Forskere får ofte at vide af politikere, at hvis de ønsker at diskutere politik – så bliv politiker.
Så forståelsen af den proces, hvor nogen evidens anvendes i beslutningsprocessen, mens anden evidens ikke gør, kan måske hjælpe os med at kommunikere med beslutningstagerne. Som forskere må vi nok indse, at politikerne aldrig vil komme og møde os på forskningens præmisser.
Hvis vi ønsker at møde dem og interagere med dem, vil det være på deres præmisser, på deres banehalvdel og på deres sprog. Det kan ikke nytte, at vi er tøsefornærmede over, at politikere ikke forstår, at der er et højt evidensniveau for, at et forbud mod motorcykelkørsel fredag til mandag vil øge middellevetiden.
På den anden side bør vi heller ikke lade politikerne bestemme alle præmisserne for samtalen.
Desværre er det, hvad vi gør nu: Når globale politikere og
Gates Foundation siger poliovaccine – så siger vi også poliovaccine. Når
politikere siger brugerbetaling – så vi siger brugerbetaling, og når de siger
mere evidens, siger vi mere evidens.
Hvordan kan det være, at sundhedsproblemer
som diarré, prostatakræft og trafikulykker ikke har X-faktor, at sundhedstiltag
som håndvask og styrthjelm er kedelige og ”lavpolitiske”, mens HIV og
poliovaccine får al den globale, ”storpolitiske” opmærksomhed?
Som forskere er vi blevet en minoritet i diskussioner om
sundhed og sygdom. Sommetider vil beslutningstagere bare ikke have vores
forskning: vore resultater er ikke entydige, de støjer, de er svære at
håndtere politisk, og de er pakket ind i et af antagelser og forholdsregler, som
trætter politikerne.
Og selv politikerne er gået hen og er blevet en minoritet i
forhold til de globale beslutninger om sundhed: de ikke-statslige aktører som
Bill og Melinda Gates og Verdensbanken har overtaget scenen og sætter nu
dagsordenen for, hvad politikerne skal beslutte. Den der har grisen, har prisen.
Det ved forskerne og nu også politikerne.
Vi glippede den perfekte mulighed for at producere den slags
evidens, verden skriger på, ved ikke at bede om en systematisk dataindsamling
til overvågning af alle de stærkt politisk styrede indgreb, der kom i
forbindelse med Millenium Development Goals (MDG).
Børnedødeligheden er faldet
drastisk, siden millennium udviklingsmålene blev lanceret. Børnedødeligheden
falder nu selv i lande, som vi havde givet op overfor, men fordi vi ikke havde
gennemslagskraft og sov i timen, er vi forskere ude af stand til at forklare,
hvorfor dødeligheden falder.
Politikerne, beslutningstagerne og donorerne er
bedøvende ligeglade med årsagerne, så længe der bare er lande, der bevæger sig
mod målene. Vi glemte at gøre vores forskningshjemmearbejde. Vi glemte at
overvåge, hvad der foregik, fordi vi var for langt væk fra beslutningsprocessen,
og da vi endelig kom tættere på, var festen forbi, og 2015 står for døren.
Det er os forskere, der skal komme med svaret på, hvad der skete, det er nemlig
forskning. Det kan vi bare ikke, fordi vi ikke sad med ved bordet, hvor
beslutningerne om prioriteringer blev taget i år 2000.
Global sundhed er dybest set en retrospektiv kunstart og kan
sjældent producere realtime data. Malariaforekomsten er faldet drastisk i
tropiske lande, og nu står alle fra WHO til The Gates Foundation og
medicinalindustrien i kø for at tage æren.
Fordi forskerne glemte at være
forskere har vi nu overladt evidenskamppladsen til de aktører, der har behov
for at fortælle succeshistorier om deres egen indsats. Det er ikke evidens, de
leverer, men de gentager deres historier så mange gange og med så stor
gennemslagskraft, at de får det til at se ud som og lugte som evidens.
Men
nogle undersøgelser har vist, at faldet i malariaforekomst og dødelighed i høj
grad kunne forklares af den hurtige og massive urbanisering, der er sket de
sidste 15-20 år, sjovt nok samtidig med investeringerne i MDG.
Måske har vi
skabt et globalt sundhedsproblem af ukontrolleret urbanisering, mens vi
samtidig, helt uplanlagt, er sluppet af med malaria. Vi vil aldrig være i stand
til at fortælle sandheden eller lære af den. I stedet har vi givet
beslutningstagere lov til fri leg på evidenslegepladsen.
Forskere skal stoppe med at hyle over ikke at blive hørt og
i stedet opføre sig som voksne forskere: gå tilbage til jeres laboratorier,
stop hvad I plejer at gøre i 6 måneder, og vær i stedet ægte videnskabsfolk:
analysér de forløb, der førte til, at jeres viden blev brugt og tænk over hvilke
store spørgsmål, der stadig er ubesvarede indenfor jeres felt.
Ligesom Tanzania
erklærede en 6 måneders pause fra udenlandske hjælpeorganisationers missioner,
burde forskere erklære en 6 måneders pause i produktionen af tidkrævende
rutineevidens og i stedet engagere sig i et konstruktivt samarbejde på tværs
af forsker- og faggrupper.
Vi burde diskutere, hvorfor det tog 10 år at
overtale WHO til at vedtage imprægnerede myggenet, hvorfor håndvask stadig er så
kedeligt, og hvorfor vandpumper er sværere at vedligeholde end en bil på Mars.
Nogle sundhedsmæssige problemer og et par sundhedsmæssige interventioner har
en meget høj politisk X -factor, men de fleste kommer aldrig forbi første
audition og dør som anonyme døgnfluer.
Som Atul Gawande, en folkesundhedsforsker bemærker i The New
Yorker Annals of Medicine i artiklen Slow ideas fra 2013: "Vi jagter gnidningsfri og teknologiske løsninger. Men
mennesker, der taler med mennesker, er stadig den måde, normer og standarder
forandres på".
Det er, hvad global sundhed handler om: mennesker løser
problemer – ikke evidens. Som Einstein måtte konstatere: man kan ikke løse et
problem med det samme tankesæt, der skabte problemet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar