”Her starter en Fuglsang”. Det sønderjyske bryggeri har siden efteråret satset stort på en landsdækkende annoncekampagne. Held og lykke med det - men en række af de seneste annoncer har altså været både sælsomme og foruroligende, og især da for medicinhistorisk interesserede.
Og så netop i år, hvor vi kan markere 300-året for en pestepidemi, der dræbte hver tredje indbygger i Helsingør og København.
Forklaring følger.
For det er jo kun tilsyneladende, at annoncen viser den fugl (en solsort), som er bryggeriets logo og maskot.
Skikkelsen på billedet er i virkeligheden den uhyggelige Doktor Schnabel von Rom – pestlægen, som intet kunne stille op med den dødelige sygdom, men var god til at give børn og påvirkelige sjæle mareridt.
Første gang, danskerne stiftede bekendtskab med Doctor Schnabel var i en publikation af lægen Thomas Bartholin midt i 1600-tallet, da epidemier af byldepest hærgede landet med korte mellemrum – hvad den havde gjort, siden den debuterede under betegnelsen ”Den Sorte Død” 300 år tidligere.
Billedet viser en figur klædt i en beskyttelsesdragt, som blev båret af pestlæger og andre, der kom i nærheden af de smittede.
Sygdomsfremkaldende bakterier kendte man ikke noget til. Der var mange teorier om pestens årsager. Man formodede, at Guds straf, planeternes stilling, vulkanudbrud og meteorer kunne være medvirkende årsager.
Blandt læger svor mange til ’miasma’ – en slags giftig luft, der opstod på lavtliggende, sumpede områder og kunne opnå sygdomsfremkaldende egenskaber under ugunstige forhold.
En fodlang dragt af voksdug kombineret med beskyttelsesbriller mentes at kunne skærme mod de pestilentiske miasmer.
Det lange ’fuglenæb’ var en primitiv gasmaske fyldt med aromatiske urter, som rensede luften for smittestof. Samtidig gav den en vis beskyttelse mod den forfærdelige stank fra de hundreder af døde, som lå alt for længe på gader og stræder og rundt om i husene, fordi ligbærere og gravere døde hurtigere, end man kunne tvangsudskrive dem.
Forlægget for Bartholins illustration var denne illustration af Paulus Fürst fra 1656 – man tog ikke så tungt på ophavsretten:
Pestlægen var i øvrigt en illusion. Thomas Bartholins selv gav sine universitetsuddannede lægekolleger dette råd i pesttider: ”Flygt hurtigt, langt væk og bliv længe borte”. Og det gjorde lægerne, hver gang, pesten bankede på.
Og fra deres eksil på landet udgav de lærde instrukser om, hvordan man skulle beskytte sig mod pesten (inde i byen).
Der var ganske vist udnævnt ”pestmestre” – men de var barberuddannede kirurger, som ikke kunne tale latin. Og de havde pligt til at blive i byen og tage sig af de syge. Det gjorde de modvilligt – og døde for de flestes vedkommende af det.
I sin behandskede hånd bærer den dystre Dr. Schnabel en stav med bevinget timeglas, og til venstre i baggrunden ser man en tilsvarende figur og en flok børn, der stikker af.
Og det gør de formentlig klogt i. Lægen kunne intet stille op. Sygdommen måtte gå sin gang, og lægens dråber, tinkturer, afkog, udtræk, pulvere, brækmidler, klystere og åreladninger var i heldigste fald virkningsløse. Til gengæld kan han uden at vide det have fungeret som transport af de lopper, som ved deres stik spredte pestbakterien, Yersinia pestis.
Pestepidemien hærgede København gennem det meste af 1711 og brændte til slut ud af sig selv. Da var omkring 23.000 af hovedstadsens 60.000 indbyggere døde.
Men selv om der ikke var noget at stille op mod selve sygdommen, blev epidemien i 1711 sidste gang, Den Sorte Død hjemsøgte Danmark. Ikke takket være medicinen, men fordi centralmagten og administrationen med enevælden nu havde fået så meget styr på landet, at der kunne indføres og håndhæves strikse karantænebestemmelser.
Og det er da et jubilæum, der er værd at fejre med en Fuglsang.
Links:
F.V. Mansas autoritative afhandling fra 1840 (pdf):
Videnskab.dk:
Pesten i Danmark – en kildesamling:
Illustrationerne hos Bartholin (pdf):
Ingen kommentarer:
Send en kommentar