Mozart effekten er sød musik – eller er den?

I kampen om den globale fakta scene er der kommet en ny i flokken, The new kid on the block: Sandheden. Sandheden udgøres af de blogindlæg der får flest ”likes” eller re-tweets.

Tidligere tiders fakta smagsdommere på videnskabelige tidsskrifter og de store internationale medier har fået alvorlige og svære konkurrenter: De almindelige læsere og forbrugere af fakta lytter ikke længere kun til guruerne i medierne, men laver deres egne faktaregnestykker ved at inddrage, hvad de ellers har læst (Truth is what is liked).

Og det vi læser i dag, er meget ofte noget, andre har læst og fundet interessant – og derfor ”liked” det eller sendt det videre som tweet. Det gør det jo ikke mere rigtigt, men man kunne sige, at det faktuelle øko-system er forstyrret, og det er blevet både lettere og sværere at få solgt sine fakta uden at kende sine kunder, faktaforbrugerne, meget bedre end før.

Tidligere skulle forskere ”kun” overbevise en redaktør for et videnskabeligt tidsskrift, en TV station eller en avis om, at der vitterligt var tale om både en nyhed OG fakta. Så let går det ikke længere, for det afgør du ikke længere som videnskabsproducent…..det er alene, hvor let dine fakta glider ned i halsen på læseren, der afgør, hvor forbrugervenligt dit budskab er. Og husk så også lige, at Facebook virker bedst lørdag kl. 12, mens Twitter virker bedst onsdag kl. 18…..så sandhedsværdien af dine fakta afhænger også af, hvornår du sender dine fakta i omløb (The science of social timing).

Det er heller ikke ligegyldigt, hvornår i en nyhedskæde om et specifikt emne du sniger dig ud i medieuniverset med din nye viden. I studiet fra PLoS fra 2012 “Why Most Biomedical Findings Echoed by Newspapers Turn Out to be False: The Case of Attention Deficit Hyperactivity Disorder,” ser forfatterne på videnskabelige artikler og de relaterede rapporter i medierne om ADHD viden. De sammenholdt det, de fandt, med om der blev foretaget et journalistisk follow-up på de første nyhedsrapporter om videnskabelige gennembrud.

De kunne dokumentere, at fordi aviser og andre medier primært fokuserer på de initiale rapporter om forskningsfund i prominente tidsskrifter, kommer de til at referere til usikre fund, der ofte tilbagevises eller ændres af efterfølgende studier, som imidlertid sjældent finder vej til samme medier.

Nuancerne, de ofte mange samtidige teorier og den konstante videnskabelig udfordring af fund har aldrig nyhedsværdi.

Forfatterne til artiklen udtrykker bekymring for, hvordan medieverdenens uvidenskabelige tilgang til videnskab medvirker til en forvrængning og skævvridning af hvad offentligheden får at vide (se også: Misinterpretation of randomized clinical trials).

Videnskabelig evidens er let at misforstå. Og giver man det til ideologer, journalister, politikere og andre meningsdannere, så bruger de kun de data, der er relevante for deres egen vinkel eller opfattelse. Den situation er af nogle sammenlignet med at slippe dem løs i en motivated-reasoning candy store.

Wellcome Trust har, som forskningsfond, også udtrykt bekymring over den lemfældige omgang med videnskab i medierne. Som et resultat af fondens bekymring over mediernes videnskabelige skrækhistorier, hypede fund, falske forhåbninger og opfindelse af ikke-eksisterende kontroverser, samt det faktum at de kendtes sygdomme, gennem mediernes fokus, har sundhedsøkonomiske konsekvenser, har de nu offentliggjort en guideline for journalister, der arbejder med at referere videnskabelige nyheder: Culture, practice and ethics of the press .

Et helt nyt studie viser, at menneskers evne til at gennemskue tal og sammenhænge afhænger af hvilken type problemstilling, der er tale om, ikke om selve tallene, eller den statistiske sikkerhed. Hvis der er klare elementer af politik og moral involveret, går det udover dømmekraften.

Khan og hans kolleger lavede et forsøg med 1100 deltagere. De samme tal, med den samme statistiske styrke, blev præsenteret i to meget forskellige scenarier, det ene handlede om en medicinsk behandling, det andet om faren ved at bære håndvåben. I sidste tilfælde blev tallene og sammenhængen fejlfortolket og misforstået signifikant hyppigere end i første scenarie. Deres numeracy (matematisk forståelse) var altså ringere, når der var politiske elementer i forskningsspørgsmålet, end når det var et mere ufarligt forskningsemne.

Teksten på internethjemmesider og Googles søgealgoritmer ændrer også på, hvad vi mener om videnskabelige undersøgelser og fakta, dels gennem kommentarer til videnskabelige artikler (farves) eller ved, at man træner Googlesøgende til at tro, at de højest rankede links og de "relaterede" links, er de rigtige eller mest sandfærdige.

De passer måske godt til din måde at søge på, men det gør dem ikke bedre. Brossard har påvist, at menneskers holdning til risikoen ved nye teknologier kan påvirkes af internetsiders kommentarsektioner. Ved at ændre tonen i kommentarerne til en ellers enkelt og tydelig nyhedshistorie om nanoteknologi – f.eks. bare ved at tilføje ordet ”idiot” i én af kommentarerne uden at ændre resten af kommentaren – ændrede læsernes opfattelse af risikoen ved nanoteknologi.

Samme forskergruppe kunne også påvise, at f.eks. Google påvirker offentlighedens diskurs, fordi de fleste klikker på de links, der kommer op først, i stedet for at anvende tilpassede søgemuligheder.

De kan påvise, at pga. Google søgemaskinens automatisering, så skiftede top 10 søgeord omkring nanoteknologi fra økonomiske sammenhænge til medicinske/helbredsmæssige sammenhænge mellem 2008 og 2009.

I det hele taget er der skiftende moder i, hvad vi vælger at opfatte som fakta og videnskab. Dét dokumenteres meget overbevisende i et omfattende review af den såkaldte Mozart Effect, der er en populær ide om, at man bliver mere intelligent af at lytte til klassisk musik.

