Den tanke ligger så dybt i os, at vi ikke sætter børn i verden, for at de skal være reservedele. Skrækscenariet er, at et barn bliver ”fremstillet”, for at læger kan bruge væv fra donorbarnet til at redde en ældre søskende, som lider af en livstruende sygdom.
Mavefornemmelser og konnotationsetik
Der hersker en vis tendens til, selv på oplyst grundlag, at dyrke det, man kunne kalde for ”konnotations-etik”. Altså en etik, hvor alene det, at et bestemt ord eller begreb konnoterer noget ubehageligt, også per automatik bør medføre en moralsk skepsis eller ligefrem afstandtagen fra ordet.
Et sådan eksempel har begrebet ”reservedelsbarn” vist sig at være. Vi bryder os ikke om at opfatte børn som reservedele – som redskaber fra en værktøjskasse. Det er imod vores mavefornemmelse.
Er det da slet ikke tilladt at bruge maven, når vi dyrker etik? Bestemt, men etisk afstandtagen skal basere sig på mere end følelser. Fornuften har også en vigtig rolle at spille. At vi ikke bryder os om termen ”reservedelsbørn”, siger nemlig ikke særlig meget om, hvorvidt det også er etisk uforsvarligt at sætte et sådan barn i verden.
Ophavsargumentet
Et berømt tankeeksperiment i den filosofiske litteratur illustrerer, at vores grunde til at få et barn ikke er relevante i forhold til vores overordnede moralske vurderinger af, hvorvidt det er rigtigt eller forkert at sætte et barn i verden. Argumentet er som følger:
Forestil dig et par, der har bestemt sig for ikke at ville have et barn, men som bliver lovet et betragteligt beløb for at lave et barn til et andet par, som de intet kendskab har til. Deres grund til at få et barn er altså, at de efterfølgende kan sælge det.
Da barnet kommer til verden, afleverer de, som aftalt mod betaling, barnet til en ukendt skæbne. De kender som nævnt ikke det andet pars baggrund og er egentlig også ligeglade. Efterfølgende vælger det første par at købe en stor yacht for beløbet.
Det afgørende ved tankeeksperimentet er ikke, om parret, der sælger, opfører sig sympatisk, for det gør de åbenlyst ikke. Måske kunne man endda hævde, at de har en karakterbrist. Men kan man på den baggrund konkludere, at de dermed har optrådt umoralsk i kraft af deres handling? Det kræver, efter vores overbevisning, at man ser på, hvilket liv barnet rent faktisk får.
Lad os sige, at barnet får en normal opvækst hos sin adoptivfamilie. I så fald har parret gjort en god handling, for uden dem var barnet jo ikke kommet til verden. Husk på, at alternativet havde været ingen børn. Måske oplever barnet endda stor kærlighed hos sin nye familie og får et langt, lykkeligt liv. Det vil blot understrege pointen endnu kraftigere.
Uden det usympatiske par var barnet nemlig slet ikke blevet født. Barnet havde af samme grund heller ikke haft den livskvalitet, det har vist sig at få, eller bidraget med livskvalitet til andre mennesker. Verden havde, alt andet lige, samlet set været et mindre lykkeligt sted. Ville vi i et sådant tilfælde stadig fastholde, at den handling forældrene udførte, da de valgte at få barnet, var en dårlig handling? Det ville vi nok næppe.
Det afgørende er derfor ikke, hvilke grunde forældrene har haft til at få barnet. Det kommer udelukkende an på, hvilket liv barnet rent faktisk får.
I modsætning til det usympatiske par i vores tankeeksperiment, er et par, der får et barn af kærlighed til deres livstruede barn, anderledes sympatiske. Forældre, der får et andet barn på baggrund af overvejelser i forhold deres alvorligt syge barn, vil selvfølgelig elske et nyt barn lige så højt som deres andre børn – og i deres egen ret.
Dermed kan man foreløbigt konkludere, at selvom et forældrepar skulle beslutte sig for at få et donorbarn af højst tvivlsomme årsager, så er dette ikke relevant i forhold til en moralsk vurdering af, om det var rigtigt eller forkert at sætte barnet i verden.
Ydermere kan man konkludere, at just de forældre, der vælger at få et donorbarn, har vist sig at ville det bedste for deres allerede syge barn, hvorfor man må formode, at de vil behandle deres nye barn, donor eller ej, på nogenlunde samme måde. Et donorbarn vil derfor, sandsynligvis, få et liv, der er værd at leve, hvilket er præcis det, der er afgørende for, om forældrenes handling skal vurderes som moralsk rigtig eller forkert.
Grunde til at blive forælder
I øvrigt virker det besynderligt at klandre et forældrepar, der får et barn af grunde, der bunder i rationelle etiske overvejelser. Særligt når man tænker på, at de fleste mennesker får børn af en række grunde, som under andre omstændigheder ville blive karakteriseret som selviske – uden at vi dog af den grund rynker på næsen ad deres valg. Grunde der ligeså meget har at gøre med os selv, som de drejer sig om de børn, vi sætter i verden. Her vil vi blot illustrere med tre eksempler.
“Vi vil opleve det at være en familie”. Sat hårdt op, er barnet et middel til at nå det mål. Og i samme boldgade kan det være en måde at bekræfte sig selv på, og signalere over for omverdenen på, at man nu er voksen.
“Børn er en måde hvorpå familien kan leve videre”. Her er barnet et led i den ubrudte kæde der forener fortid og fremtid. Igen er det vanskeligt at gennemskue, at det er for barnets skyld.
“Ved at få børn, har jeg givet mine gener videre til den næste generation”. Det, der er på spil her, er en slags biologisk udødelighed. Det er svært at se, at det isoleret set er for barnets skyld.
Vi får børn af et væld af årsager. Ofte er det ikke én enkelt årsag. Det er sammenvævet net af forskellige grunde. Nogle af disse grunde er eksistentielle, andre er pragmatiske.
Vi har derfor umådeligt svært ved at se, at man ikke oveni disse grunde kan tilføje nogle etiske, der gavner et menneske, der lider af en alvorlig sygdom. Mennesker, der allerede er i live, og som behøver vores hjælp. Den hjælp som en lillebror eller lillesøster kan tilvejebringe gennem sine stamceller.
Diskussionen viser, at grunde ikke har relevans. Og selv hvis de havde, forekommer det dobbeltmoralsk at udstille forældre til donorbørn, fordi deres grunde ikke udelukkende har donorbarnet som mål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar