Fejl, flop og fiasko 3: Håbets mekanismer

Som afslutning på denne korte blog-serie om ”fejl…” skal jeg tage fat på, hvad den svenske organisationsforsker Nils Brunsson har kaldt ”håbets mekanismer” (i bogen Mechanisms of Hope. Maintaining the Dream of the Rational Organization).
 
Som hævdet i de to foregående blogs er fejl, flop og fiasko lige så meget reglen som undtagelsen, når det handler om organisatoriske reformer og forandringsprojekter. Store satsninger skuffer, reformer flyder ud i sandet, strukturændringer viser sig snarere at være en omfordeling af fordele og ulemper end en samlet forbedring.

Idealet om den rationelle organisation karakteriseret ved klare mål og velovervejede midler ligger - til trods for stadige reformer - stadig ude i horisonten. Når vi alligevel har energien til at fortsætte med reformerne, skyldes det ifølge Brunsson, at vi håber, den næste reform vil lykkes. Reformer og ændringer handler om fremtidige tilstande, som man aldrig med sikkerhed kan vide, om vil indtræffe. For så vidt er reformer båret af håb forstået som en blanding af forudsigelser, gæt og ønsker.

At håb spiller en vigtig rolle i vore dages organisatoriske reformer kan lyde overraskende. Håb lyder useriøst, ubegrundet – og det er netop også pointen hos Brunsson: Der er ikke noget, der tyder på, at det er muligt at realisere idealet om en rationel organisation karakteriseret ved klare målsætninger og effektive midler til at nå målene.

Brunssons drilske kommentar er, at siden der er brug for stadigt nye reformer, så må det jo være fordi, det er mislykkedes for de tidligere reformer at frembringe den rationelle organisation. Hvordan kan vi så alligevel fortsætte med at holde fast i det samme ideal? Det kan vi kun, fordi vi håber det bliver bedre næste gang.

Hvorfor holder vi ikke op med at håbe, når reformerne og de stort anlagte forandringsprojekter nu så sjældent rigtigt lykkes? Det spørgsmål har fået Brunsson til at overveje, om der er nogle håbets mekanismer, altså mekanismer som sikrer mod, at vi mister håbet.

Håbets mekanismer handler om, hvordan folk i organisationer kan bevare håbet om rationalitet, troen på, at de rationelle principper er fornuftige, ønskværdige og realistiske, selv om de igen og igen viser sig umulige at realisere.

Fælles for mange af de håbets mekanismer, som Brunsson finder, er, at de handler om selvproduceret uvidenhed.

Det kan være uvidenhed om, hvordan det er gået tilsvarende reformer i beslægtede organisationer; det kan være uvidenhed om, hvilke konsekvenser egne projekter faktisk har haft; det kan være fokus på fremtiden snarere end på faktisk indhøstede erfaringer; det kan være ved at fortolke informationer, så de ikke truer fastholdelsen af håbet; det kan være ved at fokusere opmærksomheden på reformerne som vel udtænkte mentale størrelser snarere end som aktiviteter med konkrete konsekvenser – mange reformer lyder fornuftige uden af den grund at have specielt gode effekter.

At uvidenheden er ’selvproduceret’ betyder, at uvidenheden ikke er nødvendig – organisationerne kunne få viden om konsekvenser og effekter, hvis de aktivt opsøgte denne viden.

Sammenfattende kan man sige, at håbet er den energi, hvormed organisationer fortsætter med at lave reformer, der slår fejl. Selvproduceret uvidenhed er den mekanisme, der holder håbet i live.

Håbets mekanismer er ikke mindst reformledelsernes og konsulenternes mekanismer. Det er de mekanismer, der gør reformatorerne uvidende om reformernes effekter i praksis. De ledere og medarbejdere, som udsættes for reformerne, som erfarer hvordan reformerne fejler – de kan til gengæld have svært ved at fastholde håbet.

Når idealet om den fuldendt rationelle og designede organisation fejler igen og igen, så er der risiko for, at dette håb medproducerer sin egen modsætning, nemlig fortvivlelse og apati. Man ryster på hovedet ad ufornuften i det, der skulle være så fornuftigt. Risikoen ved at holde fast i håbet om den rationelle organisation er, at medarbejdere opgiver deres organisatoriske engagement.

Man skal, som man siger, være forsigtig med, hvad man håber på. Måske man ved at håbe lidt mindre og lære lidt mere kan skrue ned for de store flops – og samtidig fastholde energien som muliggør de konkrete forbedringer i praksis og ikke kun i forestillingens forhåbningsfulde univers.