Særligt spædbørn skulle have gavn af effekten, og demente ældre får deres hukommelse tilbage. Titlen på reviewet "Mozart Effect, Schmozart Effect," giver et lille hint: der er intet videnskabeligt grundlag for en sådan effekt, og den er udtryk for en, prisværdig men naiv, folkelig ønsketænkning.

Men selv om vi så lyttede til Beethoven, ville ingen af os blive klogere. Historien om, hvordan Mozart effekten gik hen og blev fashionabel videnskab uden skyggen af evidens er god at blive klog på. Den er en historie om forsigtige forskningsresultater, mindre forsigtig journalistik og, selvfølgelig, dødstrusler. Hør historien, dén bliver man til gengæld garanteret klogere af, på NPR radio stationen: The Mozart effect: just what we wanted to hear.

Den videnskabelige kolonihavebestyrelse på havevandring

Samfundsengagement er ikke længere en spidskompetence for akademikere. 

Specialiseringen indenfor alle fag trækker forskeres fokus væk fra samfundsperspektiverne på deres forskningsområde – deres videnskabelige radar fokuseres på ét felt, mens deres tværfaglige båndbredde indsnævres.

Når der opstilles hypoteser og modeller, er det begrænset, hvor mange faktorer, der inddrages fra andre fagområder. Den efterhånden totale afhængighed af eksterne forskningsmidler forstærker den kognitive og videnskabelige forsimpling.

Der skal arbejdes og tænkes i højt specialiserede miljøer, i store forskningsenheder og gennem omfattende forskningsnetværk, hvor det primære mål glider væk fra de gode forskningsspørgsmål til, hvem der er bedst til at udfærdige en protokol, der indeholder flest buzzwords. Så snart bevillingen er i hus, starter forskningslederne den næste store ansøgningsproces, mens de 12 nyansatte ph.d studerende arbejder med hver deres lille område uden at ane konturerne af den større sammenhæng.

De store forskningsfonde er mere interesserede i deres egne særinteresser, som på samme måde kan være klinisk rensede for almene samfundsmæssige behov og mere grundlæggende samfundsanalyser.

Det kaldes strategisk forskning, men hvad strategien bygger på, og hvor den opstår, er ikke transparent.

Forskningsspørgsmål skal opfylde visse videnskabsetiske krav. Men mærkeligt nok er der ingen krav om, at forskningsfondes strategi skal have enten almen samfundsmæssig interesse, bygge på relevante hypoteser eller f.eks., forbedre lighed i sundhed.

Etik er den enkeltes ret, men hvad med samfundets ret? Hvem forsvarer den? Og hvem forsvarer den globale ret? Situationen er, at de, der i realiteten sidder for bordenden og tager forskningsstrategiske beslutninger, ikke nødvendigvis tjener almene samfundsmæssige interesser, eller promoverer lighedsprincipper.

Forskere lever af to ting, som vi gerne vil tro kommer i en bestemt rækkefølge: 1) Den gode idé og 2) Finansiering af den gode idé. Problemet er at som forskningsfinansieringen er skruet sammen i dag, så tænker forskeren omvendt: 1) Hvilken slags god ide vil de have, dem der kan finansiere en evt. god ide? 2) OK, så er dét min gode idé.

Der er ikke nogen grund til at tro, at forskningsrådenes medlemmer har overblik over bredere samfundsmæssige sammenhænge og konsekvenser på et givet forskningsfelt. Der er derfor heller ikke grund til, at tro, at de spørgsmål, fondene ønsker besvaret, og de kriterier de opstiller for besvarelsen, har en videnskabelig gyldighed eller nødvendighed.

Der er specielt ikke grund til at antage, at forskningsfondenes krav til en forskningsansøgning inddrager alle relevante (samfundsmæssige) faktorer – tværtimod er tendensen, at med den stigende faglige specialisering, så udelades den beskidte virkelighed til fordel for en klinisk laboratorievirkelighed, hvor der kan stilles præcise spørgsmål, hvor metoden er ligetil, og det er nemt for forskningsfonden at forudse og bedømme resultatet. 

Uanset at forskeren måtte have en bredere forståelse af sit forskningsspørgsmål, så er vedkommende nødt til at tilpasse sig den sterile tankegang for at blive tildelt forskningsmidler.

Forskningsfondene lukker sig hermetisk omkring forskningsmiljøerne og afskærer dem fra at tænke videnskabeligt: dvs. sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende hypoteser, vende teorier på hovedet og udfordre alt det, vi tror på.

Forskningsfonde opfører sig ligesom en nidkær bestyrelse i en haveforening, der sørger for, at alle haver er ens, hækkene er lige høje, der er ingen ukrudt, mærkelige planter er forbudt og enhver der udfordrer bestyrelsen fryses ud af fællesskabet og må forlade haven.

Forskning er kommet til at handle om at gætte dagens kodeord og beskæftiger sig kun med spørgsmål, der kan besvares entydigt. Samfundsrelevante problemstillinger er komplekse, ømtålelige og plaget af donorernes berøringsangst. De samfundsmæssige forskningsspørgsmål mister deres videnskabelige uskyld, når de udsættes for forskningsrådsmedlemmers ugennemsigtige beslutningsprocesser, hvor videnskab blandes med moral, politisk korrekthed og en selvbestaltet konservativ holdning til nye eller komplekse hypoteser.

Natur- og sundhedsvidenskabelige forskere har forladt de intellektuelles rækker. Enten skubbet ud eller som frivilligt eksil.

Som superekspert på et højt specialiseret område kan man ikke have en mening om ikke-biologiske mellem menneskelige forhold. Som ekspert opdrages man til kun at udtale sig om sit eget lille felt og ellers blande sig udenom. Forskere er bange for at komme til at blande faktorer ind i deres forskning, som de ikke har nok viden om eller erfaring med, og helt galt går det, når grænsen skal drages mellem politik, videnskab og faglighed. Så er det bedst at blive ved sin læst og ikke få brændt de videnskabelige naller på en sag, man alligevel taber ansigt på.

Politikere har den anden afgørende rolle i denne uheldige og meget lidt innovative proces. Politikere er ikke sene til at slå forskere over fingrene, når de forsøger sig med en mening om samfundsmæssige konsekvenser af deres forskning.

