derfor er virkningen IKKE bare midlertidig”.

Og så er radium-stikpillen garanteret uskadelig og helt sikker.

Kvaksalvere har altid holdt trit med videnskaben. Men den alternative forkærlighed for at pynte sig med lånte, videnskabelige fjer, nåede livsfarlige højder med opdagelsen af røntgen- og radiumstråling. 

Wilhelm Röntgens og ægteparret Curies opdagelser faldt sammen med den ’vitalisme’ og dyrkelse af friluftsliv og solens livgivende stråler, som vandt frem i slutningen af 1800-tallet i kølvandet på bakteriologiens, hygiejnens og lægevidenskabens triumfer.

Videnskaben var Gud. Læger og hygiejnikere priste solens livgivende stråler. Pierre og Marie Curie havde vist, at radiumstråling kunne dræbe kræftceller. Med Röntgens X-stråler kunne læger for første gang se det indre af den levende krop. Og Niels Finsen helbredte faktisk uhyggelige og håbløse hudsygdomme med sit kulbuelys.

Ergo var stråling godt.

Videnskaben gav kvaksalverne medvind. Stråling var et populært mirakelmiddel, der fjernede urenheder og genskabte kroppens evne til at helbrede sig selv. Den gav livskraft og vitalitet.

Radium-pudder og -cremer kunne give huden en ”sund glød”, og man falbød radium-tæpper og radium-vedhæng til at bære mod gigt og vand med radium og thorium, som man kunne indtage mod alskens dårligdomme og for at styrke helbredet.

Man kunne købe en Radiendocrinator – en guldæske med 250 mikrocurie radium (en kraftig mængde). Den kunne man tage med i seng for at fyre op under sine kirtler. Og producenten betroede de mandlige købere, at de kunne anbringe radiumladningen i underbukserne ”under scrotum om natten”.

Var man heldig, havde man fået et produkt, som ikke indeholdt radioaktivt materiale. Det førte til den absurde situation, at producenterne annoncerede med, at deres kunder var garanteret den fulde stråledosis, og fupmagere, der solgte de harmløse produkter, blev straffet med lukning af myndighederne.

En martsmorgen i 1932 døde industrimagnaten Eben M. Byers på et hospital i New York. I halvandet år havde han lidt af et uforklarligt syndrom; hans skelet eroderedes, og knogler begyndte at splintre og knække. Tænderne faldt ud, og der var huller i kraniet.

Ved hans død kunne hans venner dårligt genkende den kraftigt byggede, tidligere elitesportsmand og dameven i det udtærede, vansirede lig, hvor det meste af underkæben manglede. ”Radiumvandet virkede fint – indtil han tabte kæben”, lød den kyniske overskrift i Wall Street Journal.

Byers havde i nogle år indtaget store mængder af patentmidlet ”Radithor”, som i avisannoncer lovede, at ”i denne lille flaske findes den største terapeutiske kraft, menneskeheden har kendt – radioaktivitet”. Byers indtog på relativt kort tid 1400 af de små flasker, men i stedet for den lovede helsebringende og sexstimulerende virkning påførte han sig selv en massiv radiumforgiftning.

Eben M. Byers er begravet i Pittsburgh, Pennsylvania, i en blyforet kiste.

Byers’ dødsfald er angiveligt det eneste, som har en dokumenteret sammenhæng med indtagelse af radiumholdig kvaksalvermedicin, som hurtigt gik af mode. Dødsfaldet var også med til at gøde jorden for at styrke forbundsregeringens sundhedsmyndigheder.

Indtil Byers’ uhyggelige død havde der været en lovlig handel med radium-badesalt, radium-mundskyllevand og hudcremer, chokoladebarer, sæbe, ørepropper og præventionsmidler med radium. Interessen for selvbestråling ebbede dog hurtigt ud – undtagen i Tyskland, hvor man mellem 1940 og 1945 kunne børste tænder i Doramad ”Radioaktive Zahncreme”.

Kvaksalvere var ikke de eneste, eller bare de første, der satte skub i den livsfarlige radium-dille. Der var Pierre og Marie Curie selv, som længe troede fuldt og fast på de helbedsfremmende virkninger af radium-strålingen, og læger som dr. C. Davis, der omkring 1910 i American Journal of Clinical Medicine skrev: ”Radioaktivitet forebygger vanvid, fremkalder ædle følelser, udsætter alderdommen og sikrer et dejligt, ungdommeligt og muntert liv…”

Heldigvis er videnskaben i dag langt mere tilregnelig og sikker…

Læs mere:

Scientific American, August 1993: ”The Great Radium Scandal”.

JAMA 1990: Radithor and the era of mild radium therapy

http://www.faqs.org/abstracts/Health/Radithor-and-the-era-of-mild-radium-therapy-Low-level-radioactive-wastes.html

 

Drik Radithor!

http://talesfromthenuclearage.wordpress.com/2010/08/30/drink-radithor/

Tuberkulosen – Drik ud dit glas!

