Medicin og medier er en farlig cocktail, der alvorligt påvirker din dømmekraft

Lighed i sundhed kræver bla., at kommende patienter og andre borgere er veluddannede og velinformerede om sundhed, forebyggelse og helbred, så de kan handle og ændre adfærd på et informeret grundlag. Den proces, der fører til, at patienter danner sig et overblik og en mening, er derfor interessant og vigtig.

Misinformation om sundhed har samfundsmæssige og personlige omkostninger. Hvis flertallet har en fejlagtig, faktuelt forkert opfattelse af sundhed, så kan denne information danne grundlag for politiske og samfundsmæssige beslutninger, der går imod samfundets overordnede behov. Samme gælder for det enkelte menneske, der baseret på hvad det tror er korrekt sundhedsviden, kommer til at tage beslutninger på egne, familiens og børnenes vegne, som kan have alvorlige konsekvenser (Misinformation and its Correction: Continued Influence and Successful Debiasing).

Mennesker kan godt lide eksperter, og jo mere ekspert, man er, og jo længere ekspertens information (How ExpertHow Expert Advice Influences Decision Making) er fra den viden, man havde i forvejen, jo større glæde er der ved at følge den.

I en artikel I New England Journal of Medicine fra 1998 gør en videnskabsjournalist status over en 28 årig karriere i faget med at oversætte videnskab til hverdagssprog. Han refererer en undersøgelse af den amerikanske befolknings brug af medier som kilde til sundhedsinformation, hvor 75 % lægger stor eller meget stor vægt på sundhedsnyheder i medier, og 58 % svarede, at de havde lavet om på deres sundhedsadfærd alene på baggrund af noget, de havde læst i en avis eller hørt om på TV.

Det placerer et meget stort ansvar på de journalister, der skal formidle forskningsresultater. Og det lægger et lige så stort ansvar på skuldrene af de forskere, der (sammen med sygehusets eller universitetets pressefolk) skriver abstracts, pressemeddelelser og videnskabelige briefs til de offentlige medier.

Men tilsammen har forskere og videnskabsjournalister, lige som politikeres spindoktorer og medierne, skabt en bizar symbiotisk afhængighed, som er problematisk. Særligt når det gælder de individuelle sundhedsråd, er der eksempler på, at kombinationen af journalistens manglende skepsis og videnskabsmandens behov for medieomtale har ført til en bekvemmelig skærpelse af konklusioner og forbavsende store fremskridt eller foruroligende tydelige sundhedsråd.

For eksempel kan forskergrupper med meget præliminære resultater sammen med sygehusets medieafdeling og en række TV stationer, der strategisk misfortolker en pressemeddelelse, få skabt meget falske forhåbninger om en revolutionerende behandling af Alzheimers sygdom, som slet ikke har rod i den faktiske videnskabelige artikel.

En af de hyppigste fejl, journalister og politikere begår, er blindt at tro, at statistik på gruppeniveau  siger noget som helst om det enkelte menneske, og omvendt at det enkelte menneske siger noget om folkesundheden. Der er også hyppigt problemer med at kende forskel på en relativ og en absolut forskel i risiko.

Og det er svært at få trukket en nyhed tilbage, når først den er kørt som en stor nyhed, som det var tilfældet med et Cochrane review om interaktiv sundhedskommunikation til kronikere, der viste sig at være videnskabeligt særdeles utilstrækkeligt og måtte trækkes tilbage.

Senere påviste et videnskabeligt studie, at medierne undlod at kommentere, at artiklen, og dermed den lidt for medievenlige konklusion, blev trukket tilbage.

Journalisterne var ikke i stand til at gennemskue, at studiet var underlødigt, og de ignorerede senere, at de burde indrømme det overfor deres læsere. 

I artiklen Survival of the wrongest  påvises det af en erfaren videnskabsjournalist, hvordan sundhedsjournalister ignorerer de grundliggende faldgruber i videnskab og dermed serverer upålidelig sundhedsinformation.

Og selv de største og mest ressourcestærke aviser med et troværdigt brand tager fejl. New York Times er hoppet i flere gange. Et eksempel var deres nyhed om, at fysisk træning kan medføre større modtagelighed for misbrug. Det var en nyhed, som avisens journalister decideret ”misforstod” et par detaljer i, fordi artiklens budskab, sådan som de forstod den videnskabelige konklusion, havde et enormt nyhedspotentiale: alle læsere, der ikke går i fitnesscenter ville få et meget passende alibi.

Forskerne bag undersøgelsen fik ikke korrigeret, at journalisterne havde misforstået undersøgelsen, så hurtigt som de skulle have gjort, og andre forskere, der påpegede fejlen, havde mere end svært ved at få korrigeret tolkningen.