Nogle politikere er trætte af eksperter i medierne og vil have lov at bestemme, hvornår en ekspert er ekspert: Mange af de eksperter, der jævnligt optræder i medierne, bruger deres ekspertkasket til at fremme bestemte politiske holdninger. Og ofte har eksperterne slet ikke forsket i det, som medierne lader dem udtale sig om, mener de, og så kan de ikke udtale sig, er holdningen i politiske kredse.

Ved årtusindskiftet skrev to førende videnskabspolitiske forskere i tidsskriftet Science en artikel med titlen Science moves to center stage. De argumenterede, at der er behov for at finde interaktive metoder, så beslutningstagere kan deltage aktivt i videnskabelige sammenhænge. De påpegede et behov for en debat om, i hvilket omfang regeringer og parlamenter skulle opsøge og inddrage viden i politiske beslutninger. Det er 13 år siden, og intet er sket.

Den ældste komite i det britiske parlament er faktisk en komite (Parlamentary & Scientific Committee), der har som formål at engagere parlamentarikere i videnskabelig debat, men komiteen har ingen bekymringer over sin manglende succes. Der er nu planer om at give de britiske parlamentarikere et kursus i videnskabsteori og forståelse.

Der er brug for, at dansk forskningsetik hæver sig over det individuelle og det specielle til et mere tværfagligt og samfundsnyttigt perspektiv.

Den aktuelle forskningspolitik er selvopfyldende og tvinger forskere til at føre beviser i lukkede rum uden indtryk fra andre fagområder eller fra samfundet. Det kræver, at politikerne blander sig mere kompetent i den forskningsmæssige dagsorden, og at der aktivt investeres i forskningsmiljøer, der tager fat på de samfundsmæssige udfordringer med et tværfagligt sigte eller de forskergrupper, der direkte udfordrer de gængse hypoteser.

Det kræver også, at en del forskningsmidler øremærkes til forskning, der ud over en videnskabsetisk vurdering også kan stå for en samfundsmæssig etisk vurdering. Kun derigennem får vi et samfundsengageret og samfundsnyttigt forskermiljø, der er transparent, pengene værd og bringer os videre.

Kolonihaveforeningens bestyrelse må så lære at leve med ukrudt, eksotiske planter og at hækken ikke nødvendigvis behøves at være 1 m og 63 cm inden Skt. Hans.

Evidens 4: En global epidemi

Fakta er blevet hver mands eje og er ikke længere forbeholdt de få. Fakta er det drivmiddel, vi bruger, når vi skal sælge alt fra parfume til politik, fra sæbe til sundhed. Men der er tiltagende bekymring blandt de, der producerer fakta, og de, der kontrollerer fakta, for fakta forekommer oftere og oftere i en discountkvalitet, som ikke ser ud til at bekymre den almindelige faktaforbruger.

Er der en epidemi af faktuelle løgne, og er vi blevet immune overfor den? At der i nogle globale sammenhænge har været tale om epidemier af bevidst falske ”fakta”, er der dokumentation for f.eks. i Iraq: the war card, og de fleste større TV medier har løbende opgørelser med faktacheck af informationer i de offentlige medier, som f.eks. Truth-O-Meter, der den 23. august kunne komme med følgende opgørelse af 143 gennemcheckede ”fakta”, der var blevet præsenteret for offentligheden

Resultat af fakta check	Antal (%)
Sande udsagn: Overvejende sande udsagn: Halve sandheder: Overvejende usande udsagn: Usande udsagn: Decideret falsk udsagn:	20 (13.98%) 32 (22.38%) 31 (21.68%) 32 (22.38%) 23 (16.08%) 5 (3.5%)
TOTAL:	143 (100%)

Kilde: Politifact august 2013

Der er stadig ikke nogen, der har turdet starte en faktachecker på sundhedsområdet eller indenfor lægevidenskab, men at dømme efter hvor mange falske fakta, der er i omløb inden for stort set alle andre fagområder, så kunne det måske være sundhedsfremmende at gøre det.

Ifølge Natures editor Henry Gee (læs: The Accidental Species: Misunderstandings of Human Evolution), så fanges (læge)videnskab oftere i faktuelt baghold i en kløft og må skyde sig fri end Billy The Kid, foretager flere hasarderede U-vendinger end en gennemsnitsregering og får generelt altid fat i de forkerte svar.

Det er, siger han, bare business as usual: alle videnskabelige resultater er provisoriske og kan ikke være andet. Konrad Lorenz , Nobelprismodtager, østrigsk filosof og psykolog, sagde om fakta i videnskab: ”Sandheden i videnskab kan defineres som den arbejdshypotese, der er bedst egnet til at åbne vejen til den næste sandhed”.

I morgen kommer der en anden forsker med nye metoder, nye teorier og mere nuancerede måder at se gamle problemer på, og som konkluderer, at det vi troede var fakta, nu er forsimplet, tilhugget eller ligefrem skrupforkert viden. 

Problemet for den almindelige faktaforbruger er, at forskere bilder os ind, at videnskab er en ensrettet gade med en fremadskridende proces, hvor fakta hobes op, og en tiltagende klarhed breder sig, mens uvidenheden langsomt forsvinder som morgenduggen.

I realiteten, siger Henry Gee, så sker der det stik modsatte: jo mere vi finder ud af, jo mere tydelig bliver vores uvidenhed, og jo mere vækkes en grundlæggende angst i os. Aldrig i menneskehedens historie har så mange vidst så lidt om så meget, siger han, og det i en tid hvor fakta er noget, man slår hinanden med.

Løsningen er ikke flere dobbeltblindede, randomiserede trials eller Cochrane reviews, men derimod en erkendelse af, at der er meget, vi ikke ved, at vi ikke ved, og at enhver teori er til diskussion, også de teorier vi - eller nogle af os - tror klippefast på.

Videnskabelige undersøgelser ender ikke med en hellig gral af fakta men derimod en noget mere (politisk) uhåndterlig størrelse: et estimat af en sandsynlighed. Vi kan ikke med videnskaben svare ”ja” eller ”nej” men derimod sige, hvad chancen er for, at det vi har fundet, er et ”decideret falsk fund”. Det betyder jo ikke, at vi har fundet det rigtige svar.