Tuberkulosen har sandsynligvis været med os altid.

Men det var i løbet af 1700-tallet, at tuberkulosen for alvor slog kopper og pestepidemier som en af de almindeligste dødsårsager.

Storbyerne voksede, og de tilrejsende menneskemasser trængtes sammen i snavsede og fugtige boliger. Her havde smitten gode betingelser, og modstandskraften var lav.

Sygdommen havde mange navne: Brystsyge, bryst- eller lungesot, ftisis, hvis det skulle være fint. Eller slet og ret: tæring, fordi den syge praktisk talt blev tæret op. Op mod halvdelen af befolkningen bar på sygdommen i forskellige stadier.

Tuberkulose skyldes en mikroorganisme. Men det vidste man ikke, før Robert Koch i 1882 udpegede tuberkelbacillen, Mycobacterium tuberculosis.

Den overføres med de mikroskopiske dråber, der hænger i luften, efter at smittebæreren har hostet, nyst eller måske bare talt. Smitten kan også overføres ved, at man spiser med samme ske, søber af samme skål eller drikker af samme krus som den syge.

Ved den første smitte kan symptomerne være som ved en let forkølelse, og de kan forsvinde igen, så man aldrig opdager, at man har været smittet. Har man først været igennem dette stadium, er man immun.

Den kroniske lungetuberkulose giver kraftigere symptomer med hoste og opspyt, der kan være blodigt, og nattesved, let feber og vægttab er ikke ualmindeligt.

I slutningen af 1700-tallet skildrede den svenske visedigter Carl Michael Bellman i Epistel 30 ”Till Fader Movitz under dess sjukdom, lungsoten” den syge så overbevisende, som man kun kan gøre det, når man har førstehåndskendskab:

”Gul er din hud, mat blomstrende små kinder,

Indfaldent bryst og fladt dit skulderblad.

Vis mig din hånd – så langsomt blodet rinder,

Opsvulmet blå, så fugtig som i bad;

Hånden er svedig, årerne stive…”

Da en forhadt stockholmsk betjent med øgenavnet ”Træhånd” døde, spurgte Bellman i sin ironiske gravskrift, om det var forkølelse, eller måske lungebetændelse, der kaldte ham herfra?

”Nej, det var lungsot, som skynda på den sista färden,

Plågsammer hosta och gammalt fylleri”, svarer digteren selv.

Bellman nævner flere steder ”Lungesoten” som sygdoms- og dødsårsag. Tidens medicinske viden gjorde det svært at stille en præcis diagnose. Men hans beskrivelse af tilstanden findes ikke mere præcis hos nogen af 1700-tallets klinikere.

”Drik ud dit glas, se Døden på dig venter”. Bellman kendte en lungesyg i slutstadiet, når han mødte én.

Og det gjorde man stadigt oftere i sidste halvdel af 1700-årene, hvor tuberkulose for alvor begyndte at markere sig.

I takt med at koppepodningen trængte kopperne tilbage, blev tuberkulosen den sygdom, der kostede flest mennesker livet.

I århundreder havde pest, kopper og ”grasserende febre” decimeret befolkningen med korte intervaller. Det skete under stor dramatik, der tvang myndighederne til at gribe ind med mere eller mindre effektive foranstaltninger.

Tuberkulosen, derimod, var en langsom og stille dræber, som lige så stille blev et livsvilkår.

Den var nem at diagnosticere, når den var fremskreden, som Bellmans dystre vise om Movitz’ lungesot viser.

Men der var ikke nogen behandling at stille op imod den, og man forstod heller ikke at beskytte sig mod sygdommen, som man mente var arvelig.

Tuberkulosen blev de romantiske kunstneres modesygdom. Blandt dens mere kendte ofre findes de tre Brontë-søstre, Honoré de Balzac, Frederic Chopin, Carl Maria von Weber,John Keats, Jean-Jacques Rousseau, Sir Walter Scott, Friedrich Schiller og Eugene Delacroix, for at nævne nogle få.

Hvor pest og kopper indgød rædsel, fik tuberkulosen et ry som en slags spirituelt adelsmærke. Dens ofre blev skildret som æteriske og melankolske.

Den engelske romantiske digter, Lord Byron længtes selv efter at opnå tæringens æteriske og melankolske fremtoning, eller måske var han ironisk, da han foran spejlet angiveligt udbrød:

”Jeg ser bleg ud. Jeg ville gerne dø af tæring – så ville kvinderne sige: Hvor ser han interessant ud i døden”.

