Levende data

Hvis man skal lære noget af Facebook, Google og Apple, er det, at brugervenlighed er sølv, men data er guld.

Før Facebook startede i 2004, var der andre sociale netværk som fx. Kiwibox (1999), Friendster (2002), Plaxo (2002), Myspace (2003), LinkedIn (2003) m.fl.

Jeg har gennem tiden set på flere af dem. Den største forskel på dem og Facebook er, at de aldrig fik så mange medlemmer (læs data om medlemmerne), så de kunne blive markedsførende.

Man behøver ikke at være et geni for at regne ud, hvilke reklamer der kommer på Facebook, hvis man ændrer sin status fra fast forhold til single. Eller at Google kan se, hvis der i et geografisk område søges meget på influenza, så er der nok en epidemi under opsejling.

I de nordiske lande har vi på grund af CPR numre høj kvalitet af data sammenlignet med andre lande. Det er via bl.a. Medcom muligt at få blodprøvesvar fra hele landet, epikriser, diagnosekoder mm., og jeg håber på længere sigt, at FMK bliver rigtigt godt.

Alligevel er det det amerikanske sundhedssystem Kaiser Permanente, som via deres “Patient Panel Support Tool” automatisk via data finder patienter, som bør osteoporose screenes; patienter, der bør vaccineres; eller diabetespatienter, som bør have øjenlægekontrol osv.

I et projekt til osteoporose screening har det i runde tal kostet 10 mio. $ at indføre automatisk udtræk, så man kunne se, hvem der burde screenes. Projektet har sparet Kaiser Permanente for 16 mio. $ i behandling. For slet ikke at tale om patienterne, der er sluppet for unødvendige brud. Både Kaiser Permanente og et andet sundhedssystem, Veteran Affairs, har endvidere kunnet påvise en kvalitetsforbedring i behandlingen af deres kroniske hjerte- og diabetespatienter.

I et retrospektivt studie fra Irland fandt man en overall prevalence af "potentially inappropriate prescribing” på 34% hos ældre patienter. Man behøver ikke at være et teknisk geni for at ønske lignende værktøjer indbygget i fremtidens elektroniske journaler på samme måde som i USA.

Det er egentlig trist, at vi ikke har de værktøjer til rådighed, så man ikke retrospektivt skal finde, at 34% af de ældre patienter får forkert medicinsk behandling.

Det kan dog kun lade sig gøre, hvis læger med interesse for medicinsk informatik får mulighed for at være med i design og planlægning af fremtidens journaler. Hvor omdrejnings punktet i journalen er patienten/klinisk information og ikke økonomien.

Naturligvis er økonomien vigtig, men det skal ikke være omdrejningspunktet i journalen. Hvor indlæggelser opdeles i unaturlige forløb, hvor patientens hjertemedicin pludselig er “ortopædkirurgisk”, hvis man er indlagt med lårbensbrud.

Jeg ved, at “nejsigerne” med glæde vil henvise til England, hvor et kæmpe EPJ projekt, som CSC stod for, er kuldsejlet.

Men det kan på ingen måde sammenlignes, da de i England ikke har “Social Security numbers” og ej heller har den data infrastruktur, som vi i årtier har opbygget gennem Medcom, Landspatientregistret, Cancerregistret mm. Vi er også via Regionernes Sundheds-it (RSI) på vej til at få en billeddatabase, hvor det er muligt at se røntgenbilleder, uanset hvor de er taget i landet.

I øvrigt mener jeg, at der bør være flere klinikere med i beslutningsprocessen om, hvilke it systemer, der skal bruges, og hvad de skal kunne.

Det er kun læger/klinikere, der er uddannet til at foretage en syntese af symptomer, laboratoriedata, medicinske data osv. til at stille diagnoser.

Jeg har for nylig besøgt såvel Kaiser Permanente som Veteran Affairs, og der er læger med helt i front for at udnytte data.