Videnskab kan rådgive om, hvad der er muligt, og om det er sandsynligt, men fortolkningen af muligheden og sandsynligheden er fuldstændig op til den, der læser og bruger den videnskabelige viden: journalisten, politikeren, pensionisten eller skoleeleven. Medier og politikere vil have ”ja” eller ”nej” videnskab, og når de nu ikke kan få det, så vælger de selv at tolke videnskab i sort/hvidt lys. 

 

Forventningen om, at videnskabsfolk skal komme med definitive sandheder, stammer måske fra efterkrigstidens mange definitive og ”guddommelige” samtidige mirakler: penicillin, radaren, plastik, jetmotoren, teflon, vacciner, transistorer og DNA strukturen.

Videnskabsfolkene knækkede de store gåder og atomets hemmeligheder. De var de rigtige raketvidenskabsfolk, heksekunstnere og guddommelige, og de blev aldrig udfordret eller draget i tvivl. Vi blev forført af dem!

Ikke længe efter så vi bagsiden af videnskaben, da dens røgslør havde lagt sig: forurening, miljøgifte, fødselsskader, global opvarmning og antibiotikaresistens. Måske var videnskabsfolk ikke så guddommelige, som vi troede – det var ikke alle deres ideer, der var lige gennemtænkte og entydige.

Det blev klart, at videnskabsfolk slet ikke er enige om kvaliteten af videnskaben og slet ikke om anvendelsen af den, eller om de grundlæggende teorier nu var så entydige. Og hvis de ikke kan blive enige med sig selv, hvorfor skulle almindelige faktaforbrugere så tillægge dem troværdighed?

Og nu hvor videnskabsfolk er blevet frataget deres eneret på fakta, så er vejen åben for enhver faktafreak, der har sin egen fortolkning. Bare fordi videnskabsfolk ikke var ærlige nok til at sige, at videnskab ikke handler om sandheden, men om tvivl og teorier, om argumenter og debatter og om fejlslagne forsøg.

Der udkommer aldrig en DVD med fraklip eller kommenterede bag-scenen optagelser af uenigheder, usikkerheder og krig mellem forskergrupper. Der mangler nogle videnskabelige journalister, der formår at gå i kødet på forskerne på samme måde, som politiske journalister går i kødet på politikere – en Hard Talk gennemprygling for åben skærm.

Men det kommer nok ikke til at ske – i hvert fald ikke så længe forskere får lov til at bevare en aura af guddommelig autoritet på fakta området.

For forskere er der ikke tale om kritik, når deres fund bliver draget i tvivl – nej, så er der tale om blasfemi.Videnskab er en religion, der ikke kan gøres til genstand for debat. Og så længe lægevidenskaben er bannerfører for faktuel urørlighed, lige så længe kan politikere og journalister med sindsro opfinde deres egne fakta. Og befolkningen er også ramt af epidemien: vi er kommet til at elske halve og kvarte sandheder, mere end hele sandheden.

Evidens 3: Sæt evidensen på stand-by

Forskere får ofte at vide af politikere, at hvis de ønsker at diskutere politik – så bliv politiker.

Så forståelsen af den proces, hvor nogen evidens anvendes i beslutningsprocessen, mens anden evidens ikke gør, kan måske hjælpe os med at kommunikere med beslutningstagerne. Som forskere må vi nok indse, at politikerne aldrig vil komme og møde os på forskningens præmisser.

Hvis vi ønsker at møde dem og interagere med dem, vil det være på deres præmisser, på deres banehalvdel og på deres sprog. Det kan ikke nytte, at vi er tøsefornærmede over, at politikere ikke forstår, at der er et højt evidensniveau for, at et forbud mod motorcykelkørsel fredag til mandag vil øge middellevetiden.

På den anden side bør vi heller ikke lade politikerne bestemme alle præmisserne for samtalen.

Desværre er det, hvad vi gør nu: Når globale politikere og Gates Foundation siger poliovaccine – så siger vi også poliovaccine. Når politikere siger brugerbetaling – så vi siger brugerbetaling, og når de siger mere evidens, siger vi mere evidens.

Hvordan kan det være, at sundhedsproblemer som diarré, prostatakræft og trafikulykker ikke har X-faktor, at sundhedstiltag som håndvask og styrthjelm er kedelige og ”lavpolitiske”, mens HIV og poliovaccine får al den globale, ”storpolitiske” opmærksomhed?

Som forskere er vi blevet en minoritet i diskussioner om sundhed og sygdom. Sommetider vil beslutningstagere bare ikke have vores forskning: vore resultater er ikke entydige, de støjer, de er svære at håndtere politisk, og de er pakket ind i et af antagelser og forholdsregler, som trætter politikerne.

Og selv politikerne er gået hen og er blevet en minoritet i forhold til de globale beslutninger om sundhed: de ikke-statslige aktører som Bill og Melinda Gates og Verdensbanken har overtaget scenen og sætter nu dagsordenen for, hvad politikerne skal beslutte. Den der har grisen, har prisen. Det ved forskerne og nu også politikerne.

Vi glippede den perfekte mulighed for at producere den slags evidens, verden skriger på, ved ikke at bede om en systematisk dataindsamling til overvågning af alle de stærkt politisk styrede indgreb, der kom i forbindelse med Millenium Development Goals (MDG).

Børnedødeligheden er faldet drastisk, siden millennium udviklingsmålene blev lanceret. Børnedødeligheden falder nu selv i lande, som vi havde givet op overfor, men fordi vi ikke havde gennemslagskraft og sov i timen, er vi forskere ude af stand til at forklare, hvorfor dødeligheden falder.

Politikerne, beslutningstagerne og donorerne er bedøvende ligeglade med årsagerne, så længe der bare er lande, der bevæger sig mod målene. Vi glemte at gøre vores forskningshjemmearbejde. Vi glemte at overvåge, hvad der foregik, fordi vi var for langt væk fra beslutningsprocessen, og da vi endelig kom tættere på, var festen forbi, og 2015 står for døren.

Det er os forskere, der skal komme med svaret på, hvad der skete, det er nemlig forskning. Det kan vi bare ikke, fordi vi ikke sad med ved bordet, hvor beslutningerne om prioriteringer blev taget i år 2000.