Links:

Berømte tuberkulose-patienter:

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_tuberculosis_victims

Romantikens tb-forherligelse

http://findarticles.com/p/articles/mi_m0876/is_n59/ai_11243007/

Skål for Dr. Schnabel

”Her starter en Fuglsang”. Det sønderjyske bryggeri har siden efteråret satset stort på en landsdækkende annoncekampagne. Held og lykke med det - men en række af de seneste annoncer har altså været både sælsomme og foruroligende, og især da for medicinhistorisk interesserede.

Og så netop i år, hvor vi kan markere 300-året for en pestepidemi, der dræbte hver tredje indbygger i Helsingør og København.

Forklaring følger.

For det er jo kun tilsyneladende, at annoncen viser den fugl (en solsort), som er bryggeriets logo og maskot.

Skikkelsen på billedet er i virkeligheden den uhyggelige Doktor Schnabel von Rom – pestlægen, som intet kunne stille op med den dødelige sygdom, men var god til at give børn og påvirkelige sjæle mareridt.

Første gang, danskerne stiftede bekendtskab med Doctor Schnabel var i en publikation af lægen Thomas Bartholin midt i 1600-tallet, da epidemier af byldepest hærgede landet med korte mellemrum – hvad den havde gjort, siden den debuterede under betegnelsen ”Den Sorte Død” 300 år tidligere.

Billedet viser en figur klædt i en beskyttelsesdragt, som blev båret af pestlæger og andre, der kom i nærheden af de smittede.

Sygdomsfremkaldende bakterier kendte man ikke noget til. Der var mange teorier om pestens årsager. Man formodede, at Guds straf, planeternes stilling, vulkanudbrud og meteorer kunne være medvirkende årsager.

Blandt læger svor mange til ’miasma’ – en slags giftig luft, der opstod på lavtliggende, sumpede områder og kunne opnå sygdomsfremkaldende egenskaber under ugunstige forhold.

En fodlang dragt af voksdug kombineret med beskyttelsesbriller mentes at kunne skærme mod de pestilentiske miasmer.

Det lange ’fuglenæb’ var en primitiv gasmaske fyldt med aromatiske urter, som rensede luften for smittestof. Samtidig gav den en vis beskyttelse mod den forfærdelige stank fra de hundreder af døde, som lå alt for længe på gader og stræder og rundt om i husene, fordi ligbærere og gravere døde hurtigere, end man kunne tvangsudskrive dem.

Forlægget for Bartholins illustration var denne illustration af Paulus Fürst fra 1656 – man tog ikke så tungt på ophavsretten:

Pestlægen var i øvrigt en illusion. Thomas Bartholins selv gav sine universitetsuddannede lægekolleger dette råd i pesttider: ”Flygt hurtigt, langt væk og bliv længe borte”. Og det gjorde lægerne, hver gang, pesten bankede på.

Og fra deres eksil på landet udgav de lærde instrukser om, hvordan man skulle beskytte sig mod pesten (inde i byen).

Der var ganske vist udnævnt ”pestmestre” – men de var barberuddannede kirurger, som ikke kunne tale latin. Og de havde pligt til at blive i byen og tage sig af de syge. Det gjorde de modvilligt – og døde for de flestes vedkommende af det.

I sin behandskede hånd bærer den dystre Dr. Schnabel en stav med bevinget timeglas, og til venstre i baggrunden ser man en tilsvarende figur og en flok børn, der stikker af.

Og det gør de formentlig klogt i. Lægen kunne intet stille op. Sygdommen måtte gå sin gang, og lægens dråber, tinkturer, afkog, udtræk, pulvere, brækmidler, klystere og åreladninger var i heldigste fald virkningsløse. Til gengæld kan han uden at vide det have fungeret som transport af de lopper, som ved deres stik spredte pestbakterien, Yersinia pestis.

Pestepidemien hærgede København gennem det meste af 1711 og brændte til slut ud af sig selv. Da var omkring 23.000 af hovedstadsens 60.000 indbyggere døde.

Men selv om der ikke var noget at stille op mod selve sygdommen, blev epidemien i 1711 sidste gang, Den Sorte Død hjemsøgte Danmark. Ikke takket være medicinen, men fordi centralmagten og administrationen med enevælden nu havde fået så meget styr på landet, at der kunne indføres og håndhæves strikse karantænebestemmelser.

Og det er da et jubilæum, der er værd at fejre med en Fuglsang.

Links:

F.V. Mansas autoritative afhandling fra 1840 (pdf):

http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_1rk_0001-PDF/hto_1rk_0001_96116.pdf

Videnskab.dk:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/den-sorte-dod-blev-nedkaempet-med-lovgivning

Pesten i Danmark – en kildesamling:

http://www.academia.dk/Pesten-i-Danmark/indextema.php

Illustrationerne hos Bartholin (pdf):

http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ffo/ffo_1973_20-PDF/ffo_1973_20_100846.pdf