New York Times misforstod på samme måde, og med samme slet skjulte baggrund også et studie, der ifølge journalisterne skulle have vist, at det i virkeligheden er umuligt at tabe sig. Tolkningen, som journalisterne fremførte i avisen, holdt slet ikke videnskabeligt, men igen var det svært for forskerne bag undersøgelsen at få korrigeret avisens fejlagtige referat, og vinklingen passede nok også en del af avisens læsere.

Den politiske analytiker Brendan Nyhan har forsket i, hvordan sundhedsinformation spredes og bruges, og hvor let den kan manipuleres:  "Journalistik og sundhedskampagner har den holdning, at jo mere information, jo bedre, og hvis bare vi lægger det hele ud til offentligheden, så vil de rigtige facts overleve. Desværre er det ikke sådan. Hvis der var tydelige omkostninger for ens omdømme ved, helt eller halvt bevidst, at sende forkert eller skadelig sundhedsinformation i omløb, så kan det være, der var mindre forkert information i omløb. Læs mere på If a fact dies in the forest who will believe it?

Journalister og politikere har et forspring i forhold til videnskabsfolk og andre fagfolk: de kan uden omkostninger og uden skyggen af evidens sige. hvad de vil, når de vil, og på deres eget faktagrundlag: Fakta er død efter længere tids sygdom.

En læge må ikke skabe unødig sygdomsangst, står der i loven. Men fakta er måske snarere, at det meste af den unødige sygdomsangst, der skabes, opstår som følge af journalisters og politikeres vilkårlige og populistiske brug af forskning og viden.

 

Misinformation om sundhed har samfundsmæssige omkostninger. Da velrenommerede kenyanske læger i starten af HIV epidemien i Afrika i de tidlige 80ere, hver for sig, og med klar hjælp fra alle landets medier, proklamerede at de havde the cure for HIV, så påvirkede det direkte og omgående unges holdning til ubeskyttet sex: nu var kondom ikke længere nødvendigt, og hyppigheden af usikker sex steg voldsomt:

Lægen, der opfandt Kemron, var ikke hvem som helst: han var direktør på Kenya Medical Research Center, og overskriften på den første pressemeddelelse lød: ”A Miracle Drug Against AIDS''. Hans nye pille fik gratis turboreklame, da Kenyas præsident Daniel Arap Moi til verdensmediernes glæde udtalte, at 50 kenyanske HIV patienter  nu var blevet helbredt af Kemron.

At internationale forskere var meget skeptiske, blev affejet med, at de bare var skeptiske vesteuropæere, der var misundelige – en holdning som de internationale medier ikke var utilbøjelige til at læne sig op ad: tænk hvis Afrika kom med HIV behandlingen over dem alle.

Senere forsøgte afro-amerikanske og religiøse amerikanske ledere at genoplive ideen om, at behandlingen for HIV skulle være Kemron, men det lykkedes heller ikke denne konstellation at bevise effekten af Kemron. Læs mere på: The angry politics of Kemron .

Til sidst måtte både WHO og nationale HIV programmer sende et klart signal: Kemron duer ikke . Senere forsøgte en anden kenyansk læge at sælge Pearl Omega, i starten med stor fortjeneste, men kun kort, for derefter var det med mindre held . I Nigeria var der i 2013 rygter om et wonder drug mod HIV kaldet Deconcoction, hvor der (også) er mere spin, politik og religion involveret i laboratoriet end videnskab og fakta. 

Og nu viser det sig, at det er selveste dekanen på det lægelige fakultet på Benin University i Nigeria,  der opfandt denne urtekur kaldet DXL – Deconcuction X-Liquid - men han trak først sine udtalelser tilbage, efter at alle HIV programmer og kolleger offentligt havde taget afstand fra muligheden.

Heldigvis er der folk, der har en videnskabelig tilgang til, hvordan misinformation kan stoppes både på det individuelle plan og i forhold til offentlig misinformation. Og virker det ikke, er her en hvermands guide til at vaccinere sig selv mod misinformation: Your Guide on How to Immunize Yourself Against Misinformation in 2013.

Der er også hjælp til politikere og journalister til f.eks. at forstå nye, måske lovende, fund i cancerforskning: Promoting Healthy Skepticism in the News: Helping Journalists Get It Right.

Der er ingen, der har gavn i længden af, at videnskabelige fund overdrives, forsimples, misforståes eller misbruges – hverken offentligheden eller videnskabsfolkene bag fundene. 

I næste blog Er lægevidenskaben død eller lugter den bare mærkeligt?, tages der fat i lægers videnskabelige spin.