Global sundhed er dybest set en retrospektiv kunstart og kan sjældent producere realtime data. Malariaforekomsten er faldet drastisk i tropiske lande, og nu står alle fra WHO til The Gates Foundation og medicinalindustrien i kø for at tage æren.

Fordi forskerne glemte at være forskere har vi nu overladt evidenskamppladsen til de aktører, der har behov for at fortælle succeshistorier om deres egen indsats. Det er ikke evidens, de leverer, men de gentager deres historier så mange gange og med så stor gennemslagskraft, at de får det til at se ud som og lugte som evidens.

Men nogle undersøgelser har vist, at faldet i malariaforekomst og dødelighed i høj grad kunne forklares af den hurtige og massive urbanisering, der er sket de sidste 15-20 år, sjovt nok samtidig med investeringerne i MDG.

Måske har vi skabt et globalt sundhedsproblem af ukontrolleret urbanisering, mens vi samtidig, helt uplanlagt, er sluppet af med malaria. Vi vil aldrig være i stand til at fortælle sandheden eller lære af den. I stedet har vi givet beslutningstagere lov til fri leg på evidenslegepladsen.

Forskere skal stoppe med at hyle over ikke at blive hørt og i stedet opføre sig som voksne forskere: gå tilbage til jeres laboratorier, stop hvad I plejer at gøre i 6 måneder, og vær i stedet ægte videnskabsfolk: analysér de forløb, der førte til, at jeres viden blev brugt og tænk over hvilke store spørgsmål, der stadig er ubesvarede indenfor jeres felt.

Ligesom Tanzania erklærede en 6 måneders pause fra udenlandske hjælpeorganisationers missioner, burde forskere erklære en 6 måneders pause i produktionen af tidkrævende rutineevidens og i stedet engagere sig i et konstruktivt samarbejde på tværs af forsker- og faggrupper.

Vi burde diskutere, hvorfor det tog 10 år at overtale WHO til at vedtage imprægnerede myggenet, hvorfor håndvask stadig er så kedeligt, og hvorfor vandpumper er sværere at vedligeholde end en bil på Mars.

Nogle sundhedsmæssige problemer og et par sundhedsmæssige interventioner har en meget høj politisk X -factor, men de fleste kommer aldrig forbi første audition og dør som anonyme døgnfluer.

Som Atul Gawande, en folkesundhedsforsker bemærker i The New Yorker Annals of Medicine i artiklen Slow ideas fra 2013: "Vi jagter gnidningsfri og teknologiske løsninger. Men mennesker, der taler med mennesker, er stadig den måde, normer og standarder forandres på".

Det er, hvad global sundhed handler om: mennesker løser problemer – ikke evidens. Som Einstein måtte konstatere: man kan ikke løse et problem med det samme tankesæt, der skabte problemet.

Evidens 2 - Den tredje kultur

Et af de mest brændende spørgsmål i global sundhed er, hvordan vi får overbevist politikere om, at videnskab er et godt grundlag for holdbare beslutninger om sundhed. 

Hvilke faktorer, der er vigtige for at fremskynde denne proces, er beskrevet i en ny artikel af Dubois og kolleger (When is evidence sufficient for decision-making?), som blev offentliggjort tidligere i år, og hvor de gennemgår flere cases.

Formålet var at identificere hvornår evidens er tilstrækkeligt til, at beslutningstagere tør bruge den, og de prøver at opstille en ramme for forståelsen af det - ofte meget forskellige - tempo, hvormed ny viden bliver til en konkret politisk beslutning. Forfatterne fandt fem afgørende faktorer:

1. ikke-forskeres opfattelse af det videnskabelige grundlags gyldighed og pålidelighed samt hvor ”modent” det  fremtræder
2. formidling af videnskaben
3. økonomiske drivkræfter
4. patienters og lægers evne til at anvende publicerede videnskabelige resultater til specifikke kliniske behov
5. inkorporering i praksis og retningslinjer.

Desværre blev denne forskning baseret på temmelig ligefremme biomedicinske interventioner som statiner, knoglemarvsbehandling af brystkræft og hjertestents, der trods alt repræsenterer færre potentielle moralske, religiøse eller sarte politiske undertoner (som f.eks. prævention, hiv behandling eller DDT bekæmpelse af malariamyg).

Problemet i global sundhed er, at det er meningen, det skal handle om globale løsninger, men mange interventioner på globalt plan bremses eller forhindres ofte af landespecifikke og regionale beslutninger, der følger meget forskellige, usynlige og uforudsigelige stier.

For at forstå, hvordan vi kan sikre, at flere politiske beslutninger baseres på viden, skal vi fokusere en del af forskningen netop på de mangeartede globale politiske og sociale faktorer, der bremser beslutninger baseret på aktuel viden.

Selvom verden kræver evidens, så er det i virkeligheden ofte kravet om evidens, der stopper innovation og forsinker indførelsen af ​​nye teorier. Evidens kan nok hjælpe os med at forstå fortiden, men kommer i vejen når vi gerne vil forsøge nye sundhedsinterventioner eller teste det vi allerede, måske ved fejl, har indført som rutinebehandling.

At vi forstår vigtig evidens, betyder ikke automatisk, at vi ved, hvordan man løser vigtige sundhedsproblemer.

Evidens er lige som round-up i haven: det virker kun 3-4 uger, så kommer den beskidte virkelighed tilbage og kræver ny forskning. Selvom der er 117 randomiserede dobbeltblinde studier med klare resultater, betyder det ikke, at beslutningstagerne er enige, at de forstår betydningen eller at de er motiverede til at bære evidensen ind i det rum, hvor politikere beslutter sig for eller imod et nyt sundhedstiltag.

Videnskab er en ting, evidens er noget helt andet, og beslutningstagerne hører til et tredje miljø med en fremmed tankegang. Beslutningstagere er ikke særligt ambitiøse eller godt informeret. Politikere gør, hvad de er bedst til: De kan lide idéer, der er nemme at forstå og sælge til offentligheden, og de ​​kan lide idéer, der kan placere dem og definere dem tydeligt i det politiske miljø.

De tager gerne bekvemme småbidder fra forskningen uden hensyn til forbehold og præmisser for resultaterne. Hvis man vil dét til livs, kan et kort videnskabeligt forskningsresumé placeret i de rette hænder i det rette forum på det rigtige tidspunkt få langt mere effektiv gennemslagskraft end en artikel i Nature.

