Pyt med at omkring 20 pct. af befolkningen ikke har en sundhedsforsikring. Pyt med at sundhedsvæsenet koster en tredjedel mere end sammenlignelige lande – og pyt med at befolkningen alligevel ikke er sundere. Problemet skal i hvert fald ikke løses, hvis det betyder, at nogen skal blande sig i, hvilken læge ”jeg” går til og og hvilke undersøgelser, jeg synes er relevante. Det skal jeg nok selv bestemme.
Nogenlunde sådan lyder argumentet for, at amerikanerne kun tøvende sætter foden til speederen for at løse deres problemer med sundhedsvæsenet.
Konkurrence spærrer for effektivitet
Men en ting er befolkningen. Noget andet er forsikringsselskaberne, som jo skal tjene penge og i teorien bedst gør det ved at være omkostningsbevidste og effektive. Hvordan kan det være, de finder sig i, at udgifterne til sundhed bare stiger og stiger, uden at deres kunder bliver sundere?
Det har jeg længe spekuleret på, og til et selskab lørdag aften fik jeg chancen for et svar. En af de andre gæster var en kvinde, der arbejder med at sælge forsikringer for et af de største sundheds-forsikringsselskaber her i North Carolina.
"Vi er i konstant hård konkurrence med de andre forsikringsselskaber", sagde hun og forklarede, at hvis hendes selskab stiller krav til deres kunder om eksempelvis at bruge en bestemt gruppe læger og klinikker, så ville kunderne bare gå til et andet selskab, der ikke stillede den slags krav.
Det tyggede jeg så lidt på, og undrede mig over, at den hårde konkurrence tilsyneladende drev priserne i vejret i stedet for at tvinge dem i bund.
Hun forklarede, at de selvfølgelig forsøgte sig med forskellige løsninger som ”medical homes”, med udvalgte læger og klinikker. Men at der ikke var meget salg i det.
Det er mentaliteten
”Jamen”, protesterede jeg. ”De gør det da i eksempelvis Californien, hvor forsikringsselskabet Kaiser Permanente har stor succes.”
"Jo", erkendte hun. "Men det er jo Californien. Der er mentaliteten meget anderledes end her. Her vil folk ikke finde sig i at få at vide, hvad de skal".
Og så var det, jeg kom til at tænke på en nylig artikel fra New York Times. Artiklen beskrev en masse initiativer i staten Oregon, der går ud på at sammentænke forebyggelse og behandling og se mere samlet på de ydelser, borgerne får.
Også i den artikel pegede eksperterne på den amerikanske mentalitet som en barriere i forhold til at udbrede erfaringerne – denne gang fra Oregon til resten af USA.
”Det er måske lige lidt for interventionistisk, den slags koordineret indsats, de arbejder på i Oregon i forhold til dele af USA, hvor folk forventes at passe sig selv”, citerede avisen professor i sundhedsledelse, Mark V. Pauly fra Wharton School of Business ved University of Pennsylvania for at sige, med tilføjelsen: ”We don’t know whether Americans are ready for cooordinated care. But Oregon keeps trying. God bless them”.
Behov for en bedre forklaring
Men selv om det lyder tilforladeligt at skylde på folkesjælen, så lyder det også lidt som de undskyldninger, jeg har hørt for Afrikas elendigheder: ”De er bare ikke parat”. ”De er ikke modne til fred eller demokrati”. Men er det ikke bare en undskyldning for at acceptere tingenes dårligdom?
Det kan godt være, at amerikanerne grundlæggende er meget individualistisk orienterede. Men mit indtryk er, at de også er meget pragmatiske. Og mon de er mindre ”amerikanske” i Oregon eller Californien? Og er de andre amerikanere virkelig mindre modtagelige for en god forklaring, hvis den kan betyde mere sundhed for pengene?
Fakta
· Læs artikel fra New York Times http://www.nytimes.com/2013/04/13/us/oregon-experiments-with-localized-medicaid.html?pagewanted=all&_r=0
· Læs rapport fra The Commonwealth Fund: Explaining High Healthcare Spending in the United States, fra maj 2012, der sammenligner sundhedsudgifter fra en række industrialiserede lande: http://witeworld.files.wordpress.com/2013/04/health_care_cost_compared_us_other.pdf
o Læs ”directors cut” af indlægget på Mette Breinholdts blog: W(h)iteworld
o Følg Mette Breinholdt på Twitter @Mettebreinholdt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar