fredag den 24. maj 2013

Hvad med lidt kulturel inkompetence?


Med 11 officielle og over 80 talte sprog er Sydafrika velsignet med en overvældende mangfoldighed. I en årrække har professor Claire Penn fra University of the Witwatersrann, Johannesburg, beskæftiget sig med, hvad den store forskellighed betyder for interaktionen mellem patient og sundhedsprofessionel. 
 
Nu er hun på besøg i Durham, USA, for at fortælle om sine erfaringer på et par møder arrangeret af ”The African Initiative” på Duke University. Hendes fortælling fra Sydafrika fletter sig sammen med mine egne erfaringer fra Danmark og USA og det bliver klart, at udfordringerne kan have forskellig form og farve, men i bund og grund ligner de hinanden:

Mødet mellem sundhedsperson og patient er hver gang et møde mellem to verdener: Mens lægen, fysioterapeuten og sygeplejersken kommer fra ”Naturvidenskabernes Sundhedsverden”, har patienten rod i ”Livsverdenen af Levet Erfaring”.

Selv når sundhedsprofessionel og patient ”ligner” hinanden, er der tale om et kulturmøde. Når vi så tilføjer forskellige sprog og vidt forskellige måder at forstå sygdom og sundhed på, forskellige måder at have familie på, forskellige materielle livsvilkår og forskellige måder at møde fremmede mennesker på, bliver udfordringerne mærkbare. 

Lokale forhold
En af de dominerende farver i det sydafrikanske sundhedssystem er HIV-AIDS epidemien. Og den har selvfølgelig også tonet Claire Penns forskning. Blandt andet har hun fundet ud af, at mange uuddannede og fattige Sydafrikanere slet ikke forstår, hvad der bliver snakket om, når de får information om HIV-AIDS.

Først og fremmest er det en sygdomsbetegnelse de sjældent selv bruger i deres lokale sprog. De bøvler også med at forstå, hvad det vil sige at de er HIV-positive – er det noget godt? For slet ikke at tale om medicinen:

- Mange ved de slet ikke, hvad det er de får og hvad de får den for, fortæller Claire Penn.

Dermed har de slet ikke forudsætningerne på plads for at følge en behandling eller undgå at smitte andre.

Nervøs for kulturel kompetence
En løsning går ud på, at behandlerne skal på kursus i Kulturel Kompetence. De skal lære om andre kulturer og  forklaringsmodeller, så de kan vide noget om deres patienter, lyder ræsonnementet.

- Men jeg bliver virkelig nervøs, når jeg hører nogen sige: ”Tag et kursus, så du kan blive kulturelt kompetent”, siger Claire Pen, mens jeg virtuelt klapper i hænderne.

For hun har jo ret: Det er helt hen i skoven at tro, man kan læse sig til viden om sine medmennesker. Vi kan selvfølgelig få en idé om verdens mangfoldighed. Hvis vi lærer om onde øjne eller forskellige ritualer i forbindelse med fødsel og død, kan vi stille bedre spørgsmål til patienten.

Men uanset hvor meget vi læser, vil vi aldrig vide hvad netop Swasti, Dante eller Medjibe har af tro og erfaringer i forbindelse med deres sygdom, og hvad det betyder for dem i den konkrete situation.

- Vi skal hellere være lidt kulturelt ”inkompetente” og turde være i det rum af usikkerhed og undren der skaber plads til vores nysgerrighed i forhold til patienterne, mener Claire Penn og ekkoer dermed en voksende bunke faglitteratur, som kritiserer begrebet ”kulturel kompetence”. 

Vi kan blive bedre
Men samtidig er det måske lige lovlig flot at sige, vi skal have noget mere ”inkompetence”. Kritikken spiller selvfølgelig på ideen om ”kompetence” som en kunnen man kan erhverve sig. Og sådan er det jo netop ikke.

Men det er heller ikke sådan, at man ikke kan blive mere kompetent til at håndtere mødet mellem de to verdner i sundhedsvæsnet. Især kan det være nyttigt at lære noget om, hvordan man selv er skruet sammen. Hvis den sundhedsprofessionelle forstår sin egen ”kultur”, hvad hun selv tænker om sygdom og sundhed, og hvilke forforståelser hun har af andre mennesker, er hun rigtig godt på vej til at blive kompetent – ikke kun i forhold til den eksotiske fremmede. Men også i forhold til patienten fra den anden side af gaden.

Facts
·         Læs om Claire Penns: Health Communication Research Unit at University of the Witwatersrand, Johannesburg: http://www.wits.ac.za/Academic/Humanities/Umthombo/EmthonjeniCentre/ECProjects/7551/

o   Læs “directors cut” på Mette Breinholdts blog: W(h)iteworld
Here you can find it in English with the title: What about some cultural incompetence

o   Følg Mette Breinholdt på @Mettebreinholdt

1 kommentar:

  1. jeg tror det er vigtigt at være præcis og enkel når man taler om kulturelle kompetencer. At turde være inkompetent kræver at man er særdeles kompetent, dvs. har blik for både sin egen personlige og professionelle herkomst og patientens tilsvarende. Det er vigtigt at forstå at patienter gør det de er bedst til: at være patienter, men sundhedsprofessionelle har en pligt til at yde mere end bare at være sig selv. De skal også forstå hver enkelt person i en samlet kontekst der betyder at man skal inddrage sociale, psykiske, økonomiske elementer i at vurdere patientens health literacy, støttebehov og egenomsorg. Hvis der er sprog barrierer (ofte samtidig med kort/ingen skolegang) så er der også behov for professionelle klinisk etniske kompetencer - ikke det modsatte som indlægget her måske antyder. Når man har tilegnet sig disse kompetencer så vil man, som med enhver anden kompetence, kunne gå skridtet videre, men det betyder ikke at man er inkompetent i mødet, men derimod at man på et kompetent og velinformeret grundlag har professionelt overskud til at høre og forstå hvad patienten faktisk prøver at sige. Alt andet vil være fagligt inkompetent.

    SvarSlet