ugeskriftet: Forebyggelse og behandling af videnskabelig overdrivelse

Lægers lemfældig omgang med relative risikoer og absolutte risikoer kan forlede sultne journalister til at tage det bedste tal og uforvarende starte en livsfarlig og ukontrollabel kaskade af hændelser, som det beskrives i artiklen On the prevention and treatment of exaggeration om calcium blokkere. Den blev af medierne beskyldt for at være skyld i 6 mio hjertedødsfald og var en journalistisk forveksling af relativ risiko med en absolut minimal faktisk risiko, som medførte en dokumenteret betydelig ordinations-adfærdsændring med 10 % fald i calcium blokker ordination 4 uger efter mediestormen.

Derefter kom der en uhensigtsmæssig stigning i ordination af ”gammeldags” alfa blokkere til hypertension: http://wwwttp://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1494819/

Medicin firmaet Bayer indrømmer, at det ikke er i stand til at reproducere den tidligere publicerede positive effekt af “lovende” medikamenter, og Bayer's rival Amgen havde en endnu større procentdel af primært positive fund, der ikke kunne gentages, hvor 47 uf af 53 lovende præparater indenfor kræftbehandling og blodsygdomme ikke kunne genfindes. Farmaceutiske firmaer som Bayer og Amgen scanner konstant den videnskabelige litteratur for mulige nye kandidater til deres produkter, og deres opgørelse er derfor rammende: hovedparten af de fund, der primært publiceres som positive, kan de kommercielle firmaer ikke genfinde.

The Clinical Evidence group på British Medical Journal har gennemgået randomiserede kliniske studier og må, nedslående, i indlægget We don’t know if half of medical therapies are effective konstatere, at mens 23 % af studierne kan demonstrere en mulig effekt, så lykkes det ikke for 50 % af studierne at påvise en sandsynlig effekt af en behandling ved nærmere eftersyn.

Ser man mere epidemiologisk på lægers bidrag til forvirrende fakta, så er det aparte, at man i al lægevidenskabelig forskning, der involverer behandling, anvender den sjældneste type menneske på jorden, højt uddannede ugifte protestantiske unge mænd fra demokratiske lande i Nordeuropa og Amerika som studiepersoner.

De kaldes som gruppe WEIRD (Western, Educated, Industrialized, Rich, and Democratic). Det er et problem i global sundhed, at stort set alle kliniske studier og interventioner er udført på en sjælden minoritet….globalt set.

Den videnskabelige artikel er i sig selv en mytisk konstruktion uden hold i virkeligheden (se: Scientific fraud and the power structure of science). Alt, hvad der senere viser sig at være misforståede ideer, dårligt videnskabeligt design, forkerte beregninger og hvad der rent faktisk skete under studiet, er udeladt. I stedet fremstår den videnskabelige artikel som et fantasiprodukt, der giver indtryk af et velforberedt, gennemtænkt, planlagt og grundigt udført studie, der gik helt som forudset. Den videnskabelige artikel cementerer den største myte i videnskab: som en systematisk ordnet proces med en tydeligt defineret metode og et let tolkeligt resultat.

Der er klare eksempler på, at læger har bidraget til at skabe medieepidemier af misinformation. Et lidt ældre, men ret alvorligt eksempel er sagen om HIV behandlingen Kemron fra Kenya (se The angry politics of Kemron), som blev nævnt i blogindlægget Medicin og medier er en farlig cocktail , der alvorligt påvirker din dømmekraft.

Et nyere eksempel på lægers rolle i panikepidemier er mæslingevaccinesagen fra England.

Kurven her viser MMR (mæslinge paraply vaccine) dækningen i Skotland (Kilde til kurven: Health in Scotland 2004) og viser, hvad der sker, hver gang der kommer et nyt videnskabeligt fund vedrørende mulig sammenhæng mellem vaccinen og en anden (svær) sygdom.

Først kom artiklen om sammenhængen med Chrohns sygdom, og så kom artiklen om sammenhængen med autisme. Hver gang faldt MMR tilslutningen markant. Det var også lægerne, der satte yderligere ild til bålet med en undersøgelse, der viste, at 26 % af engelske læger mente, der var en sammenhæng mellem autisme og MMR vaccinen. Det fik medierne til at gå i spin mode, og de gik bla. i kødet på premierminister Tony Blair, som helt afslog at fortælle, om hans søn Leo havde modtaget MMR vaccine – der var efterfølgende 1257 avisartikler om emnet: 2/3 handlede om Blairs søn, 1/3 om forældreanekdoter – og så fik MMR tilslutningen det afgørende hug nedad, som det kan ses på grafen.

Og langtidskonsekvenserne ser vi netop i disse dage i Swansea, England, hvor foreløbig 765 børn og unge har haft mæslinger, hvoraf over 70 har været indlagt på sygehus. Man regner med, at over 5000 stadig er i risiko bare i Swansea, netop fordi de ikke blev vaccinerede dengang for 10-15 år siden under den synergistiske mediehype skabt af læger, politikere, vaccineskeptikere og skrækslagne forældre.

Lad os slutte af med at slå myten om, at videnskabens verden er selvkorrigerende, ihjel. En serie akademiske skandaler viser tilsammen en lægevidenskabelig verden, der har moralsk rygrad som en regnorm. I artiklen Scientific Misconduct and The Myth of Self Correction in Science nævnes et forskerteam, der blev verdenskendt på et studie, der viste, at man blev signifikant yngre (1,5 år), hvis man lyttede til Beatlessange. Studiet viste sig at være rent fup.

Rekorden indehaves dog af den japanske anæstesiolog Yoshikata Fujii, som det lykkedes at få publiceret 172 falske studier, før han, én for én, måtte trække dem alle tilbage. Alle disse akademiske superstars var usædvanligt produktive og fantasifulde med resultater, der var ”too good to be true”, med enorme effekter og meget højt signifikansniveau. De spildte ikke tiden med dataindsamling og producerede artikler i en hastighed, som set i bakspejlet burde have vakt mistanke i lægevidenskabelige miljøer noget tidligere.

Eller som Center for Vild Analyse konkluderer i en analyse af løgne i det offentlige rum: Man må lyve om alt, og man behøver ikke gøre sig særlige anstrengelser for at skjule det; det eneste, man ikke må lyve om, er selve det, der gør talen smuk. Sagen er, at hvis vi ikke forud forventer at en person vil lyve for os, så er vi mindre gode til at opfatte, når personen rent faktisk lyver.

Den eneste trøst er, at risikoen for at det er en mand og ikke en kvinde, der snyder, er stor: mænd lyver 1092 gange om året mens kvinder kun lyver 728 gange om året. Mænd snyder oftere end kvinder i videnskab, faktisk er 2 ud af 3 der bliver dømt for videnskabelig uredelighed mænd.

Men trøsten er kort, for kvinder er desværre bare bedre end os mænd til at snyde uden at blive opdaget, og kvinder snyder oftere ”bare lige for en sikkerheds skyld” og som en naturlig del af hverdagslivet. Så er det jo et plaster på såret, at mænd er bedre til at opfange en løgn end kvinder. Dobbelt blind forvirret? – sikkert, men det er til gengæld på et solidt lægevidenskabeligt evidensgrundlag, selvom det med stor sandsynlighed er forkert.

Og så er det så dejligt, at der er nogen, der går systematisk til værks for at klæde, både mænd og kvinder bedre på til den moderne fakta-frihed: Wikipedia har samlet verdens mest omfattende liste med videnskabelige vildfarelser eller logical fallacies (logisk eller retorisk ukorrekt argument der ikke har reel validitet), som netop er de fupvidenskabelige fif, som forskere, journalister, tænketanke og politikere bruger til at snyde os med, så vi spiser deres letfordøjelige fakta, uden at vi rynker på næsen.

Wikipedia har også en liste med hyppige videnskabelige misforståelser, som man med fordel kan sættes sig ind i, før man åbner dagens avis eller læser dagens videnskabsartikel.

Hvis man vil have mere viden om, hvornår der er symptomer på syg videnskab, så er der i denne artikel Toward a general theory of pathological science en lidt mere grundig og videnskabelig gennemgang af typer af videnskabelig fup rækkende fra pseudovidenskab over junk science og bevidst manipulation til direkte patologisk videnskab.

Rygterne om lægevidenskabens død er nok overdrevne, men den lugter en smule muggent, når man kommer tæt på. Lidt ligesom en ældre hjemløs eneboer, der hutler sig igennem livet på renommeet, smårapseri og bekvemme livsløgne.