Ærlig video og museums-tv for begyndere

I fredags var jeg til symposium om web-tv og museumsformidling i Emdrup sammen med en hel del andre video-nysgerrige museumsfolk. Der var inviteret fine folk fra Tate og MoMA, der hver især holdt oplæg om, hvordan de havde taget deres første spæde skridt ind på videomediets røde løber (for flere år siden). Efter pausen kom to danske aktører og fortalte om deres erfaringer indenfor web-video.

Oplæggene var udmærkede, og især repræsentanterne fra de to udenlandske museumsgiganter leverede mange gode pointer, og delte åbent ud af deres erfaringer. Til gengæld var enhver form for eksperimenterende tilgang til video i museumsformidling fraværende under hele seancen.

Man kunne med fordel kunne have inviteret en repræsentant for en mere utraditionel tilgang til videomediet, som modspiller til de to store etablerede museer.

På trods af disse mangler, der gav mig en følelse af at sidde til ’web-tv og video for begyndere’, var det på mange måder en god og veltilrettelagt dag, der gav mig flere interessante konklusioner med hjem:

• 1: Lange videoer kan have deres berettigelse. På MoMA inddeler de deres seere i ‘interesserede’, ‘fans’ og ‘superfans’. Interesserede seere falder tilfældigvis over en video, og synes det ser interessant ud, men har en kort tålmodighedstærskel. Fans og superfans er derimod tilbagevendende seere, der har en dybdegående interesse og nysgerrighed, som gør, at allerede har besluttet at bruge deres tid på videoens emne, og som derfor gerne vil se længere og mere ‘nørdede’ film. 
• 2: Video er et personligt og intimt medie. Især hvis man ikke har budget til at efterligne en Hollywood- eller reklamefilm, skal man hellere gå efter det ‘rå’ og ‘ærlige’ udtryk end wannabe professionalisme, der ender i lokaltv-agtig kitsch-æstetik.
• 3: Det kan være nødvendigt at tænke over den kontekst, videoen skal vises i, allerede inden man begynder at optage. Vil den blive set i en museumskontekst (f.eks. på hjemmesiden) eller i en emnebåret kontekst (Youtube)? Hvor stor vil skærmen være (apple-tv, Iphone eller hvad), og vil den blive set på farten i bussen, hjemme med kaffe og katten på skødet eller i smug på arbejdet? Det kan man selvfølgelig ikke vide, men man kan have med i sine overvejelser, at alle disse situationer potentielt findes. Desuden må man acceptere, at man i sidste ende ikke har kontrol over konteksten, så snart videoen uploades til internettet. Derfor handler det om at skabe videoer, der har ‘personlighed’ nok til at klare sig alene ude på det store world wide web. 

Indlægget er en forkortet version af Astrid Mos blog på Medicinsk Museions hjemmeside.

Gør-det-selv-sundhed: Medicinens antiautoritære epoke

Det er længe siden, at lægen var den eneste ophøjede autoritet på sundhedsområdet, og i dag kan alle blive eksperter i deres egen krop med hjælp fra kend-din-krop-litteratur, sundhedsfora på internettet og en overvældende mediedækning af de evigt skiftende sundhedsråd.

 

Sandheden om sundheden er det nu op til den enkelte at finde, og dermed er den enkelte også ansvarlig for sin egen sundhed.

Når den akkumulerede viden om, hvordan man lever sundt, er tilgængelig for alle, er der ingen undskyldning for ikke at være sund. Måske er det netop derfor, vi  i øjeblikket oplever, hvad nogen ville kalde en sundhedsfetichistisk kultur, hvor fysisk sundhed og en smuk, stærk krop er lige så meget tegn på velstand og succes, som dyre beklædningsgenstande eller overforbrug var tidligere.

På et mere teknisk niveau har man især indenfor genforskning og andre områder, hvor man arbejder med enorme datamængder, fundet ud af, at crowdsourcing er en yderst brugbar metode.

Man gør simpelthen materialet tilgængeligt for alle ”civile” eksperter, som så gør det grove arbejde, mens de professionelle kan fokusere på at få et overblik og se drage konklusionerne. (Så sent som under udbruddet af E.Coli i Europa i sommer, offentliggjorde Beijing Genomics Institute deres analyseresultater til crowdsourcing.)

Denne opløsning og demokratisering af videnskabelig autoritet har også medført dannelsen af bl.a. biopunk-bevægelsen, hvor man på hobbyniveau eksperimenterer med avancerede biotekniske procedurer, som genmanipulation og biologiske forbedringer af menneskekroppen i sit eget køkken. 

DIYbio, et stort netværk for biopunks, eller biohackere som de også kalder sig, beskriver sig således som en organisation for “citizen scientists, amateur biologists, and do-it-yourself biological engineers”.

(Indlægget er en redigeret version af Astrid Mos indlæg på Medicinsk Museions blog - læs det originale indlæg her).