Vi har brug for forskere, der begynder at opføre sig som forskere ved at analysere deres egen gennemslagskraft i forhold til beslutningstagere, lidt bedre.

Vi, forskerne, sidder fast i et videnskabeligt ekkokammer, hvor forskerne let kan blive enige om, at der foreligger den nødvendige videnskabelige dokumentation, og vi er enige om, at vi føler os lammede og ignorerede af beslutningstagerne.

Men i virkeligheden er vi ikke så enige om, hvad der er evidens for, og vi selv er uenige om forudsætninger, ja nogle gange endda uenige om de grundlæggende teorier: "Det er ikke forskning ", " Det er ikke er biologisk plausibelt ", " Det var ikke en planlagt undersøgelse " er hyppige kommentarer fra reviewere på videnskabelige tidsskrifter og forskningsfonde.

Der er ingen ankeinstans for disse afgørelser, som, hvis man skal være lidt fræk, selv savner ethvert evidensgrundlag. Vi er nødt til at tage det fulde ansvar for vores evidens - det betyder enighed om teori, resultater, fortolkninger, og det betyder at bringe evidensen, og manglen på samme, ind i de rum, hvor beslutningerne træffes – også i forskningsfonde og på videnskabelige tidsskrifter.

I 1996 offentliggjorde John Brockman sin bog The Third Culture, et begreb, der beskriver det manglende led mellem naturvidenskab og humaniora. Brockman genoplivede i virkeligheden et begreb, som C.P. Snow beskrev det allerede i 1959 (C. P. Snow, The Two Cultures and the Scientific Revolution (Cambridge Univ. Press, New York, 1959). 

Den tredje kultur er dannet omkring den gruppe af forskere, der også er forfattere og formidlere, som kan tale til alle, og dermed omsætte viden til ord og argumenter. Den tredje kultur henvender sig til et bredere publikum. Forskere nødt til at tilegne sig den tredje kultur, hvis vi vil tages alvorligt i den offentlige debat.

Traditionelt har der været en slags kamp mellem naturvidenskab og humaniora. Af uransagelige årsager er de gensidigt udelukkende argumenter. Når vi vælger den ene side, ofrer vi automatisk den anden. Der er også tale om visse stereotyper, hvor naturvidenskabelige forskere er ude af stand til at tale på et sprog for almindelige mennesker (undertiden bliver de kaldt asociale og tilhørende en helt anden verden), mens humanister skriver bøger, romaner, til den normale verden, historier, der typisk er skrevet for, at hele verden skal forstå dem.

Kort sagt, er den generelle stereotype, at en naturvidenskabsmand kun kan kommunikere med succes med andre forskere, mens en humanist har alle i den "normale" verden som mål for sin pen.

Lægevidenskabelige forskere burde også have hele verden som mål, ellers kan vi lige så godt gå hjem og grave et hul i haven, tage en stol, og sætte os og kigge ned i hullet, før vi fylder det op igen.

Evidens 1: Evidens løser ikke problemer – det gør mennesker

Evidens er blot et redskab til at overbevise andre mennesker, om at du som forsker har ret . Det har intet at gøre med innovation, originalitet eller videnskabelige milepæle.

Et nyt computersoftware er for øjeblikket ved at blive udviklet, som kan producere Cochrane reviews automatisk – så meget for evidens: det er kun en måde at organisere og præsentere resultater på. Softwaren kan gøre det på under 10 sekunder, mens det tager en forskergruppe 1,5 år at lave et review.

Det er et grundlæggende problem, at vi ikke har gjort os klart, at der er to lag i forskning: et beskidt, uforudsigeligt lag hvor ideerne kommer fra, og så et pænt og ordentligt evidenslag, der forsøger at skille skidt fra snot i de mange ideer, der kommer fra det beskidte lag.

Mange vil slet ikke kendes ved det beskidte lag, især ikke forskningsfonde og videnskabelige tidsskriftredaktører.Men det er en stor fejl og medfører ofte, at de store kvantespring i erkendelse, der ryster og flytter vore grundlæggende hypoteser, forsinkes eller aldrig får gennemslagskraft. 

Problemet er, at den forskning, vi hylder og finansierer i praksis, ikke bringer os ret meget videre. Den måde, evidens produceres på i dag, kan en robot gøre både bedre, mere sikkert og hurtigere: det handler om rutiner, stramme metoder, Randomiserede Kontrollerede Trials (RCT) og om retningslinjer for god klinisk praksis (GCP ).

Vi har glemt, at den reelle forskning; den, der leverer brændstof til evidensmotoren, skabes uden for laboratoriet, langt væk fra stram forskningsmetodologi, RCT, GCP etc. Forskning, der skaber nye veje, nye hypoteser og nye modsætninger er uforudsigelig og  u-planlagt. Den opstår, når vi snubler over ”forkerte” resultater, uventede observationer, når vi observerer mærkelige mønstre, og når vi stiller de rigtige spørgsmål: når nu mit resultat er mærkeligt, hvad betyder det så for min teori?

Så måske skulle vi aktivt beskytte og nære de forskningsmiljøer, der producerer de resultater, som evidensforskningen lever af. Uden nysgerrighed, intet grundlag for evidens.

Et andet grundlæggende problem i diskussionen af evidens er, at der er en grundlæggende misforståelse af, hvad der skaber god videnskab, og hvordan det bliver til evidens.

Et hyppigt gengivet citat af uvis oprindelse, er: "anekdoter i flertal er ikke evidens", men i virkeligheden viser det sig, at det oprindelige citat faktisk var det stik modsatte: "anekdote i flertal er fakta".

Enhver videnskabelig opdagelse starter med en anekdote og så endnu en anekdote, og pludselig aner en forsker et mærkeligt mønster, mens han diskuterer anekdoterne på en café med den ven, der pudsigt nok kommer i tanke om en tredje anekdote. Og så har forskeren ideen til sit forskningsspørgsmål.

Desværre er det ikke en del af forskningsprocessen, der tiltrækker Nobelpriser eller grundforskningsmidler.

At det også handler om personlighed og stædighed vidner f.eks. historien om DNA strukturen om: Den første, der opdagede DNA dobbelt helix strukturen, fik aldrig æren for det, fordi han var en isoleret og lidt usympatisk type, der nødigt delte sin viden med andre, og som havde svært ved den megen modstand. De, der fik æren senere, var sympatiske og inkluderende og lidt stædige trods modstand i starten. 

GCP og RCT studier synes at være ved at vinde finansieringsslaget over anekdoter. Vi tillader videnskabelige tidsskrifter og finansieringsorganer at vælge, hvad forskning er, og hvad det ikke er: hvis du finder noget, du ikke har planlagt, er det ikke er forskning.

Jamen hvorfor så lave forskning hvis det kun handler om at vise det, vi i forvejen ved?

Hvis du finder noget , der mangler en biologisk forklaring, er det ikke forskning. Jamen, hvad nu hvis den biologi, vi kender er mangelfuld…..eller helt forkert på nogle punkter. Er det så et legitimt argument, at et fund ikke er biologisk plausibelt?

Er det ikke en destruktiv videnskabelig holdning at insistere på, at det trods alt stadig begrænsede, indblik vi har i biologien, udgør det plausible, og alle fund, der modsiger eller ryster ved det, er utroværdige?

Hvem er det egentlig, man gør en tjeneste ved at fastholde, at der er en absolut sandhed om biologien, og at nye fund kun kan vurderes på denne skala? Tænk, hvis man på et konservativt biologisk grundlag afviser forskning, der f.eks. viser tegn på et hidtil ukendt immunologisk system, der måske kunne danne basis for nye måder at styrke immunsystemet på, eller som kan forklare og behandle de sygdomme, der formentlig har en inflammatorisk årsag eller komponent (senest nævnt i forbindelse med f.eks. Alzheimers sygdom). 

Forskere har en tendens til at tænke, at deres job er afsluttet, når de har offentliggjort deres evidens i et papir. Evidens er den letteste del af forskning - at sælge din evidens er din rigtige opgave - forskerne er nødt til at indse det.

Forskere producerer for meget medievenlig rutineevidens og for lidt uventet viden.

I et systematisk review med titlen "Is everything we eat associated with cancer?" har man set på alle undersøgelser vedrørende fødevareingrediensers association med kræftrisiko. Reviewet kunne konstatere, at over 75% af ingredienserne havde været relateret til enten øget eller nedsat risiko for kræft. Størstedelen af undersøgelserne var faktisk metodologisk svage og ufyldestgørende og dermed ubrugelige.

Vi har trængt os selv op i en krog med stadig mere snæversynede forskningsspørgsmål, og man kan spørge sig selv, om forskere ikke er i et ekkorum, hvor vi gentager hinandens mantraer og laver den forskning, vi kan få finansieret, i stedet for at stille de nødvendige forskningsspørgsmål.

En af de ting, vi har lært om de globale epidemier i de seneste tre årtier, er, at det er helt afgørende, at man kender sin epidemi – det betyder: hvilke kræfter styrer epidemien?  Det lærte vi på den hårde måde gennem HIV, fugleinfluenza og SARS.

Vi står nu i øjeblikket over for en helt ny og mærkelig epidemi – en epidemi af fravær - nemlig fraværet af stærk ny viden og evidens fra den offentlige debat og især fra politiske beslutninger.

Det er emnet for det kommende blog indlæg: Evidens 2: Den tredje kultur.

Forebyggelse og behandling af videnskabelig overdrivelse

Lægers lemfældig omgang med relative risikoer og absolutte risikoer kan forlede sultne journalister til at tage det bedste tal og uforvarende starte en livsfarlig og ukontrollabel kaskade af hændelser, som det beskrives i artiklen On the prevention and treatment of exaggeration om calcium blokkere. Den blev af medierne beskyldt for at være skyld i 6 mio hjertedødsfald og var en journalistisk forveksling af relativ risiko med en absolut minimal faktisk risiko, som medførte en dokumenteret betydelig ordinations-adfærdsændring med 10 % fald i calcium blokker ordination 4 uger efter mediestormen.

Derefter kom der en uhensigtsmæssig stigning i ordination af ”gammeldags” alfa blokkere til hypertension: http://wwwttp://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1494819/

 

Medicin firmaet Bayer indrømmer, at det ikke er i stand til at reproducere den tidligere  publicerede positive effekt af “lovende” medikamenter, og Bayer's rival Amgen havde en endnu større procentdel af primært positive fund, der ikke kunne gentages, hvor 47 uf af 53 lovende præparater indenfor kræftbehandling og blodsygdomme ikke kunne genfindes. Farmaceutiske firmaer som Bayer og Amgen scanner konstant den videnskabelige litteratur for mulige nye kandidater til deres produkter, og deres opgørelse er derfor rammende: hovedparten af de fund, der primært publiceres som positive, kan de kommercielle firmaer ikke genfinde.

The Clinical Evidence group på British Medical Journal har gennemgået randomiserede kliniske studier og må, nedslående, i indlægget We don’t know if half of medical therapies are effective konstatere, at mens 23 % af studierne kan demonstrere en mulig effekt, så lykkes det ikke for 50 % af studierne at påvise en sandsynlig effekt af en behandling ved nærmere eftersyn.

Ser man mere epidemiologisk på lægers bidrag til forvirrende fakta, så er det aparte, at man i al lægevidenskabelig forskning, der involverer behandling, anvender den sjældneste type menneske på jorden, højt uddannede ugifte protestantiske unge mænd fra demokratiske lande i Nordeuropa og Amerika som studiepersoner.

De kaldes som gruppe WEIRD (Western, Educated, Industrialized, Rich, and Democratic). Det er et problem i global sundhed, at stort set alle kliniske studier og interventioner er udført på en sjælden minoritet….globalt set.

Den videnskabelige artikel er i sig selv en mytisk konstruktion uden hold i virkeligheden (se: Scientific fraud and the power structure of science). Alt, hvad der senere viser sig at være misforståede ideer, dårligt videnskabeligt design, forkerte beregninger og hvad der rent faktisk skete under studiet, er udeladt. I stedet fremstår den videnskabelige artikel som et fantasiprodukt, der giver indtryk af et velforberedt, gennemtænkt, planlagt og grundigt udført studie, der gik helt som forudset. Den videnskabelige artikel cementerer den største myte i videnskab: som en systematisk ordnet proces med en tydeligt defineret metode og et let tolkeligt resultat.

Der er klare eksempler på, at læger har bidraget til at skabe medieepidemier af misinformation. Et lidt ældre, men ret alvorligt eksempel er sagen om HIV behandlingen Kemron fra Kenya (se The angry politics of Kemron), som  blev nævnt i blogindlægget Medicin og medier er en farlig cocktail, der alvorligt påvirker din dømmekraft.

Et nyere eksempel på lægers rolle i panikepidemier er mæslingevaccinesagen fra England. 

Kurven her viser MMR (mæslinge paraply vaccine) dækningen i Skotland (Kilde til kurven: Health in Scotland 2004) og viser, hvad der sker, hver gang der kommer et nyt videnskabeligt fund vedrørende mulig sammenhæng mellem vaccinen og en anden (svær) sygdom. 

Først kom artiklen om sammenhængen med Chrohns sygdom, og så kom artiklen om sammenhængen med autisme. Hver gang faldt MMR tilslutningen markant. Det var også lægerne, der satte yderligere ild til bålet med en undersøgelse, der viste, at 26 % af engelske læger mente, der var en sammenhæng mellem autisme og MMR vaccinen. Det fik medierne til at gå i spin mode, og de gik bla. i kødet på premierminister Tony Blair, som helt afslog at fortælle, om hans søn Leo havde modtaget MMR vaccine – der var efterfølgende 1257 avisartikler om emnet: 2/3 handlede om Blairs søn, 1/3 om forældreanekdoter – og så fik MMR tilslutningen det afgørende hug nedad, som det kan ses på grafen.

Og langtidskonsekvenserne ser vi netop i disse dage i Swansea, England, hvor foreløbig 765 børn og unge har haft mæslinger, hvoraf over 70 har været indlagt på sygehus. Man regner med, at over 5000 stadig er i risiko bare i Swansea, netop fordi de ikke blev vaccinerede dengang for 10-15 år siden under den synergistiske mediehype skabt af læger, politikere, vaccineskeptikere og skrækslagne forældre.

Lad os slutte af med at slå myten om, at videnskabens verden er selvkorrigerende, ihjel. En serie akademiske skandaler viser tilsammen en lægevidenskabelig verden, der har moralsk rygrad som en regnorm. I artiklen Scientific Misconduct and The Myth of Self Correction in Science nævnes et forskerteam, der blev verdenskendt på et studie, der viste, at man blev signifikant yngre (1,5 år), hvis man lyttede til Beatlessange. Studiet viste sig at være rent fup.

Rekorden indehaves dog af den japanske anæstesiolog Yoshikata Fujii, som det lykkedes at få publiceret 172 falske studier, før han, én for én, måtte trække dem alle tilbage. Alle disse akademiske superstars var usædvanligt produktive og fantasifulde med resultater, der var ”too good to be true”, med enorme effekter og meget højt signifikansniveau. De spildte ikke tiden med dataindsamling og producerede artikler i en hastighed, som set i bakspejlet burde have vakt mistanke i lægevidenskabelige miljøer noget tidligere.

Eller som Center for Vild Analyse konkluderer i en analyse af løgne i det offentlige rum: Man må lyve om alt, og man behøver ikke gøre sig særlige anstrengelser for at skjule det; det eneste, man ikke må lyve om, er selve det, der gør talen smuk. Sagen er, at hvis vi ikke forud forventer at en person vil lyve for os, så er vi mindre gode til at opfatte, når personen rent faktisk lyver.

Den eneste trøst er, at risikoen for at det er en mand og ikke en kvinde, der snyder, er stor: mænd lyver 1092 gange om året mens kvinder kun lyver 728 gange om året. Mænd snyder oftere end kvinder i videnskab, faktisk er 2 ud af 3 der bliver dømt for videnskabelig uredelighed mænd.

Men trøsten er kort, for kvinder er desværre bare bedre end os mænd til at snyde uden at blive opdaget, og kvinder snyder oftere ”bare lige for en sikkerheds skyld” og som en naturlig del af hverdagslivet. Så er det jo et plaster på såret, at mænd er bedre  til at opfange en løgn end kvinder. Dobbelt blind forvirret? – sikkert, men det er til gengæld på et solidt lægevidenskabeligt evidensgrundlag, selvom det med stor sandsynlighed er forkert.

Og så er det så dejligt, at der er nogen, der går systematisk til værks for at klæde, både mænd og kvinder bedre på til den moderne fakta-frihed: Wikipedia har samlet verdens mest omfattende liste med videnskabelige vildfarelser eller logical fallacies (logisk eller retorisk ukorrekt argument der ikke har reel validitet), som netop er de fupvidenskabelige fif, som forskere, journalister, tænketanke og politikere bruger til at snyde os med, så vi spiser deres letfordøjelige fakta, uden at vi rynker på næsen.

Wikipedia har også en liste med hyppige videnskabelige misforståelser, som man med fordel kan sættes sig ind i, før man åbner dagens avis eller læser dagens videnskabsartikel.

Hvis man vil have mere viden om, hvornår der er symptomer på syg videnskab, så er der i denne artikel  Toward a general theory of pathological science en lidt mere grundig og videnskabelig gennemgang af typer af videnskabelig fup rækkende fra pseudovidenskab over junk science og bevidst manipulation til direkte patologisk videnskab.

Rygterne om lægevidenskabens død er nok overdrevne, men den lugter en smule muggent, når man kommer tæt på. Lidt ligesom en ældre hjemløs eneboer, der hutler sig igennem livet på renommeet, smårapseri og bekvemme livsløgne.

Dette var det sidste indlæg af i alt 5 indlæg om videnskabelige fakta i det offentlige rum. De forrige indlæg var:

Nekrolog: Fakta er død efter længere tids sygdom 

CEPOS er sundhedsskadelig 

Medicin og medier er en farlig cocktail, der alvorligt påvirker din dømmekraft 

Er lægevidenskaben død eller lugter den bare grimt?

"Shaky results published in New York Times", kilde:
 http://aidwatchers.com/2011/05/from-shaky-research-into-solid-headlines-via-medical-journals/